Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []

We Are All Completely Beside Ourselves

Har netop til min udelte fornøjelse købt en større flodbølge af CD’er. De kom med posten i går, og jeg tilbragte derfor en god bid af aftenen med at sidde lytte til musik.

Midt i dagligdagens arbejde og småbørnslogistik er det sjældent, at jeg lytter til mere musik end enkelte løsrevne sange i høretelefonerne på vejen til og fra arbejdet. Albums får jeg snart sagt aldrig hørt igennem.

Jeg har skrevet ofte (og jævnt kedsommeligt) om mine ændrede forbrugsvaner indenfor musik. Efterhånden har jeg dog slået mig til tåls med, at jeg grundlæggende er regressiv. Ja, jeg lytter i dag mest til streamingtjenester og enkeltstående sange. Men når alt kommer til alt, er jeg opvokset med fysiske albums – især CD’er – og hifianlæg. Det er stadig (bevidst eller ubevidst) måden, som jeg mener man bør lytte til god musik på. Og de kunstnere, som jeg har et mere nært forhold til end det-var-sateme-en-god-sang-det-der!, ender jeg som regel med at købe i fysisk form.

Så hvad er der endt der i musikreolen denne gang? En blanding af nye albums, og så en udbygning i dybden af min samling.

Nye albums
  • War On Drugs – ‘Lost in the Dream’
  • Avi Buffalo – ‘At Best Cuckold’
  • Real Estate – ‘Atlas’
  • Ben Watt – ‘Hendra’
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For The Lyons Cornerhouse’ (compilation)
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For A London Winter’ (compilation)

De første tre er fremragende og fortjener en placering på Årets Bedste Album listerne. De kan lyttes til både i deres helhed og som enkeltstående sange. ‘Under the Pressure’ af War On Drugs er årets bedste sang, efter min mening. Køb dem nu.

Ben Watt er den ene del af duoen Everything But The Girl, og ‘Hendra’ er hans første soloalbum i 31 år. Det har fået fine anmeldelser, men er mest af alt blot … kedeligt. Jeg holder meget af melankoli (og EBTG var i sandhed melankoliens mestre), men mistrøstige tekster fungerer bedst sammen med et godt omkvæd og en fængende melodi. Jeg får næppe lyttet meget til albummet fremover.

Saint Etienne har for efterhånden en del år siden overtaget titlen som ‘Skribentens all-time yndlingsband’. Derfor køber jeg snart sagt alt hvad de lægger navn til, selv deres efterhånden lidt trættende række af compilations med musik fra svundne tiders pubber og caféer i London. Ingen af de to nye albums fungerer for mig, da jeg og præ-rock’n’roll musik fra 1950’erne simpelthen ikke bryder os om hinanden. Men nu har jeg dem, og nu håber jeg så at Saint Etienne i stedet vil fokusere på at lave deres egen fremragende musik.

Udbygning i dybden af samlingen
  • Morrissey – ‘World Peace Is None of Your Business’
  • Morrissey – ‘Swords’
  • Pet Shop Boys – ‘The Most Incredible Thing’
  • Everything But The Girl – ‘Worldwide’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Language of Life’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Amplified Heart’ (deluxe udgave)
  • Aimee Mann – ‘Charmer’

Jeg skrev allerede tilbage i august, at jeg ikke brød mig om ‘World Peace …’. Men gammel kærlighed er gammel kærlighed. Det ville være forkert, hvis jeg ikke købte et nyt Morrissey album – ligesom det længe har været forkert, at jeg ikke ejede b-side opsamlingen ‘Swords’. Ingen af de to vil blive spillet meget i fremtiden, men jeg er glad for at jeg ejer dem. Nu håber jeg så blot, at Morrissey vil gå på pension, og hans nu efterhånden årelange og bovlamme angreb på min nostalgiske kærlighed til hans tid i The Smiths (og hans første års solokarriere) kan ophøre.

Pet Shop Boys er Pet Shop Boys. Muligvis nu kun nummer to min all-time liste, men det gør det ikke mindre moralsk i orden, hvis jeg ikke ejer alt hvad de udgiver. Er deres musik til en ballet om et H.C. Andersen eventyr noget, som jeg vil lytte til tit og ofte. Nej. På ingen måde. Er det uundværligt? Næppe. Men enten elsker man, eller også gør man ikke. Og i det store kosmiske regnskab, så bør jeg også eje ‘The Most Incredible Thing’. Så det gør jeg nu. Og det har jeg det fint med.

Det var interessant at læse i covernoterne til ‘Worldwide’ og ‘Language of Life’, for det er helt åbenlyst, at Everything But The Girl selv HADER de to albums. De bliver beskrevet som overproduceret, havende for få gode sange, easylistening og meget andet grimt. Foragten pibler ætsende ud mellem linjerne. Selv er jeg ikke så kritisk. Jeg lyttede en del til dem i min gymnasietid, og sætter egentlig pris på små 80 pct. af de to albums sange. Bonusmaterialet til deluxe udgaverne er også en fornøjelse, især de mere spartanske og nøgne demoudgaver af sangene. Ingen af de to albums når dog ‘Amplified Heart’ til sokkeholderne. Det er EBTG’s bedste, mest deprimerede, mest melankolske og stærkeste album overhovedet. Bonusmaterialet er mesterligt. Jeg er ovenud lykkelig for at eje den udgave.

Endelig er der Aimee Mann. Kvinden der udgave nogle af sluthalvfemserne og start 2000-tallets allerbedste pop-rock albums: ‘Magnolia’ (1999), ‘Bachelor No. 2’ (2000), ‘Lost in Space’ (2002) og ‘The Forgotten Arm’ (2006). De albums er nærmest absurd stærke, de rene overflødighedshorn af melodisk melankoli. Derfor kan jeg godt tilgive, at det siden har været en sløj omgang. ‘Charmer’ lyder som et blegt og blodfattigt ekko af dengang. Mann prøver virkelig, altså, det er så tydeligt. Kunne hun blot finde melodien igen, kunne hun blot ramme nerven fra dengang. Men sagen er, at ingen af sangene på ‘Charmer’ ville kunne komme på holdet af nogen de forrige albums. De er for sløve, for ucatchy, for ufængende. Men igen: Nu ejer jeg albummet, og det føles rigtigt. Det gør mig glad.

Samlet set altså en tvetydig omgang rent musikalsk, men det giver mig trods alt stor livskvalitet, at de nu allesammen er mine.

So Tonight That I Might See

Det er et mærkeligt fænomen. Coverversioner, altså.

Som regel er de ringere end originalen. Mit eget personlige hadeeksempel er Mariah Carey og Westlifes fuldbyrdede voldtægt af Phil Collins’ underskønne og fortryllende ‘Against All Odds’. Alene den forbrydelse sikrer dem et ganske særligt sted i helvedet.

Andre kunstnere formår at forbedre originalen. Gør sangen til deres egen. Cowboy Junkies forvandlede eksempelvis Lou Reeds ret ordinære ‘Sweet Jane’ til en æterisk nydelse. Scissor Sisters omskabte Punk Floyds narkodepression ‘Comfortably Numb’ til et electropop nummer. Og Pet Shop Boys satte fuld gang i 80’er synthen på deres version af Elvis’ ‘Always On My Mind’.

For tiden lytter jeg særlig meget til to coverversioner. Begge er hentet fra den ualmindelig creepy tv-serie The Following, som Den Bedre Halvdels nerver kun kan håndtere maks ét afsnit af pr. aften.

Dreampopperne i Stumbleine har begået et cover af 1990’ernes måske bedste sang: Mazzy Star ‘Fade Into You’. Grundlæggende er det den samme sang, nu blot pakket ind i et besnærende elektronisk net. Jeg bliver ganske afslappet og varm indeni hver gang jeg lytter til den. Måske er Stumbleine udgaven ikke bedre end den oprindelige af Mazzy Star, men den har den fine bivirkning, at jeg får lyst til at lytte til originalen.

I en af scenerne i The Following, spilles en coverversion af Echo & the Bunnymens ‘Killing Moon’, en højstemt og mørk gothsag fra 1984. Originalen er god, men den mangler noget saft og kraft. Det leverer The Silent Days i deres konventionelle lad-os-tilføje-noget-bas-og-guitar-til-lortet udgave.

Nogle andre gode coverversioner, jeg bør lytte til?

Overflod

Oprindeligt grinte jeg lidt hånligt i skægget, da jeg tilbage i juli måned læste The Guardian artiklen ‘Pet Shop Boys choose their 10 all-time favourite dance tracks’. For kunne jeg ikke på miles afstand gætte mig til, hvad de to gentlemen ville fremhæve?

Jo, dét kunne jeg. Faktisk ramte jeg nærmest 100 pct. plet.

Lidt italodisco, lidt flamboyant dragqueen disco fra 70’erne, lidt acidhouse fra slut 80’erne. Suppleret af noget nymodens EDM, bare lige for at markere at d’herrer Lowe & Tennant i en alder af henholdsvis 54 og 59 år stadig ved hvad de dersens unge mennesker hører ude i natklubberne.

For så vidt ingen overraskelser. Det hele var meget, meget forudsigeligt. Og lidt kedeligt. Alligevel er jeg tøet op henover de senere måneder.

For halli-hallo: The Magician remixet  af Lykke Li ‘I Follow Rivers’ er faktisk intet mindre end …. fabelagtigt!

Jeg har egentlig været særdeles skeptisk overfor Li siden hun var så ustyrligt kedelig til det Svensk P3 Guld show i Göteborg, jeg overværede tilbage i 2011. Dengang optrådte hun med netop ‘I Follow Rivers’. I askegråt tøj og usikker vokal. Men hvor originalen er ganske megen gammel og størknet havregrød, så bliver sangen i remixet parret med alt det gode fra houseklassikeren Black Box ‘Ride on Time’ fra 1989.

Resultatet er et 80’er-dunkende bæst, der kan sætte gang i selv den mest modvindsramte cykeltur. Tilsyneladende har mine gamle idoler ikke så dårlig smag, som jeg er begyndt at tillægge dem.

It Must Be Obvious

Det nye Pet Shop Boys album ‘Electric’ udkommer 16. juli – kun små otte måneder siden det forrige album ‘Elysium’. Sidstnævnte var en lidt fersk og farveløs omgang. Enkelte stærke sange i form af electropoppere som ‘Leaving’ og ‘Invisible’, men ellers ikke noget, der fik pulsen op over det selvdøde. Det samme kunne man faktisk sige om de forrige albums ‘Yes’ og ‘Fundamental’. Vi skal tilbage til ‘Release’ fra 2002 for at finde deres seneste vaskeægte vellykkede album – sådan nogenlunde nøgternt vurderet.

Det er derfor første gang i efterhånden mange år, at jeg er oprigtigt spændt på et PSB album. De har lækket en del lydbidder fra ‘Electric’ de seneste par måneder. For mig er det nye album ganske forbuden frugt, da der er tale om en tilbagevenden til den mere techno/rave-agtige lyd fra start-90’erne. Som jeg sådan set godt kunne lide. Den slags musik, der er energifyldt og endog særdeles heftigt at cykle til arbejde til, men som en granvoksen, småborgerlig og emotionelt hæmmet mand ikke rigtig kan lytte til i offentligheden.

Måske det bedst udtrykkes i den første single ‘Vocal’, der ret beset kunne have være lavet af Medina, men bare bedre. Vi er ikke langt fra Marusha, Dune , det tidlige Moby (tænk ‘Everything Is Wrong‘ perioden) og det øvrige preussertechno, som jeg labbede i mig i årene 1993-1995. Ikke noget jeg er stolt af, men nuvel, det er en del af min kulturhistorie.

Så jeg er spændt. Meget endda. Det er muligvis det vigtigste synthpop album de sidste 10 år. I hvert fald for undertegnede. I ventetiden tænker jeg en del over, at det til oktober er 23 år siden, at ‘Behaviour’, mit ubetingede yndlingsalbum, udkom.

Ak og ve.

Årets bedste sange i 2012

2012 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til den rituelle gennemgang af årets vigtigste sange i husholdningen. Der er ikke en klart udviklet metodologi bag listen. Sangene behøver ikke være fra 2012, men er mest af alt udtryk for hvilken musik, jeg har lyttet mest til de sidste 12 måneder. Tidligere år har jeg benyttet mig af ’antal afspilninger’ funktionen i iTunes, men den målevariabel er blevet upræcis med Spotifys indtog i mit liv. Uanset hvad og hvilke metodologiske kvaler I end måtte have, så er nedenstående sange de i mine øjne centrale værker fra årets der gik. De bør kanoniseres hurtigst muligt.

 

Miguel ’Adorn’

Årets ubetinget vigtigste og bedste sang. Miguel styrede husholdning med jernhånd, især efter at den unge mand også erobrede Den Bedre Halvdels hjerte. ’Adorn’ er den mest romantiske, sexede, velkomponerede og fængende r’n’b/pop kreation i nyere tid. Den lyder som en opdateret (og bedre) udgave af Marvin Gayes ’Sexual Healing’. De vil også lytte betaget til den om 20 og 30 år.

 

Miguel ’Do You’

’Do You’ er ’Adorns’ endnu mere beskidte lillebror. Tilbage i oktober skrev jeg: ”Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation”. Sidstnævnte var en overdrivelse, for Miguel overgik sig selv med ‘Adorn’. Men ‘Do You’ er stadig lysår foran snart sagt alle andre sange fra 2012.

 

Dawes ‘Time Spent in Los Angeles’

Jeg lyttede stort set uafbrudt til ‘Time Spent in Los Angeles’ i foråret i Bruxelles. Jeg savnede Den Bedre Halvdel, og ville bare gerne hjem snart. Hvis jeg erstattede ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, kunne jeg sagtens trille rundt i Belgien og forestille mig at sangen handlede om lige netop mig. Årets mest melodiske og sentimentale værk.

 

Sky Ferreira: ‘Everything is Embarrassing’

Den ene af to ‘lyden-af-tidlig-Madonna’ sange på listen (den anden er Solange ‘Losing You’). Tilbage i oktober skrev jeg: “Når jeg lytter til sangen, visualiserer jeg mig på dansegulvet til promfesten i en af John Hughes’ teenagefilm. Faktisk, så tror jeg at Molly Ringwald lige har hevet mig ud at danse. Jeg står nu og stamper akavet med mit pandehår, min socialt hæmmende akne og mine grimme Converse-sko. Men hvad gør det, for vi danser og hun har så bløde læber”. Der er præmier til den af jer, der kan gætte hvad sidste linje er en reference til.

 

Solange ‘Losing You’

En sen tilføjelse her i December. Solange, den stakkels gøj, er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Alle jeg spiller den for siger “Det lyder som tidlig Madonna”. Måske de har ret. Et popmesterværk er det ihvertfald.

 

Flying Burrito Brothers ‘Burrito #2’

I midten af 2012 lånte jeg nogle tidlige country-rock cd’er på biblioteket. Jeg var særlig innteresseret i de værker, som legenden Gram Parsons havde været involveret i, bl.a. The Byrds ‘Sweetheart of the Rodeo’ og Flying Burrito Brothers ‘The Guilded Palace of Sin’. Tilskyndelsen hertil kom egentlig efter at have hørt den svært fængende ‘Christine’s Tune’ af netop Flying Burrito Brothers i et afsnit af ‘True Blood’. Det viste sig imidlertid, at sangen ‘Burrito #2’, sin åndssvage titel til trods, er et musikalsk mesterværk.

 

Kendrick Lamar ‘A.D.H.D.’

‘A.D.H.D.’ er egentlig fra 2011, og Kendrick Lamar udgav senere hvad musikpressen kaldte 2012’s bedste hiphop album. Jeg var og er imidlertid ikke færdig med det dystopiske mesterværk, ‘A.D.H.D.’ er. Her på musikbloggenes svar på elefantkirkegården skrev jeg: ‘Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def?’. Og ja, det tror jeg faktisk han er.

 

Frank Ocean ‘Novacane’

Igen en sang fra 2011, og igen en kunstner der i 2012 udgav et über-hypet album (det fremragende ’Channel Orange’). Som med Kendrick Lamar er vi i en dyster, no-future verden, hvor stofferne anvendes til at dulme smerten med følelsesløshed. At det så pakkes ind i en smuk symfonisk ramme, ja, det gør kun det samlede indtryk stærkere. For de mere kærlighedssyge og romantisk indstillede kan Oceans ’Thinkin’ About You’ anbefales.

 

Pet Shop Boys ’Leaving’

’Leaving’ er bedste sang fra det udmærkede nye PSB-album. Måske burde den ikke have en plads her på listen. Men der er trods alt tale om den (rent musikhistorisk) vigtigste gruppe i mit liv, og plinky-plonky lydtapetet var nok til at jeg brummede som en veltilpas abekat i færd med at blive kløet på ryggen.

 

Ulige Numre ’København’

Igen en af disse skamløst sentimentale sange, der giver meget mening, hvis man er udstationeret i udlandet (eller eksileret i Nordjylland). Ulige Numre pirrer min teen angst, som ingen har gjort det siden Håkan Hellströms to første album. Videoen er i øvrigt en af de bedste i nyere dansk musikhistorie.

 

Honorable mentions:

Den første musikvideo der betød noget

Ovre på The Awl fortæller musikkritikeren Sasha Frere-Jones om, hvilken musikvideo der først betød noget for ham. Det er – fornøjeligt nok – en af mine yndlings hiphop sange fra 1980’erne: The World’s Supreme Team: ’Hey D.J.’.

Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

Den første musikvideo der betød noget

Ovre på The Awl fortæller musikkritikeren Sasha Frere-Jones om, hvilken musikvideo der først betød noget for ham. Det er – fornøjeligt nok – en af mine yndlings hiphop sange fra 1980’erne: The World’s Supreme Team: ’Hey D.J.’.

Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

Ærefuld afrunding

Der er næppe noget så fortryllende som positive overraskelser. Hos The Guardian kan man i øjeblikket streame det nye Pet Shop Boys album, og det er – yderst uventet! – ganske fremragende.

Efter at have skuffet med snart sagt alle udgivelser siden ’Release’ fra 2002, så er det nye album ’Elysium’ (baseret på min første gennemlytning) langtidsholdbar synth-pop. Bevares, vi er ikke oppe i de svimlende højder som mesterværket ’Behaviour’ (1990), men der er i hvert fald fire til fem sange, der fortjener en fremtrædende plads i deres sangkatalog. Vi er det melankolske hjørne af Pet Shop Boys land. Her er ingen episke ’Go West’ kreationer, men til gengæld masser af electropop, analoge keyboards og sfæriske strygere. Det er fremragende arbejdsmusik, notaterne skriver nærmest sig selv. Tilmed optræder der noget nær sci-fi sangtitler. En titel som ’Memory of the Future’ er jo nærmest helt Philip K. Dick’sk.

Med andre ord er det vanskeligt at bevare pessimismen. Hvis Neil Tennant og Chris Lowe vælger at lade sig pensionere her 26 år efter det første album, så forlader de musikbranchen med æren i behold. Det ville gøre mig glad, faktisk.

Ærefuld afrunding

Der er næppe noget så fortryllende som positive overraskelser. Hos The Guardian kan man i øjeblikket streame det nye Pet Shop Boys album, og det er – yderst uventet! – ganske fremragende.

Efter at have skuffet med snart sagt alle udgivelser siden ’Release’ fra 2002, så er det nye album ’Elysium’ (baseret på min første gennemlytning) langtidsholdbar synth-pop. Bevares, vi er ikke oppe i de svimlende højder som mesterværket ’Behaviour’ (1990), men der er i hvert fald fire til fem sange, der fortjener en fremtrædende plads i deres sangkatalog. Vi er det melankolske hjørne af Pet Shop Boys land. Her er ingen episke ’Go West’ kreationer, men til gengæld masser af electropop, analoge keyboards og sfæriske strygere. Det er fremragende arbejdsmusik, notaterne skriver nærmest sig selv. Tilmed optræder der noget nær sci-fi sangtitler. En titel som ’Memory of the Future’ er jo nærmest helt Philip K. Dick’sk.

Med andre ord er det vanskeligt at bevare pessimismen. Hvis Neil Tennant og Chris Lowe vælger at lade sig pensionere her 26 år efter det første album, så forlader de musikbranchen med æren i behold. Det ville gøre mig glad, faktisk.