Pet Shop Boys – ‘Hotspot’

Jeg har dødserklæret Pet Shop Boys adskillige gennem årene på nærværende blog (senest i 2016, før da i 2013), så det er måske ikke overraskende, at jeg på trods af mange års religiøs dyrkelse af dem har set meget lidt frem til deres nye album ’Hotspot’. Bevares, jeg har naturligvis forudbestilt fysiske udgaver af albummet og de tilhørende singler for længe side, men det var nu mere af pligt og loyalitet end af lyst.

I dag blev sangene så frigivet på Spotify og … ja. Jeg har lyttet albummet igennem. Hvilket ikke var en decideret ubehagelig eller pinlig oplevelse. Men der er omvendt ikke en eneste af sangene, som jeg i skrivende stund er fristet til at putte ind på mine playlister – endsige har lyst til at spille for andre mennesker med ordene ”hey, du skal lige høre det her, det er ret godt”. Der er mestendels tale om middelmådig electropop med en aldrende lyd og kun moderat fængende melodier, begået af to 65-årige herrer med tekster om clubbing og om at være forelsket i dragende unge mænd.

Denne ’3 stjerner ud af 6’-tilstand er ekstra trist, da jeg kunne have ønsket for Neil og Chris at de denne gang havde begået én vaskeægte popperle med hitlistepotentiale. I stedet for den her langstrakte og indelukkede fis af en musikalsk karriere, så kunne de gå på pension med god samvittighed og følelsen af aldrig at have været irrelevante. Hvilket ville være tiltrængt, de burde jo være stoppet for længst.

’Fundamental’ fra 2006 var ikke mit favoritalbum, men indeholdt i hvert fald 3-4 reelt glimrende sange. Det havde været et optimalt og ædelt tidspunkt for et 80’er-band at takke af på. Andet relevante exit var ’Yes’ fra 2009. Nok engang et album med et par fine sange (og nogle tilsvarende fæle stinkere), og flere – ironisk nok – absurd stærke b-sider. Det havde ikke været unaturligt at nyde otiummet efter det. Sidste holdbarhedsdato blev overskredet med ’Elysium’ i 2012. De to første sange på albummet er fantastiske, men resten er noget forvirret bras. ’Electric’ fra 2013 og ’Super’ fra 2016 rummer tilsammen 5 fremragende sange, men er ellers pinagtige.

Og nu er vi så her i selskab med ’Hotspot’, som ikke gør nogen forskel for nogen. Det er ikke elendigt, men det er langt fra fremragende. Men nej. Pet Shop Boys hverken kan eller vil stoppe. Som de ungdomsfikserede og stadig liderlige boomere de er, så hungrer de hele tiden efter hitTET, som de unge vil elske. Hvilket de ikke har kunne levere i ganske mange årtier nu. Deres desperation skriger nærmest ud af ordene i det interview, som man kan læse i dagens Guardian. De forsøger nu på år 20 at italesætte sig som modsætningen til ”de gamle menneskers musik”, dvs. rock. Hvilket er bizart taget i betragtning af at rockgenren som mainstream har været død stort siden år 2000. Det er trist, det er trættende og jeg gider ikke rigtig længere

Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Men gid de dog ville stoppe. Det ville være en lettelse.

Domino Dancing

Lyttede til Pet Shop Boys ‘Introspective’, og fandt under lytningen en eddikesur anmeldelse i Rolling Stone af albummet. Undervejs skriver anmelderen:

‘Domino Dancing’ features a salsa-flavored piano break amid the synthesized heel clicks of Latin hip-hop. Nevertheless, the Pet Shop Boys can’t help sounding instantly identifiable – and essentially British above all else. Take ‘Domino Dancing’: despite all those Latin samples, Chris Lowe’s languid synth lines and Neil Tennant’s wan, somewhat nasal vocals combine in a hook that uncannily recalls Al Stewart’s “Year of the Cat.” Nobody in his right mind would do that on purpose.

Jeg elsker ‘Domino Dancing’ betingelsesløst og tog derfor spydighederne ganske ilde op. Nu hvor jeg så rent faktisk har lyttet til ‘Year of the Cat’ (som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om før), så må jeg indrømme, at der er noget om snakken. Men i modsætning til Rolling Stone, så synes jeg her efter et par gennemlytninger egentlig det er en fortrinlig sang, og har derfor vanskeligt ved at se inspirationen som et problem.

Og ‘Introspective’? Det er stadig et mesterværk.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []

Om at pensionere sine musikalske afguder

Håkan Hellström offentliggjorde endnu en sang natten til i dag.

Nyt materiale fra en af mine afguder burde i sig selv være en fortryllende nyhed. Men de to minutter jeg lyttede til den – og til ‘Din Tid Kommer’ fra tidligere på måneden – hidbragte nedslående erkendelser. Håkan Hellström har med årene transformeret sig til Bono. Hans sange lyder som trætte kopier af noget fra U2’s ‘Joshua Tree’ periode.

Det er kort sagt ganske bedrøveligt. Der er ikke længere noget vild ungdom eller teen angst over ham. Selv når han forsøger sig med et af de helt stensikre scoretricks i form af ringlende guitarer, får jeg mere lyst til at lytte til tidlig R.E.M, Real Estate eller (naturligvis endnu bedre) The Smiths.

De nye kreationer er blot … ordinære, tunge i røven og midaldrende. Ganske som mig selv, hvilket antageligvis er den egentlige grund til min skuffelse.

Generelt tegner der sig dog et negativt og surmulende mønster i min modtagelse af mine musikalske afguders nye sange i disse år.

1. april udkom således det nye Pet Shop Boys album ‘Super’. Nærmest alt ved det irriterer mig. Først og fremmest er jeg sur på mig selv over, at jeg første gang hørte om albummet i en anmeldelse i Jyllands-Posten EFTER udgivelsen. Det er naturligvis ikke Pet Shop Boys’ fejl, men det fortæller mig, at jeg er koblet af selv de musikalske ting, jeg burde gå op i.

Albummet er måske ikke direkte dårligt, men det er heller ikke godt. Sangene er underligt kønsløse og produktionen lyder bedaget. Værst er dog de tåkrummende tekster. Tag nu førstesinglen, ‘The Pop Kids’, eksempelvis. Udover at lyde som Pet Shop Boys, der forsøger at lave en smådårlig imitation af, hvad Pet Shop Boys lavede engang før i tiden, så er det den værste falsk-autobiografi i nyere musikhistorie:

Remember those days
– the early 90s?
We both applied for places
at the same university
Ended up in London
where we needed to be
to follow our obsession
with the music scene
Wherever we went
whatever we did
we knew the songs

They called us the Pop Kids
’cause we loved the pop hits
and quoted the best bits
so we were the Pop Kids
I loved you
I loved you
They called us the Pop Kids

Se, nu er jeg jo fan, ikke sandt? Har været det lige siden min storebror udsatte mig for deres mesterværk ‘Behaviour’ på kasettebånd tilbage engang i de meget tidlige 1990’ere. Mit liv passerede revy, da Neil Tennant gav mig hånden til koncerten i Valby Hallen i år 2000. Jeg var investeret i den musikgruppe i over 15 år. Så jeg VED ting. Irrelevante detaljer man kun ved, hvis man i en periode har dyrket en given popgruppe noget nær religiøst. Forbinder besynderlige ting med Pet Shop Boys. Så da arkitekten Zaha Hadid døde for nylig, så anede jeg intet om hendes bygninger, men jeg VED at hun lavede deres scene på ‘Montage’ touren. Med andre ord:

  • Jeg VED at Neil Tennant og Chris Lowe er født i henholdsvis 1954 og 1959. Der er med andre ord ikke skyggen af chance for, at nogen kaldte de to for ‘kids’ i begyndelsen af 90’erne
  • Jeg ejer bogen ‘Pet Shop Boys VS. America’. Den står inde på min bogreol lige nu og råber efter mig. Bogen beskriver deres herostratiske fiasko af en turne i USA i 1991. Jeg VED derfor, at Pet Shop Boys i begyndelsen af 90’erne var to humørsvingende, smågamle krukker, der desperat higede efter at blive elsket i USA – blot for at falde igennem kommercielt. Deres tid som ‘pop kids’ lå i bedste fald 15 år tilbage i tiden, allerede dengang

‘The Pop Kids’ er derfor en sød fiktion, og det samme er sangen ‘Twenty-Something’ på det nye album. Den handler om de unge mennesker, der er forfængelige og forfærdelige, men også – åh! – så pokkers dragende. Hvilket der selvsagt kan være noget om, men nuvel, når tyndhårede mænd over 60 år begynder på den slags sværmerier, så bliver det hele en anelse … akavet.

Anmelderne – som selv var unge da Pet Shop Boys var store – er søde og giver dem 4 ud af 6 stjerner. For gammelt venskabs skyld, forstås. Ligesom de gjorde med Suede og R.E.M, uanset hvor rædsomme deres nye plader så end var.

Hvilket går mig på, da det ansporer Pet Shop Boys til at fortsætte derouten fremfor at stoppe mens legen er god. ‘Electric’ albummet fra 2013 var deres bedste album i 10 år, og det havde været et perfekt sted at stoppe karrieren. Men nej. De bliver ved, som to cirkusheste, der for længst er gået bag om dansen og ikke kan følge takten. Og det gør de fordi tåber som mig køber deres ting og de halvgamle anmeldere ikke nænner at give ‘Super’ den karakter, det fortjener. Nu må det høre op. Håber at de snart vil nyde deres otium og holde op med at udgive ny musik.

Der er virkelig ikke grund til at fortsætte og trampe mere på mit sarte følelsesliv.

Ventetid

Playliste fra en lørdag morgen i maj mens Far og Søn venter på at Mor kommer hjem fra nattevagt:

25 år senere

Opdagede at Depeche Mode ‘Violator’ fylder 25 år i dag.

Orker nærmest ikke engang at skrive det obligatoriske ‘OMG, 25 år, WUUUUT, hvor er jeg blevet gammel!!!!11!1!!!!’, men vil blot ønske tillykke.

Det er et fremragende album. Lyttede lige til det igen, og det er vanskeligt ikke at elske sange som ‘World in My Eyes’, ‘Personal Jesus’, ‘Poliy of Truth’ og (naturligvis) Depeche Modes egentlige Magnum Opus: ‘Enjoy the Silence‘.

Først og fremmest tjener ‘Violator’ dog mest som mit gateway drug til at tale om et andet album, der også fylder 25 år i 2015: Pet Shop Boys ‘Behaviour’.

Jeg burde måske vente til 22. oktober med at grifle min eulogi til dette mit all-time yndlingsalbum. Men jeg kan ikke vente. Jeg elsker det så højt, så ubetinget, så lidenskabeligt, at jeg må tyvstarte.

Hvis man har blot en flig af en svaghed for electropop, så skal man øjeblikkeligt lytte til ‘Behaviour’. Der er ikke en eneste svag sang på albummet. Det er et mesterværk. Pop af allerhøjeste klasse. Og på Spotify kan man endda finde ‘Further Listening’ udgaven fra 2001, fyldt med b-sider og fremragende remixes.

Der er intet, absolut INTET at betænke sig på. Det er 25 år gammelt, men stadig eviggyldigt og, ja, tidsløst fremragende.

Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []