musiksmag

Nu har jeg data fra Spotify og peer reviewed artikler til at bakke mine lommefilosofiske, underlødige og halvbagte postulater op: Du, kære læser, kan i virkeligheden bedst lide den musik, du var vild med, da du var 13 (kvinder) eller 14 (mænd) år gammel. Der har ikke været nogen progression. Du er den samme. Tallene afslører dig:

The most important period for men in forming their adult tastes were the ages 13 to 16.

What about women? On average, their favorite songs came out when they were 13. The most important period for women were the ages 11 to 14.

Ja-ja, du kan iklæde dig lånte fjer og lade som at du er au courant, et kronisk nysgerrigt og åbensindet renæssancemenneske. Men det er løgn. Det er dine tidlige teenageår, hvor dit musikalske fundement blev støbt. Din yndlingssang er med statsgaranti fra den periode af dit liv. Hvis den ikke blev udgivet i de år, så var det dér, du blev eksponeret for den.

For mit eget vedkommende? Jeg var 13-14 år i perioden 1994-1996. Hvis jeg kigger på hitlisterne i den periode, så var det smågrum periode. Men der er ingen tvivl om, at Pet Shop Boys albummet ‘Very’ (1993) – og de afledte singleudgivelser – var formende for min musiksmag. Det samme var ‘Alternative’ (1995), en opsamling af B-sider – som rummer en af mine ubetingede yndlingssange.

Jeg vil vædde på at de samme mekanismer gør sig gældende for dig.

Pet Shop Boys – ‘Hotspot’

Jeg har dødserklæret Pet Shop Boys adskillige gennem årene på nærværende blog (senest i 2016, før da i 2013), så det er måske ikke overraskende, at jeg på trods af mange års religiøs dyrkelse af dem har set meget lidt frem til deres nye album ’Hotspot’. Bevares, jeg har naturligvis forudbestilt fysiske udgaver af albummet og de tilhørende singler for længe side, men det var nu mere af pligt og loyalitet end af lyst.

I dag blev sangene så frigivet på Spotify og … ja. Jeg har lyttet albummet igennem. Hvilket ikke var en decideret ubehagelig eller pinlig oplevelse. Men der er omvendt ikke en eneste af sangene, som jeg i skrivende stund er fristet til at putte ind på mine playlister – endsige har lyst til at spille for andre mennesker med ordene ”hey, du skal lige høre det her, det er ret godt”. Der er mestendels tale om middelmådig electropop med en aldrende lyd og kun moderat fængende melodier, begået af to 65-årige herrer med tekster om clubbing og om at være forelsket i dragende unge mænd.

Denne ’3 stjerner ud af 6’-tilstand er ekstra trist, da jeg kunne have ønsket for Neil og Chris at de denne gang havde begået én vaskeægte popperle med hitlistepotentiale. I stedet for den her langstrakte og indelukkede fis af en musikalsk karriere, så kunne de gå på pension med god samvittighed og følelsen af aldrig at have været irrelevante. Hvilket ville være tiltrængt, de burde jo være stoppet for længst.

’Fundamental’ fra 2006 var ikke mit favoritalbum, men indeholdt i hvert fald 3-4 reelt glimrende sange. Det havde været et optimalt og ædelt tidspunkt for et 80’er-band at takke af på. Andet relevante exit var ’Yes’ fra 2009. Nok engang et album med et par fine sange (og nogle tilsvarende fæle stinkere), og flere – ironisk nok – absurd stærke b-sider. Det havde ikke været unaturligt at nyde otiummet efter det. Sidste holdbarhedsdato blev overskredet med ’Elysium’ i 2012. De to første sange på albummet er fantastiske, men resten er noget forvirret bras. ’Electric’ fra 2013 og ’Super’ fra 2016 rummer tilsammen 5 fremragende sange, men er ellers pinagtige.

Og nu er vi så her i selskab med ’Hotspot’, som ikke gør nogen forskel for nogen. Det er ikke elendigt, men det er langt fra fremragende. Men nej. Pet Shop Boys hverken kan eller vil stoppe. Som de ungdomsfikserede og stadig liderlige boomere de er, så hungrer de hele tiden efter hitTET, som de unge vil elske. Hvilket de ikke har kunne levere i ganske mange årtier nu. Deres desperation skriger nærmest ud af ordene i det interview, som man kan læse i dagens Guardian. De forsøger nu på år 20 at italesætte sig som modsætningen til ”de gamle menneskers musik”, dvs. rock. Hvilket er bizart taget i betragtning af at rockgenren som mainstream har været død stort siden år 2000. Det er trist, det er trættende og jeg gider ikke rigtig længere

Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Men gid de dog ville stoppe. Det ville være en lettelse.

Domino Dancing

Lyttede til Pet Shop Boys ‘Introspective’, og fandt under lytningen en eddikesur anmeldelse i Rolling Stone af albummet. Undervejs skriver anmelderen:

‘Domino Dancing’ features a salsa-flavored piano break amid the synthesized heel clicks of Latin hip-hop. Nevertheless, the Pet Shop Boys can’t help sounding instantly identifiable – and essentially British above all else. Take ‘Domino Dancing’: despite all those Latin samples, Chris Lowe’s languid synth lines and Neil Tennant’s wan, somewhat nasal vocals combine in a hook that uncannily recalls Al Stewart’s “Year of the Cat.” Nobody in his right mind would do that on purpose.

Jeg elsker ‘Domino Dancing’ betingelsesløst og tog derfor spydighederne ganske ilde op. Nu hvor jeg så rent faktisk har lyttet til ‘Year of the Cat’ (som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om før), så må jeg indrømme, at der er noget om snakken. Men i modsætning til Rolling Stone, så synes jeg her efter et par gennemlytninger egentlig det er en fortrinlig sang, og har derfor vanskeligt ved at se inspirationen som et problem.

Og ‘Introspective’? Det er stadig et mesterværk.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []

Om at pensionere sine musikalske afguder

Håkan Hellström offentliggjorde endnu en sang natten til i dag.

Nyt materiale fra en af mine afguder burde i sig selv være en fortryllende nyhed. Men de to minutter jeg lyttede til den – og til ‘Din Tid Kommer’ fra tidligere på måneden – hidbragte nedslående erkendelser. Håkan Hellström har med årene transformeret sig til Bono. Hans sange lyder som trætte kopier af noget fra U2’s ‘Joshua Tree’ periode.

Det er kort sagt ganske bedrøveligt. Der er ikke længere noget vild ungdom eller teen angst over ham. Selv når han forsøger sig med et af de helt stensikre scoretricks i form af ringlende guitarer, får jeg mere lyst til at lytte til tidlig R.E.M, Real Estate eller (naturligvis endnu bedre) The Smiths.

De nye kreationer er blot … ordinære, tunge i røven og midaldrende. Ganske som mig selv, hvilket antageligvis er den egentlige grund til min skuffelse.

Generelt tegner der sig dog et negativt og surmulende mønster i min modtagelse af mine musikalske afguders nye sange i disse år.

1. april udkom således det nye Pet Shop Boys album ‘Super’. Nærmest alt ved det irriterer mig. Først og fremmest er jeg sur på mig selv over, at jeg første gang hørte om albummet i en anmeldelse i Jyllands-Posten EFTER udgivelsen. Det er naturligvis ikke Pet Shop Boys’ fejl, men det fortæller mig, at jeg er koblet af selv de musikalske ting, jeg burde gå op i.

Albummet er måske ikke direkte dårligt, men det er heller ikke godt. Sangene er underligt kønsløse og produktionen lyder bedaget. Værst er dog de tåkrummende tekster. Tag nu førstesinglen, ‘The Pop Kids’, eksempelvis. Udover at lyde som Pet Shop Boys, der forsøger at lave en smådårlig imitation af, hvad Pet Shop Boys lavede engang før i tiden, så er det den værste falsk-autobiografi i nyere musikhistorie:

Remember those days
– the early 90s?
We both applied for places
at the same university
Ended up in London
where we needed to be
to follow our obsession
with the music scene
Wherever we went
whatever we did
we knew the songs

They called us the Pop Kids
’cause we loved the pop hits
and quoted the best bits
so we were the Pop Kids
I loved you
I loved you
They called us the Pop Kids

Se, nu er jeg jo fan, ikke sandt? Har været det lige siden min storebror udsatte mig for deres mesterværk ‘Behaviour’ på kasettebånd tilbage engang i de meget tidlige 1990’ere. Mit liv passerede revy, da Neil Tennant gav mig hånden til koncerten i Valby Hallen i år 2000. Jeg var investeret i den musikgruppe i over 15 år. Så jeg VED ting. Irrelevante detaljer man kun ved, hvis man i en periode har dyrket en given popgruppe noget nær religiøst. Forbinder besynderlige ting med Pet Shop Boys. Så da arkitekten Zaha Hadid døde for nylig, så anede jeg intet om hendes bygninger, men jeg VED at hun lavede deres scene på ‘Montage’ touren. Med andre ord:

  • Jeg VED at Neil Tennant og Chris Lowe er født i henholdsvis 1954 og 1959. Der er med andre ord ikke skyggen af chance for, at nogen kaldte de to for ‘kids’ i begyndelsen af 90’erne
  • Jeg ejer bogen ‘Pet Shop Boys VS. America’. Den står inde på min bogreol lige nu og råber efter mig. Bogen beskriver deres herostratiske fiasko af en turne i USA i 1991. Jeg VED derfor, at Pet Shop Boys i begyndelsen af 90’erne var to humørsvingende, smågamle krukker, der desperat higede efter at blive elsket i USA – blot for at falde igennem kommercielt. Deres tid som ‘pop kids’ lå i bedste fald 15 år tilbage i tiden, allerede dengang

‘The Pop Kids’ er derfor en sød fiktion, og det samme er sangen ‘Twenty-Something’ på det nye album. Den handler om de unge mennesker, der er forfængelige og forfærdelige, men også – åh! – så pokkers dragende. Hvilket der selvsagt kan være noget om, men nuvel, når tyndhårede mænd over 60 år begynder på den slags sværmerier, så bliver det hele en anelse … akavet.

Anmelderne – som selv var unge da Pet Shop Boys var store – er søde og giver dem 4 ud af 6 stjerner. For gammelt venskabs skyld, forstås. Ligesom de gjorde med Suede og R.E.M, uanset hvor rædsomme deres nye plader så end var.

Hvilket går mig på, da det ansporer Pet Shop Boys til at fortsætte derouten fremfor at stoppe mens legen er god. ‘Electric’ albummet fra 2013 var deres bedste album i 10 år, og det havde været et perfekt sted at stoppe karrieren. Men nej. De bliver ved, som to cirkusheste, der for længst er gået bag om dansen og ikke kan følge takten. Og det gør de fordi tåber som mig køber deres ting og de halvgamle anmeldere ikke nænner at give ‘Super’ den karakter, det fortjener. Nu må det høre op. Håber at de snart vil nyde deres otium og holde op med at udgive ny musik.

Der er virkelig ikke grund til at fortsætte og trampe mere på mit sarte følelsesliv.

Ventetid

Playliste fra en lørdag morgen i maj mens Far og Søn venter på at Mor kommer hjem fra nattevagt:

25 år senere

Opdagede at Depeche Mode ‘Violator’ fylder 25 år i dag.

Orker nærmest ikke engang at skrive det obligatoriske ‘OMG, 25 år, WUUUUT, hvor er jeg blevet gammel!!!!11!1!!!!’, men vil blot ønske tillykke.

Det er et fremragende album. Lyttede lige til det igen, og det er vanskeligt ikke at elske sange som ‘World in My Eyes’, ‘Personal Jesus’, ‘Poliy of Truth’ og (naturligvis) Depeche Modes egentlige Magnum Opus: ‘Enjoy the Silence‘.

Først og fremmest tjener ‘Violator’ dog mest som mit gateway drug til at tale om et andet album, der også fylder 25 år i 2015: Pet Shop Boys ‘Behaviour’.

Jeg burde måske vente til 22. oktober med at grifle min eulogi til dette mit all-time yndlingsalbum. Men jeg kan ikke vente. Jeg elsker det så højt, så ubetinget, så lidenskabeligt, at jeg må tyvstarte.

Hvis man har blot en flig af en svaghed for electropop, så skal man øjeblikkeligt lytte til ‘Behaviour’. Der er ikke en eneste svag sang på albummet. Det er et mesterværk. Pop af allerhøjeste klasse. Og på Spotify kan man endda finde ‘Further Listening’ udgaven fra 2001, fyldt med b-sider og fremragende remixes.

Der er intet, absolut INTET at betænke sig på. Det er 25 år gammelt, men stadig eviggyldigt og, ja, tidsløst fremragende.