Taletid

Første dag i det nye år. 2008 har indtil videre være ganske komfortabelt. I jordhulen i Æbeløgade er der fuld gang i eksamenslæsningen for den unge medicinstuderendes vedkommende. Imens spenderer den noget mere dovent anlagte erhvervspolitiske konsulent sin dag med at læse aviser på nettet, besøge vredladne og agitatoriske blogs omkring amerikansk indenrigspolitik, kukkelure på Facebook samt med at spekulere over, om Mao nu egentlig også ER en stor management guru. Det er med andre ord en typisk søndags eftermiddag stemning, uagtet at der egentlig er tale om en tirsdag. Nuvel.

Nytårsaften blev fejret på det højborgerlige kollegium på Østerbro. Der var sammenskudsgilde hos de rare mennesker på 2. nord, og Sven, Niels-Jacob, Maria og undertegnede var ansvarlige for at medbringe kød til 21 mennesker. Det blev besluttet forholdsvist tidligt i processen at der skulle steg på bordet. Imens at de to unge gentlemen pyntede op til fest, var Maria og jeg derfor stærkt opslugte af at kissemisse med to særdeles blodige oksefilleter. Det var en dramatisk omgang, men jeg kan med megen stolthed i stemmen bekendtgøre, at de ikke blot var vellykkede, men UHYRE vellykkede. Ja, og så er det ikke engang løgn! I har nu INGEN undskyldninger for ikke at lade mig tage mig af stegen til næste fest. Okse, gris, giraf eller mammut? Jeg er ligeglad, jeg steger det hele!

Alt i alt blev det en god aften, som tilsyneladende ikke engang gav medierne lejlighed til at fremture med de sædvanlige fyrværkeri-springer-stakkels-to-årig-spedalsk-og-døvstum-tiggers-hånd-af historier. Til gengæld undlod rådhusklokkerne i København at slå ved midnat og den gode Margrethe bliver kaldt hykler af Ekstra Bladet grundet at hun skosede danskerne miljøvaner i sin nytårstale – pudsigt nok uden at komme ind på sin egen tilsyneladende noget ekstravagante brug af stærkt forurenende transportmidler. Som indebrændt republikaner og modstander af monarkiet i almindelig skal jeg ikke nægte, at samme tanke strejfede mig igår da jeg hørte talen. Dels finder jeg det ualmindeligt poppet at absolut skulle nævne klima i hver en sammenhæng (i 2005 var fattigdom EMNET over dem alle. I år er det klima. Jeg venter stadig på hvornår verden igen opdager hvor mange mennesker der helt unødvendigt dør og lider i Afrika hver dag), så har jeg det generelt skidt med at blive belært af Danmarks største bistandsmodtager.

For det må jo være rart at kunne agere samfundets dårlige samvittighed, når man som livslang skatteyderfinansieret amatørmaler hele sit liv har levet på behagelig tryg afstand af den virkelige verden. Måske er Ekstra Hadets tone populistisk og pøbelagtig, men de har jo ret i, at hvis man nu så gerne vil lege samfundsrevser, så må der gerne være en vis konsistent imellem ens gerninger og det man prædiker. Som svenskofil blev jeg selvsagt nødt til at sammenligne med Kong Carl Gustafs tale hinsidans. Naturligvis er det meget usagligt at inddrage ‘kan jeg lide eller ikke lide denne person’ parametre, når man skal vurdere om en persons budskab er godt eller skidt. Men sagen er desværre den, at jeg ikke synes Margrethe eller det danske kongehus er særskilt sympatiske – tværtimod faktisk. Derfor har jeg intuitivt en skidt tendens til at opfatte alt hvad de siger og gør som en stor omgang nonsens. I sammenligning er de svenske kongelige decideret knuselskelige. Kong Carl Gustaf er måske ikke den hurtigste knallert på havnen, men i det mindste er han en rar hyggeonkel i al sin enfoldighed. Og han mener tilsyneladende hvad han siger. Derfor klinger hans bevingede ord om tolerance også noget bedre, end når vores importtyskere af et kongehus lukker varm luft ud.

Nu skal det blive spændende at høre hvad statsministeren har at sige i sin nytårstale. Jeg forudser, suk!, noget klima og noget kvalitetsreform. Med andre ord: Intens kedsomhed og mere varm luft.

Jesus saves, I spend

Hurra! Den 17. oktober 2007 bør gå over i historiebøgerne som en af de lykkeligste dage for menneskeheden. Ikke siden introduktionen af koldskåls crunch har det yderste Østerbro genlydt af så megen jubel og lovsang.

Den fortabte søn er nemlig vendt hjem. Han havde ellers været en tur i Farum for at få kærlig trøst og pleje. Selvom de flinke mænd deroppe tog sig kærligt af ham, så savnede jeg ham. Livet var bare ikke det samme uden. At komme hjem til lejligheden uden at han var tilstede til at springe mig om halsen, har tynget mig i uger og måneder. Men de ville ikke slippe ham oppe i hans refugium. Og da han så endelig var rask til at han kunne få lov til at gå, så legede Post Danmark kispus med ham. Han kunne ikke finde hjem. Og jeg kunne blot sidde der og dø mere og mere indvendigt.

Men nu er han tilbage.

Jeg taler naturligvis om membranen til min ene højtaler. Ved flytningen fra kollegiet blev den på en eller anden måde beskadiget, hvorfor jeg de facto kun har haft een højtaler lige siden. En aldeles uholdbar situation. Jeg har grædt og lidt. Men så tog min fader affære under sidste besøg. Membranen blev kørt til det autoriserede højtalerværksted (ja, de findes faktisk), og nu er han endelig hjemme i mine arme igen. Og ih, sikke jeg hører musik! Ikke brutalt højt, men dog markant mere end de hidtidige måneder! Nu er jeg ikke ensom mere. Hvor lagde jeg nu Jens Lekman cd’en?

Last Night Somebody Dreamt That I Loved Him

Hov.

Jeg glemte helt at fortælle at det gik i orden med lejligheden. Om Gud vil og bukserne holder, så overtager jeg den pr. 1. juli. Samtidig betyder det at jeg flytter fra NOKO (a.k.a. ‘Nørdkollegiet’ i min ærværdige barselsramte kollega Anne Gretes ordforråd) senest 1. august. Dermed kan man vel med en vis ret argumentere for, at det sidste kapitel i den del af mit liv der hed ‘studietilværelsen’ for alvor er slut. Omkring mig er der samtidig en masse unge mennesker, der er læser og studerer og er nervøse for deres eksamen. Imens passer jeg mit voksne arbejde og føler mig tudsegammel. Jo, måske det er på tide at komme herfra.

PS. Indsæt evt. selv klagende violiner og billeder af melankolske hundeøjne her.

Liquidation totale

Endnu en tragisk butikslukning er indtruffet. Jeg sad helt uforvarende på arbejdet igår, da min mobil ringede. Det var en bøs herre fra Casablanca Records på Østerbrogade, som altså godt syntes at jeg liiiiige kunne komme forbi og købe den Gang of Four cd de i tidernes morgen havde bestilt hjem til mig. Nuvel, nuvel – det havde han jo selvsagt en vis pointe i, så efter arbejde drønede jeg forbi butikken. Og hvad opdager jeg?

Casablanca lukker!!!!!1111!!!!!1!!1!!! OMG! OMG!

Jamen…jamen…jamen! Hvad skal jeg nu bruge min penge på? Hvor skal jeg nu gå hen lørdag formiddag? Ganske vist bliver de til en netbutik, men alligevel? Når man nu er en sentimental gammel støder, der rent faktisk godt kan lide at møfle rundt og rode i cd’er, hvad skal man så gøre af sig selv? Måske Casablanca ikke havde den største samling, men de havde ihvertfald mænd med briller og begyndende måne i 40’erne, som kunne blive entutiastiske når man spurgte dem omkring deres yndlings suspekte post-punk band fra 1978. Det er da mere end TP og Fona kan bidrage med.

Nå, intet er jo så skidt at det ikke er godt for noget. I forbindelse med ophøret, sælger de deres cd’er med 50 pct. rabat hvis de er fra 2005 eller ældre. Udover ovennævnte Gang of Four, så fandt jeg lidt juicy stuff med bl.a. Ben Folds Five, Radio Dept. og min nye svenske obsession Jens Lekman.

Det sidder jeg så her og trøster mig med nu, mens de salt tårer triller ned af kinderne. Hvil i fred Casablanca. Vi er stadig nogle der vil savne dig.

Urlaub in Polen

Så begynder det at ligne noget. Iklædt pæn-ung-mand tøj og armeret med ‘jamen, jeg har jo ingen gæld og I kan tjene penge på mig i mange år fremover!‘-argumenter, spenderede jeg en times tid i den lokale filial af hjemstavnsbanken (og ja, det skræmmer også mig hvor meget nordjyde jeg stadig er underbevidst!), for at få afklaret hvor mange penge jeg kan kaste i grams på ejerboligmarkedet. Har efterhånden opgivet at finde en god lejebolig. Når man alligevel skal betale 6-7.000 i husleje, så kan man ligeså godt bruge det tilsvarende beløb om måneden på at købe noget. Det gik glimrende. Havde taget en salgsopstilling med på en interessant lejlighed, og det ser ikke fuldstændigt håbløst ud. Jeg er ihvertfald væsentlig større optimist nu end før i formiddags.

Ellers går dagene med arbejde og boligsøgning. Har kontakt med en del mæglere, som alle ih-så-gerne vil prakke mig nogle kvadratmeter på. Synes ikke det er udpræget nemt at bevare overblikket, men forsøger da ihærdigt. I aften står dog højst sandsynligt på Champions League finale mellem de – for mig – ganske ligegyldige hold AC Milan og Liverpool. Der er dog en vis nostalgieffekt forbundet med kampen. Sidst de to mødtes i finalen i 2005 så jeg kampen på en propfuld pub i Prag. Det var skæg og ballade, en underholdende kamp, om end min italofili og jeg var ganske nedtrykte over Milans forsmædelige nederlag dengang. Forhåbentlig kan de rette op på miseren i aften.

Kan i al min enfoldighed ikke holde ud at høre på englændere når de vinder. Af en eller anden grund synes de selv deres sejre er ‘historiske’ og udtryk for en grundlæggende sand og moralsk retfærdighed. Det er nok forklaringen på, at man som nation stadig kan leve højt på en VM sejr i 1966. Rent kulturelt er det interessant at fortolke engelsk selvopfattelse i det lys. Pludselig forstår man bedre deres trang til at opretholde imperier, ‘white man’s burden’, at sprede demokrati i Mellemøsten etc. Jo, Saint George lever tydeligvis endnu. Misforstå mig ikke: Man finder næppe nogen der snobber mere for britisk musik, film, litteratur, kunst, politik, filosofi etc. end undertegnede. Men hvis bare de dog ville holde op med at være så bøvede når de vinder…

At finalekampen samtidig illustrerer  at der allerede er gået to år siden jeg tøffede rundt i praktik på ambassaden er en anden sag. Det er mig aldeles ubegribeligt at tiden går så hurtigt. Ligeledes må det betyde at denne blog (eller ihvertfald dens tidligere manifestationer) allerede har haft to års jubilæum. Selvom jeg har glemt at fejre det på behørig vis, så er det da lidt af en personlig milepæl. Jeg kan også med skam at melde i den forbindelse sige, at der ingen aktuelle planer er om at nedlægge griflerierne her på siden. Det lader, med andre ord, ikke til at I slipper for mig så let.

Jeg tipper 2-0 til Milan.

Getting away with it

Det er forårssøndag i Hufvudstaden, og minsandten om ikke samtlige af byens selvhadere/masochister (dvs. ikke færre end 6.700 individer) er ude på sjov og ballade til Københavns Marathon. Vi andre mere dovent anlagt personager nøjes med at heppe langs sidenlinjen på Strandboulevarden. Reglerne er forholdsvist simple: Vindbidte gamle mænd (gerne med viltert skægt), løbere med stramme, stramme shorts, samt naturligvis folk med ironisk hilsener, skal klappes ekstra meget af. Gravalvorlige jeg-har-noget-jeg-skal-kompensere-for træmænd kan man roligt lade løbe videre i tavshed. De er i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dagens vindere blev Julius Mutai fra Kenya i tiden 2 timer, 23 minutter og 54 sekunder, og for kvinder var det Anne Sofie Pade Hansen på 2 timer, 47 minutter og 57 sekunder. Hvorvidt ‘Pade’ er et selvvalgt kælenavn skal jeg ikke kunne sige, i så fald er det ganske misvisende for hendes fart. Lidt hovedregning siger mig at hun har løbet små 15 km/t uafbrudt, hvilket jeg kan holde til i sådan cirka et nanosekund.

Man kan jo ikke beskyldes os for ikke at være nærmest fornærmende smukke. Udover at klappe de små buttede hænder sønder og sammen, så er dagen gået med at kigge på boligannoncer, hapse en sandwich ved søerne og ellers dovne. I aften står den på intet mindre end parmiddag (sic) med fuldmægtigen og husbond på Sticks’n’sushi. Der må sidde en enkelt eller to læsere derude, der undrer sig såre over hvor undertegnedes notoriske frygt for at binde sig er blevet af. Jeg deler jeres undren. Måske det er sådan det er at blive voksen?

Advice For Young Mothers To Be

Som den jantelovs-befængte nordjyske tranlampe jeg i bund og grund er, så nærer jeg en notorisk mistro mod alt hvad der ligger nord for Østerbro. Man skulle jo tro, at den slags irrationelle antipatier ville blive opløst i kraft af, at jeg bor på kollegie sammen med hvad der virker som størstedelen af de seneste årgange fra Gl. Hellerup og Øregaard. Den kraftige fraternisering med det bedre borgerskab har da bestemt også haft sin virkning. Jeg er ikke stolt af det, men ja, jeg tilstår, det ér sket at jeg i svage og sårbare stunder er blevet ramt af en vis tiltrækning af Nordsjælland.

Således skete det også torsdag, hvor jeg var en tur i Holte for at besøge en del af Ghisler-klanen, Marias familie på sin mors side. Og hvad kan jeg sige? Der er lækkert i Holte en varm april aften! Folk hilser på gaderne! Hestene sagde ‘pruh’! Bakkerne bugter sig så lystigt! Tilmed var det en hyggelig aften, og så er det jo svært at opretholde det misantropiske syn på Nordsjælland og de mennesker der bor der.

Så er det så meget mere deprimerende at vide at man som ludfattig scient.pol næppe nogensinde får råd til at købe noget i området. Men hey – bølgen vender sikkert snart. Inden du kan nå at sige ‘Lolland-Falster er eksportmålet for københavnske bistandsklienter’, så bliver det med statsgaranti cool at bo i ‘Den Rådne Banan’ inden længe. Holte og co. er bare så passé! Holeby og Højreby, here I come!

PS. Den Store Satan spiller sit 22. Rom derby på søndag. Lad os satse på at det går på samme måde som i det 21. af slagsen.

Thank God, I’ve hit the bottom

Awwww, det er svært at være en gammel mugost når vejret er så fint. Ja, er endda nået derud på overdrevet, hvor jeg frivilligt har spurgt den sagesløse Mads om han vil med ud at løbe på Autobahn’en ved søerne. Jeg må jo være blevet vanvittig!

Men hvorfor nu dette overstrømmende humør? Jo, såmænd, det har egentlig været en ganske fornøjelig weekend. Har spenderet formiddagen med at lytte til ny musik (opsummering: Det nye Modest Mouse album er for larmende til mig, Tahiti 80 er stadigvæk popmusikkens frelsere og Veronica Maggio er alene på grund af Dumpa Mig og Havanna Mamma drønet ind på min top-3 over yndlingssvenskere), set og responderet på boligannoncer, samt forsøgt at overtale mig selv til at få gjort rent inden mine forældre kommer på besøg.

Fredag blev jeg endvidere beriget med et nyt øgenavn. Blandt visse af studentermedhjælperne i Landbrugsraadet er jeg nu spørgefuldt kendt som ‘Konsulenten’, fordi jeg var så letsindig at takke ja til at være med i deres drik-øl-på-taget-fredag-eftermiddag arrangement. Skæbnen vil at jeg er yngre end de fleste af studenterne derinde, men derfor kan man jo godt mobbe den færdiguddannede abekat når han sådan deltager i ‘de unges’ kom-hinanden-ved aktiviteter. Direkt afledt heraf kom Camilla fra den så sexet navngivne ‘Åbent Landbrug’ afdeling til hockey på kollegiet lørdag, hvor Sven, Maria og jeg tog varmt imod hende. Det var sjov og ballade, så alt i alt finder jeg det ganske svært at bevare pessimismen i dag.

Den kommende uge står på arbejde de første tre dage, hvorefter Maria og jeg tager på påskeferie i Aalborg. Det skal nok blive en oplevelse af de større at introducere den unge dame for byen ved verdens ende. Og så afventer jeg stadig spændt min specialekarakter. Mandag udløber den to måneders deadline som vejleder og censor har, så det kan ikke vare længe endnu. Satser på at vurderingen snart kommer, jeg har efterhånden ikke flere negle at bide ned til rødderne.

Vandet var 14, og pigen var samer og Singapore Airlines er til salg!

            I dag var en stor dag - for første gang satte jeg mine ben på det tidligere KVL, nu bedre kendt som Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet (i daglig tale blot 'Life'). Egentlig synes jeg det er synd at universiteterne er fusionerede. Dels ud fra et fagligt synspunkt (den nuværende tredeling af jordbrugs- og fødevareforskningen på tre universiteter -<a href="http://www.ku.dk/" target="_blank" rel="noopener noreferrer">KU</a>, AU og <a href="http://www.dtu.dk/" target="_blank" rel="noopener noreferrer">DTU</a> - er mildt sagt ikke hensigtsmæssig), dels synes jeg rent kulturelt at det er en skam. KVL - og for den sags skyld også DTU - har altid haft et sundt, nede-på-jorden og eksternt fokus med praksisorienteret forskning. At de nu skal ind under det, beklager formuleringen, ualmindeligt højmåsede og selvoptagne KU er lidt af en skam. Men nuvel, det var jo hvad regeringen kunne komme frem til i al sin visdom sidste år. Universitetsfusionerne er ikke just den sag som Helge Sander bør være allermest stolt af når han engang om føje år ikke er Videnskabsminister mere. Ah, lad os håbe at hans kommende tro og dygtige embedskvinde kan hanke lidt op i sagerne.

Bortset fra det, så var jeg altså på besøg på Thorvaldsensvej 40 for første gang i dag. Life holdt sit festseminar med titlen ‘Fremtidens fødevarer – sikrere, sjovere, sundere’. Fængende navn, ikke sandt? Det har de nok brugt lang tid på at komme frem til. Da min chef ikke kunne tage afsted – hun skulle deltage i vores konference om ‘Fødevarer og Danmarks image’ (næsten ligeså catchy som den ovennævnte titel!) – så blev den nybagte konsulent sendt afsted. Det var nu ganske spændende og en god måde at få lidt føling med hvad det egentlig er de kloge videnskabsfolk sidder og roder med når det gælder forskning i fødevarer. Ja, jeg blev næsten, men også kun næsten, grebet af kemien i Leif Skibsteds oplæg omkring antioxidanter i fødevarer. Ak, hvis blot ikke en vis kemilærer på den gamle anstalt havde dræbt enhver videre interesse for faget, hvad kunne jeg så ikke have drevet det til? Eller noget. Spændende var dagen ihvertfald.

Min aften er gået med at se Serenity sammen med Maria. Jeg fik dermed aldrig afholdt den gamle Firefly/Serenity date jeg havde med Louise, hvilket jeg skal beklage dybt (jeg HAR tildelt mig selv en skrap, skrap straf. Ingen cashew nødder til mig i en måned!). Maria er blevet ganske hooked på både serien og filmen, hvilket jo er ganske suverænt. Som enhver ægte nørd ved, så skal man aldrig, aldrig, ALDRIG kimse af piger der kan lide science-fiction. Ovennævnte Louise grifler i et sine nyeste indlæg omkring sin World of Warcraft narkomani. Det lyder ganske farligt (‘albino dværge’?!?), ihvertfald tror jeg ikke det er godt for mit sociale liv hvis jeg indlader mig på den slags. Det er slemt nok at Final Fantasy XII er udkommet til min Playstation 2 og allerede nu truer med at tilrane sig helt urimelig mængder af den tid jeg burde spendere på at søge bolig, kigge på forsikringer og alle de andre fornuftige ting man nu ellers burde lave. Computerspil er og bliver en ondsindet last. Suk.

Världens mest långsamma kollaps

Tirsdag eftermiddag og min anden arbejdsdag i det pulserende erhvervsliv er så småt slut. Er nu ikke fordi jeg drukner i opgaver her i starten. Mest af alt sidder jeg og læser side op og side ned, for at komme ind i de forskningspolitiske problemstillinger som fødevareerhvervet tumler rundt med. Det er alt lige fra at få fat i midler fra det 7. rammeprogram, koordinering af deltagelsen i den såkaldte ‘europæiske teknologiplatform’ Food for Life til arbejdsgiverens aktiviteter i forbindelse med Forskningens Døgn. Der er med andre ord nok at sætte sig ind i. Det er ikke alt sammen lige interessant – det her skal jeg f.eks. kæmpe en del for ikke at falde i søvn over – men der kommer sikkert nogle andre spændende ting inden længe. Og tro det eller lad være: Jeg er blevet sådan en nydelig ung mand i skjorteog pæne bukser de sidste par dage. Djævelen går åbenbart i kloster når han bliver gammel!

Endelig så er jeg vist kommet lidt for ‘godt igennem vinteren’. Ihvertfald tror jeg at jeg vil have godt af den hockeykamp jeg skal spille i aften. Jens kommer forbi, så mon ikke det kunne gå hen at blive en dramatisk omgang.