Man bør jo ikke ligge der og ruske rundt i gamle kærester, men i lørdags skete det så alligevel. Passionerne blussede op. Selve akten henstår som i en døs, men bagefter var det så rart, så rart.
Vi havde ellers undgået hinanden i over et år. Afskeden havde været præget af knuste hjerter, bristede håb og salte tårer. Vores venner kunne ikke mægle mellem os, dertil var vi for oprørte. Vi havde begge brug for en pause. Til at finde ind til hinanden igen. Eller måske videre? Dengang vidste ingen det. Kun at vi var gået vild et sted, og nu måtte føle efter, sådan rigtigt efter dybt indeni.
Tiden gik. Sårene næsten helede. Var begyndt at krybe ud af det emotionelle panser, jeg havde bygget op om mig selv. Tænkte så småt på, at jeg måske alligevel var for ung til at afskrive kærligheden. Måske tiden var inde til noget nyt? Da en fælles ven foreslog, at vi da lige kunne ses igen, så faldt jeg naturligvis i. Sagde ja til en date. Sådan nogen som os, ja, vi har jo brug for en kæreste.
Det endte med noget markant mere fysisk end blot en stadionpølse og dårlig kaffe. Det blev råt. Og sjaskvådt. Jeg var helt ør bagefter.
Nu er jeg forvirret. Helt rundt på gulvet. Ved slet ikke hvordan jeg skal tøjle sommerfuglene i maven. Den gamle nyforelskelse brænder hedt og intenst. De æggende benbevægelser drager mig tilbage.
Er kun sikker på én ting, og det er at B.93 atter erobrede mit sårbare hjerte dér på Østerbro Stadion med deres inciterende sejr i regnvejret over Ballerup-Skovlunde Fodbold.
Sidder tilbage med et følelsesliv i oprør. Har brug for en fodboldklub-kæreste i København, men ved ikke om jeg kan tåle flere smertelige brud. For det var, hvad B.93 bød mig. To års misset oprykning. Salg af stjernespillerne. Nu kun det rå og upolerede talent tilbage. Men ÅH!, hvilket dragende talent. Jeg falder nok i igen i weekenden, hvor der er episk lokalopgør mod Skjold på Østerbro Stadion. Det er umuligt at sige nej til disse adoniser!
Hvem ved? Måske skæbnen vil, at det skal være B.93 og mig i al fremtid?