Taletid

Første dag i det nye år. 2008 har indtil videre være ganske komfortabelt. I jordhulen i Æbeløgade er der fuld gang i eksamenslæsningen for den unge medicinstuderendes vedkommende. Imens spenderer den noget mere dovent anlagte erhvervspolitiske konsulent sin dag med at læse aviser på nettet, besøge vredladne og agitatoriske blogs omkring amerikansk indenrigspolitik, kukkelure på Facebook samt med at spekulere over, om Mao nu egentlig også ER en stor management guru. Det er med andre ord en typisk søndags eftermiddag stemning, uagtet at der egentlig er tale om en tirsdag. Nuvel.

Nytårsaften blev fejret på det højborgerlige kollegium på Østerbro. Der var sammenskudsgilde hos de rare mennesker på 2. nord, og Sven, Niels-Jacob, Maria og undertegnede var ansvarlige for at medbringe kød til 21 mennesker. Det blev besluttet forholdsvist tidligt i processen at der skulle steg på bordet. Imens at de to unge gentlemen pyntede op til fest, var Maria og jeg derfor stærkt opslugte af at kissemisse med to særdeles blodige oksefilleter. Det var en dramatisk omgang, men jeg kan med megen stolthed i stemmen bekendtgøre, at de ikke blot var vellykkede, men UHYRE vellykkede. Ja, og så er det ikke engang løgn! I har nu INGEN undskyldninger for ikke at lade mig tage mig af stegen til næste fest. Okse, gris, giraf eller mammut? Jeg er ligeglad, jeg steger det hele!

Alt i alt blev det en god aften, som tilsyneladende ikke engang gav medierne lejlighed til at fremture med de sædvanlige fyrværkeri-springer-stakkels-to-årig-spedalsk-og-døvstum-tiggers-hånd-af historier. Til gengæld undlod rådhusklokkerne i København at slå ved midnat og den gode Margrethe bliver kaldt hykler af Ekstra Bladet grundet at hun skosede danskerne miljøvaner i sin nytårstale – pudsigt nok uden at komme ind på sin egen tilsyneladende noget ekstravagante brug af stærkt forurenende transportmidler. Som indebrændt republikaner og modstander af monarkiet i almindelig skal jeg ikke nægte, at samme tanke strejfede mig igår da jeg hørte talen. Dels finder jeg det ualmindeligt poppet at absolut skulle nævne klima i hver en sammenhæng (i 2005 var fattigdom EMNET over dem alle. I år er det klima. Jeg venter stadig på hvornår verden igen opdager hvor mange mennesker der helt unødvendigt dør og lider i Afrika hver dag), så har jeg det generelt skidt med at blive belært af Danmarks største bistandsmodtager.

For det må jo være rart at kunne agere samfundets dårlige samvittighed, når man som livslang skatteyderfinansieret amatørmaler hele sit liv har levet på behagelig tryg afstand af den virkelige verden. Måske er Ekstra Hadets tone populistisk og pøbelagtig, men de har jo ret i, at hvis man nu så gerne vil lege samfundsrevser, så må der gerne være en vis konsistent imellem ens gerninger og det man prædiker. Som svenskofil blev jeg selvsagt nødt til at sammenligne med Kong Carl Gustafs tale hinsidans. Naturligvis er det meget usagligt at inddrage ‘kan jeg lide eller ikke lide denne person’ parametre, når man skal vurdere om en persons budskab er godt eller skidt. Men sagen er desværre den, at jeg ikke synes Margrethe eller det danske kongehus er særskilt sympatiske – tværtimod faktisk. Derfor har jeg intuitivt en skidt tendens til at opfatte alt hvad de siger og gør som en stor omgang nonsens. I sammenligning er de svenske kongelige decideret knuselskelige. Kong Carl Gustaf er måske ikke den hurtigste knallert på havnen, men i det mindste er han en rar hyggeonkel i al sin enfoldighed. Og han mener tilsyneladende hvad han siger. Derfor klinger hans bevingede ord om tolerance også noget bedre, end når vores importtyskere af et kongehus lukker varm luft ud.

Nu skal det blive spændende at høre hvad statsministeren har at sige i sin nytårstale. Jeg forudser, suk!, noget klima og noget kvalitetsreform. Med andre ord: Intens kedsomhed og mere varm luft.

Cast away the clouds

Man ved det er blevet koldt, når ens kontaktlinser føles som små frosne dråber i ens øjne. Den sælsomme oplevelse havde jeg på cykelturen hjem fra specialevejledning. Den gik noget blandet. For at gøre en lang historie kort, så oplevede vi at vores vejleder ikke helt forstod hvorfor vi er geniale (selvom det jo selvsagt burde stå klart for enhver). Det kan måske skyldes at hun kun fik de tre selvstændige analyseafsnit, uden samtidig at få det tværgående afsnit der kobler dem sammen i en større helhed. Ligegyldigt hvad, så sagde hun ikke noget der bringer afleveringsdatoen eller vores grundlæggende argumenter i fare. Men lidt irriterende er det da. Er jo hende der skal være med til at give karakter. Hmmmm.

Bortset fra det, så er vi så småt trådt ind i den sidste fase. Fra nu og til fredag laves de sidste revisioner, lørdag-søndag er der gennemskrivning, hvorefter der skal læses korrektur. Det har vi fået den selvproklamerede ‘ordens nazist’ Kia fra kollegiet til. Jeg har svært ved at finde ord til at dække for min taknemmelighed i den anledning. 175 siders knudret statskundskabs jammer – just nu kan jeg ikke forestille mig noget værre at få smidt i nakken. Det skulle da lige være et juridisk speciale. Gys og gru!

Spekulerer lidt over hvordan det bliver ikke længere at ‘gå i skole’. Jeg prøvede det selvfølgelig i året mellem gymnasiet og studiet, men ellers har der altid været opgaver der skulle laves, tekster der skulle læses, eksamener der skulle overstås osv. Altid et eller andet studiemæssigt at være bekymret for derude i horisonten. Tanken om ikke altid at skulle have læsning hængende truende i baggrunden er meget befriende. Så får man selvfølgelig andre kvaler, men befrielsen fra den kronisk dårlige samvittighed……ahhhh!

The Worst Part Is Almost Over

Ah, Litteraturlister! Findes der noget mere lummert, sleazy og sexet? Hvad skulle dog kunne være mere tillokkende og fristende? Jeg vil endog vove den påstand, at den litteraturliste jeg i skrivende stund kæler for, er lige den tand mere slutty end alle de andre. Hvornår har DU måske haft konkurrenceret bøger og policy proces teorier på samme liste? Nej, vel? Man skal stå meget tidligt op for at kunne være med her! Vraaaaauuuuwww!

Hermed også sagt, at jeg er ved at lave lidt af det formalia arbejde der jo skal laves i et speciale. Litteraturlister er en af de opgaver man tror kan laves på en halv times tid, hvorefter man opdager at man pludselig har bakset med den i adskillige timer – uden at være blevet færdig. Mein Gott, hvor har man læst meget tekst op til sådan et speciale. Og til hvad nytte? Ja, jeg spørger bare.

Selvom man teoretisk set kunne sætte en abe til at lave formaliaarbejde, så er det nu en god lejlighed til at få det lidt ud af verden. Henriette har stadig ikke sendt sin del af vores analyse, så jeg har ikke kunne lave noget rigtigt substans arbejde i dag. Det må så komme imorgen. Hvis nogle af de nærværende læsere kender en god korrekturlæser, så hører jeg gerne fra vedkommende. I slutningen af januar er der ihvertfald omkring 175 siders studentikose rablerier (nåh, nej, jeg mener selvfølgelige: akademisk forskning…!), der skriger efter at blive læst igennem for stave- og kommafejl. Hilfe, bitte!

Udenfor specialets vidunderlige verden, så var der i aften hamburgerryg på kollegiemenuen. I en stille protest mod død-gris tyranniet, hapsede Maria og jeg sushi hjem fra Letz Sushi. Det er altså rigtig godt! Og slet ikke så dyrt som man kunne frygte. Kan kun anbefale det. Men pas på Wasabi nødderne. De er helt grotesk vanedannende. Og ligeledes har den stegte tofu ‘Inari’ sin helt egen behandlingskur på Betty Ford klinikken. Nu er I advarede. Iøvrigt må jeg dementere den udbredte fordom om at svensk/schweizere ikke kan spise med pinde. Det kan de. Med stil og ynde endda….!

Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.

Slutspurt

Nuvel, så blev det 2007 – og det minder jo om 2006 til en forveksling. Er i skrivende stund igang med de indledende overspringshandlinger på en lang specialedag, der skal grifles på aktøranalysen til den store guldmedalje. Bortset fra den sædvanlige speciale elendighed, så har det nu været en god start på året alligevel. Fik besøg af Daniela mandag, hun var i Danmark på en mindre nytårsturne. Er altid en sand fornøjelse at høre nyt fra Prag – især de seneste slibrige historier fra ambassaden. Ikke fordi der er særligt mange, men det får selvfølgelig tankerne til at flyve. Er jo allerede to år siden at jeg tumlede rundt og forberedte mig på at skulle af sted. Kan stadig huske hvordan jeg stod i regnvejr på Karlovo náměstí den 31. januar 2005, og gloede fortabt efter Morten – min forgænger på praktikantposten – der skulle følge mig hen til min lejlighed. Opfatter det halve år i Tjekkiet som det bedste i min studietid, så måske det kan forklare min udlængsel og min usunde beundring for Udenrigsministeriet. Anyway, så havde Daniela det godt og virkede glad, så det var et fint-fint besøg. Hun virkede endda udpræget interesseret i det sidste afsnit af Krøniken – der naturligvis endte på passende kjærlig vis. Der blev kysset og forsonet og talt ud om tingene i lange baner, og mon ikke rundt regnet 5 mio. danskere havde hænderne i vejret da vores hovedpersoner Ida og Palle fik hinanden til slut? Nuvel, man ER vel en sucker for den slags, så imødeser med sindsro anklagen om ‘småborgerlighed’ fra de mere kyniske personager i min omgangskreds. Mandag aften kom Maria også hjem fra Sverige, hvilket jeg mildt sagt ikke klager meget over. Faktisk tværtimod. Og det forlyder endda, at det er lykkedes at skaffe langrendstøvler i str. 50 til mig. Det lader derfor til at bordet fanger og at jeg i løbet af februar skal på landrendtur nordpå. Glæder mig!

Ellers stod igår på arbejde og specialemøde. Nu hvor deadlinen nærmer sig, så er der begyndt at komme lidt stress på. Kan ihvertfald mærke at Henriette er ved at blive urolig. Vi fik de lidt irriterende nyheder, at vores vejleder først har tid til et møde den 22. januar. Såfremt hun synes at det vi har skrevet er noget hø, så er en uge til aflevering ikke lang tid at skulle skrive et speciale om på. Men lad os nu se. Jeg har en ret god fornemmelse omkring det vi allerede har lavet – synes egentlig at det er helt udmærket. Ihvertfald grifler vi videre i samme stil.

Where youth and laughter go

Ah, det er nu ikke så slemt at runde et skarpt, skarpt hjørne når: 1) Man bliver vækket på yderst behagelig vis, 2) Caro og Kia kommer valsende med fødselsdagskort og flag under morgenmaden, 3) Der bliver tapet slik fast på ens dør, 4) På arbejdet bliver man mødt med et skrivebord pyntet med flag og rødvin, 5) De såkaldte ‘julenisser’ kommer rundt på alle kontorerne med blomster, sang og juleguf, 6) Til morgenmødet beretter kollegerne med let drømmende blikke om dengang de for mange år siden var 25. Jeg har med andre ord haft en temmelig god fødselsdag indtil videre!

Det er faktisk lige før at det hele annullerer hvad jeg vil kalde ‘David Bowie effekten’. I 1972 udgav Bowie mesterværket ‘Ziggy Stardust’. Det er faktisk så godt et album, at det ophæver den antipati jeg ellers normalt har mod manden. Første sang på albummet er ‘Five Years’, der grundlæggende handler om, at vores hovedperson (Bowies androgyne alter ego), Ziggy, lever i en verden der snart går under:

Pushing thru the market square, so many mothers sighing/News had just come over, we had five years left to cry in/News guy wept and told us, Earth was really dying/Cried so much his face was wet, then I knew he was not lying

Herefter bliver Bowie ekspressiv og begynder malerisk at beskrive hvordan alting går i opløsning i denne situation:

“I heard telephones, opera house, favourite melodies/I saw boys, toys, electric irons and T.V.’s/My brain hurt like a warehouse, it had no room to spare/I had to cram so many things to store everything in there/And all the fat-skinny people, and all the tall-short people/And all the nobody people, and all the somebody people/I never thought I’d need so many people

A girl my age went off her head, hit some tiny children/If the black hadn’t a-pulled her off, I think she would have killed them/A soldier with a broken arm, fixed his stare to the wheels of a Cadillac/A cop knelt and kissed the feet of a priest, and a queer threw up at the sight of that

Men hov! Kærligheden er ikke død, selv ikke i denne anarkiske og trøstesløse verden. Vor ven Ziggy er en drømmer, en romantiker, en fantast! Han er derfor selvfølgelig ung, forvirret og forelsket:

I think I saw you in an ice-cream parlour, drinking milk shakes cold and long/Smiling and waving and looking so fine, don’t think you knew you were in this song/And it was cold and it rained so I felt like an actor/And I thought of Ma and I wanted to get back there/Your face, your race, the way that you talk/I kiss you, you’re beautiful, I want you to walk

Men hvad gør man i en verden der snart går under? Man kvies og martres, men man elsker jo tøsepigebarnet infernalsk meget. I sin desperation råber Bowie i himmelstormerens opfordring til at elske mens tid er:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Wake up, Ma and Pa are gone!

Fredag og arbejdsdag, jeg sidder stadig og pusler med mit notat om markedet for vedvarende energi i USA. Har været en ganske social uge, tirsdag aften kiggede Stine minsandten forbi. Vi hentede mad fra Cofoco, guflede nøddemix og fik diskuteret verdens sande tilstand. Senere på aftenen spillede jeg TP sammen med min faste makker Christopher, vi skulle jo øve os til den kommende og, hmmm, meget prestigefyldte kollegieturnering. Selvsagt vandt vi, om end der var krise da jeg pure nægtede at acceptere, at salmonella er opkaldt efter en mand der hed Salmon til efternavn. Onsdag var jeg så et smut forbi Cecilie, skulle jo lige søskendesocialisere inden hun og mine forældre flyver til USA. Faktisk burde de i skrivende stund sidde i et fly på vej over Atlanten.

Og så er der jo som nævnt Kulturnat i aften. Her i magtens korridorer åbner vi os også udadtil: “Det er ikke helt ligegyldigt, om man fodrer kvæget med majs eller græs – for mælken kommer til at smage forskelligt, som man vil kunne konstatere i Landbrugets Hus på Kulturnatten. Der er gratis adgang for alle i lokalerne på Axelborg. Og der uddeles smagsprøver på dansk avlede fødevarer til alle, der i forvejen har husket at hente madbilletter” (fra AOK’s præsentation). Desværre er nævnte madbilletter for længst udsolgt, men hvis nærværende læsere nærer en ubændig trang til at se mig iført forklæde og serviceminded attitude, så er chancen der i aften indtil kl. 01.

PS. For de musikalsk interesserede, så har moi Caprice just uploadet nogle sange fra deres kommende album The Art of Kissing Properly på deres MySpace side. Det lyder lovende og jeg er yderst fristet til at tage til koncert med dem 2. december på Vega.

PPS. Der sker folkemord i Darfur. Nordkorea er ved at få atomvåben. Kvinder bliver dagligt omskåret i Afrika. Burma (eller ‘Myanmar’, som militærjuntaen vist foretrækker at kalde det) er stadig et diktatur. Mellemøsten er som sædvanlig et sandt kaos. I Rusland bliver systemkritikere myrdet. Det er en hård verden vi lever i. Men ved I hvad? Det er ligegyldigt, for Morten Homann forlader politik!

Everything is average nowadays

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt – tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen ‘ulovlig’. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer – heriblandt Danmark – ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde ‘Olie for mad’ skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg ‘In Larger Freedom’ og tankerne fra den såkaldte ‘Højpanel-rapport’. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN’s næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.

PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF’s såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.

There’s always someone cooler than you

Så blev det lørdag og jeg er cyklet ind til specialepladsen for at være flittig. Har aftalt et større gruppemøde med Henriette ovenpå vores vejledning, så lidt læsning er ganske nødvendigt. I længden kan jeg vist heller ikke forsvare at rive hver eneste weekend ud af kalenderen til druk og andet smuds. Til sidstnævnte kategori kan vel ellers regnes min søsters let forsinkede (kun 10 mdr.) indflytterfest i går aftes. Det var hyggeligt, fik snakket en del med hendes gamle gymnasiekammerat Steen og Jane, en anden ældre personage fra de gyldne stunder på Nordjysk Handelskollegium. Fik også hilst på Rie der viste os rundt i Kyōto, hun er i Danmark det kommende års tid for at færdiggøre sin Ph.D omkring modalverberne i det danske sprog (sic!). Det kan til stadighed forundre mig at der sidder mennesker i udlandet og studerer et så suspekt og obskurt sprog som dansk. Hatten af for det.

Ellers så står weekenden på mere festivitas, Jens – endnu en Aalborg bekendt – holder fødselsdagsfest. Der skulle gerne komme the usual suspects (+ et par stykker mere), så det ser jeg da bestemt frem til. Søndagen byder på lege-flyttemand for Tina og det efterfølgende gruppemøde, så alt i alt burde jeg få nok at se til.

You don’t say what, but inside I know…

I takt med at jeg snart nærmer mig det skarpe hjørne den 1. december, må jeg indse, at jeg er ved at være gammel, slidt og affældig. Spillede hockey igår – hvilket var absurd hårdt – og havde også en løbeaftale med Mads kl. 7 i morges, så nu sidder jeg her på specialepladsen og har meget ondt af mig selv og min ømme dvaske krop.

Er ellers ved at smådrukne i materiale. Henriette har været så venlig at kopiere en masse tekster fra sidste semesters udbud om ‘Idé-begrebet i nyinstitutionel teori’, og problemet er, at alle teksterne virker så sørens relevante, at jeg nok næppe kan undslå mig for at læse dem. Derudover var jeg et smut forbi Instituttets bibliotek for at finde nogle andre bøger, så der er rigeligt at tage sig til i de kommende dage.

PS. Savner du en kæreste? Hungrer du efter kjærlighed? Er det for trist at se ‘De unge mødre’ helt alene? Gnaver ensomheden ubønhørligt i din sarte sjæl? Det kan jeg godt forstå, fordi så længe du er single, så er du nemlig intet mindre end dødsdømt på det danske ejerboligmarked. BRFkredit har til stor overaskelse opdaget noget helt, helt nyt: At det er nemmere og billigere at låne penge hvis man er et par; ja, faktisk benyttes det charmerende udtryk ‘stordriftsfordele’ omkring det at være to til at købe en bolig. De såkaldte ‘nyheder’ bliver bedre og bedre…