Back to Love

Man bør jo ikke ligge der og ruske rundt i gamle kærester, men i lørdags skete det så alligevel. Passionerne blussede op. Selve akten henstår som i en døs, men bagefter var det så rart, så rart.

Vi havde ellers undgået hinanden i over et år. Afskeden havde været præget af knuste hjerter, bristede håb og salte tårer. Vores venner kunne ikke mægle mellem os, dertil var vi for oprørte. Vi havde begge brug for en pause. Til at finde ind til hinanden igen. Eller måske videre? Dengang vidste ingen det. Kun at vi var gået vild et sted, og nu måtte føle efter, sådan rigtigt efter dybt indeni.

Tiden gik. Sårene næsten helede. Var begyndt at krybe ud af det emotionelle panser, jeg havde bygget op om mig selv. Tænkte så småt på, at jeg måske alligevel var for ung til at afskrive kærligheden. Måske tiden var inde til noget nyt? Da en fælles ven foreslog, at vi da lige kunne ses igen, så faldt jeg naturligvis i. Sagde ja til en date. Sådan nogen som os, ja, vi har jo brug for en kæreste.

Det endte med noget markant mere fysisk end blot en stadionpølse og dårlig kaffe. Det blev råt. Og sjaskvådt. Jeg var helt ør bagefter.

Nu er jeg forvirret. Helt rundt på gulvet. Ved slet ikke hvordan jeg skal tøjle sommerfuglene i maven. Den gamle nyforelskelse brænder hedt og intenst. De æggende benbevægelser drager mig tilbage.

Er kun sikker på én ting, og det er at B.93 atter erobrede mit sårbare hjerte dér på Østerbro Stadion med deres inciterende sejr i regnvejret over Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Sidder tilbage med et følelsesliv i oprør. Har brug for en fodboldklub-kæreste i København, men ved ikke om jeg kan tåle flere smertelige brud. For det var, hvad B.93 bød mig. To års misset oprykning. Salg af stjernespillerne. Nu kun det rå og upolerede talent tilbage. Men ÅH!, hvilket dragende talent. Jeg falder nok i igen i weekenden, hvor der er episk lokalopgør mod Skjold på Østerbro Stadion. Det er umuligt at sige nej til disse adoniser!

Hvem ved? Måske skæbnen vil, at det skal være B.93 og mig i al fremtid?

Taletid

Første dag i det nye år. 2008 har indtil videre være ganske komfortabelt. I jordhulen i Æbeløgade er der fuld gang i eksamenslæsningen for den unge medicinstuderendes vedkommende. Imens spenderer den noget mere dovent anlagte erhvervspolitiske konsulent sin dag med at læse aviser på nettet, besøge vredladne og agitatoriske blogs omkring amerikansk indenrigspolitik, kukkelure på Facebook samt med at spekulere over, om Mao nu egentlig også ER en stor management guru. Det er med andre ord en typisk søndags eftermiddag stemning, uagtet at der egentlig er tale om en tirsdag. Nuvel.

Nytårsaften blev fejret på det højborgerlige kollegium på Østerbro. Der var sammenskudsgilde hos de rare mennesker på 2. nord, og Sven, Niels-Jacob, Maria og undertegnede var ansvarlige for at medbringe kød til 21 mennesker. Det blev besluttet forholdsvist tidligt i processen at der skulle steg på bordet. Imens at de to unge gentlemen pyntede op til fest, var Maria og jeg derfor stærkt opslugte af at kissemisse med to særdeles blodige oksefilleter. Det var en dramatisk omgang, men jeg kan med megen stolthed i stemmen bekendtgøre, at de ikke blot var vellykkede, men UHYRE vellykkede. Ja, og så er det ikke engang løgn! I har nu INGEN undskyldninger for ikke at lade mig tage mig af stegen til næste fest. Okse, gris, giraf eller mammut? Jeg er ligeglad, jeg steger det hele!

Alt i alt blev det en god aften, som tilsyneladende ikke engang gav medierne lejlighed til at fremture med de sædvanlige fyrværkeri-springer-stakkels-to-årig-spedalsk-og-døvstum-tiggers-hånd-af historier. Til gengæld undlod rådhusklokkerne i København at slå ved midnat og den gode Margrethe bliver kaldt hykler af Ekstra Bladet grundet at hun skosede danskerne miljøvaner i sin nytårstale – pudsigt nok uden at komme ind på sin egen tilsyneladende noget ekstravagante brug af stærkt forurenende transportmidler. Som indebrændt republikaner og modstander af monarkiet i almindelig skal jeg ikke nægte, at samme tanke strejfede mig igår da jeg hørte talen. Dels finder jeg det ualmindeligt poppet at absolut skulle nævne klima i hver en sammenhæng (i 2005 var fattigdom EMNET over dem alle. I år er det klima. Jeg venter stadig på hvornår verden igen opdager hvor mange mennesker der helt unødvendigt dør og lider i Afrika hver dag), så har jeg det generelt skidt med at blive belært af Danmarks største bistandsmodtager.

For det må jo være rart at kunne agere samfundets dårlige samvittighed, når man som livslang skatteyderfinansieret amatørmaler hele sit liv har levet på behagelig tryg afstand af den virkelige verden. Måske er Ekstra Hadets tone populistisk og pøbelagtig, men de har jo ret i, at hvis man nu så gerne vil lege samfundsrevser, så må der gerne være en vis konsistent imellem ens gerninger og det man prædiker. Som svenskofil blev jeg selvsagt nødt til at sammenligne med Kong Carl Gustafs tale hinsidans. Naturligvis er det meget usagligt at inddrage ‘kan jeg lide eller ikke lide denne person’ parametre, når man skal vurdere om en persons budskab er godt eller skidt. Men sagen er desværre den, at jeg ikke synes Margrethe eller det danske kongehus er særskilt sympatiske – tværtimod faktisk. Derfor har jeg intuitivt en skidt tendens til at opfatte alt hvad de siger og gør som en stor omgang nonsens. I sammenligning er de svenske kongelige decideret knuselskelige. Kong Carl Gustaf er måske ikke den hurtigste knallert på havnen, men i det mindste er han en rar hyggeonkel i al sin enfoldighed. Og han mener tilsyneladende hvad han siger. Derfor klinger hans bevingede ord om tolerance også noget bedre, end når vores importtyskere af et kongehus lukker varm luft ud.

Nu skal det blive spændende at høre hvad statsministeren har at sige i sin nytårstale. Jeg forudser, suk!, noget klima og noget kvalitetsreform. Med andre ord: Intens kedsomhed og mere varm luft.

Jesus saves, I spend

Hurra! Den 17. oktober 2007 bør gå over i historiebøgerne som en af de lykkeligste dage for menneskeheden. Ikke siden introduktionen af koldskåls crunch har det yderste Østerbro genlydt af så megen jubel og lovsang.

Den fortabte søn er nemlig vendt hjem. Han havde ellers været en tur i Farum for at få kærlig trøst og pleje. Selvom de flinke mænd deroppe tog sig kærligt af ham, så savnede jeg ham. Livet var bare ikke det samme uden. At komme hjem til lejligheden uden at han var tilstede til at springe mig om halsen, har tynget mig i uger og måneder. Men de ville ikke slippe ham oppe i hans refugium. Og da han så endelig var rask til at han kunne få lov til at gå, så legede Post Danmark kispus med ham. Han kunne ikke finde hjem. Og jeg kunne blot sidde der og dø mere og mere indvendigt.

Men nu er han tilbage.

Jeg taler naturligvis om membranen til min ene højtaler. Ved flytningen fra kollegiet blev den på en eller anden måde beskadiget, hvorfor jeg de facto kun har haft een højtaler lige siden. En aldeles uholdbar situation. Jeg har grædt og lidt. Men så tog min fader affære under sidste besøg. Membranen blev kørt til det autoriserede højtalerværksted (ja, de findes faktisk), og nu er han endelig hjemme i mine arme igen. Og ih, sikke jeg hører musik! Ikke brutalt højt, men dog markant mere end de hidtidige måneder! Nu er jeg ikke ensom mere. Hvor lagde jeg nu Jens Lekman cd’en?

Släpp in solen

Efter at have brugt et beløb svarende nogenlunde til Albaniens bruttonationalprodukt, har jeg endelig fået tilranet mig et trådløst netværkskort. Derfor kan jeg nu med megen stolthed præsentere det første indlæg skrevet her i den nye lejlighed. Ikke at der er sket det helt store de sidste par dage. For noget nær første gang denne ‘sommer’ er det ikke 17 grader, overskyet og blæsende, så lørdagen er blevet brugt på en fornøjelig Tour De Østerbro med Maria. På trods af at jeg efterhånden har resideret her i et par år, så kan frekvensen af barnevogne i tankstørrelsen stadig chokere mig. I dag var jeg så bl.a. så heldig at blive påkørt i krydset mellem Ndr. Frihavnsgade og Østerbrogade. Og uagtet at jeg egentlig blot stod og ventede på at lyset skulle blive grønt, så fik jeg yderst gavmildt tildelt et hadsk blik, der lod mig vide at det var mig der burde sige undskyld for at guldklumpens monstrum af en karet knuste min fod. Jamen, selv tak, dit sure løg.

Ser man bort det dette lille dramatiske intermezzo, så er det svært at bevare pessimismen sådan en rar solskinslørdag. Hvem ved, måske man ligefrem skal slæbe det ligblege legeme på stranden i morgen om alt går vel? Miraklernes tid er tydeligvis ikke forbi.

Better Living Through Chemistry

Det blev på alt for mange måder en weekend i toiletrensens tegn.

Nu hvor de værste hallucinationer er ovre og jeg ikke længere udelukkende har den søde kemikaliedunst i næsen, kan jeg så småt begynde at lægge sammen hvor meget af mit dyrebare liv jeg frådsede væk lørdag og søndag på at fjerne kalk på mit (nu tidligere) kollegieværelses badeværelse. Det var mange. Jeg tror vi er oppe på ihvertfald 10 timer. Tror også at jeg uden større besvær ville kunne begå den perfekte forbrydelse igen og igen. For efter en særdeles tæt og knuselskelige affære med Nettos den billige toiletrens og et ukendt antal skuresvampe, så nægter jeg ganske enkelt at tro på at jeg har nogle identificerbare fingeraftryk tilbage. Det manglede da også bare at der ikke var nogen frynsegoder ved at lege rengøringsmand. Så mon ikke Grissom og de øvrige C.S.I folk skal passe lidt på i fremtiden? Det er dog ikke gået værre eller bedre end at jeg endelig fik godkendt rengøringen og jeg derfor nu endegyldigt har sagt ‘adjø’ til den sorgløse kollegietilværelse. Stærke kræfter arbejder dog på at tvinge mig til at bage ‘udflytterkage’ og da den unge stud.med jo stadig er alumne samme sted, så skulle det være mærkeligt om jeg ikke tittede forbi engang imellem.

Alt har dog ikke handlet om at kisse-misse rengøringsmidler. Således var det storslået at der fandt en hjemkomst fra Gotland sted, ligesom man ikke kan nægte at det var sødmefyldt at AaB avancerede i europacuppen – og det endda uden vores nye ven Benedict. Samlet set er det svært ikke at gå her og være småtilfreds. Der er faktisk kun en snert af  malurt i bægeret. Imorges gik mit gear på cyklen i stykker, så jeg kan nok imødese en betragtelig regning ved cykelhandleren lige om lidt. Men hvad gør det når man har noget godt at cykle hjem til?

Last Night Somebody Dreamt That I Loved Him

Hov.

Jeg glemte helt at fortælle at det gik i orden med lejligheden. Om Gud vil og bukserne holder, så overtager jeg den pr. 1. juli. Samtidig betyder det at jeg flytter fra NOKO (a.k.a. ‘Nørdkollegiet’ i min ærværdige barselsramte kollega Anne Gretes ordforråd) senest 1. august. Dermed kan man vel med en vis ret argumentere for, at det sidste kapitel i den del af mit liv der hed ‘studietilværelsen’ for alvor er slut. Omkring mig er der samtidig en masse unge mennesker, der er læser og studerer og er nervøse for deres eksamen. Imens passer jeg mit voksne arbejde og føler mig tudsegammel. Jo, måske det er på tide at komme herfra.

PS. Indsæt evt. selv klagende violiner og billeder af melankolske hundeøjne her.

Liquidation totale

Endnu en tragisk butikslukning er indtruffet. Jeg sad helt uforvarende på arbejdet igår, da min mobil ringede. Det var en bøs herre fra Casablanca Records på Østerbrogade, som altså godt syntes at jeg liiiiige kunne komme forbi og købe den Gang of Four cd de i tidernes morgen havde bestilt hjem til mig. Nuvel, nuvel – det havde han jo selvsagt en vis pointe i, så efter arbejde drønede jeg forbi butikken. Og hvad opdager jeg?

Casablanca lukker!!!!!1111!!!!!1!!1!!! OMG! OMG!

Jamen…jamen…jamen! Hvad skal jeg nu bruge min penge på? Hvor skal jeg nu gå hen lørdag formiddag? Ganske vist bliver de til en netbutik, men alligevel? Når man nu er en sentimental gammel støder, der rent faktisk godt kan lide at møfle rundt og rode i cd’er, hvad skal man så gøre af sig selv? Måske Casablanca ikke havde den største samling, men de havde ihvertfald mænd med briller og begyndende måne i 40’erne, som kunne blive entutiastiske når man spurgte dem omkring deres yndlings suspekte post-punk band fra 1978. Det er da mere end TP og Fona kan bidrage med.

Nå, intet er jo så skidt at det ikke er godt for noget. I forbindelse med ophøret, sælger de deres cd’er med 50 pct. rabat hvis de er fra 2005 eller ældre. Udover ovennævnte Gang of Four, så fandt jeg lidt juicy stuff med bl.a. Ben Folds Five, Radio Dept. og min nye svenske obsession Jens Lekman.

Det sidder jeg så her og trøster mig med nu, mens de salt tårer triller ned af kinderne. Hvil i fred Casablanca. Vi er stadig nogle der vil savne dig.

Urlaub in Polen

Så begynder det at ligne noget. Iklædt pæn-ung-mand tøj og armeret med ‘jamen, jeg har jo ingen gæld og I kan tjene penge på mig i mange år fremover!‘-argumenter, spenderede jeg en times tid i den lokale filial af hjemstavnsbanken (og ja, det skræmmer også mig hvor meget nordjyde jeg stadig er underbevidst!), for at få afklaret hvor mange penge jeg kan kaste i grams på ejerboligmarkedet. Har efterhånden opgivet at finde en god lejebolig. Når man alligevel skal betale 6-7.000 i husleje, så kan man ligeså godt bruge det tilsvarende beløb om måneden på at købe noget. Det gik glimrende. Havde taget en salgsopstilling med på en interessant lejlighed, og det ser ikke fuldstændigt håbløst ud. Jeg er ihvertfald væsentlig større optimist nu end før i formiddags.

Ellers går dagene med arbejde og boligsøgning. Har kontakt med en del mæglere, som alle ih-så-gerne vil prakke mig nogle kvadratmeter på. Synes ikke det er udpræget nemt at bevare overblikket, men forsøger da ihærdigt. I aften står dog højst sandsynligt på Champions League finale mellem de – for mig – ganske ligegyldige hold AC Milan og Liverpool. Der er dog en vis nostalgieffekt forbundet med kampen. Sidst de to mødtes i finalen i 2005 så jeg kampen på en propfuld pub i Prag. Det var skæg og ballade, en underholdende kamp, om end min italofili og jeg var ganske nedtrykte over Milans forsmædelige nederlag dengang. Forhåbentlig kan de rette op på miseren i aften.

Kan i al min enfoldighed ikke holde ud at høre på englændere når de vinder. Af en eller anden grund synes de selv deres sejre er ‘historiske’ og udtryk for en grundlæggende sand og moralsk retfærdighed. Det er nok forklaringen på, at man som nation stadig kan leve højt på en VM sejr i 1966. Rent kulturelt er det interessant at fortolke engelsk selvopfattelse i det lys. Pludselig forstår man bedre deres trang til at opretholde imperier, ‘white man’s burden’, at sprede demokrati i Mellemøsten etc. Jo, Saint George lever tydeligvis endnu. Misforstå mig ikke: Man finder næppe nogen der snobber mere for britisk musik, film, litteratur, kunst, politik, filosofi etc. end undertegnede. Men hvis bare de dog ville holde op med at være så bøvede når de vinder…

At finalekampen samtidig illustrerer  at der allerede er gået to år siden jeg tøffede rundt i praktik på ambassaden er en anden sag. Det er mig aldeles ubegribeligt at tiden går så hurtigt. Ligeledes må det betyde at denne blog (eller ihvertfald dens tidligere manifestationer) allerede har haft to års jubilæum. Selvom jeg har glemt at fejre det på behørig vis, så er det da lidt af en personlig milepæl. Jeg kan også med skam at melde i den forbindelse sige, at der ingen aktuelle planer er om at nedlægge griflerierne her på siden. Det lader, med andre ord, ikke til at I slipper for mig så let.

Jeg tipper 2-0 til Milan.

Getting away with it

Det er forårssøndag i Hufvudstaden, og minsandten om ikke samtlige af byens selvhadere/masochister (dvs. ikke færre end 6.700 individer) er ude på sjov og ballade til Københavns Marathon. Vi andre mere dovent anlagt personager nøjes med at heppe langs sidenlinjen på Strandboulevarden. Reglerne er forholdsvist simple: Vindbidte gamle mænd (gerne med viltert skægt), løbere med stramme, stramme shorts, samt naturligvis folk med ironisk hilsener, skal klappes ekstra meget af. Gravalvorlige jeg-har-noget-jeg-skal-kompensere-for træmænd kan man roligt lade løbe videre i tavshed. De er i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dagens vindere blev Julius Mutai fra Kenya i tiden 2 timer, 23 minutter og 54 sekunder, og for kvinder var det Anne Sofie Pade Hansen på 2 timer, 47 minutter og 57 sekunder. Hvorvidt ‘Pade’ er et selvvalgt kælenavn skal jeg ikke kunne sige, i så fald er det ganske misvisende for hendes fart. Lidt hovedregning siger mig at hun har løbet små 15 km/t uafbrudt, hvilket jeg kan holde til i sådan cirka et nanosekund.

Man kan jo ikke beskyldes os for ikke at være nærmest fornærmende smukke. Udover at klappe de små buttede hænder sønder og sammen, så er dagen gået med at kigge på boligannoncer, hapse en sandwich ved søerne og ellers dovne. I aften står den på intet mindre end parmiddag (sic) med fuldmægtigen og husbond på Sticks’n’sushi. Der må sidde en enkelt eller to læsere derude, der undrer sig såre over hvor undertegnedes notoriske frygt for at binde sig er blevet af. Jeg deler jeres undren. Måske det er sådan det er at blive voksen?

Advice For Young Mothers To Be

Som den jantelovs-befængte nordjyske tranlampe jeg i bund og grund er, så nærer jeg en notorisk mistro mod alt hvad der ligger nord for Østerbro. Man skulle jo tro, at den slags irrationelle antipatier ville blive opløst i kraft af, at jeg bor på kollegie sammen med hvad der virker som størstedelen af de seneste årgange fra Gl. Hellerup og Øregaard. Den kraftige fraternisering med det bedre borgerskab har da bestemt også haft sin virkning. Jeg er ikke stolt af det, men ja, jeg tilstår, det ér sket at jeg i svage og sårbare stunder er blevet ramt af en vis tiltrækning af Nordsjælland.

Således skete det også torsdag, hvor jeg var en tur i Holte for at besøge en del af Ghisler-klanen, Marias familie på sin mors side. Og hvad kan jeg sige? Der er lækkert i Holte en varm april aften! Folk hilser på gaderne! Hestene sagde ‘pruh’! Bakkerne bugter sig så lystigt! Tilmed var det en hyggelig aften, og så er det jo svært at opretholde det misantropiske syn på Nordsjælland og de mennesker der bor der.

Så er det så meget mere deprimerende at vide at man som ludfattig scient.pol næppe nogensinde får råd til at købe noget i området. Men hey – bølgen vender sikkert snart. Inden du kan nå at sige ‘Lolland-Falster er eksportmålet for københavnske bistandsklienter’, så bliver det med statsgaranti cool at bo i ‘Den Rådne Banan’ inden længe. Holte og co. er bare så passé! Holeby og Højreby, here I come!

PS. Den Store Satan spiller sit 22. Rom derby på søndag. Lad os satse på at det går på samme måde som i det 21. af slagsen.