Er kommet til forældrene i Aalborg. Har frygtet gensynet med Jylland. For min sjællandske tilværelse er et simulacrum. Det er ikke ægte. Ikke autentisk. Det virkelige liv leves kun i hovedlandet. Det siger Inger Støjberg selv. Jeg er bange for at få revet sløret væk og knust illusionerne. Kan jeg mon kapere mødet med de ægte, gæve, autentiske, rigtige mennesker nu, hvor jeg har færdes så længe i salonerne og på de bonede gulve? Det er alt sammen stærkt angstprovokerende.

Hundested

Lørdag var vi i København, men bestemte os på vejen tilbage mod Odsherred for at tage ruten via Hundested-Rørvig fremfor motorvejen tværs over Sjælland. Et mærkeligt anæmisk område, deroppe nordvest for Hillerød. En gråmeleret november eftermiddag blev jeg ikke direkte bjergtaget af dets charme, men det kan også skyldes at jeg var stresset over udsigten til at misse færgen grundet en helt unødvendig bilkø.

Nuvel, vi missede selvfølgelig den planlagte færge, så havde muligheden for at luffe rundt i et juleoppyntet (men lukket) Hundested med den gave, som to sultne og trætte børn er. Midt i den eksistentielle rædsel så jeg nedenstående dør, som jeg følte mig kaldet til at fotografere. Der er mange stærke budskaber, som en notorisk planlægningsfascist som jeg kunne lære noget af.

Oxymoron

Ved ikke rigtig hvad det siger om det siger mest om Børsen eller bogens forfatter. Men i hvert fald har de i dagens avis en bogomtale med overskriften ‘Empati og medfølelse bliver strategisk’.

Det gjorde mig noget paf. For der er ingen tvivl om at man kan øve sig i at blive bedre til at lytte og sætte sig i andre menneskers sted. Men ‘strategisk empati og medfølelse’? Jeg tror der findes et andet ord for den slags: Psykopati.

Vær nu ikke så depri

Det er sjældent at der publiceres poesi her på side, men da en af skribentens bekendte (der er ansat i det klima-industrielle kompleks) var så rar at henlede min opmærksomhed på et….. utraditionelt klimarelateret digt, ja, så kunne jeg ikke lade være:

“Den globale opvarmning har en fortid i militæret/den vælter dig omkuld på madrassen, så voldsomt at sengen pludselig deler sig/Du er lige ved at lande på gulvet, men den globale opvarmning griber dig, og spørger om det er for voldsomt og om det gør ondt/Du siger, at nej, det er okay/Så fortsætter Den globale opvarmning med det ene ben hvilende på gulvet og det andet ben hvilende i sengen. Skubber en pude ind under din lænd så du bedre kan mærke den og i hvert fald kan mærke dens styrke/Den globale opvarmning sukker og trækker sig ud og kommer ud over din mave”.

Bag dette himmelstormende værk står Lone Hørslev i digtsamling ‘La’ os’, her anmeldt i Politiken. Der er tilsvarende let afkoblede digte om ungdomsarbejdsløshed og finanskrisen. Jeg er usikker på om de omhandler de benævnte emner. Men anderledes er de antageligvis.

Ja, nu vil jeg jo ikke fremhæve mig selv, men….

Hvis du, som undertegnede, er ganske usædvanligt indsigtsfuld og hurtigt opfattende, har du muligvis bemærket at pral i stadig stigende grad er blevet socialt acceptabelt.

Hverdagspraleriet – den falsk beskedne henvisning til din seneste karrieremæssige bedrift, de instagrammede billeder af ferieidyllen, dine klidbagte speltkager, dine pudsige observationer om hvad dine smukke, blonde og thi-hi gammelkloge børn har sagt, kilometerlængden på din nysafsluttede løbetur, name-dropping’en af hvor skøn indretning dog er her i auditoriet på Harvard Business School – er brændstoffet der driver de sociale medier.

I de gode gamle dage før at verden gik i forfald, var den slags selvpromovering stort set begrænset til de årlige julekort. Hvori venner og familie skamløst pralede om, hvor godt det nu er gået med børnenes tilværelse i det forløbne år, og hvor herligt, det dog er, at vi fik udbygget udestuen i år, for den er nu så dejlig at sidde i. Man kunne leve med det, fordi det trods alt kun skete én gang om året. I dag er praleriet blevet en daglig pinsel. Det er da også derfor, at jeg ikke forsøger at forøge problemet ved at prale alt for meget offentligt. Men jeg er jo så også på den anden side en menneskekender, der ofte blevet rost for min beskedenhed af op til flere vigtige og indflydelsesrige mennesker i det danske samfund.

Teknologien har skylden, tror jeg. Vi har fået så mange kanaler at manipulere vores image igennem, så det er næppe overraskende at vi forsøger at præsentere os selv så positivt som muligt. Filtrene på de sociale medier gør det bare værre. Netværk som Twitter er designet til at forbinde dig med præcis de mennesker, som ikke har noget imod at høre på dit pral. Dem, som ikke gider høre på dit lort, følger dig ikke til at starte med. Der er med andre ord ingen tilstede, som kan holde dit pral i skak. Og hvis du drister dig til kritisk at kommentere horderne af faux-idylliserede og solbeskinnede børnebilleder, som 30+ kvinderne i dit facebooknetværk konstant uploader, så skal der nok være en eller anden skinke, der er klar til at påpege at du er jantelovens udøver, bitter, gammel, sur, et røvhul, uoverskudsagtig, ikke kan bære andres gode liv, og generelt nok bare er ude af balance.

Det perverse er, at som praleriet bliver mere almindeligt og legitimt, udvikler det sig, så det bedre kan nedbryde forsvaret hos forbenede haters som undertegnede. Hils eksempelvis på ‘Beskedenheds-Praleren’, der er en fast ingrediens på de sociale medier, og hvor selvnedgørelse anvendes til at lede opmærksomheden hen på vedkommendes fortræffeligheder (“Hvordan kan jeg stadig være nervøs til eksamener, når jeg har været igennem 17 her på medicinstudiet i forvejen!”). Problemet for ‘Beskedenheds-Praleren’ er selvfølgelig, at de er nemme at gennemskue, hvorved formålet med deres øvelse mislykket. Derfor støder man til tider på en ny spændende mutation: ‘Under-Praleren’.

‘Under-Praleren’ involverer at fortælle om en pinlig begivenhed eller dum fejl, som ikke har nogen forsonende speakter. Det er kun ‘pral’, fordi du ved at nævne dit værtshus slagsmål, din hæmoride og dit uheld til firmafesten demonstrerer, at du tør nævne det uden frygt for at blive fyret af din arbejdsgiver, få stuearrest af dine forældre eller undgået af dine venner. Du er ligeglad med hvad andre tænker, du fortæller The Man præcis hvor meget du skider på deres småligheder. Hvis jeg skriver på Facebook om at jeg faldt fuld om på stuegulvet igår, kun omgivet af rod, vomitus på skjorten og bremsespor i underbukserne, så vil du næppe misunde mig. Men det er netop pointen. Jeg fortælle verden, at jeg er dybt ligeglad med om du misunder mig – og at jeg er selvsikker nok til at nævne det for alt og alle. Og derfor skal du misunde mig. Fordi jeg ikke lider af dine kiksede, småborgerlige neuroser. YOLO!

Det er altsammen vældig deprimerende, men der er næppe nogen større mening i at kæmpe imod det nye praleri og selviscenesættelsen på de sociale medier. Sig fra, og du risikerer at blive afmeldt, unfriended og alt det der. Og hvordan skal man så prale med ens nye blog eller kronikkerne i forstokkede aviser?

Og for det fælles bedste skyld: Hvis vi allesammen alligevel er pralerøve nu, så lad os ikke overlade scenen til de profesionelle, über-selvtillidsfulde selvfremhævdere. Der er brug for at høre fra de begavede, sympatiske, godhjertede og elskelige mennesker.

Som – og nu nævner jeg bare et eksempel, helt uden ville lyde overlegen eller noget – mig.

Oprør mod heteronormativt fodtøj

Kære (med)mænd,

I dag skal vi adressere et vanskeligt og følsomt emne. Det falder mig ikke nemt. Der vil sandsynligvis falde læsere fra, alene på grund af dette ene indlæg. Det tager jeg på mig. Nogle gange vejer ansvarligheden bare højere end populariteten. For det er simpelthen for vigtig en sag til, at et så humant og social-filantropisk sted som Sofisten.dk ikke skulle omtale det. Det er et emne, der smadrer familier. River samfundsinstitutioner op med rode. En lang række menneskers livsglæde, udfoldelsesmuligheder og fremtidige generations lykke afhænger heraf. Vi er ganske enkelt nødt til at gøre noget. Nu. Ikke i morgen. Men nu.

Jeg taler naturligvis om sandaler til mænd. Eller, i manglen af bedre betegnelser: Mandesandaler.

Jeg ved, at jeg har vævet. Jeg ved, at min tro ikke altid har været klippefast. Jeg ved, at jeg har fejlet. Det er måske endda muligt, at jeg i skrivende stund selv er iført et par flip flops. Men mænd. Der er kun én ting at gøre.

Hold op med at gå i mandesandaler.

Nu. For dine børns skyld. For din egen skyld. For verdens skyld. Det er det eneste rigtige at gøre.

Åh jo, jeg ved da godt, at du elsker sommeren. Det er da også en dejlig årstid. Men sommeren er for mig en kompleks størrelse, der vækker modstridende følelser. For sammen med fortryllende ting som bjergvandringer, solen og strandture, følger ubønhørligt også mandesandaler. Den måske største menneskerettighedskrænkende institution i nyere tid. Og ja. Jeg er da godt klar over, at det er uretfærdigt at dømme en hel sæsonbetinget fodbeklædning over en kam. Men jeg vil godt vove pelsen her, og erklære, at jeg ALDRIG (genta’r: ALDRIG) har set et par æstetisk acceptable mandesandaler.

Flere af mine bekendte (af hensyn til deres fremtid og sikkerhed, vil jeg lade dem forblive anonyme) går med mandesandaler. Og når jeg siger til dem, at det ikke er ok, og at de og deres mandesandaler er i gang med at knuse drømme og håb, så bliver de tvære. Folk kan lide deres mandesandaler. Der er endda dem der mener at de ejer et par classy mandesandaler. Men det er en løgn. Og de ofte overraskende harmdirrende udbrud, som disse mænd reagerer med, når jeg påtaler deres æstetiske forbrydelser, vidner for mig om én ting. At alle mænd, dybest ind, godt ved at mandesandaler er forkerte.

Som vi alle ved, er erkendelse det første trin på vejen mod at få det bedre. Så nedenfor følger en smertelig, men nødvendig, gennemgang af mandesandaler:

Badetøfler

Er du Thomas Augustinussen? Nej, hov, tøv en kende. Er du Thomas Augustinussen, der træder nyvasket ud af badet iført badetøfler i netop dette øjeblik? I så fald, så kontakt mig øjeblikkeligt på kaerlighedssygsofist@hotmale.com. Hvis du IKKE er en nyvasket Thomas Augustinussen på vej ud af badet iført badetøfler efter en AaB-sejr over Parken Sport & Entertainment, så holder du dig bare LANGT væk fra bødetøfler. Se dog på dig selv. Hav lidt selvrespekt, mand.

Alvorlige mandesandaler

Min sjæl græder, når jeg ser dem på voksne mænd. Af for mig uransagelige årsager, ser man en del mænd i det købedygtige segment gå rundt med disse vederstyggeligheder. Det er tilsyneladende den ’alvorlige’ mandesandal. Og de er da også alvorlige i den forstand, at Jesus er den eneste voksne alvorsmand i verdenshistorien, der reelt kunne slippe af sted med at iføre sig den slags mandesandaler. Det ironiske ved disse alvorlige mandesandaler er jo, at de får bæreren til at se jammerligt infantil ud. Det gør ondt på mig at skrive dette, for jeg har venner, familie og bekendte – folk der læser disse ord! -, der bærer alvorlige mandesandaler. I ved hvem I er. Jeg ved hvem I er. Og det skal nok blive ok. Bare I siger fra.

Crocs

Hvad kan man sige om Crocs, der ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Jeg kan afsløre, at jeg synes de ser nuttede ud på kvindelige læger, men der kan selvsagt være tale om et Stockholmsyndrom. Engang så jeg et par afbrændt Crocs liggende i vejkanten. Til den ukendte gerningsmand, kan jeg kun sige: ”I salute you, Sir”. Crocs har dog den entydige fordel, at de udjævner snart sagt alle forskelle i folks fysiske attraktivitet. Ifør en gudesmuk Adonis et par Crocs, og han er nede på niveau med Ole Wedel. Crocs er Den Store Jævnbyrder. Behændigt og smart for os semi-grimme.

Flip flops

Det her bliver nok en vandedeler. Mange vil nok mene, at flip flops reelt faktisk ER en legitim fodbeklædning i sommerhalvåret. Jeg kan til nøds være enig, hvis vi stærkt afgrænset taler om strandbrug. Ellers løser flipflops ikke det grundlæggende problem: At langt de fleste mænd har afsindigt grimme fødder. Hvis man – som undertegnede – har fødder, hvis default indstilling er på ’så blege, at de i det forkerte lys ser blå ud’, så er det op af bakke. Endnu værre, hvis ens tæer – som undertegnedes – mere ligner forvoksede knoer, så er der ingen vej tilbage. Ingen mandesandaler kan rette op på det.

Opsummerende, kære medmænd, dæk nu de fødder til. Ligegyldigt hvor mandig og velskabt du er, vil du aldrig blive besnærende i et par mandesandaler. Dem der siger andet lyver (eller vil tjene penge på at sælge dig et par). Tag et par smarte sneakers på om sommeren i stedet, det vil næsten altid se godt ud (med ikke-store strømper, naturligvis). Hvis du er svensker (eller bare en dandy), så er sejlersko også et alternativ. Pointen er, at der er muligheder. Du er ikke dømt til at iføre dig disse afskyelige forbrydelser mod menneskeheden. Hvis vi virkelig vil, kan vi få udslettet mandesandalen. Vores drengebørn vil aldrig igen være tvunget til at ydmyge sig selv.

Gør en forskel. Sig nej til mandesandaler.

I seng med fjenden

Nogle gange nyder jeg at være alene hjemme uden Doktoren. Jeg har adfærd, som jeg gemmer specifikt til de stunder. Eksempelvis indkøb af mindre bedårende færdigretter (I skulle bare vide!) og maratonstræk af Football Manager 2012. For når jeg nu er forholdsvist optaget af at gøre AC Bellinzona til schweizisk mester for fjerde sæson i træk, så er det så pokkers illusionsknusende, når Doktoren kigger over skulderen og (let spottende, men på vanlig sød vis) spørger om jeg nu igen har snydt ved at være inde i Editor-programmet og give mig selv uendelige økonomiske midler. Det har jeg som regel, og hendes påmindelse gør det altså vanskeligt at tro på mine egne løgne om, at jeg faktisk er en formidabel manager i Ticinos fremmeste fodboldklub. For det er jeg. Nej, virkelig, det er jeg.

Men det jeg antageligvis kommer til at nyde mest ved Doktorens kommende nattevagter er, at jeg ikke skal dele seng med hende.

Jeg læste for et stykke tid tilbage en artikel om, hvordan det at sove i separate senge kan redde folks ægteskaber – ganske enkelt fordi de fleste mennesker opnår en mere afslappende søvn, ved at sove alene. Jeg husker, at jeg under læsningen greb mig selv i at nikke (og brumme) genkendende samt have en (skamfuld!) oplevelse af fagre, nye verden.

Hastigt undertrykte jeg dog mine følelser. Dels fordi vi hverken har råd eller plads til to senge. Men mest fordi det at være i et parforhold (og ENDELIG blive genforenet efter længere tids langdistanceforhold), gør det noget nær absurd, at sove adskilt. At være i et forhold med en så betagende ung dame som Doktoren, indebærer jo netop, at selvsamme varme, stykke menneske er forpligtet til at sove ved siden af lige netop dig. Og det er jo et privilegium.

Men mine issues med at sove ved siden af Doktoren, ikke også, de er altså mange. Så er det sagt.

Grundlæggende mangler hun den kropslige mekanisme, der regulerer kroppen når man sover. Hvilket er det samme som at sige, at så snart Doktoren falder i søvn, forvandler hun sig til en langtidsopvarmet pizzaovn. Hele kroppen. Den er brølende hed. Bortset fra hendes fødder, altså. Og hænder. Hendes ekstremiteter er isnende kolde, og tilsyneladende er der ikke noget mere emotionelt tilfredsstillende for Doktoren end at placere omtalte fødder i nærheden af min sarte krop, når hun går i seng. Hun synes måske at det er lidt overdrevent, når jeg sammenligner hendes snigende fødder mod min hud, som at blive gennembordet af en isnende daggert. Men hun skulle bare vide!

Og hvis jeg ikke sveder som en gris af den resulterende tørstegning fra pizzaovnen (og lider under de daggert-fremkaldte pletvise forfrysninger), så fryser jeg på grund af Doktorens Sorte Hul. Nej, det her ikke den slags smudsblog og ’Doktorens Sorte Hul’ er ikke en eufemisme. I stedet er det Doktorens signature move, hvor hun med usvigelig sikkerhed suger alt plads til sig i sengen. Med ekspansive bevægelser, målsøgende ryk og små (men progressive) ryk i min dyne, får hun langsomt (men usvigelig sikkert) tilranet sig plads, land og ressourcer. Senge-imperialisme i storskalaformat. Swooooooosh, siger det i løbet af natten. Intet undgår Det Sorte Huls vakuum. Jeg efterlades afskrællet og forhutlet på en marginal plads i sengen. En forkølet, efterladt, forbitret Sofist.

For det er så let, så let at bliver bitter og indebrændt, når man efterlades alene i et hjørne uden plads eller dyne. Men forstå mig ret. Det er ikke Doktorens skyld. Hun kan ikke gøre for det. Hun er bare indrettet sådan, at hver nat tvinger hendes underbevidsthed hende til at føre krig. I søvne kæmper hun en episk kamp, hvor hun er helten og dynen+pladsen er byttet, som skal vristes ud af mine ondskabsfulde kløer. Tilsyneladende er jeg ligeså svag i søvne som i vågen tilstand, for jeg taber også her hver gang. Jeg ville ikke have så meget imod at tabe krigen hver nat, hvis hun så ellers anvendte pladsen og dynen til noget produktivt. Men hun ligger jo bare dér og dvasker. Min arme dyne krølles sammen i hendes halvdel af sengen. Jeg bare giver og giver – og til hvad nytte?

Hvis Doktoren kunne indvende noget (hvilket hun ikke kan, for det er min blog), ville hun sikkert sige, at jeg skam heller ikke altid er en fornøjelse at sove ved siden af. Folk med mere selverkendelse end mig, ville i al retfærdighed nævne min snorken og min flatulens. Og så har vi ikke nævnt mit ikke helt ordinære valg af soveklæder. Nå, det må I høre om en anden gang.

Anyway, det er rart, når Doktoren er på nattevagt.

Lige indtil jeg vågner op, vender mig for at kramme den svedfremkaldende pizzaovn. Blot for at opdage, at der kun ligger kølige (og rigelige mængder) dyner på store mængder sengeplads. Så savner jeg Doktoren, og ville ønske at hun var hjemme.

Dagens undren

Dagens undren tilfalder Berlingske Media, der i skrivende stund byder på følgende spændende produkter i deres butik.

Man kan (bør!) i en stille stund undres over det eklektiske emnevalg. Og i øvrigt prissætningen af markedsværdien af artiklerne.

Dagens ord

Endelig fandt jeg noget fornuftigt at anvende min noget bedagede Twitter-profil til: At følge dagens fremmedord ved Gyldendals Ordbøger.

Dagens fremmedord er ‘logomani’, som betyder ‘sygelig taletrang; vrøvlevornhed’.

Imødese at fornærmelser i stil med ‘din logomane varmtluftsboheme!’ vil indgå i mit vokabularium i den kommende tid.