Nørd

Moser i uglen

Normalt er jeg ikke den store ornitolog, men jeg har tilsyneladende et svagt punkt for fodboldklubber med fugle (især dramatisk udseende ørne) i deres emblemer1.

Indtil nu har min fugleaffektion ikke været noget bevidst. Men jeg kom til at reflektere nærmere over det, da jeg sammen med et par kolleger drøftede hvilke klubber man kan støde på i Premier League næste sæson.

Den hæderkronede traditionsklub Sheffield Wednesday er således med i årets play-off, og udover at besidde et af sportsverdenens allermest hipster klubnavne (‘Wednesday’), så har de også intet mindre end en ugle in deres klublogo.

Nuvel, det er de ganske vist ikke ene om2, men alligevel. Dyrk lige den frækkert af en ugle! Dyrk den!

Wednesday

Hvis ikke det er alt rigeligt til at ønske dem op i Premier League, så ved jeg ikke hvad der skal til. Og jeg håber i alt fald at de slår Brighton ud, også selvom sidstnævnte har en havmåge i deres logo. Der er trods alt forskel på fugle.

  1. se: Lazio, Crystal Palace og FC Roskilde [↩]
  2. se: Akademisk Boldklub, Universidad de Chile [↩]

Aquaterra

I 1996 var Super Nintendo spillet ‘Terranigma’ et af de videospil, jeg drømte allerhedest om at eje. Ikke kun fordi det var opfølgeren til et mine absolut mest elskede japanske rollespil, men også på grund af navnet. Prøv lige at sige det højt. Smag engang på ordet. “Terranigma”. Det lyder skønt, ikke? Smager godt. Er dragende. Eventyrligt. Gådefuldt. Man kan nærmest kun blive nysgerrig på, hvilke mysterier som gemmer sig i et videospil med det navn. Syntes jeg dengang. Og i dag, for den sags skyld.

Jeg kom til igen – efter kun 15-20 års fravær – at tænke på spillet i dag, da jeg læste en artikel om det fascinerende koncept ‘Aquaterra’1:

“Aquaterra … is the various lands now under the ocean previously populated by humans, roughly the size of North America.

Dobson calls the area “aquaterra,” a new name for the previously undefined lands that were repeatedly exposed and inundated as ice sheets advanced and retreated over the past 120,000 years. “It’s like a vast millennial tide,” he said, “as glaciers hold and release waters to the oceans, and it’s the same timeframe as the rise of modern humans.”

Although it’s scattered around the globe, in total aquaterra occupies as much space as North America, according to Dobson.

“When scientists do mention aquaterra, they often call it a ‘land bridge’ as if ancient people only used it to get from one place we know today to another place we know today. This was not just a bridge. When sea level was low, aquaterra was a vast coastal plain with population densities at least as great as those in the lands above. There were houses, roads, villages and possibly cities. It was all coastal, all flat, and mostly tropical – clearly the best place to live during the ice ages.”

 

Når I hidtil har hørt om klimaforandringerne og risikoen for oversvømmelser af lavtliggende kystområder, har I så nogensinde tænkt over hvad man kalder de områder, hvor der før boede mennesker, men som nu er dækket af hav? Og hvad der mon gemmer sig under havoverfladen?

Heller ikke mig, men for nu at blive i temaet om uopdaget land og grænser, så har jeg hermed gjort mit for at sprede ‘aquaterra’ begrebet. Der findes for eksempel det såkaldte ‘Doggerland’, et landfast område mellem Storbritanien og Jylland ca. 8.000 år før vor tid:

Doggerland.svg

Dette for os så nære eksempel på et ‘aquaterra’ blev oversvømmet ca. 6.500 f.kr. i takt med ophøret af den seneste istid. Er det ikke fascinerende? Og målt i jordens millionårs-skala, så er det nærmest sket i går.

Sætter tingene i perspektiv, synes jeg.

  1. Ironisk nok er ‘aquaterra’-begrebet udviklet af en professor ved University of Kansas i Lawrence. Udover at være hjemby for Winchester brødrene i tv-serien ‘Supernatural’, så er det af de måske mest landfaste steder på kloden overhovedet. At sidde i det tørreste Midtvesten og være ekspert i oversvømmede kystområder, må være lidt som at sidde i København og forske i korruption i Sydsudan. [↩]

Uopdaget land

Mon ikke de fleste har fulgt lidt fascinerede med efterhånden som at New Horizons har sendt billeder hjem af Pluto?

PlutoRummet er spændende, og det må også gælde for ikke science fiction fans. Se lige på den planet1. Den er da bjergtagende!

For mit eget vedkommende har de nye billeder fået mig til at tænke på grænser og uudforsket land.

I en verden, hvor der tilsyneladende ikke opfindes nye ting, de danske toge kører langsommere end for 50 år siden og hvor de bedste hjerner og mest lysende sind bliver hyret af Google til at profitoptimere deres søgealgoritmer og af griske kapitalfonde, er det herligt at få udvidet perspektivet.

For med New Horizons er vi bogstaveligt talt langt ude.

Måske helt ude ved grænsen for menneskelig opdagelse? Vi er så langt væk, at det, der er bagved, reelt er uuopdaget land. Hvilket vel er et begreb, vi ikke rigtig har oplevet i efterhånden 100 år?

For selvom det måske er en historisk anomali, så har der ikke været mere nyt at opdage på jorden i lang tid. Vi har længe ikke haft nogle dragende, mystiske og fascinerende steder at drømme om. Ingen steder på Jorden, hvor raske drenge og piger kunne spekulere ‘Hvordan mon det sted er?’.

Bevares, der er vel stadig pletter, hvor mennesker ikke kommer specielt tit.

Jeg kan huske, at jeg inden min Bedstefar og undertegnedes tur til Australien i 1997, sad og kiggede monomant på et kort over landet. Særlig området Arnhem Land var spændende:

Arnhem Land

I alle rejsebøgerne blev Arnhem Land beskrevet som noget nær ubeboet og svært tilgængeligt. I dag ved jeg så, at der skam bor mennesker i området, men dengang var særdeles spændende. På samme måde som jeg den dag i dag stadig kan fascineres over de obskure øer i det russiske polarhav. Hvem ved deres fulde fem, har ikke lyst til at besøge Arctic Institute Island? Hvem fascineres ikke, at det ukendte, der er derude? Det er da spændende.

Jeg tror, at vi som mennesker i vore dages konkurrencestat og økonomisk-rationelle samfund har brug for magi, at drømme og uopdaget land. Derfor er det så interessant, når vi ser billederne af Pluto. Fordi de minder os om, at universet er stort, uudforsket og spændende. Fordi det tilfører noget ekstraordinært til vores eksistens.

Og hvem ved, måske der også vil være ting for min Arving at fascineres og forundres over i fremtiden?

Jeg håber det.

  1. Det ER altså en planet, uanset hvad I siger [↩]

Stop Making Sense

Det har været en atypisk, men oplysende musikalsk uge. Normalt skriver bloggen The Toast mest om feminisme og slige højpandede emner, men forleden havde de et vidunderligt indlæg, ‘Big in Benelux‘, om den aktuelle hitliste i Holland og Belgien.

Ud over Stromaes überhit ‘Papaoutai’ (som jeg ikke ved om jeg skal elske eller hade), stiftede jeg her bekendskab med noget så bedårende som hollandsk hip-hop. De Jeugd Van Tegenwoordig (som gruppen meget mundret hedder. Det betyder noget i stil med ‘Ungdommen nutildags’) har med den episk grimme ‘De Formule‘ bedrevet et stærkt vanedannende mix af hip-hop, electro, blip-blop lyde (der overtager sangen fuldstændigt undervejs) og pop. Resultatet er vanskeligt at beskrive med ord, og det er – tragisk nok – den hip-hop kreation jeg har nydt mest siden Kendrick Lamars livstrætte og nihilistiske ‘A.D.H.D‘. Stærkt anbefalelsesværdigt.

Senere på ugen havde jeg fornøjelsen af at læse om og lytte til Arcade Fires nye single ‘Reflektor‘ inde på den jævnligt interessante musikblog Bloggers By Choice. Sangen er et ikke videre originalt, men dog underholdende elskovsbarn mellem !!!, Talking Heads og LCD Soundsystem.

‘Reflektor’ har udfyldt flere cykelture til og fra arbejdet i denne uge, ligesom den har ansporet til at gå på opdagelse i krydsfeltet mellem punk og funk. Fandt mine gamle albums med gruppen !!! frem, som jeg ikke havde hørt i lang tid, men som jeg var usundt betagede af tilbage i midt 2000-tallet. Lyt eksempelvis til ‘Heart of Hearts’ (2007) og ‘Hello, Is This Thing On?’ (2004). Det er mig fortsat en gåde, at de ikke fandt bredere publikum dengang.

Fremfor alt er det dog rart, at man selv her efter de 30 år forlængst er passeret stadig kan blive barnligt begejstret og ny-gammel musik.

Måske der er håb endnu.

Sig mig din musiksmag, og jeg skal fortælle dig hvad du stemmer

Stødte på et underholdende blogindlæg på The Guardian ’What does your music say about your politics?’. Indlægget er pragtfuldt. Dels ved jeg nu, at Dionne Warwick (som jeg selv finder fremragende) er fast inventar ved lesbiske fundraising begivenheder. Dels ved jeg nu også, at ’Knowledge of mid and late 90’s indie music is beneficial, but not necessary, as full training on this subject will be provided’, hvis man ønsker et job som politisk assistent for det britiske parlamentsmedlem Stella Creasy. Endelig er det i sagens natur lige præcis sådan nogle liflige, uvidenskabelige og poppede spørgsmål som sammenhængen mellem musiksmag og politiske præferencer, som kan optage mig på en forblæst torsdag.

Dette blogindlæg er udfordret af, at jeg hverken har data eller teori at bygge på. Derfor forlader jeg mig på mine trofaste følgesvende: Intuition, fordomme og vom Hörensagen.

Naturligvis udviskes grænserne i takt med tiden, men man taler jo stadig om ’sort’ og ’hvid’ musik. Det kan der selvfølgelig være medvirkende historiske årsager til (hip-hop har indiskutabelt rødder i det afroamerikanske miljø), men det er vel ikke per se nok til, at en given genre opfattes som ’sort’ eller ’hvid’. Hip-hop, r’n’b og soul (alle genre der traditionelt opfattes som ’sorte’) appellerer i dag bredt. Man kan utvivlsomt også opstøve ikke-hvide mennesker, der sætter pris på country. Tværgående genrer som pop er noget nær den fuldstændige racemæssige smeltedigel.

Alligevel er en række genre de facto stadig stærkt demografisk opdelte. Hvorfor ser man eksempelvis kun ganske få sorte musikere i rockbands? Hvorfor er en hvid rapper stadig et noget akavet fænomen? Hvorfor er der stadig så stærke kulturelle konnotationer forbundet med visse genrer?

Og blot for at vende tilbage til sammenhængen mellem politik og musiksmag: Er der visse genrer, der bare er mere venstreorienterede end andre? Eller mere borgerlige? Hvordan spiller det i øvrigt sammen med, at visse genrer nødvendigvis må kobles op på ’modkulturer’ (i.e. punk)? Hvis man lytter til en eksplicitet politisk gruppe som Rage Against The Machine, er man så nødvendigvis kapitalismekritisk og hader ’systemet’ (full disclosure: Jeg ejer deres debutalbum og holder meget af ’Killing in the Name’)? Hvis man kan lide Wagner, er man så i virkeligheden en krypto-nazist? Hvis man egentlig bedst kan lide Rihanna, er man så apolitisk? Så er der de musikere, der åbenlyst bekender sig til et politisk ståsted. Som når Bono vil frelse verden. Som når Springsteen støtter Obamas kampagne. Køber man ind på deres politiske tekster, hvis man kan lide deres musik?

Så hvad er op og ned? Hvad tænker I? Er der en sammenhæng mellem musiksmag og politik?

Kunsten ikke at få ret

Jeg er ikke en speciel god debattør live. Forfalder til at tale for hurtigt, komme lidt for nemt med spydigheder. Min argumentation fremstår (er?) slet ikke så logisk konsistent eller sammenhængende, som jeg gerne ville have det. Det er derfor jeg holder mig til den skriftlige form, hvor jeg kan kompensere for svaghederne og tænke mig lidt mere om.

Men uanset om det foregår mundtligt eller skriftligt, kan man altid forbedre sin debatetik. Personligt irriteres jeg eksempelvis meget over, at politiske debatter stort set aldrig handler om at forholde sig til indholdet i modstanderens argumentation. Måske det bare er et grundvilkår i politik, altså at man hverken kan eller skal indgå i en reel dialog med det modsatrettede synspunkt. Der findes således et hav af måder og små tricks til at afspore en debat på, måske morsomst formuleret i Schopenhauers klassiske satire ’Eristische Dialektik: Die Kunst, Recht zu Behalten’. Kynikere og sofister har alle dage været gode til den slags.

Hvis man imidlertid lider af utidig idealisme, og har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermars’k (gys!) herredømmefri kommunikation, så må man gå til det at debattere på en anden måde. Jeg blev derfor lidt inspireret, da jeg læste et indlæg på den altid interessante blog Snarkmarket:

Alan Jacobs points to a book review where the (atheist) philosopher Thomas Nagel discusses a book by the (theist) philosopher Alvin Plantinga and along the way demonstrates the highest level of intellectual engagement—of good faith. As Alan puts it:

“Having confessed that he “cannot imagine believing what [Plantinga] believes,” Nagel nevertheless must acknowledge that Plantinga is doing excellent philosophical work and that his arguments cannot be easily dismissed. Moreover, Nagel clearly relishes simply being exposed to ways of thinking so alien to his own — he obviously finds it refreshing.”

Det er altså en god pointe! Hvornår har du eksempelvist set – eller sågar deltaget – i en politisk diskussion, hvor man som udgangspunkt antog at modstanderen var i god tro? Skribenten fortsætter med en spændende model:

I’d read a whole magazine of this: people truly grappling with the very best representative of some philosophy, some belief, utterly opposite their own. Or even orthogonal to their own. At any weird angle to their own, really.

It makes me think of the Long Now debate format:

Take two debaters, Alice and Bob. Alice goes first, presenting her argument. Then Bob stands up, and before he can present his counter-argument, he has to summarize Alice’s argument to her satisfaction. So it’s basically an exercise in empathy and good faith. If Alice agrees that he’s got it right, then Bob proceeds with his argument—and when he’s done, Alice has to recapitulate it to his satisfaction.

Det ville da være forfriskende, tænker jeg. Debatter hvori man i stedet for at opstille ’stråmænd’ af modstanderens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), blev tvunget til at opstille ’stålmænd’, dvs. at man blev tvunget til at anvende god tro og forholde sig til en så stærk og ægte form af modstanderargumentet, som muligt.

Prøv lige at forestil jer, hvor meget bedre en verden det ville være!

Ugens interessante læsning

BLACK START

Små 700 mio. indere var mandag og tirsdag uden strøm. Noget med mangel på kul og en udebleven monsoon. Det var over halvdelen af befolkningen, der blev ramt. For hvem hæveautomaterne ikke fungerede, trafiklysene var blanke, togene strandede, hipster-indere kunne ikke blive tatoveret eller få sig en latté. Man må da håbe, at sygehusene i det mindste havde nødgeneratorer. Tænk, hvis det havde foregået i Danmark. Det ville have været en shitstorm uden lige. I Indien var der antageligvis en ret stor procentdel af de 700 mio. potentielt ramte, der ikke havde adgang til el i forvejen, hvorfor det strømfri samfund nok medførte begrænset skadet. Men i Danmark? Landet der kan bruge en hel sommer på at diskutere hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes?  Vi ville være i knæ i løbet af ingen tid. Og hvordan skulle vi få opdateret vores facebook og twitter. Eller sofisten.dk? Phew!

Nu kom jeg ud af en tangent. For egentlig har jeg andet på hjertet. En god omgang navlepilleri, for eksempel. For let relateret til strømsvigtet i Indien, læste jeg i bussen her til morgen om begrebet ’Black Start’. Det inspirerede mig. Hvorfor nu det? Tillad mig at citere fra begrebets wiki-side:

“The process of restoring a power station to operation without relying on the external electric power transmission network.”

Lad os for eksempel sige, at du har et vandkraftværk. Der er brug for faldende vand til drive turbinerne. Men hvordan åbner du sluserne uden en allerede eksisterende strømkilde? Det kan denondelyneme ikke være nemt (selvom wiki-artiklen anviser løsninger). Der skal en nødgenerator og en del kløgt til.

Men egentlig var det mere de popkulturelle og/eller filosofiske elementer, som betager mig mest ved begrebet. Prøv lige at sige ordene højt. Eller i hvert fald inde i hovedet. Jo, gør det nu:

BLACK START!

Jeg mener, det er jo helt åbenlyst navnet på en roman. En af de store, der forsøger at integrere alting – hvert eneste system, hver eneste følelse. Bogen fejler nok heri, men alene forsøget, skaber en anden følelse – af densitet, kompleksitet, hybris – foruden hvilke den megalomane vision om integrationen ikke ville være fuldendt. Denne følelse, denne hungren efter at skabe mening, ville være en BLACK START.

Og måske – jf. min jeremiade om venner for nylig – er flytningen tilbage til Nordjylland også en BLACK START.

En eller anden skønne dag, bliver jeg sikkert også mit eget lille veldrevne vandkraftværk, som brummer lystigt i en glitrende by af venner, sociale relationer, leg, kultur, jobglæde og virkelyst. Men det kræver, at vandkraftværket udsættes for en BLACK START.

Så i efteråret vil jeg gøre det, der skal gøres: Få fyret op for dieselgeneratorerne, så vi kan få åbnet de sluser og jumpstartet vandkraftværket. Få passet arbejdet, få indrettet lejligheden, passet træningen, se familien endnu mere, opsøge nye mennesker og fora, holde kontakterne med de gamle ved lige. Alt sammen er ting, som tager tid og som (desværre) til tider ligger mig fjernt. Flere af dem ville jeg ikke få gjort så ofte, hvis jeg allerede havde vandkraftværket oppe at køre. Men så forsøger jeg at huske, at vi er i en proces og at mine forudsætninger er fundamentalt anderledes, end de var efter ti år i København. En dag skal der nok ligge et smukt kunstmuseum eller et koncerthus i nærheden af vandkraftværket.

Men det skal black startes først. Så det må jeg se at få gjort.

Dagens quiz

En lille gåde: Hvorfor er det sjovt – altså på humaniora-nørde-måden, og ikke kun lummert – at der står ‘Foucault er bøsse – men hans diller lever’?

Hermed en lille konkurrence, og nej, det tæller ikke hvis man tager Google i brug. Jeg giver en kop kaffe til vinderen.