Lego er et djævelsk pyramidespil

Det er ikke fordi at jeg ikke forstår markedskræfterne; udbud og efterspørgsel og alt det der. Men Lego er og bliver altså et Scientology-selvudviklingskursus for børnefamilier. Man skal hele tiden købe mere. Nye sammenhængende sæt, der naturligvis stiger eksponentielt i pris. Først når man har ruineret sig selv, har man nået det øverste sakrale niveau. I en forsvindende kort periode. Altså indtil at der er et nyt personlighedsudviklende sæt, som ens arvinger kan plage en om. Og så begynder pyramidespillet ellers igen. Lige indtil de bliver trætte af Lego, og alle klodserne ender ensomme, støvede og forladte i anonyme kasser bagerst i børneværelset.

For nylig har Lego således udgivet en legetøjsserie med Super Mario, hvilket jeg formoder er en fremragende forretning for både Lego og Nintendo. For det er tårefremkaldende dyrt. Klodserne på dette billede repræsenterer således en udbetaling i omegnen af 750 kr.

Det burde være åbenlyst for de fleste, at det er vanvid. En grotesk prissætning. En gedigen svinestreg. En vederstyggelighed. Men jeg betaler det. Naturligvis gør jeg det. For udover at være et perfekt gateway drug til at lokke uskyldsrene børn ind i Nintendos klør, så er der et stort marked af nostalgiske midaldrende og nørdede mænd. Sådan én som mig. Vi er klar til at betale herfra og til evighed for at blive mindet om, at der var engang, hvor vi ikke var så trætte, sure og

Så Lego har fat i den lange ende. De ved at folk er villige til at betale langt mere for byggesæt i deres mere prestigefyldte serier – i.e. Super Mario, Harry Potter, Star Wars – end for deres inhouse franchises. Og det er uanset, at kvaliteten, opfindsomheden og legeværdien ofte er højere i deres Ninjago-univers. Jeg må derfor arbejde på at få den Ældste til at ønske sig mere Ninjago, da jeg i længden ikke vil betale absurde summer for fesne busser eller et crappy hus.

Men det er altsammen ønsketænkning. De næste par år jeg med i Lego-sekten. Uanset hvor ondt det gør. Man vil jo gerne gøre de dumme unger glade.

Med 52 mio. solgte enheder af Nintendo Switch, overgår den nu det samlede salg af min elskede Super Nintendo. Det forstår jeg egentlig godt. Switch’en er en skøn konsol, som jeg har tilbragt (alt for) mange timer sammen med det seneste halve års tid. Mestendels intenst optaget af mesterværket ‘Octopath Traveler’, men den seneste måned også af retrorollespil som ‘Final Fantasy’ IX og XII. Switchen leverer på alle fronter, og jeg er vild med den 🎮

 

Jeg tror egentlig at det bedste ved genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ er at det er en enestående mulighed for at gøre mine børn ligeså hooked, som jeg selv er det. Bortset fra det er genudgivelsen udført med stor kærlighed og nænsomhed. Årets videospil for os.

Switch

Jeg er vild med min nye Nintendo Switch, det er en pragtfuld maskine. Jeg har udskudt købet af den i længere tid, men nu kunne jeg ikke rigtig finde på flere overspringshandlinger. Forleden lørdag blødte jeg adskillige tusinder kroner i den lokale Gamestop, og siden har jeg været tryllebundet.

Man kan selvfølgelig altid diskutere det begavede i, at jeg overfører tid fra jobsøgning, boligjagt, nærvær med familie og venner, motion, politisk aktivitet, at lære et håndværk og klog boglæsning til at spille videospil. En nogenlunde ædruelig analyse ville nok nå frem til, at en 37-årig familiefar kunne finde på mere konstruktive ting at bruge sin tid på.

Men det glemmer jeg rask væk, når først musikken spiller.

Og det har været skønt at genoplive min passion for ‘Final Fantasy’-spillene igen, de er alle blevet genudgivet i nye remastered udgaver. Det samme er min evergreen ‘Zelda: Link’s Awakening’, som jeg allerede nu forudser vil fylde en god del af min oktober måned.

I en tid med lidt vel mange bekymringer, så har det været befriende med en smule eskapisme. Den virkelige verden skal nok melde sin ankomst tids nok.

Mit liv er komplet

Vidunderligt nyt! Først offentliggjorde Nintendo at de genudgiver ‘Zelda: Link’s Awakening’ til deres Nintendo Switch. Nu udgiver Square så – med en mindre forsinkelse på 25 år – for første gang ‘Seiken Densetsu 3’ udenfor Japan.

Jeg har været fan af spilserien siden 1993, og den fortabte 3’er har smertet mig igennem alle disse år. Måske jeg nu endelig kan få lidt ro i min martrede sjæl? 

Uanset hvad kan jeg ganske enkelt ikke længere forsvare det moralsk og etisk at undlade at købe en Switch. 

Og nu til noget ganske andet

Købte en Wii U i weekenden. Bevares, ville måske i virkeligheden gerne have købt den nye Playstation Pro, men husstanden har mere brug for en konsol, som kan spille børnevenlige spil. Og i virkeligheden har jeg jo altid – deres infantile linje til trods – inderst inde holdt mest af Nintendo. Blevet meget positivt overrasket over, at man kan købe dele af det gamle Nintendo bagkatalog i deres såkaldte Virtual Console. Ganske vist ingen af mine personlige kæpheste som Chrono Trigger, Final Fantasy 6 eller Secret of Mana, men til gengæld mange af Nintendo-Nintendo spillene: Stort set alle Mario spil og (især vigtigt) Zelda-spillene.

Mario Kart 8 fulgte med maskinen, og jeg købte et par Mario-spil oveni også. Tror det er noget Arvingerne vil kunne lide, når der kommer lidt mere øje-hånd koordination ind over. Allerede nu er den ældste vild med Mario Kart. Det er sjovt for ham at en ‘saur’ (dvs. Yoshi) kører i bil, og at der hopper delfiner rundt på en af banerne (hvor man tilmed også kører ovenpå en stor fisk!). Bliver sjovt at køre mod ham en dag.

Skal dog have købt nogle andre controllers. Blev besnakket af ekspedienten i Gamestop til at købe nogle inferiøre kopier, og de er virkelig ikke gode – eller også ved jeg blot ikke, hvordan man skal bruge dem. Har heller ikke helt luret hvilke aggregater man skal bruge til ‘bevægelsesspillene’, som jo var dem, som Wii’en oprindeligt blev kendt for. Har dog kompileret en liste over spil, som vi skal vælte rundt i stuen til.

Måske er det et lidt fjollet køb, nu hvor Nintendo Switch snart kommer. Reelt har jeg købt en forældet maskine. Men det er ok. Tror vi får glæde af den. Og hvis ikke andet, så får jeg selv spillet nogle af de, suk, “gode, gamle” spil – og kan opdage nogle af klassikerne fra NES’en.

Nygammel nostalgi

Noget af det jeg begræder allermest er, at alle mine Game Boy spil fra begyndelsen af 90’erne er forsvundet. Jeg havde dem ikke med, da jeg flyttede hjemmefra. Og selv efter at have finkæmmet barndomshjemmet adskillige gange, så kan jeg ikke finde dem. Min tese igennem efterhånden en del år er, at min storebror engang har lånt dem og siden forvildet dem bort. Han benægter selvsagt hårdnakket, men det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været så sløsagtig med min lillebrors Game Boy spil.

Det er gået noget ned af bakke med mit videospilleri de senere år.

Nogen vil sikkert hævde, at det hører med til at blive voksen, fornuftig og ansvarlig. Selv vil jeg sige, at jeg i dag spilder tiden på familie og arbejde fremfor at bruge den på nyttige og brugbare aktiviteter som min Game Boy, Super Nintendo og Playstation. Det er meget ærgerligt.

De sidste fire-fem år har jeg da også et par gange gjort behjertigede forsøg på at genantænde mine let infantile passioner.

Sidste vinter købte jeg genudgivelsen af Final Fantasy X til Playstation 3, ligesom jeg i 2011 købte Final Fantasy XIII-2. I efteråret 2013 genfandt jeg én af mine helt store kærlighedsaffærer, Zelda: Link’s Awakening, i en snusket brugtbutik i Aalborg. Jeg hyldede min ubetingede favorit, Final Fantasy VI, da spillet fyldte 20 år i foråret 2014. Og indimellem har jeg købte reissues af gamle japanske rollespil i takt med at de er kommet i nye udgaver til min iPhone.

I går investerede jeg imidlertid i en række originale Game Boy og Game Boy Advance spil. Det drejer sig om følgende perler:

Jeg har desværre ikke kunne finde det spil, jeg allerhelst gerne vil købe: Zelda: A Link to the Past (2003), men det lykkes vel en dag. De fem nye familiemedlemmer ovenfor er dog også værd at fremhæve

DuckTales og Super Mario Land er to af de spil, der på mystisk vis er forsvundet fra mit barndomshjem. Begge er platformsspil, som jeg kun kan betragte igennem lyserøde nostalgiske briller. Lyt eksempelvis til den mesterlige 8-bit udgave af DuckTales’ episke intromusik og se dets vidunderlige gameplay. Og en dag skal jeg ved lejlighed skrive et udførligt indlæg om Super Mario Land, for det er et spil, jeg har endog særdeles stærke meninger om og følelser for.

Sword of Mana er opfølgeren til et af mine all-time yndlingsspil: Secret of Mana (1993). Jeg glæder mig ganske ustyrligt til at prøve det. De to Zelda-spil er mest købt fordi jeg gerne vil se hvor gode de er. Det opnår næppe Link’s Awakening status i min tilværelse, men mindre kan også sagtens gøre det.

Nuvel, samlet set kan det sikkert virke særpræget af man investerer i spil til en maskine, som jeg helt tilbage i 2009 ønskede tillykke med 20 års fødselsdagen. Men ja, jeg bliver vel stedse mere nostalgisk som tiden går, og med alle de ting, jeg holdt af i alderen 10-14 pludselig er blevet 20 år gamle. Det er en grum oplevelse.