Blue Monday

Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.

Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.

Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.

Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.

Love Will Tear Us Apart

En af mine yndlingspåstande i muntre musikdiskussioner er, at alt god musik stammer fra perioden 1987-1991. Jeg skal gerne indrømme at udsagnet nok er at stramme sandheden en smule (ok, så lad os da sige 1977-1991!) , men forholdsvis mange af mine yndlingssange er rent faktisk fra den periode.

Derfor er det lidt trist for undertegnede at Tony Wilson døde fredag døde 57 år gammel. Monsieur Wilson var igennem sit pladeselskab Factory Records stærkt medvirkende i at skabe rammerne for opblomstringen af musikscene i Manchester. Selskabet udgav plader med Joy Division, New Order og Happy Mondays – alle regerende guder i min musikverden. Endvidere grundlagde han firsernes og starthalvfemsernes måske mest berømte natklub The Haçienda. Klubben blev omdrejningspunktet for acid house bølgen og ‘Madchester’ scenen fra netop 1987-1991. Wilson var derfor med til at skabe urimeligt gode bands som Stone Roses og The Smiths, samt housemusikken i almindelighed. Selvom jeg ikke er helt stolt af det, kan man også argumentere for at den rædderlige britpop i halvfemserne skylder meget til Tony Wilson. Hans musikalske arv er ganske enkelt enorm, og er bl.a. skildret i den ganske underholdende film ’24 Hour Party People’.

Jeg vil holde den gode Tony hellig ved udelukkende at lytte til Manchester musik den kommende uge.

PS. Nej, det inkluderer ikke Oasis. Eeew.