Where is my mind?

Det værste ved fremtiden er, at den er så sørens svær at spå om. Talte en del med min far inden koncerten i går om hvordan den ‘sådan nærmeste fremtid’ ser ud. Og, halli-hallo, det er jo den slags samtale emner som kan gøre een mere eller mindre perpleks.

Som det ser ud nu, så afleverer jeg speciale den 1. februar. Nu skal det selvfølgelig lige skrives først (mindre detalje!), men det er i hvert fald den deadline Henriette og jeg arbejder med. Men hvad så bagefter? Så er det at det begynder at blive tricky. For jeg ved ikke om jeg kan fortsætte på min arbejdsplads, og selv hvis jeg kan, så bliver det næppe i min nuværende afdeling. Spørgsmålet er jo så om man skal til at søge noget efter noget andet. Alternativt kan jeg jo undlade at søge merit for min Prag-praktikopgave, først blive færdig i sommeren 2007 og så se om man måske kan komme ud og få opfyldt en af de gamle drømme. Jo, der er i sandhed masser af ting at tænke over og blive i tvivl omkring, især når man er universets mest vægelsindede mand.

Jag rear ut min själ! Allt skall bort!!!

Fik for et stykke tid siden tilsendt en af disse hersens rædselsfulde kædemails, hvori man skal skrive hvad man laver osv. Da jeg indså, at jeg alligevel ikke kunne tage mig sammen til at genere mine omgivelser ved at sende mailen videre, så vil jeg hermed udfylde den her. Woo-hoo. Eller noget.

Hvor bor du?
Jo, altså, jeg bor stadig på Nordisk Kollegium på Østerbro. Og det bliver jeg nok ved med til at jeg engang får slæbt min dovne mås til at færdiggøre studiet.

Hvad laver du til hverdag?
Jeg læser Statskundskab og arbejder i en erhvervsorganisation i fritiden. Derudover er jeg aktiv i ‘Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea’. Næh hov. Det sidste var løgn.

Hvilken bog læser du lige nu?
Uf! Et af de der du-bør-jo-læse-skønlitteratur-spørgsmål. Det ærlige svar må blive ‘Ingen’, hvis man undtager faglitteratur. Forsøgte at læse Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer (lånte den af min kollega Anne Grete) for nylig, men gik død i den. Ellers så var den seneste bog jeg læste vist Douglas Coupland Hey Nostradamus!. Og det er ved at være et pænt stykke tid siden.

Hvilken kunstner ligger i din cd-afspiller?
Min afspiller er i skrivende stund til reperation (piv-piv!), så der ligger sådan set ikke nogen. Hører i stedet meget musik på computeren. I skrivende stund lytter jeg til det nye Flaming Lips album. Og selvfølgelig M83.

Hvilket motiv har du på din musemåtte?
Den er rød, med teksten ‘I am a naughty boy’ stående på sådan cirka 40 gange. Fik den af min gamle kollegiegang. Var nok et dybere budskab i det. Antager jeg. Hmmmm.

Favorit blad(e)?
Economist, Weekendavisen, Mandag Morgen og Euroman (sidstnævnte når når jeg er ved frisøren).

Favorit dufte?
Frisklavet kaffe.

Yndlingslyd?
Keyboardstykket i Human League’s Don’t you want me?. Og lyden af hjem.

Værste følelse i verden?
Ensomhed.

Hvad er det første, du tænker på når du vågner om morgenen?
Jeg tænker ikke så tidligt på dagen.

Yndlingsfarve?
Sort (rent tøjmæsigt), men ellers kan jeg rigtig godt lide grøn.

Hvor mange gange når telefonen at ringe, inden du tager den?
To-tre gange.

Hvis du af en eller anden grund skulle skifte for- eller efternavn, hvad skulle du så hedde?
Mit navn er sært, men det er mit, og jeg ønsker ikke at hedde andet.

Hvad skal dit barn hedde?
Don’t get me started….!!!!! Ingen anelse, men jeg ved ihvertfald hvad han/hun IKKE skal hedde.

De(n) vigtigste “ting” i din verden?
Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men det vigtigste for mig er selvfølgelig de mennesker jeg holder af. Og at blive lykkelig selvfølgelig.

Favoritmad lige nu?
Jeg elsker thai-mad og ristaffel. Min søsters pastatærte er heller ikke at foragte. Det samme gælder min mors madlavning i almindelighed.

Elsker du at køre stærkt?
Nej, jeg hader at køre bil, og har ikke siddet bag rattet i tre år.

Sover du med et tøjdyr – og har det et navn?
Nej og nej.

Tordenvejr – flot eller skæmmende?
Så længe jeg er indenfor, så er jeg ret indifferent.

Hvis du kunne vælge at møde en bestemt person (død eller levende)?
Tomáš Masaryk, John Locke, Douglas Coupland og forsangeren for Briskeby. Oh, og Scarlett Johansson selvfølgelig.

Favorit drink/alkohol?
Pilsner Urquell

Hvad er dit stjernetegn?
Skytte

Hvis du kunne vælge hvilken som helst profession, hvad skulle det så være?
Verdenshersker.

Har du nogensinde været forelsket?
Ja.

Hvor mange fingre på tastaturet?
For få.

Hvad er der under din seng?
Min dyne og hovedpude.

Favorittal?
Har ikke noget.

Hvilken sport ser du helst på tv?
Gider ikke se andet end fodbold.

Ord/vending du bruger (for) tit?
‘Okidoki’, ‘fabelagtigt’ og ‘brilleabe’

Hvem/hvad kan gøre dig lykkelig?
Orv. Den var værre. Spørg mig igen når jeg holder op med at tvivle på alt.

Se så, det blev I jo ikke klogere af, men det gjorde Spydigper fra Amager nok – hun mente ikke at jeg ville svare på spørgsmålene. Tag dén, din charlatan!

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.