How we used to live

2012 bliver et transitions-år her i husholdningen. Først og fremmest bliver Den Bedre Halvdel færdig som læge. Hun skal derefter ud i det, der i gamle dage hed ‘turnus’ (og som i dag på bedste newspeak-vis er omdøbt til ‘Klinisk Basis Uddannelse’). For de ikke-medicinstudium-belæste, så er KBU’en et års praktisk uddannelse på et hospital, inden at de nye cand.med’er må virke som læger i det danske sundhedssystem.

Den store finte ved KBU’en er, at man ikke selv bestemmer hvor i landet, at den finder sted. Fordelingen af uddannelsespladser sker via lodtrækning. De medicinstuderende trækker således et nummer (fra 1 til 400). Den med laveste nummer bliver førstevælger til de opslåede KBU-pladser, mens nummer 400 må tage til takke med det, som ingen andre vil have. Da de færreste studerende har lyst til at forlade Århus og  København efter at have haft tilværelsen der igennem studietiden, så er det i sagens natur altid pladserne på hospitalerne i de byer, som bliver valgt først. Siden følger pladserne i pendlerafstand fra de store byer. Til sidst følger så uddannelsespladserne ved hospitalerne i Udkantsdanmark.

Systemet med KBU-lodtrækningen er et tveægget sværd.

Hvis man (som jeg!) efterhånden har tilbragt en del aftener i middagsselskaber med medicinstuderende, så har man med tiden hørt en del gange hvor ondt og uretfærdigt systemet er. For ih, hvor er det dog dybt, dybt urimeligt, at man kan blive tvunget til Viborg, når man nu har opbygget sin tilværelse i København. Hvorfor skal man dog tvinges ud? Er stavnsbåndet ikke ophævet, eller hvorledes?

På den ene side kan jeg godt forstå synspunktet, særlig hvis de pågældende studerende har været så letsindige at få børn undervejs i studiet. Det er heller ikke udpræget nemt at lokke en evt. husbond/ægteviv med til provinsen for et år, især hvis vedkommende allerede har et job i København. Så står der langdistance på programmet, en tilstand jeg har forståelse for ikke er decideret morsom.

På den anden side, så tror jeg de danske medicinstuderende glemmer hvor priviligerede de egentlig er. Systemet sikrer dem jo faktisk en uddannelsesplads, uanset hvad de har bedrevet under studierne. I Sverige skal de medicinstuderende selv søge deres uddannelsespladser, på linje med at søge et job. Hvis du har dårlige karakterer, så får du ikke en god uddannelsesplads, period. Og selv hvis du er dygtig og vil have en uddannelsesplads i eksempelvis Stockholm, Göteborg, Uppsala eller Lund, så må du forberede dig på at skulle arbejde som uklassificeret reservelæge i op til et år før du går igang med uddannelsen. I Danmark kan du komme igang med det samme.

Endelig medfører de studerendes København/Århus-centrisme, at de vægter geografiske hensyn alt for højt i forhold til læring og kompetencer. For sagen er den, at de mindre hospitaler i provinsen gør meget mere ud af at uddanne deres medicinstuderende samt at sikre dem et behageligt ophold. Når fagforeningen Yngre Læger laver rankings over de studerendes tilfredshed med KBU-opholdene, så scorer provinshospitalerne altid højest, mens hospitalerne i hovedstadsregionen og Århus havner i bunden.

Hospitalerne i provinsen har simpelthen en meget konkret egeninteresse i at de studerende er glade for KBU-opholdet, for det er en måde at sikre rekrutteringen af kvalificerede læger. Hvis man var glad for sit uddannelsesophold, så er chancen for at man bliver hængende i en introstilling og siden et speciale meget højere. På Rigshospitalet er de derimod grundlæggende ligeglade med deres KBU’ere, for folk skal nok søge pladserne alligevel – uanset kvaliteten af undervisningen eller arbejdsmiljøet.

Tingene kompliceres yderligere af, at man med omlægningen fra ‘Turnus’ til ‘KBU’ skar et halvt år af uddannelsen (vi skal jo alle hurtigere igennem pølsefabrikken). Tidligere var man sikret ophold på både medicinske og kirurgiske afdelinger samt et halvt år i almen praksis. Nu får man kun to ud af de tre, så man kan med et lavt lodtrækningsnummer risikere at få en fagpakke uden medicinsk ophold – hvilket gør én de facto uansættelig i en  kommende introstilling. Endelig er der en udbredt snob-effekt på Rigshospitalet og omegn, hvor det betragtes som mindre fint at have haft sin KBU uden for København. “Det er svært at komme ind i varmen og i betragtning til de spændende stillinger, hvis du ikke har skabt dig et netværk i København under KBU’en“, som en af Den Bedre Halvdels jamrende stud.med veninder sukkede til et middagsselskab i Bruxelles for nylig.

For Den Bedre Halvdels vedkommende, så skal hun trække sit KBU-nummer her i det tidlige forår.

Som indikeret ovenfor, er der meget på spil. Et lavt nummer og en plads i København vil selvfølgelig være det nemmeste qua at vi har Jordhulen på Østerbro. Omvendt var hun kisteglad for sit lægevikariat i Hjørring, og ingen af os drømmer på sigt om en tilværelse i hovedstaden. Så vil et ophold i provinsen være så slemt? Og hvad med ham Brøleaben i Bruxelles? Skal det være langdistanceforhold lige indtil KBU’en er ovre (estimat pr. 21. februar 2012: 19 måneder)? Og hvad med efter KBU? Hvor skal vi så bo? Hvad med hendes forjættede hjemland Sverige, hvor hun jo sådan set gerne vil tilbage til engang? Kan førnævnte papirnussende Brøleabe overhovedet finde blot nogenlunde begavet beskæftigelse derovre?

Så jo. Det er et transitionsår, hvor visse ting afklares, men hvor der også skal træffes nogle ret fundamentale beslutninger om fremtiden.

Formende

Stødte på øvelsen “The top 10 books which have influenced your view of the world” ovre på Daniel Drezners blog. Nu er han ganske vist professor og grifler først og fremmest om international politik, så der er ikke overraskende en del teoritunge bøger om emnet på hans liste. Samme akademiske niveau kan jeg ikke være med på, men greb mig alligevel i at bruge noget af arbejdsdagen på at sammensætte min egen liste. Her er de ti bøger, som har spillet en rolle de sidste 28 år:

Frank Herbert – ’Dune’ (1965)

Jeg læste første gang ’Dune’ i gymnasiet og blev blæst væk. Indtil da havde sci-fi i min verden først og fremmest været lig med ’Star Wars’ filmene, men pludselig kunne genren indeholde meget mere: Politik, religion, ørkenplaneter og en masse trippet filosofi, der helt sikkert var udtænkt af Herbert i en LSD-rus. ’Dune’ sagaen blev fortsat i en lang række bøger, der sådan set alle var udmærkede, men ikke havde samme shock and awe virkning som originalen. Det er stadig min all-time yndlings sci-fi bog.

Douglas Coupland – ’Microserfs’ (1995) (eller: ’Polaroids from the Dead’ (1996) eller ‘Girlfriend in a Coma’ (1998))

Jeg har svært ved at vælge mellem de tre, da de som sådan alle er ‘den samme bog’. Skrevet i Couplands glanperiode, er de indbegrebet af hipster og hyperironisér-alting, som ramte mig rent i gymnasietiden. Coupland blev aldrig ligeså god igen, selvom både ’Hey Nostradamus!’ (2003) og ’Eleanor Rigby’ (2004) faldt i min smag.

Isaac Asimov – ’Foundation’ (1951)

Endnu en old-school sci-fi bog. Asimov havde en fantasi som ingen anden, og var en mester i at opbygge fantasiuniverser. Hans bøger har tjent til mange fantasiflugter for undertegnede igennem årene.

Peter F. Hamilton – ’The Reality Dysfunction’ (1996)

Sommeren 2008 købte jeg ‘The Reality Function for at have den med på sommerferie til Magadino. Jeg er ikke blevet så imponeret af en bog de sidste ti år, læster i den konstant. Den rummer ALT hvad en sci-fi bog skal, og åbnede mine øjne for space opera genren. Til tyder krydsede den over i horror, hvilket blot gjorde den endnu bedre. Dens to efterfølger var også fremragende, men ’Reality Dysfunction’ er uden tvivl det bedste skønlitteratur jeg har læst på denne side af de 25.

Hans Jørgen Nielsen – ’Fodboldenglen’ (1979)

En typisk dansklærerbog, men jeg elsker den stadig hæmningsløst. Bogen handler om politik, 70’ernes desillusion ungdomsoprøret og sidst, men bestemt ikke mindst: Fodboldklubben Fremad Amager. Betød meget for min opfattelse af dansk litteratur, som jeg ikke havde interesseret mig synderligt for.

Paul A. Sabatier: ’Theories of the Policy Process’ (1999)

I foråret 2004 fulgte min bachelormakker (og senere specialemakker) Henriette og jeg et udbud policy processer, som dengang var noget af det hotteste man kunne diskutere indenfor forvaltningspolitik. På pensum var adskillige kapitler fra ’Theories of the Policy Process’, og jeg forgudede bogen, som blev benytttet som teoriramme for både BA-projektet og specialet. Jeg bladrer stadig af og til i bogen, eftersom at policy proces analyse er nogenlunde det eneste indenfor politologien, som jeg synes er genuint spændende. Hvis jeg engang skal skrive et phd-projekt, så er jeg ikke i tvivl om, at Sabatier også vil være min bedste ven på det tidspunkt.

John Darwin – ’After Tamerlane: The Rise and Fall of Global Empires’ (2008)

Mit første spæde forsøg ud i at læse historiebøger. Det var en stor oplevelse, særligt fordi jeg er til salg for store, sweeping verdenshistoriebøger. Historiebøger er nu min primære last, når jeg står i en boghandel.

Dunleavy & O’Leary: ’Theories of the State’ (1987)

Er alle statskundskabere på KU’s bibel. Introbogen til selve faget statskundskab/komparativ politik, og den er så fremragende, at den stadig benyttes her 23 år efter sin udgivelse. Bevares, man kunne nok godt ønske sig at nyere teoriretninger indgår, ligesom at marxisme afsnittet næppe ville være så omfangsrigt, hvis bogen var skrevet i dag. Men det er skønhedsfejl. Bogen er en guldgrube, som jeg stadig kan finde på at kigge i.

John Kingdon ’Agendas, Alternatives and Public Policies’ (1984)

Endnu en klassiker indenfor policy process analyser, og det måske mest elegant fremførte argument, som jeg endnu har læst. Formende for hvordan jeg tænker politik og beslutningsprocesser.

Peter Hall & Rosemary Taylor: ’Political Science and the Three New Institutionalisms’ (1996)

Ganske vist ikke en bog, men snarere en artikel i tidsskriftet Political Studies. Er også em golden oldie i på statskundskab. Åbnede mine øjne for den historiske institutionalisme, som jeg stadig holder meget af som teori og forklaringsramme for sociale fænomener.

Set i bagspejlet er antallet af finlitterære bøger ret begrænset, ligesom jeg sikkert har glemt nogle vigtige børnebøger. Astrid Lindgren kunne snildt have været med på listen, men så havde jeg været nødt til at indrømme, at jeg altid tudbrøler til slutscenen i ’Brødrene Løvehjerte’. Ak og ve.

Hvilke bøger har formet jer?

Lost in You

For et par uger siden var jeg til komsammen hos store dele af svigerfamilien. Det blev en særdeles fornøjelig aften i Lyngby, hvor jeg – naturligvis – fik charmeret mig ind i alles hjerter. Man er vel en sand gentleman, og så er den slags jo en smal sag. A-hem.

Eneste lille kurriosum var da jeg under opvasken – som jeg naturligvis tog aktiv del i – blev spurgt: ‘Hvad laver du så i din fritid?’. Mein Gott! Den var værre. Hvad svar skal man give i den situation? Jeg var fuldstændigt blank. Da jeg stadig trællede rundt som stud.scient.pol, kunne jeg jo altid undskylde mine kedsommelige interesse for at læse nyheder fra Tjekkiet, de manglende fysiske aktiviteter og mit pinlige fravær i det københavnske kulturliv med, at jeg jo skulle læse. Men det kan jeg ikke rigtig nu.

Den følgende tid grublede og spekulerede jeg. Min sjæl martredes og jeg gik igennem op til flere skærsilde for at finde et svar. Hvorfor kunne jeg ikke berette om alle de ferniseringer jeg har været til, alle de motionsløb jeg har mestret og alle de højkulturelle bøger jeg har fået fortæret? Hvorfor bruger jeg mest af alt tid på at læse obskure hjemmesider om irrelevante emner? Jo, først og fremmest er jeg ganske doven og lad. Det kan jeg næppe snige mig uden om. Kombineret med et narkomant behov for at være opdateret om verdens aktuelle tilstand betyder det, at diverse sære nyhedshjemmesider og blogs bliver flittigt besøgt.

Noget helt andet er, at jeg jo grundlæggende har fyldt min fritid ud med to vidunderlige skabninger det seneste halve års tid. Den ene er svensk og er endog særdeles sympatisk og knuselskelig. Den anden er amerikansk og en manipulatorisk satan. Om end jeg kunne skrive utallige rosenrøde indlæg om den førstnævnte person, så vil jeg denne gang fokusere på den anden. Jeg taler naturligvis om Ben Linus – den ondeste skurk i en tv-serie nogensinde. Begrænsninger i tid og rum (jeg skal afsted til Kastrup Lufthavn lige om lidt) betyder at jeg ikke kan yde ham fuld retfærdighed denne gang. Men lad mig blot sige det således: Lost og i særdeleshed Ben optager utrolig meget af min bevidsthed. Således fyldte det mit hjerte med megen fryd, at jeg efter en Lost-test på Facebook kunne smykke min profil med de vidunderlige ord: ‘You are Ben Linus’. Så kan man vist heller ikke bede om mere her i livet.

Men nu kommer sæson fire jo først i USA i februar 2008. Og det er lang tid for en narkoman at vente halve år på det næste fix. Derfor var det med et primal skrig af lykke at jeg opdagede, at der er blevet frigivet de såkaldte ‘Lost: Missing Pieces’, små filmklip på to-tre minutter hver, hvori baggrundshistorien udvides. Det er naturligvis blot en teaser for at holde interessen fanget ind til sæson fire kommer. Men du fredsens, hvor er det atter vanedannende. Nu troede jeg lige at jeg skulle til at have indhold i min fritid, men nej – det skal Lost og i særdeleshed Ben nok få sat en stopper for. Det siger vel nærmest sig selv, at det hidtil bedste af Missing Pieces er det hvori Ben optræder. Han spiller skak med Jack, og er præcis ligeså underspillet ond, manipulatorisk og skarp som han plejer.

Jeg ved godt at det ikke er sundt – og da slet ikke for indholdet af min fritid. Men jeg glæder mig altså vanvittigt meget til februar.

…och slutet har just börjat.

Så er der vist ingen vej udenom. Da jeg kom hjem fra arbejde ventede en stiv konvolut på mig udenfor døren. Fra Københavns Universitet endda. Så ved man ligesom at klokken er slået. Postbudet havde tilmed valgt ikke at tvinge den igennem brevsprækken, hvilket de ellers ikke plejer at have de store skrupler med. Så er der for alvor noget i gære.

Nuvel, charlatanerne på det Samfundsvidenskabelige Fakultet mener tilsyneladende, at jeg den 11. april 2007 opnåede titlen Candidatus Scientarium Politicarum. Det har jeg ihvertfald nu en indskannet underskrift (classy move, KU, virkelig classy!) fra Dekanen der bevidner. Så jeg bør vel pakke mine tidligere mavesure brokkerier sammen. Og det er jo godt nok. Og hvor så hen nu?

Første skridt er vel at få intensiveret boligjagten. Så snart jeg får orienteret kollegiet om min studeafslutning, så tæller nu-får-du-snart-sparket-ud-herfra uret jo. Det er ubetvivlsomt vældig klichéfyldt at tænke lummer sentimentale/små bitre tanker i stil med ‘hvor blev de sidste fem-seks års tid af?’, men jeg kan ikke helt befri mig for dem.

Fik man nu det ud af tiden som ville? Jeg kom jo aldrig til de varme lande og nationbuilde. Og jeg har endnu ikke studeret i USA. Og jeg fik aldrig gaflet det sagnomspundne studiejob i UM, hvilket jeg ellers altid ævlede om i starten af studiet. Af en eller anden grund sidder jeg her med en kandidatgrad i hånden og en formodning om at der er et eller andet mere jeg burde have sagt og gjort. Måske det blot skyldes min (fejlagtige?) kobling af ‘ungdom’ og ‘studier’. I min verden er man gammel og grå når man er færdig med at læse. Ikke at jeg har noget imod at tjene flere penge og få mere interessante arbejdsopgaver, men tilværelsen er bare anderledes indrettet nu end for blot nogle måneder. Og det er jo godt nok. Man skal jo blive voksen på et tidspunkt. Og egentlig er jeg ikke blind for at mit ynk-ynk-ynk er noget hyklerisk. Der er jo mange andre hvis tilværelse med job, seriøse økonomiske aktiviteter og slige sager, starter langt tidligere end min. Så der er ikke meget at tude over. Men derfor kan man jo godt benytte lejligheden til at reflektere lidt over sin tilværelse.

Jeg blev forleden spurgt hvor meget anderledes jeg er nu end dengang jeg flyttede til København og begyndte at læse. Godt spørgsmål. Meget anderledes tror jeg. Alene hvis jeg genlæser mine første blogskriverier fra april 2005, så synes jeg der er tale om en klar progression. For ikke at nævne den famøse Top 100 fra samme år. Efter jeg er blevet en sat og etableret herre, så er jeg næppe i stand til at opstøve samme muggenhed og nihilisme som jeg var dengang. Og det må jo være et fremskridt.

På det studiemæssige plan ved jeg ikke rigtig om jeg er rykket mig. Der er flyttet nogle andre scient.pol’er ind på kollegiet for nylig, og jeg spekulerer nogle gange på om jeg ævlede ligeså meget omkring åh-hvor-hårdt det er at skulle til eksamen i metode og økonomi, som de gør nu. Måske. Jeg kan ikke huske det. Måske det skyldes min grundlæggende manglende akademiske interesse, og det hele derfor bliver lidt sløret. Erindrer ikke at jeg brugte så meget krudt på at synes mit studie var trangt.

En dag burde man konsultere Fuldmægtigen i Sydhavnen for at høre hendes vurdering af metamorfosen. Hun må nærmest være den der ved det bedst. Det må være navlepilleri nok for denne omgang. Jeg skal nok melde tilbage når jeg har fundet ud af hvad det var jeg manglede at få gjort.

Future of the Future

Heureka! Jeg har lige fundet ud af hvad jeg gerne vil lave når jeg bliver stor! Det kræver ikke engang særlig meget. Blot en Ph.D fra Stanford, et netværk af utrolige dimensioner, samt en arbejdsetik som jeg næppe kan fremprovokere hos migselv. Men skidt pyt. Man skulle da være et skarn hvis man aflivede sine drømme pga. den slags petitesser. Fordi jeg VIL arbejde hos Eurasia Group i New York.

Selv om jeg selvsagt i udpræget grad holder af at wrestle med så knuselskelige størrelser som EU’s 7. rammeprogram for forskning, fødevare teknologiplatforme og Direktoratet for FødevareErhverv, så er det – diplomatisk formuleret – ikke altid det der får mig til at ligge søvnløs af spænding om natten. Og når ens barselvikariat udløber engang næste forår, så er det jo ikke decideret ulovligt at spekulere over hvad man gerne vil beskæftige sig med bagefter.

Hvordan har jeg så fået den pludselige tvangstanke, at jeg rent faktisk skulle have et mål i mit arbejdsliv? Jo, såmænd: Da jeg stoppede som student i min gamle afdeling, fik jeg et par bøger i afskedsgave. Den første var Freakonomics af Steven Levitt, en forståeligt nok ganske populær bog, hvori den tidligere modtager af den prestigefyldte John Bates Clark Medal benytter økonomiske principper og modeller til på ganske pudsig vis, at undersøge en række problemstillinger såsom ‘Why do drug dealers still live with their moms?’, ‘How is the Ku Klux Klan like a group of real-estate agents?’ og ‘Where have all the criminals gone?’. Jeg kværnede den med stor glæde hurtigt i løbet af et par dage, mens den anden bog jeg fik smidt i nakken, ‘The J-Curve: A New Way to Understand Why Nations Rise and Fall’ af Ian Bremmer, har fået lov at ligge i noget længere tid.

Nu har jeg imidlertid opsagt mit abonnement på Weekendavisen, så der er blevet frisat noget ekstra tid/kapicitet til at læse andet end den og Economist. Derfor kastede jeg mig i går aftes over Bremmer’s bog og halli-hallo, den er fabelagtig. Efter en befriende kort gennemgang af hans i øvrigt ganske praktisk anvendelige teorimodel, kommer man direkte over i den bedste og mest koncise analyse af Nord Korea som jeg har læst længe (denne artikel giver et indblik i hans tanker). Jeg er nu godt i gang med hans analyse af Cuba og det virker lovende. Forudser at jeg nok skal få megen glæde af bogen de kommende dage.

Men nu er jeg jo ikke internetnørd for ingenting. Så jeg blev jo nødt til at læse noget mere om den gode Ian Bremmer og ikke mindst den ‘Eurasia Group’ som bogens forside proklamerer at han er præsident for. Lidt google og wikipedia afslører, at hans akademiske karriere er ganske imponerende må man sige. Det vil dog være synd at sige at jeg har lignende akademiske ambitioner. Er hverken blevet udnævnt til research fellow ved prestigeforskningsinstituttet Hoover Institution i en alder af 25, undervist på Columbia og jeg er – endnu – heller ikke blevet udnævnt til ‘Young Global Leader’ af World Economic Forum. Til gengæld har jeg en usund interesse for Central- og østeuropa og Centralasien, læser jævnligt Radio Free Europe/Radio Liberty, jonglerede i en tid med tankerne om at blive intern i den, objektivt set, noget inferiøre sikkerhedsorganisation OSCE i Wien, synes demokratiserings og transitionsprocesser er interesssante, samt greb mig selv i at synes at denne artikel om muslimer i Rusland (hey, den omhandler Tatarstan!) var vanvittigt fascinerende. Så hvis ikke jeg skulle være den fødte analytiker af politiske forhold i regionen, hvem i alverden skulle så? Forestil jer derfor den spirende jubel da jeg læste følgende fra 2003 i Economist omkring hvad de egentlig laver i Bremmer’ konsulentvirksomhed:

“Last year investors craved analysis of arcane corporate accounts. The year before they clamoured for intelligence on upwardly mobile technology stocks. But this year there is no hotter commodity than political risk: will governments fall, will countries go to war (of the conventional or trade variety), what chance of a nuclear exchange? And if so, who will benefit?

A visible beneficiary of this phenomenon has been Eurasia Group, a small consultancy founded on the idea that politics often matter at least as much as economics for businesses and investors. Five years ago Eurasia consisted of one man, Ian Bremmer, a few computers, and a letterhead. Now it has 40 full-time employees and another 480 part-timers spread over 65 countries—an inspiration for any academic with a seemingly useless degree in political science. According to Mr Bremmer, revenues were $8m in 2001 and $15m last year, with $30m possible this year. In future even $100m is thinkable if his client base, currently numbering 130, expands beyond America. Most consultancies these days are happy if they are just shrinking slowly.

Eurasia’s customers include big banks and investment-management firms, along with the usual multinationals. They are bombarded with an ever-expanding list of products, ranging from niche studies (“New Kazakh Politics: Inside the Ministry of Energy”), to meetings with various foreign potentates, seminars on trade, weekly e-mails and snap transmissions on disasters. Multinationals favour in-depth studies; hedge funds, unsurprisingly, like direct calls on things that could unsettle markets.

Newspapers and broadcasters call on Eurasia too. In a joint venture with Lehman Brothers it produces a monthly index of political risk, reprinted in The Economist. Mr Bremmer writes a monthly column for the Financial Times and frequently appears on news shows.

There is no market price to punish Eurasia if it happens to be wrong. In fact, it is almost impossible for an outsider to second-guess its utterances. It will be years, for instance, before the accuracy of the stability index can be judged. Wrong calls are quickly forgiven and forgotten. A month ago Eurasia suggested “coalition forces may face a determined defence of Baghdad” but that was hardly a wild guess. Other predictions it has made have been spot-on.

Certainly, when news is so effervescent, there is appetite for the seemingly informed take: on Turkey (a “loser” in the Iraq war); Russia (winner); North Korea (short-term better, long-term worse). The greatest political risk to Eurasia itself is peace in our time (a long shot).”

Hvad skal jeg sige andet end at jeg er målløs. Og vil begå mord for at arbejde der og få lov til at lave risiko analyser af Tjekkiet. Yay! Så kan de støvede diplomater på Asiatisk Plads vist godt gå hjem at lægge sig. Og hvis man læser hans ganske underholdende ‘A weeklong journal of a Political Scientist’, så finder man manuskriptet til mit drømme arbejde. Jeg bringer et større citat:

“In Boston, all of my clients are in finance. The buildings are modern, clean, and decidedly non-descript, in marked counterpoint to the rest of the city. For some reason, most of the elevators have TV monitors in them that cycle headlines, weather, and markets. People watch them attentively, and I alternate between watching the people watching the screens and watching the screens directly. I don’t see sports, which strikes me as odd—especially given the sports fanaticism of the typical Bostonian. Maybe I keep catching the wrong 30-second loop.

I saw some of our institutional investor clients—Putnam, Fidelity, and a couple of others. Sometimes the meetings are with only one or two people, and the atmosphere is very informal, conversational; sometimes I have to make a presentation for 20. Today was a little of both. One client was conducting an annual strategy session and asked me to show up and help them work on long-term global scenario planning. It sounded interesting, and we’re flattered to be invited to an otherwise internal workshop, so I went.

There are always a lot of economists in the meetings but never a fellow political scientist. Political scientists don’t work at banks—which is a problem. As political issues become more important for the markets, analysts at banks are asked all sorts of questions they don’t have the ability to answer. And if you’re getting paid to answer questions—as analysts at banks are—you never want to be in the position of saying you don’t know.

Whenever I’m speaking with a group of investors, I love to start with a disclaimer about my background. If they ask me where the dollar should be pegged against the euro, I say I don’t know and I won’t tell them. I’m not an economist. On the other hand, if they ask a global economist on Wall Street the impact of the upcoming Iraqi elections on stability in the Middle East, the economist doesn’t know … but will tell them.

No matter how I look at it, politics and the markets seem inextricable.”

Alt i alt må jeg snarest muligt se at få lagt en fem års plan for hvordan jeg får erobret verden. Vi kan jo starte med den der master…

En solipsistisk årsopgørelse

Got a feeling ’21 is going to be a good year/Especially if you and me see it in together” sang The Who i sangen ‘1921’ fra deres rockopera Tommy (og hvor prætentiøst er det ikke at skrive en rockopera? Det kunne vist kun lade sig gøre i slutningen af 1960’erne!). Og det er jo så sandt som det er sagt. Men nytårsaftensdag er også en glimrende lejlighed til at se tilbage på året der gik. En af mine venner har just berettet at hun skriver et såkaldt ‘syndebrev’: “…Jeg har skevet lidt på en liste over gode ting jeg har nået i løbet af året og glæder mig til at bruge 1. januar på en brainstorm over alle de gode ting jeg gerne vil nå i 2007. De 7 dødssynder bekendes på papir til min veninde, der læses og brændes kl. 12….og så er jeg fri igen…“. Efter min mening et aldeles glimrende koncept. Nu er jeg jo som bekendt ren som den pureste nyfaldne sne, så jeg kan i sagens natur ikke skrive et sådant brev. Til gengæld kan jeg læse lidt tilbage på bloggen og se hvad jeg har foretaget mig og tænkt over det seneste års tid. Og hvad kan man så sige om 2006 i min lille navlebeskuende verden? Jo, det blev året:

….hvor min far blev indlagt pga. hjerteflimmer. Det gik siden godt, så skidt – men nu er han dog på højkant igen og er frisk som en lille reje.

….hvor jeg havde svære søvnproblemer og sidenhen flygtede på rekreation i Aalborg.

….hvor jeg blev fan af Sufjan Stevens. Endda så meget at jeg var til en arty-arty koncert med ham i Vega.

….hvor jeg efter lange og trange kvaler fik afleveret min praktikopgave omkring ‘Den tjekkiske finalitédebat’. Efter at skrivningen af den havde martret mig i det meste af et år, var karakteren 9 et antiklimaks af de større.

….hvor jeg begyndte til japansk – og ret hurtigt stoppede igen.

….hvor jeg blev valgt ind i Kollegiets styrelse, hvilket dog viste sig at være en ganske kedsommelig affære. Masser af arbejde – og ingen frynsegoder. Jeg lærer tilsyneladende aldrig, at frivilligt arbejde aldrig betaler sig.

….hvor der var VM i Tyskland og ingen af mine favoritter vandt.

….hvor jeg investerede i Honza, dvs. et par eksorbiant dyre løbesko. Jeg kan med stolthed i stemmen og helt uden at lyve sige, at de rent faktisk har været ganske meget i brug lige siden. Faktisk fik jeg en fæl, fæl løbevane.

….hvor O RLY uglen blev min bedste ven.

….hvor Josh Rouse skuffede lidt, mens jeg til gengæld opdagede Howie Beck til samme koncert.

….hvor jeg fik nye danseidoler.

….hvor jeg gik igang med specialet omkring udviklingen i den danske konkurrencelovgivning. Fortsættelse følger…

…hvor jeg opdagde at Indienight på Stengade 30 er mit yndlings gå-i-byen sted.

….hvor jeg mistede mine sidste illusioner om Pet Shop Boys.

….hvor min iPod ‘Emerson’ blev min næstbedste ven.

….hvor jeg slog gækken løs i Prag. Og sidenhen i Zürich og Stuttgart.

….Navnet ‘Maria’ begyndte at optræde ganske hyppigt i mine indlæg. Og bloggen tog et vist svenskofilt tvist. Hvorfor mon det er tilfældet?

Og hvad er så konklusionen på det hele? På sin vist har 2006 hele tiden været et mellem-år. 2007 ser derimod ud til at blive ganske transitionspræget. Jeg bliver jo – om Gud vil og bukserne holder – færdig med studiet, skal have job, bolig og alle de der andre voksen ting. Spændende-spændende….

Vi ses i 2007.

Hvad der gemte sig i dybet…

2. juledag og der ryddes lidt op i de kasser jeg har stående i forældrenes kælder. Især de gamle og småmugne Visa-kort kvitteringer blev anledningen til en uventet rejse tilbage i fortiden. Et skønsomt uddrag fra 1997 til 2001:

30 november 1997, kl. 16.19: Under en tur til New York i forbindelse med forældrenes 25 års bryllupsdag, køber Kåre cd’er med Björk og Pet Shop Boys for $36.77 i Virgin Megastore, Times Square.

18. februar 1997, kl. 15.38: Bedstefar og Kåre er i Cairns, Queensland, Australien. De køber en dykkertur ud til Great Barrier Reef med båden ‘Supercat’. Inkluderet var Reef Tax for 5 AU$, samt øl for 6 AU$. (fantastisk dyk!)

5. juni 1998, kl. 17.10: Under et besøg i Göteborg, køber Kåre cd’er for SEK373 i den legendariske musikforretning ‘Skivhugget’, Masthuggstorget 2.

27. november 1999, kl. 11.02: Kåre er på sko-shoppingtur til Hamburg, men finder også tid til at købe bl.a. Everything But The Girl: Worldwide, Air: All I need og Ben Watt: North Marine Drive i World Of Music, Jungfernstieg 16.

29. oktober 1999, k. 13.46: På studietur til Berlin med tysk højniveau. Bor på vandrehjem og har en fantastisk tur. Køber en Lazio 1999/2000 Europa Cup trøje i Kaufhof på Alexanderplatz for 130 DM.

10. juli 2000, kl. 17.02: På pilgrimsfærd til Santiago de Compestela i Spanien. Undervejs er vi i Bordeaux, hvor jeg investerer i flere Alliance Etnik plader. Er tilsyneladende ret meget til fransk hip-hop og house i den periode. Ihvertfald er det hvad jeg køber i FNAC på hovedstrøget.

9. juli 1999, kl 11.31: Køber et par løbesko i Adidas outlet-store i Herzogenaurach, Bayern. Er på fire ugers sprogskole og kysser med pige nr. to i mit liv. Sweet.

12. august 2001, kl.16.30: Er i London med min søster, bor hos hendes irske veninde Amber på et meget lille kollegieværelse. Skal starte på statskundskab tre uger efter og verden er ung, jeg er sikker på at jeg nok skal erobre den. 11. september er ikke fundet sted endnu og mulighederne synes endeløse. Sender længselsfulde sms’er hjem til en ung dame jeg har mødt i Jomfra Ane Gade ganske få uger før. Køber bl.a. Morrissey, Saint Etienne og Everything But The Girl i HMV, Oxford Circus.

23. oktober 2000, kl. 14.06: Er i Stockholm for at besøge min søster, der er i praktik ved Karolinska. Har i den forbindelse taget et regionaltog til Uppsala for at besøge Charlotte, en svensk Pet Shop Boys fan, jeg havde e-mailet med via deres officielle fanklub. Hun viser mig rundt, det er regnvejr og det hele virker meget gråt. Vi huserer i Uppsala Skivbörs, Svartbäcksgatan 16A og er i biografen for at se ‘High Fidelity’. Charlotte er sød, men vi mistede siden kontakten. I dag ved jeg ikke hvad hun laver. En hurtig google søgning på ‘Charlotte Sjögren’ viser, at der er én af samme navn der læser på universitetet i Uppsala, men jeg ved ikke om det er hende.

1. februar 2000, kl. 16.56: Er i København til Pet Shop Boys koncert. Stadig en af de bedste i mit liv. Det er i Valby Hallen, lyden er af helvede til, men det er ligemeget. Jeg giver hånd til Neil Tennant. Køber You Only Tell Me You Love Me When You’re Drunk i en Axelmusic i Scala.

2o. februar 2000, kl. 12.54: Er på min hidtil seneste skitur. Køber en liftkort-holder til intet mindre en 5 schweizer frank i ‘Titlis Kiosk’, Engelberg.

27. september 1999, kl. 16.50: Investerer i Everything But The Girl: Temperamental i den nu forlængst lukkede M&M Shop, Aalborg. Til dato er albummet det seneste som EBTG har udgivet og jeg er snart træt af at vente på nyt.

25. oktober 2000, kl. 13.27: Hæver 200 kr i en hæveautomat. Af den fremgår at jeg den 29. september samme år fik indbetalt 3055 kr i løn fra Hotel Hvide Hus, Aalborg. Er opvasker dér, indtil jeg skal aftjene min værnepligt i Thisted. Jeg er genert, kejtet og vejer 10 kg mere end nu. Det ændrede sig heldigvis, så jeg nu kun er genert og kejtet. Phew!

Hvad kan man så udlede af denne mildt sagt ikke-kronologiske gennemgang? Jo, for det første har jeg brugt formuer på cd’er. For det andet så må man sige, at jeg fik rejst en del i de år. Det har været mere stille i studietiden (hvis man ser bort fra det halve år i Prag og Japan/Korea turen), hvilket måske kan forklare lidt af min meget omtalte udlængsel…..jeg savner ganske enkelt at rejse og se verden. For det tredje, så er det skægt at iagtage hvor meget man egentlig har ændret sig siden dengang. De fem år sidenhen er gået hurtigt, men jeg er da vist heldigvis vist ikke nær så nørdet og indadvendt som dengang. Håber jeg.

Förhoppningar och regnbågar

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style