Future of the Future

Heureka! Jeg har lige fundet ud af hvad jeg gerne vil lave når jeg bliver stor! Det kræver ikke engang særlig meget. Blot en Ph.D fra Stanford, et netværk af utrolige dimensioner, samt en arbejdsetik som jeg næppe kan fremprovokere hos migselv. Men skidt pyt. Man skulle da være et skarn hvis man aflivede sine drømme pga. den slags petitesser. Fordi jeg VIL arbejde hos Eurasia Group i New York.

Selv om jeg selvsagt i udpræget grad holder af at wrestle med så knuselskelige størrelser som EU’s 7. rammeprogram for forskning, fødevare teknologiplatforme og Direktoratet for FødevareErhverv, så er det – diplomatisk formuleret – ikke altid det der får mig til at ligge søvnløs af spænding om natten. Og når ens barselvikariat udløber engang næste forår, så er det jo ikke decideret ulovligt at spekulere over hvad man gerne vil beskæftige sig med bagefter.

Hvordan har jeg så fået den pludselige tvangstanke, at jeg rent faktisk skulle have et mål i mit arbejdsliv? Jo, såmænd: Da jeg stoppede som student i min gamle afdeling, fik jeg et par bøger i afskedsgave. Den første var Freakonomics af Steven Levitt, en forståeligt nok ganske populær bog, hvori den tidligere modtager af den prestigefyldte John Bates Clark Medal benytter økonomiske principper og modeller til på ganske pudsig vis, at undersøge en række problemstillinger såsom ‘Why do drug dealers still live with their moms?’, ‘How is the Ku Klux Klan like a group of real-estate agents?’ og ‘Where have all the criminals gone?’. Jeg kværnede den med stor glæde hurtigt i løbet af et par dage, mens den anden bog jeg fik smidt i nakken, ‘The J-Curve: A New Way to Understand Why Nations Rise and Fall’ af Ian Bremmer, har fået lov at ligge i noget længere tid.

Nu har jeg imidlertid opsagt mit abonnement på Weekendavisen, så der er blevet frisat noget ekstra tid/kapicitet til at læse andet end den og Economist. Derfor kastede jeg mig i går aftes over Bremmer’s bog og halli-hallo, den er fabelagtig. Efter en befriende kort gennemgang af hans i øvrigt ganske praktisk anvendelige teorimodel, kommer man direkte over i den bedste og mest koncise analyse af Nord Korea som jeg har læst længe (denne artikel giver et indblik i hans tanker). Jeg er nu godt i gang med hans analyse af Cuba og det virker lovende. Forudser at jeg nok skal få megen glæde af bogen de kommende dage.

Men nu er jeg jo ikke internetnørd for ingenting. Så jeg blev jo nødt til at læse noget mere om den gode Ian Bremmer og ikke mindst den ‘Eurasia Group’ som bogens forside proklamerer at han er præsident for. Lidt google og wikipedia afslører, at hans akademiske karriere er ganske imponerende må man sige. Det vil dog være synd at sige at jeg har lignende akademiske ambitioner. Er hverken blevet udnævnt til research fellow ved prestigeforskningsinstituttet Hoover Institution i en alder af 25, undervist på Columbia og jeg er – endnu – heller ikke blevet udnævnt til ‘Young Global Leader’ af World Economic Forum. Til gengæld har jeg en usund interesse for Central- og østeuropa og Centralasien, læser jævnligt Radio Free Europe/Radio Liberty, jonglerede i en tid med tankerne om at blive intern i den, objektivt set, noget inferiøre sikkerhedsorganisation OSCE i Wien, synes demokratiserings og transitionsprocesser er interesssante, samt greb mig selv i at synes at denne artikel om muslimer i Rusland (hey, den omhandler Tatarstan!) var vanvittigt fascinerende. Så hvis ikke jeg skulle være den fødte analytiker af politiske forhold i regionen, hvem i alverden skulle så? Forestil jer derfor den spirende jubel da jeg læste følgende fra 2003 i Economist omkring hvad de egentlig laver i Bremmer’ konsulentvirksomhed:

“Last year investors craved analysis of arcane corporate accounts. The year before they clamoured for intelligence on upwardly mobile technology stocks. But this year there is no hotter commodity than political risk: will governments fall, will countries go to war (of the conventional or trade variety), what chance of a nuclear exchange? And if so, who will benefit?

A visible beneficiary of this phenomenon has been Eurasia Group, a small consultancy founded on the idea that politics often matter at least as much as economics for businesses and investors. Five years ago Eurasia consisted of one man, Ian Bremmer, a few computers, and a letterhead. Now it has 40 full-time employees and another 480 part-timers spread over 65 countries—an inspiration for any academic with a seemingly useless degree in political science. According to Mr Bremmer, revenues were $8m in 2001 and $15m last year, with $30m possible this year. In future even $100m is thinkable if his client base, currently numbering 130, expands beyond America. Most consultancies these days are happy if they are just shrinking slowly.

Eurasia’s customers include big banks and investment-management firms, along with the usual multinationals. They are bombarded with an ever-expanding list of products, ranging from niche studies (“New Kazakh Politics: Inside the Ministry of Energy”), to meetings with various foreign potentates, seminars on trade, weekly e-mails and snap transmissions on disasters. Multinationals favour in-depth studies; hedge funds, unsurprisingly, like direct calls on things that could unsettle markets.

Newspapers and broadcasters call on Eurasia too. In a joint venture with Lehman Brothers it produces a monthly index of political risk, reprinted in The Economist. Mr Bremmer writes a monthly column for the Financial Times and frequently appears on news shows.

There is no market price to punish Eurasia if it happens to be wrong. In fact, it is almost impossible for an outsider to second-guess its utterances. It will be years, for instance, before the accuracy of the stability index can be judged. Wrong calls are quickly forgiven and forgotten. A month ago Eurasia suggested “coalition forces may face a determined defence of Baghdad” but that was hardly a wild guess. Other predictions it has made have been spot-on.

Certainly, when news is so effervescent, there is appetite for the seemingly informed take: on Turkey (a “loser” in the Iraq war); Russia (winner); North Korea (short-term better, long-term worse). The greatest political risk to Eurasia itself is peace in our time (a long shot).”

Hvad skal jeg sige andet end at jeg er målløs. Og vil begå mord for at arbejde der og få lov til at lave risiko analyser af Tjekkiet. Yay! Så kan de støvede diplomater på Asiatisk Plads vist godt gå hjem at lægge sig. Og hvis man læser hans ganske underholdende ‘A weeklong journal of a Political Scientist’, så finder man manuskriptet til mit drømme arbejde. Jeg bringer et større citat:

“In Boston, all of my clients are in finance. The buildings are modern, clean, and decidedly non-descript, in marked counterpoint to the rest of the city. For some reason, most of the elevators have TV monitors in them that cycle headlines, weather, and markets. People watch them attentively, and I alternate between watching the people watching the screens and watching the screens directly. I don’t see sports, which strikes me as odd—especially given the sports fanaticism of the typical Bostonian. Maybe I keep catching the wrong 30-second loop.

I saw some of our institutional investor clients—Putnam, Fidelity, and a couple of others. Sometimes the meetings are with only one or two people, and the atmosphere is very informal, conversational; sometimes I have to make a presentation for 20. Today was a little of both. One client was conducting an annual strategy session and asked me to show up and help them work on long-term global scenario planning. It sounded interesting, and we’re flattered to be invited to an otherwise internal workshop, so I went.

There are always a lot of economists in the meetings but never a fellow political scientist. Political scientists don’t work at banks—which is a problem. As political issues become more important for the markets, analysts at banks are asked all sorts of questions they don’t have the ability to answer. And if you’re getting paid to answer questions—as analysts at banks are—you never want to be in the position of saying you don’t know.

Whenever I’m speaking with a group of investors, I love to start with a disclaimer about my background. If they ask me where the dollar should be pegged against the euro, I say I don’t know and I won’t tell them. I’m not an economist. On the other hand, if they ask a global economist on Wall Street the impact of the upcoming Iraqi elections on stability in the Middle East, the economist doesn’t know … but will tell them.

No matter how I look at it, politics and the markets seem inextricable.”

Alt i alt må jeg snarest muligt se at få lagt en fem års plan for hvordan jeg får erobret verden. Vi kan jo starte med den der master…

En solipsistisk årsopgørelse

Got a feeling ’21 is going to be a good year/Especially if you and me see it in together” sang The Who i sangen ‘1921’ fra deres rockopera Tommy (og hvor prætentiøst er det ikke at skrive en rockopera? Det kunne vist kun lade sig gøre i slutningen af 1960’erne!). Og det er jo så sandt som det er sagt. Men nytårsaftensdag er også en glimrende lejlighed til at se tilbage på året der gik. En af mine venner har just berettet at hun skriver et såkaldt ‘syndebrev’: “…Jeg har skevet lidt på en liste over gode ting jeg har nået i løbet af året og glæder mig til at bruge 1. januar på en brainstorm over alle de gode ting jeg gerne vil nå i 2007. De 7 dødssynder bekendes på papir til min veninde, der læses og brændes kl. 12….og så er jeg fri igen…“. Efter min mening et aldeles glimrende koncept. Nu er jeg jo som bekendt ren som den pureste nyfaldne sne, så jeg kan i sagens natur ikke skrive et sådant brev. Til gengæld kan jeg læse lidt tilbage på bloggen og se hvad jeg har foretaget mig og tænkt over det seneste års tid. Og hvad kan man så sige om 2006 i min lille navlebeskuende verden? Jo, det blev året:

….hvor min far blev indlagt pga. hjerteflimmer. Det gik siden godt, så skidt – men nu er han dog på højkant igen og er frisk som en lille reje.

….hvor jeg havde svære søvnproblemer og sidenhen flygtede på rekreation i Aalborg.

….hvor jeg blev fan af Sufjan Stevens. Endda så meget at jeg var til en arty-arty koncert med ham i Vega.

….hvor jeg efter lange og trange kvaler fik afleveret min praktikopgave omkring ‘Den tjekkiske finalitédebat’. Efter at skrivningen af den havde martret mig i det meste af et år, var karakteren 9 et antiklimaks af de større.

….hvor jeg begyndte til japansk – og ret hurtigt stoppede igen.

….hvor jeg blev valgt ind i Kollegiets styrelse, hvilket dog viste sig at være en ganske kedsommelig affære. Masser af arbejde – og ingen frynsegoder. Jeg lærer tilsyneladende aldrig, at frivilligt arbejde aldrig betaler sig.

….hvor der var VM i Tyskland og ingen af mine favoritter vandt.

….hvor jeg investerede i Honza, dvs. et par eksorbiant dyre løbesko. Jeg kan med stolthed i stemmen og helt uden at lyve sige, at de rent faktisk har været ganske meget i brug lige siden. Faktisk fik jeg en fæl, fæl løbevane.

….hvor O RLY uglen blev min bedste ven.

….hvor Josh Rouse skuffede lidt, mens jeg til gengæld opdagede Howie Beck til samme koncert.

….hvor jeg fik nye danseidoler.

….hvor jeg gik igang med specialet omkring udviklingen i den danske konkurrencelovgivning. Fortsættelse følger…

…hvor jeg opdagde at Indienight på Stengade 30 er mit yndlings gå-i-byen sted.

….hvor jeg mistede mine sidste illusioner om Pet Shop Boys.

….hvor min iPod ‘Emerson’ blev min næstbedste ven.

….hvor jeg slog gækken løs i Prag. Og sidenhen i Zürich og Stuttgart.

….Navnet ‘Maria’ begyndte at optræde ganske hyppigt i mine indlæg. Og bloggen tog et vist svenskofilt tvist. Hvorfor mon det er tilfældet?

Og hvad er så konklusionen på det hele? På sin vist har 2006 hele tiden været et mellem-år. 2007 ser derimod ud til at blive ganske transitionspræget. Jeg bliver jo – om Gud vil og bukserne holder – færdig med studiet, skal have job, bolig og alle de der andre voksen ting. Spændende-spændende….

Vi ses i 2007.

Hvad der gemte sig i dybet…

2. juledag og der ryddes lidt op i de kasser jeg har stående i forældrenes kælder. Især de gamle og småmugne Visa-kort kvitteringer blev anledningen til en uventet rejse tilbage i fortiden. Et skønsomt uddrag fra 1997 til 2001:

30 november 1997, kl. 16.19: Under en tur til New York i forbindelse med forældrenes 25 års bryllupsdag, køber Kåre cd’er med Björk og Pet Shop Boys for $36.77 i Virgin Megastore, Times Square.

18. februar 1997, kl. 15.38: Bedstefar og Kåre er i Cairns, Queensland, Australien. De køber en dykkertur ud til Great Barrier Reef med båden ‘Supercat’. Inkluderet var Reef Tax for 5 AU$, samt øl for 6 AU$. (fantastisk dyk!)

5. juni 1998, kl. 17.10: Under et besøg i Göteborg, køber Kåre cd’er for SEK373 i den legendariske musikforretning ‘Skivhugget’, Masthuggstorget 2.

27. november 1999, kl. 11.02: Kåre er på sko-shoppingtur til Hamburg, men finder også tid til at købe bl.a. Everything But The Girl: Worldwide, Air: All I need og Ben Watt: North Marine Drive i World Of Music, Jungfernstieg 16.

29. oktober 1999, k. 13.46: På studietur til Berlin med tysk højniveau. Bor på vandrehjem og har en fantastisk tur. Køber en Lazio 1999/2000 Europa Cup trøje i Kaufhof på Alexanderplatz for 130 DM.

10. juli 2000, kl. 17.02: På pilgrimsfærd til Santiago de Compestela i Spanien. Undervejs er vi i Bordeaux, hvor jeg investerer i flere Alliance Etnik plader. Er tilsyneladende ret meget til fransk hip-hop og house i den periode. Ihvertfald er det hvad jeg køber i FNAC på hovedstrøget.

9. juli 1999, kl 11.31: Køber et par løbesko i Adidas outlet-store i Herzogenaurach, Bayern. Er på fire ugers sprogskole og kysser med pige nr. to i mit liv. Sweet.

12. august 2001, kl.16.30: Er i London med min søster, bor hos hendes irske veninde Amber på et meget lille kollegieværelse. Skal starte på statskundskab tre uger efter og verden er ung, jeg er sikker på at jeg nok skal erobre den. 11. september er ikke fundet sted endnu og mulighederne synes endeløse. Sender længselsfulde sms’er hjem til en ung dame jeg har mødt i Jomfra Ane Gade ganske få uger før. Køber bl.a. Morrissey, Saint Etienne og Everything But The Girl i HMV, Oxford Circus.

23. oktober 2000, kl. 14.06: Er i Stockholm for at besøge min søster, der er i praktik ved Karolinska. Har i den forbindelse taget et regionaltog til Uppsala for at besøge Charlotte, en svensk Pet Shop Boys fan, jeg havde e-mailet med via deres officielle fanklub. Hun viser mig rundt, det er regnvejr og det hele virker meget gråt. Vi huserer i Uppsala Skivbörs, Svartbäcksgatan 16A og er i biografen for at se ‘High Fidelity’. Charlotte er sød, men vi mistede siden kontakten. I dag ved jeg ikke hvad hun laver. En hurtig google søgning på ‘Charlotte Sjögren’ viser, at der er én af samme navn der læser på universitetet i Uppsala, men jeg ved ikke om det er hende.

1. februar 2000, kl. 16.56: Er i København til Pet Shop Boys koncert. Stadig en af de bedste i mit liv. Det er i Valby Hallen, lyden er af helvede til, men det er ligemeget. Jeg giver hånd til Neil Tennant. Køber You Only Tell Me You Love Me When You’re Drunk i en Axelmusic i Scala.

2o. februar 2000, kl. 12.54: Er på min hidtil seneste skitur. Køber en liftkort-holder til intet mindre en 5 schweizer frank i ‘Titlis Kiosk’, Engelberg.

27. september 1999, kl. 16.50: Investerer i Everything But The Girl: Temperamental i den nu forlængst lukkede M&M Shop, Aalborg. Til dato er albummet det seneste som EBTG har udgivet og jeg er snart træt af at vente på nyt.

25. oktober 2000, kl. 13.27: Hæver 200 kr i en hæveautomat. Af den fremgår at jeg den 29. september samme år fik indbetalt 3055 kr i løn fra Hotel Hvide Hus, Aalborg. Er opvasker dér, indtil jeg skal aftjene min værnepligt i Thisted. Jeg er genert, kejtet og vejer 10 kg mere end nu. Det ændrede sig heldigvis, så jeg nu kun er genert og kejtet. Phew!

Hvad kan man så udlede af denne mildt sagt ikke-kronologiske gennemgang? Jo, for det første har jeg brugt formuer på cd’er. For det andet så må man sige, at jeg fik rejst en del i de år. Det har været mere stille i studietiden (hvis man ser bort fra det halve år i Prag og Japan/Korea turen), hvilket måske kan forklare lidt af min meget omtalte udlængsel…..jeg savner ganske enkelt at rejse og se verden. For det tredje, så er det skægt at iagtage hvor meget man egentlig har ændret sig siden dengang. De fem år sidenhen er gået hurtigt, men jeg er da vist heldigvis vist ikke nær så nørdet og indadvendt som dengang. Håber jeg.

Förhoppningar och regnbågar

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style

You may be through with the past….


Jeg har været mere eller mindre i ekstase siden jeg kom hjem fra arbejdet. For det første er opgaven færdig og klar til aflevering i morgen, men måske endnu vigtigere er mit nyeste fund på nettet: Den (næsten) komplette liste over 80’er musikvideoer! Det er så godt, der er nærmest uendelig mange timers underholdning: Både i den kitschede retning, men jeg vil holde mig til det rent kvalitetsmæssigt! Tit f.eks. på:

Beats International – Dub be good to me (videoen er måske ikke så god, men sangen er blandt de første jeg kan huske – og den er stadig urørlig i dag)

New Order – Blue Monday (De af jer der har set mig på et dansegulv når Blue Monday er på, ved at jeg er mere vild end René Dif når nogle tilbyder ham en rugbrødsmad med figenpålæg!)

Bomb The Bass – Beat Dis (Acid-House musikkens første klassiker!)

Soul II Soul – Back to life (Ord er overflødige)

Genesis – Land of confusion (Dejlig politisk satire, bemærk især den sidste sekvens, hvor Reagan forveksler ‘nurse’ og ‘nuke’ knappen!)

Happy Mondays – Step On (Endnu en lækker Manchester sag)

Og det værste er, at jeg kunne blive ved og ved og ved! Kan kun anbefale at folk river et par måneder ud af kalenderen og spenderer lidt tid på at reflektere over, hvorfor intet nogensinde vil overgå 80’erne som musikalsk årti….!

PS. Falco – Rock me Amadeus (Kun til dig, Stobbe!)

PPS. Hvordan kunne jeg glemme den? Joy Division – Love will tear us apart

Where is my mind?

Det værste ved fremtiden er, at den er så sørens svær at spå om. Talte en del med min far inden koncerten i går om hvordan den ‘sådan nærmeste fremtid’ ser ud. Og, halli-hallo, det er jo den slags samtale emner som kan gøre een mere eller mindre perpleks.

Som det ser ud nu, så afleverer jeg speciale den 1. februar. Nu skal det selvfølgelig lige skrives først (mindre detalje!), men det er i hvert fald den deadline Henriette og jeg arbejder med. Men hvad så bagefter? Så er det at det begynder at blive tricky. For jeg ved ikke om jeg kan fortsætte på min arbejdsplads, og selv hvis jeg kan, så bliver det næppe i min nuværende afdeling. Spørgsmålet er jo så om man skal til at søge noget efter noget andet. Alternativt kan jeg jo undlade at søge merit for min Prag-praktikopgave, først blive færdig i sommeren 2007 og så se om man måske kan komme ud og få opfyldt en af de gamle drømme. Jo, der er i sandhed masser af ting at tænke over og blive i tvivl omkring, især når man er universets mest vægelsindede mand.

Jag rear ut min själ! Allt skall bort!!!

Fik for et stykke tid siden tilsendt en af disse hersens rædselsfulde kædemails, hvori man skal skrive hvad man laver osv. Da jeg indså, at jeg alligevel ikke kunne tage mig sammen til at genere mine omgivelser ved at sende mailen videre, så vil jeg hermed udfylde den her. Woo-hoo. Eller noget.

Hvor bor du?
Jo, altså, jeg bor stadig på Nordisk Kollegium på Østerbro. Og det bliver jeg nok ved med til at jeg engang får slæbt min dovne mås til at færdiggøre studiet.

Hvad laver du til hverdag?
Jeg læser Statskundskab og arbejder i en erhvervsorganisation i fritiden. Derudover er jeg aktiv i ‘Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea’. Næh hov. Det sidste var løgn.

Hvilken bog læser du lige nu?
Uf! Et af de der du-bør-jo-læse-skønlitteratur-spørgsmål. Det ærlige svar må blive ‘Ingen’, hvis man undtager faglitteratur. Forsøgte at læse Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer (lånte den af min kollega Anne Grete) for nylig, men gik død i den. Ellers så var den seneste bog jeg læste vist Douglas Coupland Hey Nostradamus!. Og det er ved at være et pænt stykke tid siden.

Hvilken kunstner ligger i din cd-afspiller?
Min afspiller er i skrivende stund til reperation (piv-piv!), så der ligger sådan set ikke nogen. Hører i stedet meget musik på computeren. I skrivende stund lytter jeg til det nye Flaming Lips album. Og selvfølgelig M83.

Hvilket motiv har du på din musemåtte?
Den er rød, med teksten ‘I am a naughty boy’ stående på sådan cirka 40 gange. Fik den af min gamle kollegiegang. Var nok et dybere budskab i det. Antager jeg. Hmmmm.

Favorit blad(e)?
Economist, Weekendavisen, Mandag Morgen og Euroman (sidstnævnte når når jeg er ved frisøren).

Favorit dufte?
Frisklavet kaffe.

Yndlingslyd?
Keyboardstykket i Human League’s Don’t you want me?. Og lyden af hjem.

Værste følelse i verden?
Ensomhed.

Hvad er det første, du tænker på når du vågner om morgenen?
Jeg tænker ikke så tidligt på dagen.

Yndlingsfarve?
Sort (rent tøjmæsigt), men ellers kan jeg rigtig godt lide grøn.

Hvor mange gange når telefonen at ringe, inden du tager den?
To-tre gange.

Hvis du af en eller anden grund skulle skifte for- eller efternavn, hvad skulle du så hedde?
Mit navn er sært, men det er mit, og jeg ønsker ikke at hedde andet.

Hvad skal dit barn hedde?
Don’t get me started….!!!!! Ingen anelse, men jeg ved ihvertfald hvad han/hun IKKE skal hedde.

De(n) vigtigste “ting” i din verden?
Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men det vigtigste for mig er selvfølgelig de mennesker jeg holder af. Og at blive lykkelig selvfølgelig.

Favoritmad lige nu?
Jeg elsker thai-mad og ristaffel. Min søsters pastatærte er heller ikke at foragte. Det samme gælder min mors madlavning i almindelighed.

Elsker du at køre stærkt?
Nej, jeg hader at køre bil, og har ikke siddet bag rattet i tre år.

Sover du med et tøjdyr – og har det et navn?
Nej og nej.

Tordenvejr – flot eller skæmmende?
Så længe jeg er indenfor, så er jeg ret indifferent.

Hvis du kunne vælge at møde en bestemt person (død eller levende)?
Tomáš Masaryk, John Locke, Douglas Coupland og forsangeren for Briskeby. Oh, og Scarlett Johansson selvfølgelig.

Favorit drink/alkohol?
Pilsner Urquell

Hvad er dit stjernetegn?
Skytte

Hvis du kunne vælge hvilken som helst profession, hvad skulle det så være?
Verdenshersker.

Har du nogensinde været forelsket?
Ja.

Hvor mange fingre på tastaturet?
For få.

Hvad er der under din seng?
Min dyne og hovedpude.

Favorittal?
Har ikke noget.

Hvilken sport ser du helst på tv?
Gider ikke se andet end fodbold.

Ord/vending du bruger (for) tit?
‘Okidoki’, ‘fabelagtigt’ og ‘brilleabe’

Hvem/hvad kan gøre dig lykkelig?
Orv. Den var værre. Spørg mig igen når jeg holder op med at tvivle på alt.

Se så, det blev I jo ikke klogere af, men det gjorde Spydigper fra Amager nok – hun mente ikke at jeg ville svare på spørgsmålene. Tag dén, din charlatan!

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.