Den urealistiske ønskeliste

Julen er overstået, så i dag var jeg tilbage på arbejdet her mellem jul og nytår. Den Bedre Halvdel har alligevel vagter på hospitalet, så der er ingen tungtvejende grunde til at brænde feriedage af på at luffe alene rundt i Vendsyssel.

På arbejdet var der mennesketomt og stille som i et gravkammer. En af mine fornemste opgaver i dag var at passe telefonen. Den var en gentleman, og ringede derfor rundt regnet nul gange. Snart sagt samtlige afsendte mails modtog ukreativt udformede autosvar af ’jeg-er-på-ferie’ typen. Ingen trange ad hoc opgaver kom dumpende. Med andre ord: En tyst, stille og fredsommelig dag i velfærdssamfundets tjeneste, hvor jeg kunne fokusere på at muge ud i bunkerne.

Årets gavehøst var generelt uhyre tilfredsstillende. Alligevel har jeg formuleret en liste over ting, jeg virkelig gerne vil have fået i julegave – men som er for dyre eller urealistiske at ønske sig af andre.

Et års abonnement på Financial Times

En af de mange ting jeg savner ved livet i Bruxelles, er den daværende arbejdsgivers abonnement på Financial Times. Efter arbejde plejede jeg at hapse eksemplaret med hjem, og nød at læse artiklerne i ro og mag om aftenen. Ja-ja, jeg ved godt, hvor prætentiøst det lyder. ”Jeg savner den internationale avis, fordi jeg er sådan en international playboy, wah wah wah, bla bla bla”. Men det er simpelthen sådan en god avis. Indsigtsfuld, vidende og pragtfuldt skrevet. Hvis man læser den, kan man trygt se bort fra resten af nyhedsstøjen. Men altså. 5000 kr. for et år. Det er grove løjer. Jeg må nok nøjes med min Weekendavis og (måske) at gentegne mit abonnement på The Economist igen.

Kindle Paperwhite

Jeg tror (med streg under tror, for jeg er ikke helt sikker), at jeg er klar til mit livs første eboglæser. Mine præferencer er ved at ændre sig. Spotify, Netflix og HBO Nordic har indiskutabelt ændret mine præferencer og forbrugsmønstre inden musik, film og tv-serier. Når det gælder musik befinder jeg mig i et vadested. Jeg har stadig et behov for at eje de vigtigste albums i fysisk form, men 95 pct. af alt musik har jeg det fint med kun at streame. Når det handler om film og tv-serier, har jeg det derimod fint med at slippe for at have de nye sæsoner stående i fysisk form. Men hvad så med bøger? Ja, jeg ved som nævnt ikke om jeg er klar. Sagen er den, at bøger i fysisk form efter min mening har en værdi i sig selv. Hvis en bog er god, vil jeg stadig gerne have den stående og prale på mine reoler. Omvendt vil en eboglæser som Amazons nye Kindle Paperwhite sikkert få mig til at læse flere bøger. Indtil videre har jeg kunne undgå dette faustianske dilemma, eftersom at Amazon endnu ikke sender deres Kindle til Danmark. Men når det sker….vil jeg for alvor være fristet.

Netflix i amerikansk udgave

Jeg er en af de få, der ikke er decideret utilfreds med udbuddet på den danske udgave af Netflix. For indtil videre har den leveret masser af god underholdning. Hvis man samtidig supplerer med et HBO Nordic abonnement, så er man rent godt dækket ind tv-seriemæssigt, tænker jeg. Når det så er sagt, var det ganske forunderligt at opleve udbuddet på den amerikanske Netflix. Jeg havde min iPad med til Boulder i november, og den loggede automatisk på den amerikanske Netflix. Det var bjergtagende og mageløst. Så forstår man for alvor, hvorfor at streaming stort set har udslettet Blockbuster derovre. Nuvel, jeg er bevidst om at der er en masse licensproblemer, der betyder at vi ikke får samme udbud i den danske udgave. Men altså. Det kunne være læskende.

Træningsrygrad

Som tiden går, mit arbejde forbliver stillestående og jeg tager stadig hastigere skridt i retning ’midaldrende mand’, så er der behov for at jeg får mig oparbejdet en træningsrutine. Læste for nylig, at et af de store nye ord på svensk er ’MEMIL’. Som står for ”medelålders män i lycra”. Hvilket jeg ikke har lyst til at blive. Guderne skal vide, at jeg hellere vil lægges på hjul og stejle end at iføre mig stramt, stramt cykeltøj. Men jeg kunne godt ønske mig, at jeg var lidt mindre dvask, og fik slæbt korpuset i træningscentret to, helst tre gange om ugen. Jeg tror faktisk, at det med fordel kunne blive et nytårsforsæt.

To års fri

Jeg er netop blevet 31 år. En tragisk alder, som der ikke er meget pænt at sige om. Har været på arbejdsmarkedet siden marts 2007, og har dermed værte papirnusser i snart seks år. Som tiden går, kommer man jo mere og mere ind på en bestemt karrieresti. Jeg siger ikke, at det er umuligt for undertegnede at blive finansanalytiker i en dubiøs investeringsbank. Det er heller ikke fuldstændig naturstridigt at forestille sig, at jeg en føje dag bliver professor i byzantiske studier eller transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Men det bliver stadig sværere, som tiden går. Især når man som jobfunktion mest af alt har beskæftiget sig med lobbyisme, ledelsesbetjening, politisk servicering og proces. Sandsynligheden taler for, at jeg i mit næste job vil lave noget i samme boldgade. Så hvordan laver man karriereskifte? Skifter branche og jobfunktioner? Bryder med stiafhængigheden. Jeg tror, at løsningen er at tage to år ud af kalenderen. Læse en master, opnå nogle nye kompetencer. Skabe netværk nye steder. Måske endda blive iværksætter? Problemet for at gøre den slags er selvsagt af økonomisk art. Hvordan løser man ikke at have to indkomster i husstanden? I en tid med bryllup og småfolk indenfor en overskuelig årrække? Bidrag modtages gerne.

Kronik i Weekendavisen

Weekendavisen har været letsindige nok til at bringe en kronik af undertegnede i denne uge. Den findes ikke online, så i tilfælde af at du ikke har købt papirudgaven endnu (hvilket du burde, for det er en fantastisk publikation), er nedenfor mine betragtninger i deres helhed. God læselyst.

Det privatiserede fremskridt

Tror du på fremskridtet? At det går stadig bedre i verden? Hvis svaret er ’nej’, er du næppe alene. For stort set siden terrorangrebet 11. september 2001, er det som om, at vi i den vestlige verden er ophørt med at tro på samfundsmæssige, politiske og sociale fremskridt. Internationalt breder misantropien sig. For kun fire år siden blev Barack Obama ganske vist valgt på en bølge af håb og optimisme, men i 2012 skuer de politiske strømninger i Vesten længselsfuldt mod fortiden. I Frankrig drømmer Front National sig tilbage til en paradisisk verden før globaliseringen. I USA ønsker Tea Party bevægelsen sig tilbage til guldalderen i 1776. Politikerne italesætter ikke længere sig selv som visionære, men derimod som mere eller mindre teknokratiske forvaltere og ’managers’. Se blot på Romney i USA, Monti i Italien og Cameron i England.

I Danmark er tilstanden den samme. Prøv selv at tænke tilbage. Kan du nævne bare en dansk politiker fra de sidste 10 år, der ikke har været bange for fremtiden?  Der ikke har set dystert på alt lige fra klimaet, naturen, miljøet, demografien, konkurrenceevnen, sammenhængskraften i samfundet, den stagnerende vækst, sædernes forfald, dyrevelfærden, kriminaliteten, folkeskolen til Kinas stigende globale betydning? En dansk politiker, der har turdet udvise blot en flig af fremskridtstro og optimisme? En politiker, der ikke bare vil bevare de tilsyneladende smuldrende stumper af Danmark, men som rent faktisk tror på, at vi som samfund både kan og vil gøre det bedre i fremtiden? En politiker der vil være andet end en forvalter af velfærdsstaten?

Er det så noget nyt? Måske ikke helt. Det har efterhånden været en sport for postmodernister i 40 år at tale om ‘de store fortællingers død’ og ideologiernes forfald. At masser af politikområder mere eller mindre afpolitiseres, outsources til EU-systemet eller bare forsvinder fra den politiske debat (se eksempelvis dansk skattepolitik og den finansielle regulering) har fundet sted længe. At politikere i dag er blevet til forvaltere er heller ikke en ny analyse. Det er derfor, at vi i dag tror på Mogensen og Kristiansen, når de besnakker os med deres forsimplede og behageligt letforståelige historier om hvad politik i fraværet af substans og ideologi ”virkelig” handler om: Taktik, personsager, spin.

Alle politiske kommentatorer talte en overgang om hvad Helle Thorning-Schmidt regeringens store ‘vision’ eller ‘projekt’ mon var. En tolkning kunne være, at regeringen netop ikke har noget fremskridtsprojekt længere. I sin essens blev det store socialdemokratiske fremskridtsprojekt opnået med opbygningen af velfærdsstaten i 1950′erne og 1960′erne. Siden 1980′erne og frem til i dag har det for både venstre og højre side i folketingssalen handlet om at forvalte samfundsmodellen på en økonomisk bæredygtig måde. Med undtagelsen af nogle jævnt trange forsøg under Anders Fogh Rasmussen på at italesætte ‘værdikamp’, så har ingen mainstream politikere for alvor fremlagt forslag til radikale forandringer af samfundet hen imod det, de selv (ud fra deres givne politiske observans) opfatter som ‘fremskridt’.

Ved folketingsvalget i 2011 var de ideologiske diskussioner ganske fraværende. Valget handlede mest om hvorvidt man mente S-SF-R eller V-K-O ville være de mest kompetente forvaltere af økonomien og velfærdsstaten. Der skulle justeres og måske reformeres en smule. Samfundsmodellen som sådan var ingen betydende politikere optaget af at ændre. Indtrykket cementeres af skatteaftalen fra juni måned, der på de fleste områder var en vaskeægte afideologiseret ‘forvalteraftale’ af den type, som politikerne gerne selv vil omtale som ‘ansvarlige’. Der forandres for at bevare, ikke for at skabe ‘fremskridt’.

Hvorfor er alt dette problematisk? Forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for naiv idealisme, lalleglade visioner eller politiske utopier af nogen art. En sund portion realisme og bekymring, er med meget stor sandsynlighed den mest begavede måde at gå til verden på. Men jeg finder det alligevel urovækkende, at vi i den offentlige debat stort set har opgivet troen på samfundsmæssige fremskridt. Især fordi de visioner vi engang havde på samfundets vegne nu tilsyneladende blot er blevet privatiserede.

Den vestlige middelklasse tror nu kun på fremskridt i eget liv frem for i samfundet generelt. De læser selvhjælpsbøger, lærer at lave mad, går på personlighedsudviklende kurser, holder op med at ryge, går på diæt, er helikopterforældre og udbygger hjemmet. I starten af 1900-tallet kæmpede arbejderbevægelsen for bedre forhold, flere kollektive rettigheder og mere fritid. I det liberale og individualiserede samfund bærer du selv ansvaret for livet – og det privatiserede fremskridt er på mange måder i et modsætningsforhold til indholdet af den gamle, socialdemokratiske fremskridtstro. For det privatiserede fremskridt handler ikke om fritid, frihed eller frigørelse, tværtimod. Fester er ikke for sjov, det er muligheder for at netværke. Caféer er et sted, hvor du sidder og arbejder på din computer. Sport er ikke meningsfuldt i sig selv, det er et middel at (for)blive fysisk attraktiv. I takt med at troen på samfundsmæssige fremskridt døde, er der tilsyneladende sket en selvdisciplinering, kontrollering og perfektioneringen af ‘det gode liv’. Hvis man læser damebladene, Bo Bedre eller avisernes livsstilssektioner, så fordrer ‘det gode liv’ at du kontrollerer din krop, kontrollerer dit hjem, kontrollerer dit tidsforbrug, kontrollerer din karriere, kontrollerer hvilke fødevarer du køber, kontrollerer din vægt, kontrollerer dit image, kontrollerer dine børns skolegang, kontrollerer din selvtillid, kontrollerer dit samtalekøkken, kontrollerer dit sexliv. Hvis man ikke har selvkontrol, er man de facto en taber. Det privatiserede fremskridt er så intimt forbundet med selvkontrol, at hvis du ikke udviser disciplin, så er du reelt selv skyld i dine manglende fremskridt. Derfor ser man ned på de overvægtige, ned på rygerne, ned på de arbejdsløse, ned på de faggrupper der jamrer over manglende kontrol over egen arbejdssituation, ned på kolleger, der ikke i det mindste lader som at de dyrker sport. Det er ikke længere staten eller religionen, som er repressiv eller kontrollerende – dét er os selv.

Er det en problematik? Ja, egentlig. For det er som bekendt menneskeligt at fejle. Nogle gange byder livet en forhold, hvor selvkontrollen er vanskelig at bevare. At lade ens selvværd og oplevede fremskridt basere på et ubarmhjertigt fænomen som selvkontrol, er reelt det samme som at skabe horder af mennesker, der oplever sig selv som tabere. Er det helt rimeligt overfor en generation af unge mennesker, som er så uheldige at komme ud på arbejdsmarkedet i vor tids største og mest langvarige økonomiske lavkonjunktur?

Endelig: Hvordan spiller den grundlæggende usunde privatiserede fremskridtstro sammen med den deroute, som den samfundsmæssige fremskridtstro oplever? Hvad betyder den manglende fremskridtstro for civilsamfundet? Har vi opgivet idealerne om en vellykket integration i Danmark? Har vi opgivet tankerne om en stadig bedre folkeskole? Er det omsonst at forestille sig et Danmark, hvor halvdelen af befolkningen ikke lever af offentlige overførsler på en eller anden måde? Holder Søvndal mund overfor Hu Jintao om Tibet, fordi såkaldt ‘realisme’ og handelsaftaler vejer tungere end troen på demokratiske fremskridt? Har miseren i Irak medført, at vi helt har mistet troen på et mere fredeligt Mellemøsten? Langt, langt størstedelen af Europa-Kommissionens politikforslag er som regel af den defensive, angste og forvaltende art. Men er det af den grund helt vanvittigt at visualisere sig et Europa, der ikke udelukkende er bange for fremtiden?

Folkene bag andels- og højskolebevægelserne i Danmark i slutningen af 1800-tallet tænkte ikke på den måde. De ønskede ikke bare at forvalte og være realistiske. Det gjorde arbejderbevægelsen og Socialdemokraterne heller ikke. De strømninger baserede sig på fremskridtstroen – og de forandrede på hver sin måde Danmark til det bedre. De oprindelige skabere af Kul- og Stålunionen (det senere EF og EU) kom muligvis fra en grum Anden Verdenskrig verden, men skabelsen af et stadig tættere Europa var netop baseret på en fremskridtstro. Indenfor forretningsverdenen, så er det forvaltere som Microsoft og Nokia, der taber – ikke de fremskridtstroende folk i Google og Apple.

Jeg oplever det som at vi i Europa og Danmark har gravet os for langt ned i et sort hul – og pt. skygger jordbunkerne rundt om hullet for, at vi kommer videre. Der er brug for fremskridtstro på en begavet måde. Måske vi skulle tage noget af den patalogiske selvdisciplinering og anvende den i en mere konstruktiv retning? Engagere os i samfundsdebatten frem for i slankekuren? Hvem ved, måske endda genskabe troen på samfundsmæssige fremskridt? Så lad os glemme selvkontrollen en smule – og gå i gang med at forandre verden til det stadig bedre.

Can We Still Be Friends?

I morgen er sommerferien slut for denne omgang. Begyndte min ferie tidligt i år, så som noget nær den eneste på min arbejdsplads, er jeg på arbejde i uge 30 og frem. Bortset fra malere og håndværkere, der skal forskønne arbejdspladsens ellers ret bedrøvelige slut-70’er arkitektoniske beton-tristesse, er jeg velsagtens eneste mand om at hænge ved kaffeautomaten.

Det maner til refleksion og eftertanke.

Nu er der som bekendt gået små tre måneder siden jeg indledte Den Lange March fra Bruxelles og tilbage til det nordjyske. Det har på mange måneder været uvirkeligt og præget af at være en transitionstilværelse (i.e: Bo i perma-rod omgivet af flyttekasser i forældrenes kælder, talrige weekendture til København, almindelig rodløshed). Nu hvor Doktoren og jeg endelig er flyttet sammen her i 9800 Metropolen, burde der komme lidt mere ro på de notoriske følelser af at være hjemløs. På næste onsdag begynder Doktoren på sygehuset. Først i et lægevikariat, siden i det sagnomspundne KBU-år. Vi får med andre ord det, vi ikke har haft siden jeg luffede til Bruxelles foråret 2011: En hverdag sammen. Det bliver godt og sundt, tror jeg.

På det mere identitetsmæssige plan er jeg splittet.

Var jo sådan set glad for at bo i Bruxelles. Kunne sagtens have set mig selv blive noget længere, hvis ellers jeg havde været gladere for mit job dernede. Byen nåede aldrig rigtig at blive mit ‘hjem’. Den plads indtager København paradoksalt nok stadig hos mig.

Nordjylland er – måske på grund af de sidste måneders midlertidige karakter – ikke kommet ind under huden endnu. Måske det ikke er så mærkeligt. Boede trods alt 10 år i København. Langt de fleste af mine venner er naturligt nok i byen. Ud over min familie, kan antallet af folk jeg kender i Nordjylland tælles på ganske få hænder. Der er derfor et (indtil videre uoverskueligt) stort opsøgende arbejde, der skal gøres, hvis ellers ambitionen er at få nye venner heroppe.

Bevares, vi vil sikkert komme til at hænge ud med en del yngre læger qua Doktorens nye arbejdsliv. Men hvis jeg ønsker andre stimulanser end snak om hospitalsvæsenets grufuldheder, onde DJØF’ere og sataniske fire års regler, må jeg hellere opsøge andre bekendtskaber også. Aber wie?

I København tiden fik jeg en masse venner ‘gratis’ gennem studiet, kollegierne og siden på min arbejdsplads, hvor der var mange personer i mit demografiske segment. Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor jeg (i en alder af 30!) er den suverænt yngste i min afdeling, og hvor majoriteten af ansatte i huset er kvinder mellem 38 og 50 år. Det betyder, at med mindre at jeg yderst hurtigt får udviklet dybfølte meninger og indsigt i for mig ganske nye problemstillinger (hvad gør man med teenagere, der ikke vil rydde op efter sig? Hvordan bør en carport egentlig se ud?), så er min sociale kapital ikke så høj. Det betyder samtidig også, at potentialet for at finde udenfor-arbejdstiden-venner blandt kollegerne er bedrøveligt lav. Fra at have været socialt ganske forkælet på min tidligere arbejdsplads og liv i København, står jeg nu på ret bar bund. Og hvad gør man så?

Jeg blev en anelse nedslået, da jeg læste artiklen ‘Why Is It Hard to Make Friends Over 30?’ i NYT. Et par repræsentative udsnit:

In your 30s and 40s, plenty of new people enter your life, through work, children’s play dates and, of course, Facebook. But actual close friends — the kind you make in college, the kind you call in a crisis — those are in shorter supply.

As people approach midlife, the days of youthful exploration, when life felt like one big blind date, are fading. Schedules compress, priorities change and people often become pickier in what they want in their friends. No matter how many friends you make, a sense of fatalism can creep in: the period for making B.F.F.’s, the way you did in your teens or early 20s, is pretty much over. It’s time to resign yourself to situational friends: K.O.F.’s (kind of friends) — for now.

But often, people realize how much they have neglected to restock their pool of friends only when they encounter a big life event, like a move, say, or a divorce.

Meget rammende, NYT! I Bruxelles var problemstillingen ikke så aktuel, da jeg fik gode venner på mit kontor. Men her i Nordjylland, hvor udbuddet af potentielle venner på min arbejdsplads er mindre? Ja, da bliver det pludseligt sværere. Tilsynelandende er det dog ikke kun sære, indadvendte gnavpotter som undertegnede, som finder opgaven med at skabe nye venner uoverskuelig:

Basically, Laura L. Carstensen suggests, this is because people have an internal alarm clock that goes off at big life events, like turning 30. It reminds them that time horizons are shrinking, so it is a point to pull back on exploration and concentrate on the here and now. “You tend to focus on what is most emotionally important to you,” she said, “so you’re not interested in going to that cocktail party, you’re interested in spending time with your kids.”

As external conditions change, it becomes tougher to meet the three conditions that sociologists since the 1950s have considered crucial to making close friends: proximity; repeated, unplanned interactions; and a setting that encourages people to let their guard down and confide in each other, said Rebecca G. Adams, a professor of sociology and gerontology at the University of North Carolina at Greensboro. This is why so many people meet their lifelong friends in college, she added.

Jeg har ikke tænkt så meget over det med de ‘tre betingelser for venskab’ tidligere, men de giver mening. Når man får arbejde, børn, forpligtelser og carporte, så skal vennehygge altid planlægges. Det aspekt bliver endnu værre, når man – som undertegnede – vælger at flytte længst muligt væk, fra den hidtidige venneflok. Måske kanaler som e-mail øger muligheden for fortrolig interaktion over lange afstande, men det ændrer ikke på det fundamentale problem, der opstår når man bliver voksen, får forpligtelser og (måske) flytter væk. Det åbner op for at man med alderen definerer ‘venskab’ på en ny og mere løs måde:

“When you’re younger, you define what it really means to be friends in a more serious way,” said my screenwriter friend, Brian. (His full name is Brian Koppelman, and he wrote and is a co-director of “Solitary Man,” a 2010 film starring Michael Douglas about a middle-aged man trying to reconnect with friends and family.)

“My ideas of friendship were built by ‘The Godfather’ and ‘Diner,’ ” he said. “Your friends were your brothers, and anything but total loyalty at all costs meant excommunication. As you get older, that model becomes unrealistic.”

By that point, you have been through your share of wearying or failed relationships. You have come to grips with the responsibilities of juggling work, family and existing friends, so you become more wary about making yourself emotionally available to new people. “You’re more keenly aware of the downside,” said Mr. Koppelman, 46. “You’re also more keenly aware of your own capacity to disappoint.”

“I haven’t really changed my standards for what it means to actually be friends,” he concluded. “It’s just that I use the word ‘friends’ more loosely. Making the real kind, the brother kind, is much harder now.”

Det er altsammen interessante betragtninger, men det hjælper ikke så meget i den aktuelle situation. Jeg er nået til en alder, hvor folk er begyndt at formere sig, have travlt på jobbet og ikke intuitivt har tiden (eller lysten?) til at bruge deres fritid uplanlagt sammen med mig. Sandsynligheden for at jeg møder nogle best friends forever det næste års tid er, mildest talt, ikke overvældende.

Måske jeg i den situation må være tilfreds med, at jeg har en solid kerne af, hvad jeg selv  betragter som nære og gode venner i en fjern, fjern hovedstad (og andre steder, for den sags skyld), der er fjollede nok til at gide holde kontakten ved lige med mig – selv her hvor jeg er flyttet til verdens ende? At jeg må begynde til dans, synkronsvømning eller folkemindesamling, hvis jeg vil udvide bekendtskabskredsen? Og så i øvrigt smile let anstrengt, når jeg må acceptere, at jeg for at møde nye mennesker i 9800 Metropolen (for Gud ved hvilken gang) igen skal høre om forholdene i sundhedsvæsenet?

Via Dolorosa

Jeg har ikke taget så meget med mig fra de små fem-og-et-halve år på Institut for Statskundskab. Det skulle da lige være en forkærlighed for koncepter. Ikke så meget teorier eller modeller. Den slags er for teoretisk og virkelighedsfjernt for mig. Men jeg kan godt lide meningsskabende redskaber til at forstå, strukturere og  afkompleksificere  verden. Webers koncept om ’idealtyper’ gik eksempelvis rent ind hos mig., det samme gjorde den historiske institutionalisme koncept om ’path dependency’. De medvirker til at skabe en vis orden midt i kaoset og irrationaliteten.

Måske er det også derfor, at selvom jeg pr. definition fnyser hånligt af snart sagt enhver form for litteratur om ledelse og selvhjælpsbøger, så er jeg alligevel søgende efter redskaber, koncepter, måder at sætte lidt skik på mig selv i arbejdslivet. For nøgternt vurderet, så er der et markant basis for forbedringer. Jeg udnytter ikke det flig af talent og potentiale, som jeg i moderat grad besidder. Derfor er jeg for tiden optaget af konceptet ’personlig produktivitet’. For hvordan får jeg den i vejret? Hvordan opfylder jeg mit potentiale? Og hvordan øger jeg mit ’stock’ fremfor mit ’flow’?

Første – og største – problem er, at jeg er doven, nydelsessyg og lystbetonet.

Store dele af min (i øvrigt ganske mangelfulde) arbejdsetik er bundet op på, at med mindre at jeg opfatter en given opgave som ’sjov’ eller ’meningsfuld’, så er jeg nem at distrahere og begynder at overspringshandle massivt. Det samme er tilfældet hvis jeg har for god tid, for lidt at lave eller for lange deadlines.

Ordsproget ’lediggang er roden til alt ondt’ gælder i allerhøjeste grad for undertegnede. Med mindre, at en opgave er sjov, tjener et højere formål eller at der er markante sanktioner forbundet med at jeg slacker på indsatsen – så er der desværre ugler i mosen. Koncentrationen og fokus ryger, særlig i perioder, hvor der ikke er travlt. Jeg er i bund og grund en flanør uden den store disciplin eller rygrad.

Jeg har indtil videre kunne slippe afsted med denne dorske tilgang til livet takket være min mådelige begavelse. Den har betydet, at selv en 70 pct. indsats fra min side ofte har været tilstrækkelig i mine hidtidige ansættelser.  Muligvis ville en 100 pct. indsats imponere og (teoretisk set) lede til avancement, men hvorfor gøre den ekstra indsats, hvis opgaven ikke er særlig sjovt eller meningsfuldt?

Mit arbejdsliv er foregået i bureaukratier foran en skærm, uden større supervision, uden soleklare kvalitetskriterier, beskyttet mod konkurrence fra markedet – og hvor jeg selv har ansvaret for at hanke op i nakken på mig selv. Den slags er i sagens natur farligt. Særlig for en semi-begavet, men lad, charlatan som undertegnede.

Den type arbejdsliv er fyldt med fristelser og distraktioner, især hvis man har opbygget dårlige vaner igennem årene. Hvis man nu – rent hypotetisk, naturligvis! – har oparbejdet en nærmest tvangshandlingsbetinget vane med konstant at tjekke netaviserne (uagtet at det ikke er relevant for ens arbejde). Hvis man nu tjekker besøgsstatistikkerne for ens blog et usundt antal gange om dagen? Hvis nu man er så bange for at være koblet af, at man læser ikke-direkte arbejdsrelevante artikler på amerikanske blogs og aviser? Hvis man nu drukner i den tilgængelige information på nettet? Hvis nu man er lidt for flink til at sende ikke-direkte arbejdsrelevante mails til tidligere kolleger? Ja, så er man ilde stedt, når det handler om at prioritere sin tid, fokusere og få udrettet noget. Der er, med andre ord, brug for at højne den personlige produktivitet i arbejdstiden. Især i perioder, hvor udbuddet af sjove og meningsfyldte arbejdsopgaver måske ikke er overvældende.

Min ambitioner derfor at få strammet mig an. Først og fremmest på arbejdet, men også så jeg anvender min fritid bedre og mere produktivt.

Første trin har været at nedlægge min Twitter-profil. Den medførte underholdning på den korte bane, men medfører mere stress og flow på den lange.

Dernæst har jeg nedlagt min konto ved Statcounter, så jeg nu ikke længere manisk holder øje med besøgstallet her på bloggen. Det skal gerne give færre distraktioner, men forhåbentlig også mere fokus på at producere bedre indlæg her.

Endelig har jeg downloadet et nifty lille program, som kan spærre for besøg på hjemmesider. Har tænkt mig at spærre for min adgang til netaviser og blogs i arbejdstiden. Jeg har ikke brug for den løbende viden, tværtimod distrahere den og fjerne koncentrationen fra arbejdet. Hvis jeg ikke kan administrere det selv, må jeg få maskinen til at gøre det for mig.

Slutteligt overvejede jeg at nedlægge min facebook profil. Den bliver mere og mere irrelevant for mig. Ingen skriver længere noget relevant på siden længere, så ikke engang som snageredskab er det meget bevendt. Bestemte mig dog for at beholde den, da jeg trods alt har et stort netværk derinde, som det ville tage for lang tid at holde vedlige på anden vis.

Små trin, muligvis. Men de skal suppleres af en ny e-mail kultur (kan man eksempelvis nøjes med at tjekke sin mail fire gange om dagen? Hvorfor skal den være åben hele tiden?) og siden et (væsentlig vanskeligere) projekt med at anvende fritiden mere produktivt på træning, socialt samvær og boglæsning, fremfor planløs surfning. Det er fjollet samt hæmmer min kreativitet og skabertrang.

Mit nylige jobskifte, rykket fra Bruxelles til Nordjylland og den forandrede livssituation sammen med Doktoren burde kunne være et startskud til en ny start. Jeg har slumret for længe. Efter sommerferien går det i gang.

Commodify Your Dissent

Jeg har ikke rigtig indsamlet inspiration nok til at udforme et lang og formfuldendt indlæg, så I må nøjes med et par mere eller mindre usammenhængende observationer fra de senere dages tid.

  • Sidste afsnit af ‘Mad Men’ sæson fem blev vist i søndags i amerikansk tv. De fleste anmeldere fandt det undervældende, og jeg er enig. Sæsonen har dog som helhed været god, særlig den sidste halvdel. Uden at afsløre for meget (småspoiler) har sæsonen lidt under, at Don Draper har været markant mindre Don Draper’sk i sin adfærd, end i de øvrige sæsoner. Det vil sige mindre forpint sjæl, færre sidespring, færre eksistentielle dramaer, mindre genialitet (småspoiler slut). Men i sin essens er ‘Mad Men’ stadig blandt de to-tre bedste tv-serier i disse år. Roger Sterling er en hædersmand og tv’s mest elskelige charlatan. Sæsonafslutningen åbnede også op for en ny retning i sæson 6, og det kan man så se frem til.
  • Europamesterskaberne i fodbold har været en positiv oplevelse, synes jeg. Med enkelte undtagelser – især Sveriges grumme skæbne mod Ukraine – har kampene været spændende og resultaterne efter mit hoved. Især var jeg glad efter Spanien-Italien kampen, hvor mine elskede italienere hankede sig op og leverede en brav indsats. Det var der brug for efter at den aktuelle matchfixing skandale endnu engang har smadret italiensk fodbolds ry. Hvis man i øvrigt er interesseret i mine betragtninger om EM, vil jeg henvise til min Twitterprofil. Her kammer jeg over i hyldester, svinere og lumre kommentarer.
  • Jeg havde egentlig arbejdet på et langt og trangt indlæg om dansk politiks aktuelle tristesse. Halvvejs igennem udkastet gik det imidlertid op for mig, at der var tale om et ikke særlig originalt, ikke særlig indsigtsfuldt og ikke særlig nødvendigt stykke middelmådighed om ‘politisk kommunikation’ og slige ligefyldigheder. Det var rent flow, overhovedet intet stock. Så det blev krøllet sammen og verfet ud.
  • Jordhule 1.0 er sat til salg og annoncen kommer lige om snart på en boligportal nær dig. Har du penge til overs? Lyst til at bo i et sandt luksusdomicil tidligere beboet af celebrity-in-spe? Vil du hjælpe nærværende celebrity-in-spe til at opnå økonomisk frihed? Lette hans sind for byrder og besværlige lejere? Link følger snarest.
  • Bemærk venligst at Oklahoma City Thunder er i NBA-finalen mod købeholdet fra Miami Heat. Der spilles bedst ud af syv kampe. Send alt tilgængelig god karma til Chesapeake Energy Arena, OKC i aften. De får brug for det.

Vi skal have mange flere til at bruge den offentlige transport

Endelig lidt godt nyt oven på traumet med at se på biler! For nu hvor DSB yderst behændigt har aflyst alt togdrift i Nordjylland de kommende tre måneder OG Limfjordsbroen fortsat er skamskudt seks måneder frem, har Nordjyllands Trafikselskab meget venligt sendt tilflyttere til Vendsyssel ovenstående billede af deres alternative offentlige transporttilbud. I øvrigt bemærkes det i en medfølgende e-mail, at det er en kvik, men ikke fuldstændig ufarlig transportform:

Flodheste: 100-150 dødsfald pr. år

Flodheste er meget aggressive dyr, på trods af at de ofte opfattes som store, søde og venlige – men med deres enorme kropsvægt, monstrøse gab og meget aggressive natur, er de ekstremt farlige at omgås for mennesker. Selvom man ikke skulle tro det, kan en flodhest løbe hurtigt (op til 50 km/t), hvilket er hurtigere end mennesket.

Monstrøse gab eller ej. Med den fart kommer jeg snildt frem og tilbage på arbejde i en fart. Tak, NT og DSB. Nu behøver jeg aldrig købe en bil.

Afklaring

Som Hippokrates afslørede i en kommentar igår, så kender vi nu hendes arbejdsplads fra 1. september: Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Det bliver på alle mulige måder rigtig godt.

Rent logistisk og transportmæssigt er Aalborg måske mere oplagt, men ud fra en helhedsvurdering (livskvaliteten, uddannelseskvaliteten, mulighederne for introstillinger efterfølgende) så er flyttet Nordenfjords det rigtigste for os. Sygehus Vendsyssel har hele tiden været Den Bedre Halvdels førsteprioritet, hvilket man måske havde kunne gætte sig til ved at læse hendes blogindlæg fra sidste sommer. Bevares, Hjørring er geografisk langt væk fra det meste, men kompenserer for det på andre måneder.

Nu hvor afklaringen endelig er i hus venter der så en række praktiske opgaver.

Vi skal have fundet et sted at bo (bliver antageligvis i en af de lægeboliger, der er tilknyttet hospitalet) samt have flyttet vores ting til Jordhule 3.0 fra henholdsvis Jordhule 1.0 i København og Jordhule 2.0 i Bruxelles. 1.0 skal sidenhen udlejes, hvilket er en kompleks affære.

Jeg har spenderet noget af lørdagen på at sætte mig ind i skattereglerne, huslejeniveauet og kravene til en lejekontrakt. Det er vanskelig gennemskueligt stof. Hvis der er læsere med erfaring med at udleje en ejerbolig, så lytter jeg gerne til jeres visdomsord.

Men bortset fra det praktiske fnidder, så er det en god tid. Bliver spændende at starte på en frisk.

Pinsler

Luffede over i motionscenteret i eftermiddags sammen med Den Bedre Halvdel. Et sandt overflødighedshorn af nye sanser og indtryk! For de af jer der mangler spænding i livet, kan jeg således kun anbefale fluks at titte forbi fitness.dk på Nygårdsvej.

Her er jo alt hvad hjertet kan begære af stereotyper. Pumpertyperne! Solarieskinkerne! Pensionisterne der trisser mismodigt rundt! Hipstere, der uagtet deres unikhed og jeg-er-sgu-min-egen-fiksering stadig lider under det patriarkalske samfunds krav til ungdom og skønhed! Og alle er de mere tjekket klædt på (og går mere op i at være tjekkede) end samtlige af belgierne i mit lokale center i Bruxelles. Det er stærkt påfaldende. Og lidt lidt trættende.

Efter dette mini-sociologiske eksperiment, savner jeg næsten de tungere centraleuropæiske tendenser. For de er noget mere rare og afslappede derhjemme i den lokale svedhule i Chaussée de Charleroi. Der får man kram som kvinde og håndtegn som mand. Det sker mildest talt ikke på uptight Østerbro. Vi kan stadig lære noget i Danmark.

How we used to live

2012 bliver et transitions-år her i husholdningen. Først og fremmest bliver Den Bedre Halvdel færdig som læge. Hun skal derefter ud i det, der i gamle dage hed ‘turnus’ (og som i dag på bedste newspeak-vis er omdøbt til ‘Klinisk Basis Uddannelse’). For de ikke-medicinstudium-belæste, så er KBU’en et års praktisk uddannelse på et hospital, inden at de nye cand.med’er må virke som læger i det danske sundhedssystem.

Den store finte ved KBU’en er, at man ikke selv bestemmer hvor i landet, at den finder sted. Fordelingen af uddannelsespladser sker via lodtrækning. De medicinstuderende trækker således et nummer (fra 1 til 400). Den med laveste nummer bliver førstevælger til de opslåede KBU-pladser, mens nummer 400 må tage til takke med det, som ingen andre vil have. Da de færreste studerende har lyst til at forlade Århus og  København efter at have haft tilværelsen der igennem studietiden, så er det i sagens natur altid pladserne på hospitalerne i de byer, som bliver valgt først. Siden følger pladserne i pendlerafstand fra de store byer. Til sidst følger så uddannelsespladserne ved hospitalerne i Udkantsdanmark.

Systemet med KBU-lodtrækningen er et tveægget sværd.

Hvis man (som jeg!) efterhånden har tilbragt en del aftener i middagsselskaber med medicinstuderende, så har man med tiden hørt en del gange hvor ondt og uretfærdigt systemet er. For ih, hvor er det dog dybt, dybt urimeligt, at man kan blive tvunget til Viborg, når man nu har opbygget sin tilværelse i København. Hvorfor skal man dog tvinges ud? Er stavnsbåndet ikke ophævet, eller hvorledes?

På den ene side kan jeg godt forstå synspunktet, særlig hvis de pågældende studerende har været så letsindige at få børn undervejs i studiet. Det er heller ikke udpræget nemt at lokke en evt. husbond/ægteviv med til provinsen for et år, især hvis vedkommende allerede har et job i København. Så står der langdistance på programmet, en tilstand jeg har forståelse for ikke er decideret morsom.

På den anden side, så tror jeg de danske medicinstuderende glemmer hvor priviligerede de egentlig er. Systemet sikrer dem jo faktisk en uddannelsesplads, uanset hvad de har bedrevet under studierne. I Sverige skal de medicinstuderende selv søge deres uddannelsespladser, på linje med at søge et job. Hvis du har dårlige karakterer, så får du ikke en god uddannelsesplads, period. Og selv hvis du er dygtig og vil have en uddannelsesplads i eksempelvis Stockholm, Göteborg, Uppsala eller Lund, så må du forberede dig på at skulle arbejde som uklassificeret reservelæge i op til et år før du går igang med uddannelsen. I Danmark kan du komme igang med det samme.

Endelig medfører de studerendes København/Århus-centrisme, at de vægter geografiske hensyn alt for højt i forhold til læring og kompetencer. For sagen er den, at de mindre hospitaler i provinsen gør meget mere ud af at uddanne deres medicinstuderende samt at sikre dem et behageligt ophold. Når fagforeningen Yngre Læger laver rankings over de studerendes tilfredshed med KBU-opholdene, så scorer provinshospitalerne altid højest, mens hospitalerne i hovedstadsregionen og Århus havner i bunden.

Hospitalerne i provinsen har simpelthen en meget konkret egeninteresse i at de studerende er glade for KBU-opholdet, for det er en måde at sikre rekrutteringen af kvalificerede læger. Hvis man var glad for sit uddannelsesophold, så er chancen for at man bliver hængende i en introstilling og siden et speciale meget højere. På Rigshospitalet er de derimod grundlæggende ligeglade med deres KBU’ere, for folk skal nok søge pladserne alligevel – uanset kvaliteten af undervisningen eller arbejdsmiljøet.

Tingene kompliceres yderligere af, at man med omlægningen fra ‘Turnus’ til ‘KBU’ skar et halvt år af uddannelsen (vi skal jo alle hurtigere igennem pølsefabrikken). Tidligere var man sikret ophold på både medicinske og kirurgiske afdelinger samt et halvt år i almen praksis. Nu får man kun to ud af de tre, så man kan med et lavt lodtrækningsnummer risikere at få en fagpakke uden medicinsk ophold – hvilket gør én de facto uansættelig i en  kommende introstilling. Endelig er der en udbredt snob-effekt på Rigshospitalet og omegn, hvor det betragtes som mindre fint at have haft sin KBU uden for København. “Det er svært at komme ind i varmen og i betragtning til de spændende stillinger, hvis du ikke har skabt dig et netværk i København under KBU’en“, som en af Den Bedre Halvdels jamrende stud.med veninder sukkede til et middagsselskab i Bruxelles for nylig.

For Den Bedre Halvdels vedkommende, så skal hun trække sit KBU-nummer her i det tidlige forår.

Som indikeret ovenfor, er der meget på spil. Et lavt nummer og en plads i København vil selvfølgelig være det nemmeste qua at vi har Jordhulen på Østerbro. Omvendt var hun kisteglad for sit lægevikariat i Hjørring, og ingen af os drømmer på sigt om en tilværelse i hovedstaden. Så vil et ophold i provinsen være så slemt? Og hvad med ham Brøleaben i Bruxelles? Skal det være langdistanceforhold lige indtil KBU’en er ovre (estimat pr. 21. februar 2012: 19 måneder)? Og hvad med efter KBU? Hvor skal vi så bo? Hvad med hendes forjættede hjemland Sverige, hvor hun jo sådan set gerne vil tilbage til engang? Kan førnævnte papirnussende Brøleabe overhovedet finde blot nogenlunde begavet beskæftigelse derovre?

Så jo. Det er et transitionsår, hvor visse ting afklares, men hvor der også skal træffes nogle ret fundamentale beslutninger om fremtiden.