Scania

For nylig lyttede jeg nok engang til en debat i P1 på vej hjem fra arbejde. Emnet var meget Politiken’sk, nemlig hvorfor så få mænd gider deltage i avisens jævnt trættende debattema om de stressede børnefamilier. I ved nok, det der blev kickstartet af en sand jeremiade af et læserbrev fra en mor, der følte at det måtte være et kollektivt problem for samfundet, at hendes egne forældre ikke rigtig gider hjælpe til med logistikken.

Nå, men en af de få mænd, der har taget den lidet misundelsesværdige tjans på sig at svare den stressede mor ovenfor, var med i P1 debatten.

På et tidspunkt anvender han en formulering, som jeg bed mærke i – og siden har tænkt en del over. Nemlig at ja, langt de fleste børnefamilier er spændt hårdt for, men at det er et grundvilkår, som familier igennem alle tider har måtte leve med. Og da han og fruen fik barn nummer to og tre, indgik de en aftale om, at nu ‘driftede’ de livet og tilværelsen i de kommende år. Karrieren og selvrealiseringen må komme i anden række, det samme må samlivet og nærværet med hinanden. Børnene er i centrum, og det at holde husstanden kørende er udfordrende nok i sig selv. Og, mente han, hvis man af egen fri vilje vælger at få (flere) børn, så må man acceptere, at det i en årrække handler om ‘drift’ og at få enderne til at mødes rent logistikmæssigt.

Det tænkte jeg en del over.

Ja, ikke så meget over det slet skjulte kønspolitiske motiv i debatten. Ej heller om jeg synes nutidens bedsteforældre hjælper for lidt til med børnepasning1. Nej, jeg tænkte over det med ‘drift’. Og om det at omlægge (og acceptere) en tilværelse fra ‘udvikling’ til ‘drift’.

For jeg tror sådan set at manden har ret. Jeg er ikke begejstret for det, og jeg finder at ‘drift’ er et rædsomt ord i almindelighed. Men det at blive forældre indebærer unægteligt masser af drift og logistik.

Her i husstanden er det indiskutabelt Den Bedre Halvdel, der tager det meste af slæbet. Jeg går på arbejde 10 timer hver dag og hun er på barsel, så det er især hende, der sørger for at tingene hænger sammen – og det er også hende, der er den primære plejegiver for Arvingen. Jeg hjælper til, men vi er ikke i nærheden af at have lighed i fordelingen af huslige pligter og yngelpleje.

Er det så problematisk? Kunne jeg blive mere hjælpsom, nærværende og mindre fokuseret på arbejdet? Ja, uden tvivl. Men modellen for tilværelsen fungerer lige nu. I hvert fald så længe vi kun har én ung mand at passe. Men hvis der var to? Tre? Eller endnu tættere på: Når hun skal tilbage på arbejdsmarkedet, og vi derfor pludselig skal til at forholde os til grufulde koncepter som ‘pasning’ og ‘hente/bringe’. Så er det et helt andet ballgame, som de siger.

Men anyway. Diskusionen mellem ‘udvikling’ og ‘drift’ er vel ikke helt afsluttet herhjemme. Den Bedre Halvdel skal have fundet sig et speciale indenfor sit felt. Og det valg vil igen få stor indflydelse på, hvor vi skal leve og bo, eftersom hendes uddannelsesstilling vil være koblet op på bestemte sygehuse i de næste fem år frem.

Lige nu er livet fornøjeligt her på Islands Brygge. Lejligheden er fin, den er tæt på mit arbejde, kvarteret er hyggeligt og der er masser af grønne områder i baghaven. Omvendt er huslejen nærmest lammende høj, og pasningssituationen i Københavns Kommune ikke ligefrem rosenrød. Der er med andre ord ikke helt givet, at vi også bor her om 3-5 år. Flere af vores venner er flyttet til Malmö, og deres livsmodel i Skåne virker faktisk relativt tillokkende. Måske det kunne være en mulighed?

Så der er stadig ‘udvikling’ ved siden af ‘driften’ at forholde sig til. Karriere, bolig og den slags. Hvilket egentlig passer en notorisk rastløs sjæl, som undertegnenede, aldeles udmærket.

  1. Arvingens bedsteforældre bor henholdsvis 500 og 1500 km væk. Hvad skal de helt præcis gøre? []

Steder der er mine

Bruxelles lignede sig selv. Var på en hurtig strejftur forbi til et seminar med arbejdet. Det var første gang jeg var tilbage, siden jeg forlod byen i april 2012. Fik indarbejdet en lille lomme i programmet, hvor jeg fik tid til at gå en tur rundt de gamle steder. Var forbi lejligheden i Rue de Livourne, og travede lidt rundt i Ixelles kvarteret. Lidt vemodigt var det da.

Det er ikke sådan, at jeg savner at være udstationeret eller Bruxelles på daglig basis. Men når jeg af og til tænker tilbage, var det en god tid vi havde dernede. Arbejdet dengang var muligvis ikke det helt rigtige match for mig, men vi trivedes socialt og geografisk. Husker så mange gode stunder fra vores lejlighed, weekenderne på eventyr rundt i landet og rutinerne. Bruxelles er – dens særheder, regnvejr og glas&beton arkitektur til trods – klart en af mine yndlingsbyer.

Kan godt lide på den måde at gemme på steder, der er ‘mine’. Her snart 10 år efter mit halve års praktikophold i Prag, er det stadigvæk ‘min’ by. Det samme er Luzern i Schweiz og Kihei på Maui. Det er steder, jeg forbinder med noget iboende positivt, fordi der er mange gode minder derfra.

Er der steder, der er ‘jeres’?

Ghost In the Machine

For efterhånden et par år siden læste jeg David Allens klassiske selvhjælpsbog ‘Getting Things Done’. Den har noget nær ikonisk status indenfor den særdeles lukrative subgenre af sådan-optimerer-du-dig-selv-teorier og apps til at understøtte såkaldt ‘personlig produktivitet’.

Den slags poppsykologi er det rene narko, hvis man som undertegnede A) har tendens til at overspringshandle og miste fokus samt B) Er nervøst anlagt af natur, men dog alligevel hader at planlægge og koordinere. Et rask lille rationelt jernbur til at strukturere hverdagen, er meget tillokkende i den situation.

Allens grundlæggende tese er, at kilden til stress, ulykke og manglende produktivitet er, at man bærer rundt på for mange opgaver og aftaler i hovedet. Problemet er ikke, at du har travlt, nej, problemet er hvis du hele tiden går og er bekymret over at du har travlt – og desuden mere eller mindre ubevidst konstant er i tvivl om hvorvidt du nu har husket alting. I stedet for at løse opgaverne, bruger man i stedet sin energi på at lave mentalt hjulspind og obsesse over tingene.

Løsningen, hævder han, er at alt det ‘stuff’ (som han så malerisk kalder det) man bærer rundt på oppe i hovedet i stedet skal opsamles i et to-do system. Essensen er, at hvis man virkelig formår at få alle sine forpligtelser, opgaver og bekymringer ud ad hovedet, får splittet det op i enkelte next-step bidder og siden lagt det hele ind i sit velfungerende system, så vil man mentalt kunne slappe af i formodningen om, at systemet husker alting for en.

Det lyder banalt, men erkendelsen gav mening for mig. Det er faktisk en lettelse ikke hele tiden at gå og skulle huske alting.

‘Getting Things Done’ (eller blot ‘GTD’ indenfor jargonen) fik massiv succes i amerikanske IT-miljøer, og der er i årenes løb opstået et GTD-industrielt kompleks, der sprøjter den ene guide og task management app ud efter den anden.

Jeg leder til stadighed efter apps og programmer til at skabe det optimale workflow i min papirnussertilværelse.

Udfordringen er, at jeg i stedet for at være bekymret over selve de ting jeg skulle huske, nu i stedet er bekymret for om mit system fungerer godt nok – og om jeg husker at vedligeholde det tilstrækkeligt.

Tidligere har jeg sværget til en kombination af Things og Evernote til at huske alting, men begge apps lider af at være Mac-baserede. Det fungerede delvist tidligere, men når nu min arbejdsgivere har købt helt ind på Microsoft og Office 365, så er jeg nødt til at tilpasse mit system.

I stedet for Things er jeg hoppe på Todoist. Jeg synes mindre om det end Things, men Todoist er på alle platforme og kan sågar indarbejdes i Outlook.

Og i stedet for Evernote til at skrive noter og opsamle viden, er jeg begyndt at anvende OneNote. Programmet ER noget mere kluntet end Evernote, men når man er tvunget til at arbejde i Office-pakken, så fungerer OneNote blot mere sømløst med de Outlook, Word, Excel mv. – især når det hele syncer via OneDrive.

Hvordan holder læserne styr på tilværelsen? Er der nogle gode apps eller programmer, som I anvender?

Dagens mamablogindlæg

Hvad skal en blog bruges til? Tilbage i dens spæde start var det en art offentlig dagbog, som jeg anvendte til at dokumentere mit liv, aktiviteter og aktuelle besættelser. Linjen mellem det private og det personlige var i de år noget flydende.

De senere år har skriverierne været mere skramlende. Opdateringerne er blevet færre, inspirationen og fortællertrangen været vekslende. Emnerne lidt mere distancerede i takt med, at jeg er blevet mere optaget af at finde den rette balance mellem mit behov for at ytre mig og at sikre en vis anonymitet.

Den overordnede tendens har været, at jeg ikke har haft lyst til at skriverierne blev alt for sådan-går-det-i-privatlivet og italesættelse-af-mit-(u)perfekte-liv agtige. De seneste 12 måneder er jeg blevet gift, har været på en fortryllende bryllupsrejse til den anden side af jorden, er flyttet landsdele og genstartet karriere igen-igen og har været partner til min Bedre Halvdels graviditet. Ingen af de her ganske store livsbegivenheder har givet sig udtryk i forfærdeligt mange indlæg (det var den der anonymitet vi kom fra …), men det har i sagens natur været det, der fyldte mit hoved i perioden. Især det med barnet.

Og nu er han her så. Arvingen. Han blev født i lørdags, og han er helt og aldeles fortryllende. Ja, det synes de fleste nybagte forældre vel, men den her gang passer det faktisk. Han er klog, sød, rask, glad og smuk som en græsk gud. No really, det er han. I skulle se hans hårpragt. Han er bedårende. Selv når han er sur og utilfreds, så er han lige til at spise. Og det kommer fra en mand, der indtil for seks dage siden hadede (andre menneskers) børn. Det er ganske utroligt, at man på så kort tid bliver knyttet til sådan et lille kræ. Jeg ved ikke rigtig hvordan man skal beskrive det. At blive far giver bare …mening. Havde ingen anelse om at det ville være sådan. Bevares, jeg ved godt at det bliver hårdt og trælst og søvnunderskudsgivende. Når jeg kl 03.43 i nat luffer rundt i lejligheden og forsøger at trøste en vredladende og desperat ulykkeligt brølende ung mand, vil jeg sikkert overveje min ord igen. Men lige nu føles det som et ok trade-off. Kan godt leve med at ofre den bekvemme tilværelse et stykke tid, hvis ellers møgungen bliver glad, tryg og føler sig elsket. Tænk, sådan troede jeg aldrig, ALDRIG at jeg ville have det.

Og det, mine damer og herrer, var så sidste indslag af mamablog her på stedet.

For jeg vil holde fast i linjen. Arvingen vil naturligvis optræde i indlæggene hist og her, men det vil stadig være samfund, musik, bøger, nørderier, sport og alle mine andre mærkværdige interesser, der vil være i højsædet.

Plötsligt Händer Det Inte

Var ude at løbe i går. For første gang i nyere tid. Eller i hvert fald de seneste tre uger. Der er travlt på arbejdet, så får ikke motioneret i hverdagene. Når weekenderne samtidig går med flytterier og Nordjylland t/r, så har jeg fået forsømt løberiet.

Oven over det hele svæver familieforøgelsen. Sidste weekend så det ud til at Arvingen ville arrivere en måned for tidligt, men det gik i sig selv igen. Nu venter vi så spændt i uvished. Det kan vare indtil terminen i slutningen af måneden, men det kan også blive i morgen. Hvilket selvsagt gør det lidt vanskeligt at planlægge, og i øvrigt sætter gang i en masse tanker.

For hvordan bliver det ‘ovre på den anden side’? Hvordan reagerer man (individuelt og som par) på pludselig at blive forældre? Hvordan gør man overhovedet?

Og hvad nu hvis et eller andet gå galt? Jeg har ganske vist været forskånet for de helt store sorger i livet hidtil, men det behøver jo ikke være sådan. Faktisk ville det vel være unikt, hvis der ikke hænder et eller andet.

Så jo, der ventes i spænding.

Verdens kedeligste mand

For længe siden – lad os sige 8-10 år – ville den aktuelle situation i Ukraine have været min altfortærende interesse.

Det var dengang jeg legede ambassadeansat i Centraleuropa, og tilmed nærede drømme om en Ph.d inden for transitions- og demokratiseringsprocesser i post-kommunistiske lande. En rask lille folkelig opstand mod et oligarkisk og semidespotisk styre var lige noget for mig. En vaskeægte lækkerbidsken at fordybe sig i.

I dag skimmer jeg mere eller mindre uinteresseret de mange artikler og indslag om Ukraine. Kigger lidt træt ud i luften. Orker ikke rigtig at sammensætte en ganske vist uinformeret, men dog behjertiget analyse af og holdning til Ruslands rolle. Har ingen dybere indsigter at bidrage med. Når Den Bedre Halvdel (der kendte mig dengang jeg stadig havde meninger om regionen, og af for mig ubegribelige grunde stadig opfatter mig som begavet) spørger mig “Hvad er det der foregår?”, mumler jeg et eller andet utydeligt i skægget, og håber hun lader sig spise af med det.

Og jeg ved ikke engang hvorfor jeg er blevet så ligeglad. Eller hvorfor jeg tilsyneladende er degenereret så meget intellektuelt, at det bedste jeg kan stille op med er halvbagte postulater og viderekolportering af de søgte synespunkter, jeg har samlet op under avisskimningen.

Det bekymrer mig en anelse.

Mest fordi det ikke kun er Ukraine, som jeg er blevet indifferent overfor. Det er som at min kapacitet til at gå i ting, eller rettere: Min vilje til at forstå en sag i dybden, bliver gradvist mindre år for år.

Dansk politik? Intet kunne være mig mere ligegyldigt. Verdensøkonomien? Alt for komplekst til mig. Filosofiske debatter? Seriøst, lad mig få lov at være i fred. Kunst og kultur? Hold nu op, I skabekrukker. Samfundsdebatter? Gå nu hjem, kværulanter.

En af mine gode bekendte brænder intenst for diskussionerne om statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. Intet kunne være mig mere ligegyldigt, men jeg forsøger da at motivere mig selv til i det mindste at have en mening om sagen. Nemt er det dog ikke.

Måske det bare er livet, der hænder for mig. At jeg som tiden går, familieforøgelsen nærmer sig, der flyttes mellem landsdele konstant og karrieren skramler ustadigt afsted, allokerer min opmærksomhed og bekymring på de nære problemstilling. Ukraine, DONG og politiske debatter fylder ganske lidt i den kontekst. Og det bliver nok endnu værre, når først den enbårne søn arriverer i familien om allersenest en måned.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forhindre mig selv i at blive til verdens kedeligste mand. Men noget må der gøres.

Hvad der fylder …

Det nye arbejde

Begyndte for to uger siden. Der er travlt og jeg har rigeligt at rive i. Er ganske ukarakteristisk tilfreds med tingenes tilstand. Grundlæggende handler min jobfunktion om at skrive, udvikle argumenter samt formulere og eksekvere en række udviklingsprojekter. Hvilket jo sådan set er kernen af det, jeg gerne vil lave. Det betyder, at selvom jeg arbejder markant længere end før og at timelønnen er gået ned, er jeg ganske veltilpas.

Alt det udenom

Arvingens fødsel nærmer sig dag for dag, hvilket selvsagt er endog særdeles spændende. Den Bedre Halvdel har det fortrinligt, ja, måske bortset lige fra det aktuelle langdistance set-up. Denne weekend var jeg i Nordjylland for at pakke lejligheden sammen, så vi er klar til den store flytning på fredag og mandag. Det bliver lifligt at få hende herover. Fritiden er noget mindre meningsfuld, når man er alene. Og så er jeg efterhånden godt og grundigt træt af at bo i den lampe-/stole- og sengeløse lejlighed på Islands Brygge.

Det popkulturelle

Jeg er blevet besat af True Detective på HBO. Det er længe siden, at jeg har været så betinget begejstret for en tv-serie. Ja, i skrivende stund er der ganske vist kun frigivet fire afsnit, så meget kan endnu nå at gå galt. Men alligevel: Den har det hele. Fremragende karakterer. En uhyggelig og spændende historie. Fængende stemning. Et fascinerende miljø i Louisiana i midt-90’erne. Eminent produktion. Og sidst, men ikke mindst: Et fremragende soundtrack. Jeg lytter til det noget nær konstant. Særlig Grinderman ‘Honey Bee (Lets Fly to Mars)’ i den 6 minutter lange episke og uafbrudte actionscene fra fjerde afsnit. Mindes ikke at have set så spændingsfyldt tv siden … ja, siden for altid!

Herudover ser jeg naturligvis også den nye sæson af House of Cards. Her er jeg noget mere forbeholden. Ikke kun fordi jeg er kontrær og elsker at hade populære ting, men også fordi serien nægter at overraske. Jeg får præcis det jeg forventer, og det irriterer mig. Det var ikke engang specielt chokerende da (spoiler!) en af første sæsons hovedpersoner blev skubbet ud foran et tog af den omnipotente Frank Underwood (spoiler slut!). Herefter fortsætter serien med diverse politiske intriger og livstrætte monologer om magtens natur, og det er alt i alt ganske bedaget. Jeg tvivler på at nogen vil se eller huske House of Cards om 10 år. Dertil er den for kalkuleret og i sidste ende for leflende for det publikum vil have.

Om lidt

Folk er begyndt at spørge om jeg er begyndt at glæde mig til/blive nervøs for/forberede at begynde på mit nye arbejde. Hvilket jo er relevante spørgsmål.

Sagen er, at jeg ikke rigtig har formået at tænke dybere over det. Så snart jeg havde sat min klo på kontrakten, er det meste af opmærksomheden blevet helliget andre ting. Den snarlige fødsel af Arvingen. At finde en lejlighed i København. At arrangere flytning. At blive afviklet hos den nuværende arbejdsgiver. At organisere de tusind ting, der skal ordnes når man nok engang rykker rødderne op og flytter landsdele. At få overstået den kommende måneds langdistanceforhold.

Men snart bør jeg vel begynde også at få mig mentalt parat til at begynde i en ny stilling, der rummer jobfunktioner, som jeg ikke tidligere har løst.

Det må blive om lidt. Skal lige havde overstået syndfloden af ad hoc først.

Fremtiden

Det er nu så småt 14 dage siden at vi kom hjem fra bryllupsrejse. Den tid er gået med jul i Östersund, en enkelt langrendtur, besøg fra Stockholm i mellemdagene, sporadiske løbeture, et par arbejdsdage, nytårsaften i godt selskab, usunde mængder Football Manager, timers stirren-ind-i-skærmen-i-venten-på-blogskrivningsinspiration samt afsnit af ‘Masters of Sex’ og ‘Warehouse 13’.

Nå, ja, og så et nyt job.

Af hensyn til anonymiteten kan jeg ikke skrive så meget. Men jeg skifter fra den offentlige sektor til en privat virksomhed. Jobfunktionen bliver en krydsning af politisk betjening af en bestyrelsesformand, kommunikationsrådgivning og strategiudvikling. Mere konkret og ufuzzy, kan jeg ikke blive.

Vigtigst af alt: Det er i København.

Vi har talt om det længe, og nu efter knap to år i Nordjylland, er tiden inde til en tilbagevenden til det, vi reelt hele tiden har betragtet som vores hjem. Aalborg er en bedre by end sit ry, og vi er glade for vores lejlighed. Men det er ikke lykkedes nogen af os at opbygge en omgangskreds uden for arbejdet. I sidste ende er det udslagsgivende. Ingen af os kan visualisere en længerevarende fremtid heroppe.

Beslutningen har ikke været helt nem. Timingen er langt fra optimal i forhold til Den Bedre Halvdels fødsel (ETA: 26. marts 2014). Der venter nu et større logistisk arbejde med at finde et sted at bo, arrangere flytning og komme på plads. Og endelig er det ikke så enkelt eller behageligt, at meddele ens forældre, at man siger ‘bon voyage!’ netop som at der er et barnebarn på vej.

Men man må træffe de valg, man tror på gør en mest lykkelig. Og da muligheden for et nyt spændende job dukkede op, kunne jeg ikke sige nej.

2014 bliver dermed endnu et begivenhedsrigt år. I 2013 flyttede vi fra Hjørring til Aalborg, blev gift, havde travlt på vores respektive arbejder og afsluttede året med en aldeles fremragende brullupsrejse. I 2014 flytter vi (Igen-igen-igen), begynder på nyt arbejde og den førstefødte arving kommer til verden. Det bliver altsammen skelsættende.

Når jeg skriver igen på samme tid næste år, er jeg antageligvis i en helt ny begrebsverden. At få børn må være den mest verdensomvæltende begivenhed i ens liv. Det bliver spændende – og lidt skræmmende.

Forventningsafstemning

 

Tiden nærmer sig. Den Bedre Halvdels mave vokser lystigt. Skanningerne og jordemoderbesøgene overstås, og alt ser normalt og godt ud. Hvis alting forløber som obstetrikken spår, så er vi forældre til en velskabt ung mand den 26. marts 2014.

Det er altsammen stadig lidt uvirkeligt.

Måske ikke så meget for Den Bedre Halvdel, der selvsagt oplever graviditeten og vores kommende familieforøgelse på en meget fysisk måde. Som let enfoldig og generelt uempatisk mand, kommer jeg nok aldrig rigtig til at forstå, hvordan processen er for kvinden. Usikkerheden, nervøsiteten, spændingen, forandringerne. Jo, jeg kan læse om det og få det fortalt, men forstå det?

Barnet er stadig for abstrakt og for langt væk til, at jeg for alvor kan forholde mig til ham. Jeg spekulerer vel mest over hvilke forandringer det vil betyde for os fremadrettet. For os som par og for vores livsstituation. Efter syv år sammen som par, er det en pænt stor nyhed, at der kommer en tredjemand ind i dynamikken.

Alle mennesker har vældig travlt med at fortælle mig hvor hårdt det er at blive forældre, hvor lidt tid vi vil få til hinanden, hvor meget arbejde det indebærer. Det er ganske paradoksalt. Stort set ingen fortæller om glæderne ved at blive forældre. Jo, måske efter den rituelle opremsning af hvor lidt nattesøvn man får de kommende år, hvor begrænset man bliver i forhold til at rejse, hvor lidt tid man får til egne interesser og hvor dyre sådan nogle små krapyler er. Så sniger der sig en forkølet bisætning ind om, at man da selvfølgelig er glad for sine børn og at de giver mening i livet og at man skam ville ikke bytte dem for noget som helst. Men altså først efter en rituel remse om afsavn og alt rigelige mængder bleskift og skærmysler i parforholdet. Ved frisøren forleden dag fik jeg lekturen om hvor craaaazy kvinder bliver, når de har fået børn. Hvordan man køber sig fattig i barnevogne og brystpumper og bleer, og hvordan man ligeså godt bare kan indstille sig på, at de kommende mange år bliver ganske rædsomme og derfor bare skal overstås. Jeg var jævnt deprimeret, da jeg forlod salonen – og ikke kun fordi det var en svinsk dyr klipning.

På den ene side er side er det selvfølgelig pænt af folk, at de sådan vil varsko en om den kommende tids udfordringer, sådan at man som kommende førstegangsforældre kan få afstemt forventningerne til livet.

Omvendt er det noget bullshit. Når man, som undertegnede, i forvejen er sortsynet anlagt, så har man snarere brug for opmuntring i forhold til det, der for det utrænede øre lyder som en rigtig dårlig forretning for ens parforhold. Det kunne være forfriskende, hvis nogle i omgangskredsen og på arbejdet ville fortælle om, hvor storslået og berigende, det også kan være at blive forældre.