Forgængelighed

Tænker en del over forgængelighed. Hvornår kan man sige, at noget er permanent betydningsfuldt? At det har gjort en forskel? Hvad skal der til før et individuelt menneskeliv betegnes som vigtigt i det helt store billede? De højtravende (og ikke særlig velunderbyggede) spekulationer begyndte i går morges, da jeg lyttede til This American Life podcasten på vej til arbejde. Et af indslagene var:

“Producers Jonathan Goldstein and Sean Cole were fascinated by a recent Pew Research statistic stating that 9% of Americans want to travel through time. So they decided to hit the streets and ask people—is it true? Do you want to travel through time? And what period of time would you travel to?”

Hvilket jo er eminent interessante spørgsmål. Det som flest mennesker i indslaget svarede var, at de ville rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Eller forhindre han blev født. Måske få hans mor til at abortere. Der kan man da sige, at et menneske har gjort en forfærdelig stor forskel!

I går aftes kom jeg så til at tænker over det igen. Det med forgængeligheden. Dog på et noget mere rart og umorderisk plan.

Tilbage i omegnen af år 2000 var den franske elektropop gruppe Air noget nær uforgængelige for mig. Men i dag står tilbage, at jeg har ikke købt eller lyttet til et regulært album af Air siden 2004’s ‘Talkie Walkie’. Og jeg har ikke sat oprigtig pris på noget de har bedrevet siden den hypnotiske og hysterisk vidunderlige ‘Cherry Blossom Girl’. I går aftes fik jeg fik dog en helt spontant opstået trang til at lytte til deres obskure b-side ‘Californie1. Mens jeg gravede løs i Spotify2 opdagede jeg, at Air for ganske nylig har samlet alle deres remixes på to album. Det udviklede sig efter aftensmaden til en tour de force af nostalgisk skæv blip-blop electronica. Det er sikkert for sent at overbevise nogen nu, men lyt lige med her. Det er fremragende:

Moog Cookbook remixet har været på min tip 10 over remixes siden jeg købte cd-singlen tilbage i 1999. Men min nye personlige favorit er det sære og afsporede Stein House remix fra 1995, som min gamle afgud Étienne de Crécy stod bag. Det er så besynderligt, men også godt.

Men efter at anlægget var slukket og den tunge bas var ophørt med at genere underboen, begyndte spekulationerne igen. For Air gjorde muligvis en forskel for den 18-årige Skribent dengang. Men kan man sige at deres musik er meningsfuld i det store billede? Er deres samlede ‘body of work’ uforgængeligt? Vil man tage det frem om 20-30 år, og anerkendende sige, at det her var det ypperste indenfor elektronisk musik? Gør deres musik idag en forskel for andre, end snart 34-årige småbarnsfædre/papirnussere i større provinsbyer i Københavns omegn?

Måske det ikke er et fair spørgsmål. Afhængigt af hvilken lineal man finder frem (Jorden er flere millioner år gammel, universet flere milliarder år og din eksistens, kære læser, er i bedste fald et blink med øjet set i perspektiv), kan man altid relativisere alting til ikke at betyde noget. Og ‘Moon Safari’ albummet fra 1998 er et indiskutabelt mesterværk, som eftertiden vil (eller i hvert fald: Bør) huske.

Men hvad med os? Hvornår kan vi siges at være uforgængelige? Hvornår er et menneskeliv ‘godt levet’? Jeg spekulerer videre.

  1. Faktum: Alle stednavne lyder bedre på fransk []
  2. Der vel at mærke ikke havde ‘Californie’ liggende, hvilket er endnu et bevis på, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må lade sin musiksamling basere på flygtige streamingtjenester []

København

Folk spørger mig meget for tiden, hvordan jeg har det med at flytte ud af byen. Især nu hvor der så småt kun er en uge til at vi rykker ud.

Spørgsmålet fylder mig med samme undrende fornemmelse, som den autistiske matematiker i filmen ‘X+Y’ må føle, når han svarer ‘Do what?’ til spørgsmålet ‘How do you do?’.

For jeg har det ikke på nogen særlig vis med at flytte ud. Eller, rettere: Jeg har ikke tænkt dybere over det i længere tid. Vi har kendt destinationen længe. Og den udmarvende og forgæves jagt efter en ejerbolig i Roskilde (og det efterfølgende fund af en perle af en lejelejlighed), har eroderet evnen til nærmere refleksion over livssituationsskiftet. For nu handler det mest af alt om logistik og flyttekasser.

Grundlæggende ved ikke om jeg sådan rigtig nåede at få København ind under huden igen her under vores anden periode i byen.

I mine første år (2001-2011, med afbrydelser og praktikophold) var jeg aldrig i tvivl om, at København var mit hjem. Det gav ligesom sig selv, især efter at jeg flyttede til Østerbro.

Forbeholdet blev mere tvetydigt i de eksilerede år i Bruxelles og Nordjylland (2011-2014). Jeg savnede byen og dem jeg kender, men det var altid på et diffust og uartikuleret plan. Og nu under vores anden periode i København har jeg muligvis boet her, men som nybagte forældre har vi slet ikke brugt byen op samme måde som tidligere. København er et sted jeg bor og arbejder, men det er ikke et sted, jeg binder min identitet op på. København anno 2015 for mig er Islands Brygge, de sporadiske løbeture i Amager Fælled, legepladsen på Gunløgsgade, vejen til og fra arbejde, vuggestuen i Tietgensgade.

Jeg kom til at tænke over det på vejen hjem fra zoo i går. Vi gik gennem Vesterbro, og jeg indså, at jeg nærmest ikke har været der i fem-seks år. Solen skinnede, folk sad på caféer og alt var meget københavnsk på den der Monocle-agtige måde. Hvilket selvfølgelig er lækkert og betagende, men det føltes fjernt for mig nu. Jeg bor her, men jeg lever ikke rigtig i København længere. En hjemstavnssang som Ulige Numres ‘København’ kan slet ikke vække samme nostalgi længere, sådan som sangen ellers kunne mens jeg var væk.

Så tabet ved at flytte herfra er trods alt begrænset. Nu må Roskilde vise hvad den kan.

Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?” Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.

Flakkende

De senere år har jeg haft en … omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet. Et års tid i Bruxelles, 20 måneder i Nordjylland og indtil videre 16 måneder hos min nuværende arbejdsgiver i København.

Det vil være at strække den, at betegne mig som flakkende, tænker jeg.

En del af de lidt hyppige jobskift har været afledt af de geografiske flyt, som er en integreret del af Den Bedre Halvdels uddannelse. Men det er indiskutabelt, at jeg de sidste fire år har været præget af jobmæssig restløshed og ustabilitet.

Kom til at tænke over det, da jeg læste et blogindlæg om ‘Loyalists vs Mercenaries’.

Det handler ganske vist mest om arbejdskulturen i start-ups i Silicon Valley (stor udskiftning i medarbejderstaben, kortere ansættelsesperioder, tendens til at medarbejdere agerer mere som ‘lejesoldater’), end i mere perifære steder som Des Moines eller Indianapolis (mindre udskiftning, længere ansættelsesperioder og mere ‘loyalistisk’ tilgang til arbejdsgiveren).

Det er vel relativt banalt at konstatere, at det hører en anden generation til, at have de meget (livs)lange ansættelsesforhold. Jeg kan ikke komme på nogen fra min studietid, der stadig har det første job, som de fik efter afsluttet kandidateksamen – og det er trods alt kun 8 år siden. I mine forældres generation ville det ikke have været usædvanligt, hvis man stadig arbejdede det samme sted.

Jeg ved ikke om der er nogle generaliserbare regler for, hvorfor det er blevet sådan.

Det jeg helt uvidenskabeligt kan se i omgangskredsen er dog, at de store lønhop sker i forbindelse med et jobskifte. Man bliver ikke belønnet for at være loyal overfor en arbejdsgiver, tværtimod. Endelig er der jo en udtalt ideologi om fleksibilitet. At være det samme sted kan tolkes som mangel på forandringsparathed og dynamik.

Måske det er bedst illustreret af, da en ny administrerende direktør for et par år siden begyndte hos min gamle arbejdsgiver. På sit første medarbejdermøde ytrede han, at han ikke vidste om han var på stedet om fem år, da man efter hans mening burde skifte job minimum hvert fjerde år for at undgå at gro fast. Det efterlod ikke medarbejderflokken stærkt investeret i ham eller hans projekt, skulle jeg hilse at sige.

Omvendt er det vel også sådan, at man er nødt til at investere et vist kvantum tid i en arbejdsgiver, hvis man vil op i systemet. Jo, CEO’s hentes ofte udefra, men laget nedenunder – vicedirektørerne og den slags – har ofte en lang historik i virksomheden. Så måske de hyppige jobskift efterhånden mere bliver en hindring for ens evt. fremskridt og karriere. Man når aldrig at blive rigtig dygtig, eller at høste den sociale kapital af at have bygget et netværk op indenfor ens felt. Det taler imod for mange kortvarige ansættelser.

Nå, men det egentlig budskab var vel bare, at jeg spekulerer en del over mine egne mønstre for tiden. Om hvorfor jeg altid er så restløs, bliver demotiveret og ikke har hvilet specielt meget i mine ansættelser.

Jeg har ikke nogle gode svar. Men nu hvor der snart bliver langsigtet stabilitet i vores almene livssituation, kunne det jo være fortryllende, hvis der blev det samme i karrieren.

Det er ihvertfald langt fra mit personlige ideal at være en lejesoldat.

Stabilitet

Jeg er i almindelighed stor tilhænger af menneskets frit valg. Jo mere, jo bedre. Er mit udgangspunkt. Men jeg har samtidig en mental understrøm, der higer efter at få reduceret mine valgmuligheder. Ikke på en alt for indskrænkende måde, vel, men bare så jeg kan slippe for at gruble over alting. Så tingene kan blive lidt mindre komplekse. Så jeg kan fokusere på ét mål, fremfor altid at skulle jonglere med 37 forskellige muligheder og prioriteringer samtidig.

På det seneste har nærværende læsere måske bemærket de jævnt rablende indlæg af typen ‘hvor skal vi bo?’, ‘hvad skal vi lave?’ og ‘så fortæl mig dog hvad meningen er FOR GUDS SKYLD’. De dukker op hver gang jeg oplever at mangle afklaring på de overordnede rammer for tilværelsen i de kommende 5-10 år. Når der er for mange veje at gå, og jeg ikke selv er fuldt ud herre over, hvilken en af dem det bliver.

Nu er der så kommet afklaring.

Vi ved, at Den Bedre Halvdel skal uddanne sig til speciallæge med base i Roskilde. Det vil tage minimum fem år, og i den tid giver det bedst mening at flytte derud. Så ikke mere spekulation om Lund, Hillerød, Sydsjælland eller andre eksotiske steder. Nu ved vi, hvor udgangspunktet for vores liv bliver. Hvor Arvingen skal vokse op. Hvor livet skal leves i den overskuelige fremtid.

Jeg var ikke knusforelsket i Roskilde, da vi besøgte byen tilbage i januar. Omvendt var det en søndag, og det er nok de færreste danske provinsbyer, der er rigtig bedårende på lukkedage i vinterhalvmørke. Nu skal den i hvert fald have en chance.

På det lidt mere abstrakte plan vil den nye stabilitet også være en ny måde at tænke vores liv og tid på.

Indtil 2012 – hvor Den Bedre Halvdel afsluttede studierne – tænkte vi i semestre. De studentikose fem-seks måneders perioder var naturligt nok den måde, som vi opdelte tilværelsen i. Så tænkte vi i 1 år af gangen efter det er den tid, som det tager at blive færdig med Klinisk Basisuddannelse og en introduktionsstilling.

Nu bliver det så mere flydende. Hoveduddannelser til speciallæge er af fem års varighed, men det er for lang en periode til, at jeg kan bruge det som en reelt tidsmålestok. Et år kan jeg overskue at planlægge frem, men ikke fem år. Hvis man siger ‘fem år’ til mig, kan man ligeså godt sige ‘for altid’.

Bevares, jeg siger ikke, at vi kommer til at bo i Roskilde for evigt. Men en så lang tidshorisont betyder, at jeg forhåbentlig kan frigøre mig fra den evindelige restløshed og idéen om, at livet begynder lige på den anden side. Som Douglas Coupland skrev det i ‘Life After God:

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Jeg læste første gang den sætning i gymnasiet, og den har gået mig på lige siden. For jeg er gået lige lukt i fælden med at tænke sådan. Er alt for god til at tro, at livet først begynder senere. Vi skal bare liiiige over på den anden side, så …

Nu kommer der så mindst fem år, hvor jeg ikke kan narre mig selv til at tro, at livet ikke er nu og her. Så min ambition er at være tilstede i nuet. Og jeg tror, at den reducerede kompleksitet, de færre valgmuligheder og de stabile rammer vil hjælpe mig til at fokusere på det vigtige i tilværelsen.

Jeg ser frem til de kommende år. Tror at det bliver godt.

Landlig idyl

Præstø. Siger det jer noget? Vækker det følelser? Erindringer? Refluks? Har I en mening om stedet?

Indtil i går og i dag kunne jeg svare tydeligt ‘nej’ til spørgsmålene.

Guderne skal vide, at jeg nærer stor og gerne helt irrationel kærlighed (Nordjylland) og had (Midtjylland og Fyn) til diverse landsdele. Men Sydsjælland har altid være en black box for mig.

Antallet af gange hvor jeg har været syd for Køge kan tælles på ganske få hænder. Måske kun én, hvis ikke man tæller togture til og fra Tyskland med. Muligvis skyldes det, at jeg ikke kender særlig mange mennesker fra Sydsjælland. Man møder paradoksalt mange flere jyder end sydsjællændere i København, synes jeg. Sydsjællændere … ikke rigtig.

Regionen glimrer også med sit fravær af belastende sportsklubber, episke byer eller irriterende personager. Der er simpelthen ikke nok materiale i Sydsjælland til at fodre min indre svinehund. Der har kort sagt aldrig rigtig været en anledning eller en begrundelse til at opbygge et egentlig forhold til Sydsjælland.

De seneste dage har jeg imidlertid tilbragt på et afdelingsseminar, der meget apropos foregik ude i den eksotiske sydsjællandske provins. Ja, i Præstø, altså.

Selve konferencestedet, Hotel Frederiksminde, var en fornøjelse. Hvis man er til bedårende fjordudsigt, strandhotel-nostalgi og velsmagende mad, så er der et sted, man bør besøge. Tag konen med, det vil hun sætte pris på.

Selve Præstø? Det var en slags mini-Bornholm med gamle huse. Meget pittoresk og malerisk. Tiden virkede til at være gået i stå. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, antager jeg, blot … meget stille og udynamisk.

Når jeg filosoferer sådan over det, skal det ses i lyset af at jeg tilbage i marts navlepillede ganske utiltalende meget i overvejelser over vores fremtidige bopæl. Især om udsigten til igen at flytte ud af reservatet her øst for Valby Bakke.

Vi ved stadig ikke hvor vi skal bo på langt sigt. Og jeg har stadig ikke helt fået masseret mit sind på plads til at tro på, at livet langt fra metropolen er noget for mig. Men jeg arbejder på det.

Og det bliver lidt lettere for hver dag, synes jeg. Jeg kunne jo konstatere, at da jeg vågnede i morges for at vralte ud på en løbetur, så var der fuglekvidren overalt. Måske jeg blot glemmer at lægge mærke til det i hverdagen, men … jeg erindrer ikke nogensinde at have hørt fuglefløjt på Islands Brygge. Ja, det kan lyde banalt og fjollet at gå i den slags besynderlige detaljer. Men den slags betyder noget. Er ikke sikker på at Arvingen skal lide den grufulde skæbne at vokse op som, gys, københavner.

Så vi tænker videre. Præstø bliver det nok ikke. Dertil er det for lang væk, for stille. Men hvem ved hvad Sydsjælland ellers tilbyder af ukendte perler?

Livet slutter ved 33

Nu ved jeg hvordan det må være at have et uroligt barn, og man ikke forstår hvorfor og man er ganske aldeles fortvivlet. Indtil barnet til sidst får stillet en diagnose, a.d.h.d. måske, og man føler at man får en forklaring og en emotionel smutvej: “YES, det er ikke mig eller vores opdragelse, der er noget galt med. Mit barn er jo sygt – og det er ingens skyld. Mit liv er muligvis rædsomt, men nu gør det slet ikke så ondt mere“.

Sådan havde jeg det, da jeg læste denne artikel: ‘New study shows that people stop listening to new music at 33‘. Som skribenten kækt noterer det:

“If you’re 33 or older, you will never listen to new music again—at least, that’s more or less what a new online study says. The study, which is based mainly on data from U.S. Spotify users, concludes that age 33 is when, on average, people stop discovering new music and begin the official march to the grave.’

Det forklarer simpelthen så meget elendighed i min sjæl. Det er åbenbart helt naturligt, at jeg ikke orker at følge med i hitlisterne mere. Det er slet ikke er spor mærkeligt, at jeg synes snart sagt alt nyere musik er rædsomt. Jeg er slet ikke en vred gammel mand, bare fordi jeg råber af unge mennesker på gaden jeg mener der ikke er lavet god musik siden 1993.

Jeg har med andre fået en diagnose. Nu ved jeg at jeg er syg, men at det slet ikke er min skyld. Min sjæl er muligvis døende, men det gør ikke ondt mere.

Hvilken lettelse.

Kontrære fremtidstanker

Vi bruger en del tid på at tale bopæl i øjeblikket. Den fremtidige, altså.

For en bilhader med et arbejde i centrum af København, så er vores nuværende hybel på Islands Brygge ellers helt perfekt. Jeg kan slendre til og fra arbejde på 20 minutter hver vej. Arvingens vuggestue ligger på ruten. Der er indkøb 200 meter væk, og glimrende løbeture i Amager Fælled lige ved siden af. Hvis jeg ikke var et så stort kulturelt ødeland, så ligger alle byens muligheder særdeles tæt på. Så hvis man kan se bort fra den eksorbitante husleje, kan jeg ikke i skrivende stund komme på andre steder i Københavns Kommune, hvor jeg har mere lyst til at bo end her.

Men verden forandrer sig som bekendt.

Den Bedre Halvdel skal have sin specialuddannelse, og det er langt fra givet, at det kan blive i København – endsige i Region Hovedstaden. Der er opslået stillinger netop nu, og en del af ligger et godt stykke fra smørhullet på Islands Brygge.

Hvis vi i sådan en situation skal have logistikken og familielivet til at fungere (og hvis vi gerne vil slippe lidt billigere i boligudgifter), så kan livet her på Amagers skorpe næppe fortsætte i alt evighed. Så jeg spekulerer en del over hvordan livet mon er, hvis man vælger at forlade centret til fordel for eksempelvis en af de større provinsbyer på Sjælland.

Intuitivt huer tanken mig ikke.

Det føles forkert. Særlig efter at vi netop rejste tilbage til København fra Nordjylland for at komme tilbage til byen, arbejdsmarkedet og vores bekendtskabskreds her. At forlade én provins til fordel for en anden, var ikke lige det, der var planen.

De tanker grublede jeg vanen tro over, da jeg stødte på et interessant lille blogindlæg tidligere i dag. Det handler om at gøre det kontrære:

“The worlds richest software engineer doesn’t live in Silicon Valley but Bellevue, Washington. The worlds richest investor doesn’t live in New York City, but Omaha, Nebraska. Even the world’s richest actor doesn’t live in Hollywood, but Long Island.

It appears that the best metric for success in everything is to go figure out what most people do and then do the opposite. Everyone watches TV, throw it out. Everyone eats pizza and drinks beers, don’t do that. Everyone has credit cards, go debit. Everyone needs permission to do anything, don’t ask for it. Everyone bitches and moans, be positive. Everyone drives a car, walk. Everyone goes to University, run away screaming.

Or, write software anywhere but in Silicon Valley, invest anywhere but in Wall Street and act anywhere but in LA.

The opportunity here, if you can live with yourself, is awesome. Sell the idiots TV shows, pizza, loans, self-help permission books, negative news, ridiculous cars and school loans. Or by proxy, invest in those things if they are underpriced and offer a margin of safety.

What I want to do is find a way to short anyone who just copies. China copying American infrastructure (skyscrapers to airports to freeways) instead of the constitution. Bing copying Google instead of building Siri. Students going to college thinking a degree is a differentiator. Everyone making black rectangles that look like an iPhone.” Det er en spøjs tanke. Jeg indrømmer gerne, at jeg har et blødt punkt for den slags kontrære synspunkter. Og analysen er egentlig ganske rammende.

Jeg er Djøf’er, og gør derfor som alle de andre tåbelige Djøfere: Søger til hovedstaden. Her kan vi så konkurrere løs med hinanden om de samme jobs, hælde en uhyrlig del af indkomsten i det store sorte boligudgiftshul, sende vores børn i de samme nedslidte kommunale vuggestuer. Alt imens kan vi stresse løs i hverdagens hamsterhjul, hvor to karrierer, børnenærvær, venner og de forfængelige forsøg på at undgå kroppens uundgåelige forfald alt sammen skal passes.

Den begavede og konstruktive Djøfer ville netop ikke gøre sådan, men snarere det modsatte. Forlade centret for i stedet at bypasse den åndsvage kanibalistiske konkurrence om de klassiske Djøf-jobs og det forrykte boligmarked i hovedstaden, for at søge hen mod et sted, hvor man er en lidt større fisk i mindre sø. Som eksempelvis en sjællandsk provinsby, hvor udbuddet af konkurrenter alt andet lige er mindre. Hvor antallet af caféer nok er mindre (og antallet hipsterbohemerne ligeså) end i København, men hvor man til gengæld har råd til at bo.

Jeg er i vildrede.

Scania

For nylig lyttede jeg nok engang til en debat i P1 på vej hjem fra arbejde. Emnet var meget Politiken’sk, nemlig hvorfor så få mænd gider deltage i avisens jævnt trættende debattema om de stressede børnefamilier. I ved nok, det der blev kickstartet af en sand jeremiade af et læserbrev fra en mor, der følte at det måtte være et kollektivt problem for samfundet, at hendes egne forældre ikke rigtig gider hjælpe til med logistikken.

Nå, men en af de få mænd, der har taget den lidet misundelsesværdige tjans på sig at svare den stressede mor ovenfor, var med i P1 debatten.

På et tidspunkt anvender han en formulering, som jeg bed mærke i – og siden har tænkt en del over. Nemlig at ja, langt de fleste børnefamilier er spændt hårdt for, men at det er et grundvilkår, som familier igennem alle tider har måtte leve med. Og da han og fruen fik barn nummer to og tre, indgik de en aftale om, at nu ‘driftede’ de livet og tilværelsen i de kommende år. Karrieren og selvrealiseringen må komme i anden række, det samme må samlivet og nærværet med hinanden. Børnene er i centrum, og det at holde husstanden kørende er udfordrende nok i sig selv. Og, mente han, hvis man af egen fri vilje vælger at få (flere) børn, så må man acceptere, at det i en årrække handler om ‘drift’ og at få enderne til at mødes rent logistikmæssigt.

Det tænkte jeg en del over.

Ja, ikke så meget over det slet skjulte kønspolitiske motiv i debatten. Ej heller om jeg synes nutidens bedsteforældre hjælper for lidt til med børnepasning1. Nej, jeg tænkte over det med ‘drift’. Og om det at omlægge (og acceptere) en tilværelse fra ‘udvikling’ til ‘drift’.

For jeg tror sådan set at manden har ret. Jeg er ikke begejstret for det, og jeg finder at ‘drift’ er et rædsomt ord i almindelighed. Men det at blive forældre indebærer unægteligt masser af drift og logistik.

Her i husstanden er det indiskutabelt Den Bedre Halvdel, der tager det meste af slæbet. Jeg går på arbejde 10 timer hver dag og hun er på barsel, så det er især hende, der sørger for at tingene hænger sammen – og det er også hende, der er den primære plejegiver for Arvingen. Jeg hjælper til, men vi er ikke i nærheden af at have lighed i fordelingen af huslige pligter og yngelpleje.

Er det så problematisk? Kunne jeg blive mere hjælpsom, nærværende og mindre fokuseret på arbejdet? Ja, uden tvivl. Men modellen for tilværelsen fungerer lige nu. I hvert fald så længe vi kun har én ung mand at passe. Men hvis der var to? Tre? Eller endnu tættere på: Når hun skal tilbage på arbejdsmarkedet, og vi derfor pludselig skal til at forholde os til grufulde koncepter som ‘pasning’ og ‘hente/bringe’. Så er det et helt andet ballgame, som de siger.

Men anyway. Diskusionen mellem ‘udvikling’ og ‘drift’ er vel ikke helt afsluttet herhjemme. Den Bedre Halvdel skal have fundet sig et speciale indenfor sit felt. Og det valg vil igen få stor indflydelse på, hvor vi skal leve og bo, eftersom hendes uddannelsesstilling vil være koblet op på bestemte sygehuse i de næste fem år frem.

Lige nu er livet fornøjeligt her på Islands Brygge. Lejligheden er fin, den er tæt på mit arbejde, kvarteret er hyggeligt og der er masser af grønne områder i baghaven. Omvendt er huslejen nærmest lammende høj, og pasningssituationen i Københavns Kommune ikke ligefrem rosenrød. Der er med andre ord ikke helt givet, at vi også bor her om 3-5 år. Flere af vores venner er flyttet til Malmö, og deres livsmodel i Skåne virker faktisk relativt tillokkende. Måske det kunne være en mulighed?

Så der er stadig ‘udvikling’ ved siden af ‘driften’ at forholde sig til. Karriere, bolig og den slags. Hvilket egentlig passer en notorisk rastløs sjæl, som undertegnenede, aldeles udmærket.

  1. Arvingens bedsteforældre bor henholdsvis 500 og 1500 km væk. Hvad skal de helt præcis gøre? []