I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.

Du drømmer om et andet sted

Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved mit medieindtag for tiden. Der er brug for en stoisk tilgang. Jeg kan ikke bestemme hvad der sker, men jeg kan bestemme (eller i hvert fald forsøge på at bestemme) hvordan jeg reagerer på begivenhederne. Og hvad er egentlig pointen i at manisk at læse alle artiklerne, alle analyserne, alle tweets, alle de seneste (dårlige og urovækkende) nyheder? Intet af det løser Covid-19 pandemien eller den kommende økonomiske krise, det gør mig blot endnu mere sortseende og apatisk.

I teorien burde jeg (i pauserne fra børn og arbejde) søge eskapistisk frelse i læsning af god skøn- og faglitteratur. Det plejer at virke for mig. Men det virker som om at noget af det første, der er forsvundet, er min koncentrationsevne. Alle de mange usikkerheder, bekymringer, ‘known unknowns’ og ‘unknown unknowns’ … det giver en baggrundsstøj, som reducerer min lyst og evne til at sætte mig ned og læse en bog. Hvilket ellers nok ville være det bedste for mig at gøre – især i en tid som denne.

Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse. 

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.