Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse. 

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.

Årtiet

Nettet flyder i disse dage over med klummer og essays, der reflekterer (mere eller mindre) dybsindigt over 10’erne. Nogen går makrovejen. Hvad var det for et årti for kloden, hvordan skal det hele fortolkes, hvad siger begivenhederne om fremtiden? Andre intimudforsker skribentens egen uendeligt interessante navle. Hvad skete der i årtiet for lige netop dette her unikke og fascinerende individ? Hvad betyder det altsammen for mig.

Egentlig ville jeg gerne skrive en tilsvarende tekst. Jeg har jo trods alt haft en blog i snart 15 år; det at selvudlevere min egen middelmådighed til et (ak, forsvindende lille) publikum på nettet er en hofdisciplin for mig.

Men egentlig tror jeg at det kræver en vis tidsmæssig distance at kunne forstå og fortolke ting og begivenheder nogenlunde ædrueligt. Jeg er først nu for alvor begyndt at forstå og kunne sætte mine 90’ere og 00’ere ind i den store fortælling om mit liv.

Hvis jeg da overhovedet kan det. For hvem fa’en var man for flere årtier siden? Kan man overhovedet huske sig selv troværdigt på årtiers afstand? Eller rekonstruerer jeg blot et forvrænget billede af, hvem jeg gerne ville have været? For når jeg læser mine blogindlæg fra 2005, hvem er så den 23-årige narrehat der sad på et kollegieværelse på Østerbro og skrev den slags enfoldigheder?

Netop tidsforvrængningen var en af de ting, jeg tænkte over efter at have læst Sally Rooney ‘Normal People’ tidligere i år. Hovedpersonerne i bogen er alle i begyndelsen af 20’erne. De føler så stærke følelser. De tænker så abstrakte tanker. De er så … udviklede. Fejlbehæftede og søgende, måske, men udviklede. Og normalt betragter jeg ikke mig selv som et decideret ukompliceret og overfladisk menneske. Men jeg mindes ikke at have haft et komplekst følelsesliv dengang. Jeg tror ikke jeg var sådan. Men igen: Hvad ved jeg egentlig om mig selv her 15 års fortrængninger senere? Og vupti, så fik jeg alligevel skrevet en navleudforskende klumme!

Så 10’erne? Ingen anelse om hvad de betød. Spørg mig i midten af 2030’erne, når jeg er et gammelt røvhul, børnene er flyttet og mine egne 30’er er en fjern epoke, jeg på det tidspunkt kan længes nostalgisk efter (og rekonstruere fortællingen om).

Coping

Vi har alle vores copingstrategier i perioder med bekymringer, frustrationer og usikkerhed. For mit vedkommende, så er det i form af besynderlige indadvendte eskapistiske aktiviteter, hvor jeg kan fortabe mig i at perfektionere noget aldeles ligegyldigt. Helst i et miljø hvor jeg er fuldstændig i kontrol, er omnipotent og kan gå langt, langt ud af en tangent. Det kunne f.eks. være:

  • Bruge 90+ timer på at spille ‘Octopath Traveler’ for at få mine personer op på et (alt for) højt level, og rekvirere lige netop det helt rigtige våben til magiker
  • Spille ‘Football Manager’ med maksimale snydekoder (dvs.: Uendelige likvide midler, et grotesk stort scoutingnetværk, et voldsomt trænerteam, rugekasseklubber i samtlige talenter samt verdens bedste ungdomsset-up), så jeg nu har vundet Champions League med FC Hjørring 7 år i træk1
  • Researche mekaniske tastaturer i en uendelighed, herunder typer af taster. Det vel at mærke samme år, som jeg brugte knap 2.000 kr. på at købe et læskende Topre Realforce tastatur
  • Bruge timevis på at vælge den helt rigtige ringetone til min mobil, selvom jeg egentlig er glad for den nuværende
  • Neurotisk skifte skrifttyper i min standardskabelon i Word, så jeg rammer den helt rigtige kombination af serif og sans serif, der ubevidst kan påvirke læseren om at teksten er rigtig (lige nu: Charter og Helvetica)

Alle ovenstående har fundet sted indenfor de senere måneder. Tænk hvis jeg havde kanaliseret min energi over på noget nyttigt i stedet for.

  1. Ja, jeg spiller 2012-udgaven af ‘Football Manager’, hvor klubben endnu ikke har skiftet navn til Vendsyssel FF. []

Et eller andet obskurt sted i mit hovede gemmer der sig en lind strøm af dybsindige indlæg om min rejse til Washington D.C. sammen med Den Bedre Halvdel. Men skal lige over på den anden siden af jetlagget først.

Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.

Overspringshandlinger

Man skal kende sig selv. Og et monomant fokus på og detaljeret dyrkelse af noget, der i realiteten er inderligt ligegyldigt, er et stensikkert tegn på at jeg er eksistentielt frustreret, føler mig småfortabt og at jeg har behov for eskapisme til en lille verden, hvor alting giver mere mening.

I mit tilfælde er det lig med at fordybe mig i ting, som jeg kan kontrollere til perfektion.

Det kan være at optimere mit hold i Football Manager. Med et dertil indrettet snydeprogram kan jeg give min klub uendelig god økonomi, det fuldendte scouting setup, et suverænt trænerteam og et væld af stjerner i svøb. Jeg har igennem tiden bygget episke storhold op i Porto Alegre, Moskvas forstæder og Hjørring. Det er absolut intet problem, hvis man er omnipotent. Og hvis det helt uventede skulle ske – altså at jeg taber en kamp – så kan jeg heldigvis altid genstarte spillet, og spille kampen om indtil jeg får det ønskede resultet. Det er et drømmeunivers. Det er reguleret. Det er ordentligt. Det er perfekt.

Det kan også være at se på mit produktivitetsworkflow (sic). Hvilke apps bruger jeg til at optimere min produktivitet? Er Todoist eller Things den bedste til formålet? Hvordan får jeg flettet Evernote ind? Eller hvad med Trello? Hvordan styrer jeg alle mine åh-så-vigtige projekter?1

Og så er der en golden oldie, som er flugtdestinationen i disse dage: Mit blog-setup. Eller foldet endnu mere selvhøjtideligt ud: mit eksterne kommunikationssystem. Hvilke sociale medier er jeg på? Hvordan bruger jeg dem optimalt? Hvordan distribuerer jeg bedst mine indlæg? Hvad er balancen i indholdet mellem Sofisten og min anden ikke-anonyme blog? Hvordan skal designet være? Hvilke redskaber (Ulysses? MarsEdit? Og hvad med på mobilen?!) er bedst til at maksimere min skrivelyst og kreativitet? Hvordan får jeg bygget et perfekt skribentpalads op? Bør jeg snart investere i et mekanisk keyboard, så jeg virkelig kan tampe igennem med min to-finger skrivestil?

Altsammen er store spørgsmål, der heldigvis sørger for, at jeg ikke behøver forholde mig til de større ting i skriveligningen: A) At mit uendelige pilleri med platforme og kanaler betyder at jeg ikke får skrevet noget og B) Jeg ikke har nogen læsere.

Og således når vi den fulde cirkel. For selvom de eskapistiske aktiviteter virkelig giver mig en stor (tom) glæde, så har de desværre en tendens til ikke at løse de rigtige problemer. Men indtil det sker, så håber jeg at I sætter pris på det lækre blogdesign og de mange forførende måder, man kan nyde min spændende personlighed på flere platforme.

  1. Og så taler vi selvsagt ikke højt om, at de nævnte projekter alle har det med at gå i stå.

Imens

Jeg har mange tanker, usikkerheder og bekymringer i øjeblikket, men ingen af dem er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive skrevet om i detaljer på en pseudoanonym blog som Sofisten.

Hvilket selvsagt er et dilemma, når de selvsamme bekymringer optager 90% af min vågne bevidsthed – og dermed ikke efterlader megen plads til kreativ udfoldelse, inspiration eller den trivielle tænkning, der altid har været fundamentet for mine skriverier.

Det kommer vel tilbage. Håber jeg.

Normalt bliver jeg ikke følelsesmæssigt berørt af ulykker. Men dagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen? Som daglig togpendler, så rammer det lige ind. Ulykken er forfærdelig og vanskelig at forstå. Liv mistet på den mest meningsløse måde. Med fare for at lyde som en kliché: Hold om dem, du elsker. Man ved aldrig hvad der kan ske.