Imens

Jeg har mange tanker, usikkerheder og bekymringer i øjeblikket, men ingen af dem er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive skrevet om i detaljer på en pseudoanonym blog som Sofisten.

Hvilket selvsagt er et dilemma, når de selvsamme bekymringer optager 90% af min vågne bevidsthed – og dermed ikke efterlader megen plads til kreativ udfoldelse, inspiration eller den trivielle tænkning, der altid har været fundamentet for mine skriverier.

Det kommer vel tilbage. Håber jeg.

Normalt bliver jeg ikke følelsesmæssigt berørt af ulykker. Men dagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen? Som daglig togpendler, så rammer det lige ind. Ulykken er forfærdelig og vanskelig at forstå. Liv mistet på den mest meningsløse måde. Med fare for at lyde som en kliché: Hold om dem, du elsker. Man ved aldrig hvad der kan ske.

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

Risikoadfærd

For noget tid tilbage begyndte jeg at føre en dagbog i appen Day One.

Ambitionen var at det skulle stimulere min skriveaktivitet. At jeg ved at tvinge mig selv til at få en masse ord ned på skrift bedre ville kunne destillere og koncentrere de af mine tanker, som fortjente at blive publiceret til et (i teorien!) bredere publikum. At det dermed ville øge kvaliteten, hvis ikke kvantiteten, af indlæggene her på siden.

Facit her seks måneder efter er, at det egentlig går ok med at få griflet i Day One. Det er måske ikke ligefrem en dagbog i kronologisk forstand, men får da skrevet en gang om ugen eller deromkring. Men det næste trin – altså at få syntetiseret de vigtigste af mine navlepillerier til indlæg af bredere interesse – er det ikke lykkedes at tage. Det ender stadig med ret ligegyldige indlæg om hvad jeg lytter til på Spotify eller andet mainstream popkulturforbrug. At græde ud i en dagbog har – quelle surprise! – ikke fået mig til at opleve mere, blive mere inspireret eller få mere på hjertet.

Det er der nok en række grunde til.

For det første oplever jeg ikke så meget nyt og spændende i denne del af livet. Kommer ikke så mange nye steder hen, og møder ikke så mange tankevækkende fænomener i min hverdag. Deraf følger en mindre inspiration

For det andet oplever jeg i disse år en karriere- og udviklingsmæssig stagnation – eller måske ligefrem svag tilbagegang. Familielivet udvikler sig virkelig positivt og meningsfuldt, men den humørmæssige-, jobmæssige, intellektuelle, åndelige og personlige progression er særdeles begrænset i disse år

For det tredje er jeg nok påvirket af at Udkastet nærmest ingen læsere har. Vi taler om et dagligt besøgsantal i den lavere ende af hvad der kan tælles på én hånd. Ligegyldigt hvor meget man som skribent mest skriver for sin egen skyld og den kreative udfoldelse, så spiller et minimalt læserantal naturligvis ind på skrivemotivationen. Det påvirker mig mere end man skulle tro, at ingen længere lægger kommentarer. Jeg kunne selvfølgelig bralre ud på facebook, der er man jo garanteret et publikum, men det har jeg trods alt ikke lyst til. Dels foretrækker jeg at eje mine egne skriverier, dels er der privilegiet at skrive som (semi)anonym

Så nu justerer jeg set-up’et en smule.

Dels vil jeg henlægge dagbogen fra Day One til Evernote. Jo mere jeg flirter med at springe fra Apple til en Windows laptop, jo mere får jeg behov for at udfolde min i apps, der også fungerer udenfor Apples økosystem. Til det formål er Evernote eminent, men selvfølgelig ikke helt ligeså lækkert eller indbydende som Day One.

Dels vil jeg i erkendelsen af, at der alligevel ikke er så mange der læser med, begynde at skrive lidt mere ventilerende og personlige indlæg. Hvis det endelig skal være en personlig blog, så bør indholdet også være personligt (om end ikke privat!). Har nok været lidt for meget livrem-og-seler hidtil.

Det vil forhåbentlig gøre Udkastet mere spændende. Både at læse og, ikke mindst, skrive.

Ting jeg tænker over

Franchiseudvidelse
Har vist ikke nævnt det her på stedet, men familien udvides med en lille pige engang i juli måned. Det er selvsagt årets main event i 2016. Vi glæder os naturligvis!

Fyringsrunder
Min afdeling har netop nedlagt to ud af fem stillinger. Det påvirker selvfølgelig stemningen. Opgaver skal uddeles på ny, omprioriteringer skal foretages, forventninger justeres. Og det er vel heller ikke videre motiverende eller befordrende for fremtidsoptimismen

Lokalpolitik
Aftenmøder, snak, generalforsamlinger. Kan egentlig godt forstå at det især er pensionister, der sidder i byrådene rundt omkring. Man skal virkelig ville det og have et forstående bagland, hvis man skal jonglere politisk engagement med fuldtidsjob, børn, venner og alt mulig andet. Pt. aner jeg ikke hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, når nummer to siger ohøj-ohøj

Bil
Og mere logistik. Når nummer to dukker op, forøges infrastrukturen og logistikken i husstanden eksponentielt. Så selv om jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG ikke har lyst til at købe en bil, så er vi i gang med research af bil og finansiering. Forstadsforvandlingen er komplet

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm
Kun et år efter alle andre har jeg endelig opdaget genialiteten af satireprogrammet ‘Den korte radioavis’ på Radio 24syv. Den centrale person – Kirsten Birgit – er helt eminent udtænkt og udført. Skuespillerne er fremragende, og de laver frem for alt overordentlig begavet satire. Jeg måtte afbryde den i øvrigt ikke særlig hurtige eller lange løbetur i søndags, fordi jeg fik et grineanfald undervejs med ‘Den korte radioavis’ podcasten i øret. Det kræver vitterligt genuint intellekt, udsyn og viden at eksekvere en karakter som Kirsten Birgit. Jeg forstår ret beset ikke hvordan de kan levere 1 times perfekt satire hver dag, fem dage om ugen. Jeg har nu lyttet til 7-8 udsendelser, og der har bogstavelig talt ikke været ét eneste umorsom indslag. Det er nærmest som komikkens svar på The Smiths’ sangkatalog, det rummer heller ikke en eneste svag sang. Man behøver tilmed nærmest ikke andre nyhedsudsendelser end ‘Den korte radioavis’. Hvis du endnu ikke har forkælet dig selv med programmet, så gør det øjeblikkeligt

Ugen der gik

  • Sygdom: Først blev sønnen syg. Så har Den Bedre Halvdel været nedlagt i flere dage. Og som jeg skriver disse ord, kan jeg mærke den forkølelse, der vil spring ud i fuld flor i morgen. Det er en ganske enerverende situation
  • Travlhed: Arbejdet fylder lidt mere end vanligt grundet en større årligt tilbagevendende begivenhed i de kommende uger. Jeg er blevet ansvarlig for opgaver, som jeg ikke har de relevante kompetencer til at løse. Jeg er skriverkarl og varmtluftsproducent, ikke Excel-begavet eller regnskabskyndig. Så det er en noget op ad bakke – og et reelt stresselement
  • For lidt søvn: Måske et fænomen der følger af de to ovenstående punkter? I hvert fald sover jeg ualmindelig rædderligt for tiden
  • Rasmus Klump: Er den nye hegemon hos den yngste i husstanden. Hvad gjorde forældre egentlig inden Netflix og iPads? Talte med deres børn? Var nærværende? Hvad?
  • Tillidshverv: Er blevet valgt ind i den lokale partiforenings bestyrelse. Nu må vi se hvad det fører med sig af gak og halløj
  • Domsmand: Var domsmand igen for første gang siden 2011. Ikke en specielt interessant eller principiel sag, men det kan vel komme senere. Man skal jo gøre sin borgerpligt
  • Epidemi: De spreder sig som en steppebrand, de der børn. En god ven fortalt torsdag, at han venter første barn. Det må være definitionen af voksenlivet når snart sagt alle jeg kender enten A) har børn, B) venter barn eller C) er i fertilitetsbehandling

Gode intentioner

Nu skal det være. Gik ind i den lokale sportsforretning og købte en 10 kg håndvægt, et sjippetov og en tung bold til maveøvelser. Løb siden frem og tilbage i intervaller på den nærliggende fodboldbane. Sjippede som Rocky (sic). Det var absurd hårdt. En ældre dame stirrede på mig, så ukønt var det. Måske jeg alligevel ikke skulle have haft shorts på.

Lyttede til Bill Simmons’ podcast undervejs, de talte om den uhørte Golden State Warriors dominans i NBA og Steph Currys geni i almindelighed. Jeg føler mig ganske priviligeret over at have set ham i levende live tilbage i Oakland i 2013. Simmons’ ugentlig indslag Friday Rollin’ er et af mine absolutte radiomæssige højdepunkter. Lyt til det, hvis amerikansk sport og popkultur er noget for jer.

Jeg kvabbede rundt som et piftet dæk til sidst.

Trænede arme og mave, da jeg fik slæbt mig selv hjem. Det var vanvittigt hårdt ovenpå et år uden den slags træning. Men det går ikke længere, det der lediggang. De 1-2 ugentlige løbe-/lunteture er ikke tilstrækkeligt til at holde forfaldet på afstand. Og da slet ikke med de urimeligt store mængder mad jeg indtager. Målsætningen? En mindre ekspanderende bug. Længere levetid. Mere energi. Alt det der.

Lad os se om det varer ved. Intentionerne er i hvert fald gode her på dag 1.

Status på tilværelsen

Det er to år siden vi flyttede tilbage til Hovedstadsområdet. Og det er et lille år siden, at jeg holdt forældreorlov med Arvingen. Jeg har hen over årene nået at blive forfremmet og stagnere karrieremæssigt, mens Den Bedre Halvdel først arbejdede på en børneafdeling for siden at få den speciallægeuddannelsesplads, som hun allerhelst gerne ville. Vi er også nået at flytte fra Islands Brygge til Roskilde. Alt imens er husstandens reelle stjerne gået fra nyfødt til baby til lille dreng, der fylder vores hjem med larm, rod og glæde. Det går med andre ord langt bedre end jeg egentlig fortjener.

Alting går stærkt og jeg glemmer at nyde det hele midt i hverdagens logistik, bekymringer og planlægning for fremtiden.

Jeg ved at det om 15-20 år vil være netop denne periode i livet, som vi vil huske tilbage på som en guldalder. Arvingen er glad, trives og synes at lige netop hans forældre er de mest fantastiske og vigtigste mennesker i verden. Der er – forstå det hvem der kan – ingen han hellere vil være sammen med end os. Der er masser af uforfalsket glæde og betingelsesløs kærlighed. Vi er samtidig begge stadig (relativt) unge og har ikke nogen større sorger i livet. Vi lever godt og komfortabelt. Det burde bogstaveligt talt være NU at jeg levede i nuet.

Men nej. Jeg bekymrer mig, spenderer endeløse aftener med at lave frugtesløse planer for fremtiden, martres over spildt potentiale, irriteres over petitesser og ligegyldigheder, alt imens jeg hele tiden søger efter meningen med det hele og svaret på, hvad de langsigtede 5-10-15 års planer dog skal ud på. Det går mig på, at jeg har et så melankolsk sind og er sortseende af natur. For alle refleksionerne og den mere eller mindre konstruktive selvkritik leder ikke automatisk til handling, men snarere til inaktivitet, passivitet og almindelig gnavenhed.

Alting afhænger som bekendt af ens perspektiv. I en alder af 34 år må jeg vel efterhånden indse, at jeg alligevel aldrig kommer til at få et solbeskinnet sind – og at melankoli og indadvendthed er mit grundvilkår her i tilværelsen. Og så må jeg komme videre derfra.