På landet

Jeg tænker af og til over, hvordan de valg Den Bedre Halvdel og jeg træffer på familiens vegne påvirker vores børns fremtid. Det gælder selvfølgelig ‘la longue durée’ i form af hverdagen, vores måde at være sammen med dem på og den daglige interaktion. Men også de mere strukturelle valg.

Hvad vil det få af betydning for deres livsbane, udsyn og muligheder, at vi i 2020 valgte at flytte til Odsherred? Gør vi dem til knallertkørende bonderøve? Fratog vi dem noget, da vi tog dem ud af det ressourcestærke miljø og det større udbud af kultur og fritidsaktiviteter i Roskilde? Hvad får de i stedet for? Hvad betyder det for dem, at de vokser op på landet, hvor der (når vinden vender uheldigt) dufter blidt og blødt af harsk gylle på landsbyskolens legeplads? Hvor klassekammeraterne afleveres i lastbilen fra fars vognmandsforretning, fremfor i en Tesla på Frederiksborgvej? Hvor klasserne er små og tiden måske lidt mindre hektisk? Hvilke forudsætninger får de til at vælge det liv, som gør dem glade?

Tilbage i sommerferien 2011 læste jeg i et tog mellem München og Salzburg i Edward Glaeser: ‘Triumph of the City: How Our Greatest Invention Makes Us Richer, Smarter, Greener, Healthier, and Happier’. Bogen er et flammende kampskrift for storbyen, ikke mindst den funktion som mødesteder og smeltedigler, hvor de dygtige, ambitiøse og stræbsomme individer mødes for at blive matchet med (og udfordret af) andre dygtige, ambitiøse og stræbsomme mennesker. Derfor opstår kreativitet og nye løsninger primært i byerne, da det er her, at de skarpeste hjerner mødes.

Heri ligger der også en erkendelse af, at man ikke – modsat hvad den socialdemokratiske regering tror – kan tvinge talentfulde mennesker til at blive i yderområder, hvis de ikke vil. I hvert ikke i de år, hvor de gerne vil prøve sig af. Så uanset hvor mange uddannelsespladser man flytter ud på Sjælland, så får det ikke kløgtige unge mennesker herud til os – og det fastholder næppe heller dem, der higer efter at prøve sig af på en større scene.

Min indsigt er den ganske banale, at jeg håber vi kan give vores børn en opvækst, hvor de trives i nærheden af natur, skov og vand. Hvor de med rod i det små og det nære udvikler et globalt udsyn. Hvor de i teenagetiden begynder at længes efter at komme væk; ind til storbyen for at vokse yderligere. Og hvem ved, måske de så sætter ekstra stor pris på dér de voksede op, når de af og til tager ud og besøger de gamle tosser i Strandhusene.

Blogstatus

Min yndlingsbesættelse er at filosofere planløst over mine personlige kommunikationskanaler. Hvor, hvordan og hvad formidler jeg mine tanker? Og måske mest centralt: Hvorfor gør jeg det? Jeg har ikke nogen klare svar på noget af det.

Jo, jeg ved at jeg har et iboende behov for at udtrykke mig. Jeg ved, at det at skrive er min de facto eneste kreative egenskab. Jeg ved, at jeg har brug for at udtrykke mig på skrift, også overfor andre mennsker. Jeg ved også, at jeg gerne vil være uafhængig og ikke har lyst til at lægge noget indhold i de overvågningskapitalistiske siloer såsom Facebook. Jeg ved derfor, at jeg ønsker at eje og drive mine kommunikationskanaler 100% selv. Det giver selvsagt nogle distributionsproblemer, men obskuritet og en digital eremittilværelse er vel prisen for ikke at ville være de steder, hvor de normale mennesker finder indhold.

Det største problem er koncepterne for mine kommunikationskanaler. De findes ikke. Jeg har Sofisten og en digital platform i eget navn. Jeg har aldrig haft indholdsstrategier eller blot en plan for nogen af dem, det hele har været organisk og ad hoc. Hvilket i praksis betyder, at indholdet er det samme på tværs af platformene. Det kunne som sådan være ok, hvis altså ikke at den oprindelige kilde til indhold – sofisten.dk – er så konceptuelt forvirret. Hvad er Sofisten? Hvad skal den kunne?

Når jeg læser mine gamle indlæg fra de tidlige år – f.eks. 2009 – så er vi ovre i en art offentlig dagbog. Måske ikke ligefrem intim bekendelseslitteratur, men jeg skrev dog en del om, hvad jeg lavede og tænkte over på det givne tidspunkt. Af og til var indlæggene krydret med et Weltschmerz/cri du cœur indlæg om tilværelsens ulidelige melankolske lethed. Alt sammen skrevet under et anstrengt kunstigt pseudonym, der gav mig en forløjet følelse af anonymitet – og allerede dengang var en forloren mekanisme.

Her 2.603 offentlige indlæg senere (hvoraf en del må betegnes som decideret pinlige), er det vist en illusion at tro, at man ikke kan finde ud af hvem skribenten bag sofisten.dk er. Og man kan utvivlsomt doxe mig for alle mulige uunderbyggede og uholdbare holdninger, hvis man ellers orker at læse så meget kedsommeligt navlepilleri. Men … ja. Eksponering for en ændret virkelighed er nok grundvilkåret, når man har skrevet på en personlig blog i snart 16 år.

Så det er vel som det er. Mit problem med sofisten.dk i disse år er, at jeg mangler koncept, indhold og skriveinspiration. Den er min personlige blog, som jeg ikke vil leve uden. Det er anatema at opgive den. Men jeg ved ikke rigtig hvad Sofisten gør for mig længere – eller om dens eksistens har formet mine skriverier på en uhensigtsmæssig måde.

Den tidlige blogs bread-and-butter-indhold (altså ‘hvad har jeg lavet i dag’ og ‘refleksioner over aktuelt emne’ indlæggene) skriver jeg sådan set stadig, men det er til indvortes brug i min dagbog i Roam. Jeg er blevet for sky og konfliktangst til at jeg vil lægge de store politiske og holdningsdrevne indlæg her på siden. Det er jo egentlig absurd; hvad er ellers pointen med en blog man selv ejer og bestemmer over? Men jeg oplever, at jeg har mistet lysten til deltage i den offentlige debat. Og når jeg læser nogle af de politiske eller COVID-19-agtige indlæg, jeg trods alt har skrevet det seneste år, så bliver jeg træt af at høre på mig selv. De holder ikke i længden eller jeg lyder semi-depressiv eller jeg er faretruende tæt på at være en sølvpapirshat.

Så jeg søger efter Sofistens sjæl for tiden. Og jeg leder også efter konceptet eller nichen for min offentlige digitale platform. Hvad skal den kunne? Hvor Sofisten i teorien er en sorgløs sjæl, så bør en side i ens eget navn vel være mere strategisk anlagt og gennemtænkt? Måske være en afløser for den type indlæg – billeder, statusopdateringer – som normalt ville blive bragt på sociale medier? Eller primært tjene som ‘personlig branding’ (YDRK!), evt. særligt vinklet til at understøtte mine politiske ambitioner?

Jeg ved det stadig ikke. Så jeg fortsætter med min yndlingsbeskæftigelse.

Midt i driften

Hvad kan jeg egentlig fortælle om den seneste måneds tid? Tingene og dagene flyder sammen. Hver eneste dag er grundlæggende den samme; statisk og tvangsritualiseret (KL. 14 KOMMER DAGENS TAL og derefter endnu en mere eller mindre videnskabeligt baseret vurdering fra en af mediernes 3-4 roterende virusvismænd). De latent-rædselsslagne rutiner og Teamsmøderne bliver blot momentvis afbrudt af endnu et pressemøde, hvor en utilpas (og ældre, meget ældre) udseende sundhedsminister udlægger situationen med eksotiske varianter og kontakttal.

Imens holder vi driften af Småbørnsfamilie A/S kørende under COVID-19-restriktionerne, med alt hvad det indebærer af logistik, indkøring i ny børnehave af den yngste og nødtørftig varetagelse af papirnusseropgaverne på hjemmearbejdspladsen. Indtil i dag foregik det i kombination med hjemmeundervisning af en stadig mere traurig 6-årig, der savner sin gamle klasse, aldrig har prøvet andet end coronaskole og først i dag – halvanden måned forsinket – mødte sin nye klasse fysisk. Hvad mon det egentlig gør af skade på sådan et lille menneske, at de isoleres på den måde fra andre børn i så lang tid? Hvordan påvirker det at vokse op i en fundamentalt usikker tid, hvor de voksne er bange og verden er farlig? Forældrene undertrykker tankerne om de langsigtede konsekvenser, der dog har det med at dukke op i de mørkere stunder.

Læg dertil en ufuldstændige indflytning i nyt hus, click-and-collect ture til i Bauhaus Holbæk (mit tempel) efter elradiatorer, da gulvvarmen i den ene halvdel af huset selvsagt valgte at sætte ud midt i permafrostperioden. Drys dertil tristesse over manglende mulighed for at se bedsteforældrene i Nordjylland og i Sverige.

Men det kører da. Vi mosler videre. Der er ikke noget, der falder på gulvet sådan for alvor. Vi gør det vi skal. Håret vokser vildt, hvilket jo er en uventet bonus. Men det kunne være godt med en smule optimisme snart. Så der bliver overskud til andet og mere end drift. Det kunne være rart med lidt plads til drømme. Mon ikke de fleste har det sådan lige nu.

2020/2021

Jeg gider ikke rigtig lave et ‘sikke-et-lorteår-lad-os-håbe-2021-bliver-bedre’-indlæg eller et af de der ‘hvilke-ting-siger-pandemien-mon-om-os-som-mennesker-og-samfund’-essays, der inficerer sociale medier lige nu.

Roerup sejeroebugten odsherredskunstmuseum 1024

Dels orker jeg ikke at reflektere dybere over året der gik. Dels har jeg næppe haft nogen oplevelser eller indsigter under COVID-19, som ikke er blevet oplevet bedre eller tænkt dybere af andre mennesker end mig.

Jeg vil derfor primært pege på et par af de personlige ting og begivenheder, der trods alt føltes som sejre i 2020:

  • Den ældste begyndte i skole, en transition vi havde været ganske bekymrede for. Det gik heldigvis over alt forventning 
  • Jeg fik nyt arbejde, som jeg er grundlæggende er glad for og ser lovende perspektiver i
  • Vi købte hus og flyttede til Odsherred. Det skaber fundamentet for en anden tilværelse

Der står en syndflod af ting på minuslisten (verden i almindelighed, mine forældres helbred, min hastigt ekspanderende bug, mit svingende generelle humør og forsvindende overskud, stagnation eller tilbagegang i de fleste større projekter), men det er jeg næppe ene om. Tror de fleste har haft et genuint lorteår. 

I skrivende stund har jeg derfor ingen andre mål og ambitioner for 2021 end at blive integreret socialt her i udkanten, arbejde på ikke at være kronisk gnaven og måske endda rejse en tur til udlandet. Måske ikke videre visionært, men det er desværre på det plateau at jeg befinder mig på. Håber at I har mere vidtløftige planer end jeg.

I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.