Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.

Du drømmer om et andet sted

Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved mit medieindtag for tiden. Der er brug for en stoisk tilgang. Jeg kan ikke bestemme hvad der sker, men jeg kan bestemme (eller i hvert fald forsøge på at bestemme) hvordan jeg reagerer på begivenhederne. Og hvad er egentlig pointen i at manisk at læse alle artiklerne, alle analyserne, alle tweets, alle de seneste (dårlige og urovækkende) nyheder? Intet af det løser Covid-19 pandemien eller den kommende økonomiske krise, det gør mig blot endnu mere sortseende og apatisk.

I teorien burde jeg (i pauserne fra børn og arbejde) søge eskapistisk frelse i læsning af god skøn- og faglitteratur. Det plejer at virke for mig. Men det virker som om at noget af det første, der er forsvundet, er min koncentrationsevne. Alle de mange usikkerheder, bekymringer, ‘known unknowns’ og ‘unknown unknowns’ … det giver en baggrundsstøj, som reducerer min lyst og evne til at sætte mig ned og læse en bog. Hvilket ellers nok ville være det bedste for mig at gøre – især i en tid som denne.

Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse. 

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.

Årtiet

Nettet flyder i disse dage over med klummer og essays, der reflekterer (mere eller mindre) dybsindigt over 10’erne. Nogen går makrovejen. Hvad var det for et årti for kloden, hvordan skal det hele fortolkes, hvad siger begivenhederne om fremtiden? Andre intimudforsker skribentens egen uendeligt interessante navle. Hvad skete der i årtiet for lige netop dette her unikke og fascinerende individ? Hvad betyder det altsammen for mig.

Egentlig ville jeg gerne skrive en tilsvarende tekst. Jeg har jo trods alt haft en blog i snart 15 år; det at selvudlevere min egen middelmådighed til et (ak, forsvindende lille) publikum på nettet er en hofdisciplin for mig.

Men egentlig tror jeg at det kræver en vis tidsmæssig distance at kunne forstå og fortolke ting og begivenheder nogenlunde ædrueligt. Jeg er først nu for alvor begyndt at forstå og kunne sætte mine 90’ere og 00’ere ind i den store fortælling om mit liv.

Hvis jeg da overhovedet kan det. For hvem fa’en var man for flere årtier siden? Kan man overhovedet huske sig selv troværdigt på årtiers afstand? Eller rekonstruerer jeg blot et forvrænget billede af, hvem jeg gerne ville have været? For når jeg læser mine blogindlæg fra 2005, hvem er så den 23-årige narrehat der sad på et kollegieværelse på Østerbro og skrev den slags enfoldigheder?

Netop tidsforvrængningen var en af de ting, jeg tænkte over efter at have læst Sally Rooney ‘Normal People’ tidligere i år. Hovedpersonerne i bogen er alle i begyndelsen af 20’erne. De føler så stærke følelser. De tænker så abstrakte tanker. De er så … udviklede. Fejlbehæftede og søgende, måske, men udviklede. Og normalt betragter jeg ikke mig selv som et decideret ukompliceret og overfladisk menneske. Men jeg mindes ikke at have haft et komplekst følelsesliv dengang. Jeg tror ikke jeg var sådan. Men igen: Hvad ved jeg egentlig om mig selv her 15 års fortrængninger senere? Og vupti, så fik jeg alligevel skrevet en navleudforskende klumme!

Så 10’erne? Ingen anelse om hvad de betød. Spørg mig i midten af 2030’erne, når jeg er et gammelt røvhul, børnene er flyttet og mine egne 30’er er en fjern epoke, jeg på det tidspunkt kan længes nostalgisk efter (og rekonstruere fortællingen om).

Coping

Vi har alle vores copingstrategier i perioder med bekymringer, frustrationer og usikkerhed. For mit vedkommende, så er det i form af besynderlige indadvendte eskapistiske aktiviteter, hvor jeg kan fortabe mig i at perfektionere noget aldeles ligegyldigt. Helst i et miljø hvor jeg er fuldstændig i kontrol, er omnipotent og kan gå langt, langt ud af en tangent. Det kunne f.eks. være:

  • Bruge 90+ timer på at spille ‘Octopath Traveler’ for at få mine personer op på et (alt for) højt level, og rekvirere lige netop det helt rigtige våben til magiker
  • Spille ‘Football Manager’ med maksimale snydekoder (dvs.: Uendelige likvide midler, et grotesk stort scoutingnetværk, et voldsomt trænerteam, rugekasseklubber i samtlige talenter samt verdens bedste ungdomsset-up), så jeg nu har vundet Champions League med FC Hjørring 7 år i træk1
  • Researche mekaniske tastaturer i en uendelighed, herunder typer af taster. Det vel at mærke samme år, som jeg brugte knap 2.000 kr. på at købe et læskende Topre Realforce tastatur
  • Bruge timevis på at vælge den helt rigtige ringetone til min mobil, selvom jeg egentlig er glad for den nuværende
  • Neurotisk skifte skrifttyper i min standardskabelon i Word, så jeg rammer den helt rigtige kombination af serif og sans serif, der ubevidst kan påvirke læseren om at teksten er rigtig (lige nu: Charter og Helvetica)

Alle ovenstående har fundet sted indenfor de senere måneder. Tænk hvis jeg havde kanaliseret min energi over på noget nyttigt i stedet for.

  1. Ja, jeg spiller 2012-udgaven af ‘Football Manager’, hvor klubben endnu ikke har skiftet navn til Vendsyssel FF. []

Et eller andet obskurt sted i mit hovede gemmer der sig en lind strøm af dybsindige indlæg om min rejse til Washington D.C. sammen med Den Bedre Halvdel. Men skal lige over på den anden siden af jetlagget først.

Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.