Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.

Ualmindelig

Sad i forgårs og puslede med den tilsyneladende uendelige proces det er at få digitaliseret musiksamlingen. Seriøst, er I klar over hvor lang tid det tager at få lagt 1000 cd’er ind på en harddisk? År og dag, det er hvad det tager.

Alt imens tilbragte jeg en del tid inde på whosampled.com, der i stadig stigende grad er min yndlingshjemmeside. Det er lidt af en skatkiste for musiknørder, især hvis man tit og ofte lytter til en sang og tænker “Hvor i alverden har jeg hørt den lyd/det vokalstykke/den musiksekvens før?”. Det er her jeg opdager, hvis en af mine favoritsange i virkeligheden bygger på mere eller mindre obskure soulsange fra 70’erne. Hvem havde eksempelvis gættet, at L:Ron Haralds smukke og poetiske ‘Mæ å Min Kadett’ bygger på The O’Jays’ ‘For the Love of Money’? Nej, vel? Men det gør den altså.

Jeg fik forvildet mig ud i en længere ekskurs af samplinger anvendt i sen-90’er hiphop. Da var det, at det endelig dæmrede for mit formørkede sind. Sandheden. Nemlig at Chicago rapperen Common i årene 1997-2001 var en ganske eminent musiker. Bevares, det har været lidt vekslende siden da. Men på de to albums ‘One Day It’ll All Make Sense’ (1997) og ‘Like Water for Chocolate’ (1999) var han enestående.

Det føler jeg et stærkt behov for at dele med jer – og det uagtet, at det er som at kaste perler for aldeles umusikalske grise. Lyt eksempelvis til ‘Invocation‘, ‘Reminding Me (of Sef)1, ‘The Light2 eller den vidunderligt skæve ‘Geto Heaven (T.S.O.I. Remix)‘.

Hvis det ikke kan genskabe troen og kærligheden til hiphop, ja, så ved jeg snart ikke.

  1. Der samplede Patrice Rushens dejlige ‘Remind Me’ []
  2. Ja, det er Bobby Caldweld I hører i baggrunden []

My Parade Of Punk Rock T-Shirts

Ud over de musikalske orakler hinsidans, så har jeg et noget anstrengt forhold til aktuelle skandinaviske musikere. Sverige har jo noget nær monopol på musikalsk talent i vores del af verden. I Danmark kan jeg stort set kun lide Tiger Baby og Nordstrøm, i Norge var Annie vel god i 2004-2005 (hvornår udgiver du nyt, fjolle?!?)….og Finland? Tjah. I min verden består den finske musikscene grundlæggende af de afskyvækkende goth-vrag i H.I.M, The Rasmus, Nightwish og (fnis-fnis) Lordi.

Og så må jeg æde mine fordomme alligevel.

For efterhånden et godt stykke tid opdagede jeg den finske electronicagruppe Regina’s MySpace side – og det var lidt af en åbenbaring. Imidlertid glemte jeg gruppen i al min esoteriske tilbedelse af bands fra Göteborg og omegn – og det fortryder jeg bitterligt nu! Teksterne er på finsk – og er dermed aldeles volapyk – men rytmerne, melodierne og de små plinky-plonky lyde er ubegribeligt catchy. Regina kan med andre ord konkurrere fuldt ud med svenskerne, hvilket er noget nær den største anbefaling man kan få af undertegnede. Og så er de ikke engang nye. Sangene på deres MySpace side er mestendels fra 2005 og kan anskaffes ganske smertefrit via iTunes. Til gengæld var de så rare at indspille en julesangen Näinä mustina iltoina (sic) i 2007. Og lad mig blot afsløre det: Ja, den er fantastisk. Især fordi den lyder som en våd Saint Etienne’91 drøm og fordi man ikke fatter hvad teksten handler om. Giv den et lyt.

Regina – Näinä mustina iltoina

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style

Replace the war

Så nåede jeg tilbage fra barndomshjemmet og sidder nu på arbejdet, hvor jeg (indtil videre forgæves) leder efter dagsordenen til det kommende EU Rådsmøde omkring Transport, Telekommunikation og Energi. Som nævnt fik jeg ar på sjælen da min iPod for nylig gik i sig selv, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget; så blev jeg jo tvunget til at opdage ny musik.

En ganske finurlig gruppe jeg har lyttet en del til er The Blow. Vil ikke skrive en længere roman om hvem de er (bl.a. fordi jeg ikke har orket at finde ud af det!), men blot poste et par links til et par af deres sange. Det er ganske skæv indiepop, hvilket som bekendt er nok til at gøre en flottenhejmer som mig helt kulret. Som det sig hører og bør, så har gruppens medlemmer også deres egne blogs, forsangerens hedder ‘The Touch Me Feeling’ (ypperligt navn!) og er tilpas arty-farty til at hun sandsynligvis får den lavet af studerende fra den lokale designskole i Portland, Oregon.

The Blow – Parantheses

The Blow – Pile of Gold

The Blow – Hey Boy

The Blow – Come on Petunia

Af andet musikalsk guf kan nævnes min passion for Casettes Won’t Listen (MySpace side her). Han er en tilsyneladende meget aktiv musiker og remixer, som har en lyd der kan få mig til at spinde som en veltilfreds pungrotte. Nedenfor er et par af hans remix.

Asobi Seksu – Strawberries (Casettes Won’t Listen Remix)

The Diggs – Everyone is starting over (Casettes Won’t Listen Remix)

Morcheeba – Everyone Loves a Loser (Casettes Won’t Listen Remix)

Dr. Octagon – Aliens (Casette’s Won’t Listen Remix)

Og en enkelt af hans egne sange:

Casettes Won’t Listen – Cutting Balloons

Slutteligt et par sange fra endnu en gruppe med et pragtfuldt navn: Say Hi To Your Mom. De spiller ret catchy indie pop/rock, som er godt at cykle på arbejde til. Eller fra arbejde for den sags skyld. Det siger sig selv, at jeg er aldeles pjattet med visse af titlerne på deres sange.

Say Hi To Your Mom – Sad, but endearingly so

Say Hi To Your Mom – Not as goth as they say we are

Say Hi To Your Mom – Angels and Darlas

Og dermed takker musikimperialisten af for denne gang….!

It’s hard to argue when you won’t stop making sense

Jeg kom i vanlig letsindighed til at love et musikindlæg forleden dag. Nedenfor følger derfor en række af de sange jeg lytter en del til for tiden. De er som sædvanligt kun fremme i en begrænset periode og for en god ordens skyld skal jeg huske at minde om, at hvis I kan lide nogle af sangene – så drøn ned i jeres lokale pladeforretning og invester i de relevante kunstnere. Okidoki?

Yeah Yeah Yeahs – Phenomena
(Katka har talt om denne sang i månedsvis, men jeg hørte den først rigtigt forleden. Den er måske lidt larmende og skramlende, men har en helt fantastisk energi – og så er den urimeligt god at cykle til)

Streets (w. The Futureheads) – Fit but you know it
(Min yndlingssang for tiden, originalen var god, men nu er den blevet helt fantastisk. Burde være fast obligatorisk pensum til Indienight. “See, I reckon you’re about an eight or an nine/maybe even nine and a half in four beers time….yeah, yeah, like I said: You ARE really fit, but MY GOSH, don’t you just know it?!”)

Sufjan Stevens – Opie’s funeral song
(Månedens melankolske sang)

Snow Patrol – Hands Open
(Ganske catchy indie. Hands Open er bedre kendt som ‘Sufjan Stevens namedropping sangen’, bemærk ca. 01:40 inde i sangen)

Soulwax – E talking
(Jeg er ikke engang sikker på at jeg kan lide denne. Alligevel hører jeg den en del)

Lily Allen – Smile
(Ja! Jeg ved godt at det er ækel, klam og fæl popmusik/hvid-middelklasse-pige-opdager-poppede-reggae-rytmer, men det pianobeat i baggrunden er altså helt fabelagtigt!)

James Figurine – Pretend that it’s a race and I am on you side
(Electronica, som er godt at lytte til før man skal i seng)

Efterklang

Måske man snarest muligt skulle søge om at få udbetalt sin folkepension, for at dømme efter hvor længe jeg kan sove efter en bytur (fem-seks timer, hvis jeg er rigtigt heldig!), så er jeg da vist snart indlægningmoden på så charmerende steder som Fælledgården.

Var til Zulu Rocks i går, som samlet set var en glimrende oplevelse. Bevares, lyden i Parken var horribel, Carpark North har tydeligvis ikke sangene til at levere en ordentlig koncert (Human er god, men resten….njah!), Mew var larmende og ude af kontakt med publikum og Kashmir ignorerede vi ganske enkelt (nu har jeg set dem live så mange gange, og nej: De er stadig ikke spændende). Til gengæld – og jeg farer med list og lempe nu for at undgå at blive kaldt grimme ting – så var Pharrell meget overbevisende (engageret, crowdpleaser og hæphopper – men man kan ikke tage fra ham at han har hits’ne med i posen), Black Eyed Peas var een lang række af hits og det udviklede sig til en veritabel fest under koncerten. Løjerne afsluttedes af dem vi var kommet for at se: Pet Shop Boys. De var min første musikalske kjærlighed og jeg køber stadig trofast ALT hvad de udgiver. Koncerten i går var den tredje jeg så med dem (første gang var Hamburg i 1999 og siden Valbyhallen i februar 2000), så jeg har været meget spændt på hvordan det mon ville spænde af. I skrivende stund er jeg lidt splittet. Det var bestemt en god koncert, men de var ret tamme efter Black Eyed Peas havde været på og set-listen var i bedste fald alternativ (hvad laver Dreaming of the queen og Shopping til en koncert?!). Ved ikke rigtig hvad jeg skal synes…

Update: Jyllands-Posten giver en meget lidt positiv vurdering af PSB’s optræden. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

PS. Yikes! Ghana slog Tjekkiet 2-0 i går!

I made my excuses and left

Ah, jeg har nu de sidste par timer forgæves forsøgt at overtale mig selv til at få lettet min dovne mås, så jeg kan få gjort lidt rent her i jordhulen. Når jeg ikke har studiet til at give mig selv dårlig samvittighed, så må jeg jo som bekendt finde på noget andet at martre min sjæl med!

Selvom Stobbe er en bidsk og sårende herre ovre i comments sektionen på Stines blog (og ja, jeg HAR meddelt ham at jeg har testamenteret min atomubåd til en anden!), så må man give ham, at han har en upåklagelig evne til at opstøve mere eller mindre obskure hjemmesider. En af disse er Engrish.com, som indeholder masser af “the humorous English mistakes that appear in Japanese advertising and product design“. Der er mange morsomme eksempler på mærkværdige oversættelser og fejl – anbefales varmt herfra.

Endelig arriverede det nye Pet Shop Boys album Fundamental med posten i går. Købte det på CDSkiven.dk, fordi de havde en special edition udgave med en eksta cd (Fundamentalism – oh, weeeee!). Har lyttet det igennem et par gange nu, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes. PSB var og er min første musikalske kjærlighed, så det gør lidt ondt at indse, at det nye album hverken er rigtig godt eller rigtig skidt – det er bare middelmådigt. Ved ikke, måske skifter jeg mening. For yderligere debat, se inde på gay-popmusikkens hjemmeside par excellence: Popjustice og deres debatforum. Se også Gaffas anmeldelse.

You may be through with the past….


Jeg har været mere eller mindre i ekstase siden jeg kom hjem fra arbejdet. For det første er opgaven færdig og klar til aflevering i morgen, men måske endnu vigtigere er mit nyeste fund på nettet: Den (næsten) komplette liste over 80’er musikvideoer! Det er så godt, der er nærmest uendelig mange timers underholdning: Både i den kitschede retning, men jeg vil holde mig til det rent kvalitetsmæssigt! Tit f.eks. på:

Beats International – Dub be good to me (videoen er måske ikke så god, men sangen er blandt de første jeg kan huske – og den er stadig urørlig i dag)

New Order – Blue Monday (De af jer der har set mig på et dansegulv når Blue Monday er på, ved at jeg er mere vild end René Dif når nogle tilbyder ham en rugbrødsmad med figenpålæg!)

Bomb The Bass – Beat Dis (Acid-House musikkens første klassiker!)

Soul II Soul – Back to life (Ord er overflødige)

Genesis – Land of confusion (Dejlig politisk satire, bemærk især den sidste sekvens, hvor Reagan forveksler ‘nurse’ og ‘nuke’ knappen!)

Happy Mondays – Step On (Endnu en lækker Manchester sag)

Og det værste er, at jeg kunne blive ved og ved og ved! Kan kun anbefale at folk river et par måneder ud af kalenderen og spenderer lidt tid på at reflektere over, hvorfor intet nogensinde vil overgå 80’erne som musikalsk årti….!

PS. Falco – Rock me Amadeus (Kun til dig, Stobbe!)

PPS. Hvordan kunne jeg glemme den? Joy Division – Love will tear us apart

CAPS LOCK IS CRUISE CONTROL FOR COOL

Jeg har nu i et stykke tid måtte finde mig i utallige stikpiller fra den unge Stobbe omkring musik (manglende pleje af mit musiktyranni? Må jeg lige være her?!). Siden han ikke satte pris på mine utallige opfordringer til at besøge Tom Jones (utak ER verdens løn), så er her en ny række sange som jeg lytter til for tiden. Jeg garantere ikke for at de falder i herskabernes smag, men hvo intet vover og alt det der…

Electronic – Getting away with it (Extended version)
– en halvgammel sag, men illustrerer glimrende hvorfor 1991 er og bliver klimaks i musikhistorien. Synth-pop på den gode måde.

Asobi Seksu – Thursday
– sær japansk pige der laver indiepop/rock. Inden I kan nå at sige ‘afdragsordning’ bliver den jeres nye yndlingssang.

Ben Folds – Annie waits
– Yndlingsklaverbokseren over dem alle, minder mig om at der rent faktisk var engang hvor Elton John lavede god musik (før han blev tyk, sang tributes til Diana og nu udelukkende piner verden med sine kvalme ballader). Ben Folds er en dejlig bitter mand, som kan finde ud af at skrue en god popsang sammen.

Feist – Inside and out (Mocky remix)
– Ikke så god som originalen, men stadig ubegribeligt funky. Nu med hip-hop rytmer.

Imogen Heap – Goodnight and go (Immi’s radio version)
– Nogle vil måske genkende stemmen, det er Frou Frous tidligere forsangerinde. En sommersang, som burde kunne smelte selv de koldeste hjerter.

Morningwood – Nth Degree
– Ignorer gruppens infantile navn og nyd at du lytter til uforskammet popmusik, der er mere catchy end René Dif i stramme røde badebukser.

Shins – Kissing the lipless
– Slet og ret en god poprock sang. Lyder lidt som Weezer i deres blide stunder.

I anledningen af at jeg skal til Josh Rouse koncert i morgen, bringer jeg her endvidere en række liveindspilninger af nogle af hans ældre sange. De er ikke så poppede og soulede som sangene fra de tre seneste albums, men illustrerer at manden spænder ret bredt. Det hele er optaget i 2002 af Sveriges P3.

Josh Rouse – Directions
Josh Rouse – Miracle
Josh Rouse – Under cold blue stars
Josh Rouse – Nothing gives me pleasure
Josh Rouse – Suburban Sweetheart