Sommerens sange

Jeg er ved at kommet lidt op i gear rent musikalsk efter et forår/forsommer, hvor mine ører ellers mestendels er blevet fyldt af Arvingens blide røst eller diverse podcasts. Nedenfor er de poppede musikalske artefakter, der fylder min Spotify-liste for tiden.

Hamilton Leithauser – ’11 O’Clock Friday Night’

Den perfekte sommersang for undertegnede i år. Omkvædet er det stærkeste I vil få at høre de kommende 7-8 år. Det er som Paul Simon, bare opdateret og ikke-kitschet. Og en dejlig video fra New Orleans.

Avi Buffalo – ‘So What’

Herligt Postal Service-agtigt nummer, der tilmed rummer rigelige mængder ringlende guitarer. Vi er måske ikke helt i The Smith eller Real Estate højderne, men det er slet ikke så langt fra igen.

The New Pornographers – ‘Brill Bruisers

Det lyder som The Shins, bare bedre. Der er læskende ba-ba-ba kor og Beach Boys solskin i lange baner. Soundtracket til køreturen mellem L.A og San Francisco.

Paramore – ‘Ain’t It Fun’

Ja, ha ha HA, det er teenbandet Paramore. Dem fra ‘Twilight’-soundtracket. Indbegrebet af anti-cool. Men ‘Ain’t It Fun’ lyder som en No Doubt kreation fra før de blev kedelige. Hvis du kan lade være med at nynne med, er der noget fundamentalt galt med din sjæl.

Coucheron – ‘Deep End’

Sommerens blip-blop electropopsang med et dragende omkvæd og lummer video.

Josh Ritter – ‘Come and Find Me’

Selskabets akustiske og følsomme fyr. Det manglede da også bare.

Lydia Loveless – ‘Really Wanna See You’

Jeg er stærkt betaget af Lydia Loveless’ country-rock og indebrændte tekster. Hun må være fremragende live.

Alvvays – ‘Archie, Marry Me’

Jeg er stadig til salg for god indiestøjpop, der lyder som noget der kunne være spillet til et high school prom i Lawrence, Kansas, i 1956. Sanfen er som et smukt ægteskab mellem Tennis – ‘Waterbirds’ og Nada Surfs episke teenage-epos ‘Popular’.

Sean Rowe – ‘Madman’

Americana, som den KUN kan spilles af drikfældige og beskæggede særlinge. Der er gospelagtige undertoner og blæsere involveret på dette lille mesterværk.

Derudover lytter jeg stadig mest af alt til War on Drugs – ‘Under the Pressure, der stadig er min stærkeste kandidat til årets sang i 2014.

Hvad lytter I til for tiden?

Post-hip, Pre-retro

Jeg var så godt igang med at digitalisere min cd-samling, men ak, er siden gået i stå grundet bryllupsrejse, familieforøgelse, landsdelsflytteri, arbejde og almindelig lediggang. Ambitionen tilbage i oktober var:

Jeg er i stadig stigende grad begyndt at tænke i enkeltsange og playlister. Albumformatet giver mindre og mindre mening for mig. Har ikke længere så meget tålmodighed til at sætte et fysisk album og så lytte til det, især ikke hvis det kun tre-fire sange, jeg rigtig kan lide.

Idéen er nu, at jeg ved at digitalisere samlingen og streame det via et behændigt og brugervenligt system som Sonos (der bl.a. kan lave playlister), kan lytte til meget af det i min samling, som jeg i dag har glemt – og i en bedre lydkvalitet end Spotify kan tilbyde.  

Det holder altsammen sådan set stadigvæk. Og så alligevel. Forleden læste jeg på Grantland en fremragende klumme om cd-formatets overlegenhed. Jeg havde egentlig en ambition om at syntetisere dens argumentation i let overskuelig form, men nej, ved I hvad, indlægget er så fremragende, at det fortjener at bliver læst i sin helhed. Her er en lille snas for at pirre jeres nysgerrighed:

There’s a lot of pressure in our culture right now to essentially imagine CDs out of existence, to mentally finish off what the market is slowly suffocating. Over and over, we’re told that nobody buys them anymore. Only two demographics are commonly identified as CD purchasers in 2014: “old people” and “the semi-Amish not-quite-olds who can’t figure out technology,” the implication being that anybody who knows better wouldn’t bother. CDs currently exist in a cultural no-man’s-land recently defined by singer-songwriter Todd Snider as “post-hip, pre-retro” — the format is passé, but not so passé that it qualifies for reclamation.

….

My point is, just as there are albums that are well suited to vinyl, there are other albums that work best in other formats.

As for the CD format, I can’t imagine listening to, say, Green Day’s Dookie any other way. Dookie is to CDs what Creedence is to vinyl. It is a record resting eternally in the collective memories of aging music fans, a lost piece of data tucked inside scarcely used multidisc changers and laundry baskets full of shit leftover from collegiate apartments. The Beastie Boys’ Check Your Head is like that, too. So are OdelaySiamese Dream, and Exile in Guyville.  

Som jeg skrev i oktober, så lytter jeg meget sjældent til cd’er. Min samling står uværdigt og omsorgssvigtet i Billy-reolerne i hjørnet af mit kontor, og får kun sjældent opmærksomhed. Stort set alt musik lytter jeg i dag til på Spotifys iPhone app på vej til og fra arbejde1.

Min egen mavefornemmelse er, at ja, der findes en del albums udgivet i 1990’erne, der passer bedst til cd’er. Dookie – som jeg naturligvis også ejer på cd og lytter til netop nu – er ganske rigtigt et fremragende eksempel2. Det samme gælder i hvert fald to Flaming Lips albums (The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots) og Portishead. Giv mig mere tid, og jeg kunne rable endnu flere af.

  1. Hvilket giver mig lidt dårlig samvittighed. I gamle dage spillede jeg ofte musik for Den Bedre Halvdel, og jeg bilder mig ind, at hun satte pris på det. Det har jeg ikke gjort i … ja, Gud ved hvor længe. []
  2. Hold kæft, hvor var Green Day egentlig gode tidligt i karrieren. Der er en perlerække af fremragende sange på det Dookie []

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.

Ualmindelig

Sad i forgårs og puslede med den tilsyneladende uendelige proces det er at få digitaliseret musiksamlingen. Seriøst, er I klar over hvor lang tid det tager at få lagt 1000 cd’er ind på en harddisk? År og dag, det er hvad det tager.

Alt imens tilbragte jeg en del tid inde på whosampled.com, der i stadig stigende grad er min yndlingshjemmeside. Det er lidt af en skatkiste for musiknørder, især hvis man tit og ofte lytter til en sang og tænker “Hvor i alverden har jeg hørt den lyd/det vokalstykke/den musiksekvens før?”. Det er her jeg opdager, hvis en af mine favoritsange i virkeligheden bygger på mere eller mindre obskure soulsange fra 70’erne. Hvem havde eksempelvis gættet, at L:Ron Haralds smukke og poetiske ‘Mæ å Min Kadett’ bygger på The O’Jays’ ‘For the Love of Money’? Nej, vel? Men det gør den altså.

Jeg fik forvildet mig ud i en længere ekskurs af samplinger anvendt i sen-90’er hiphop. Da var det, at det endelig dæmrede for mit formørkede sind. Sandheden. Nemlig at Chicago rapperen Common i årene 1997-2001 var en ganske eminent musiker. Bevares, det har været lidt vekslende siden da. Men på de to albums ‘One Day It’ll All Make Sense’ (1997) og ‘Like Water for Chocolate’ (1999) var han enestående.

Det føler jeg et stærkt behov for at dele med jer – og det uagtet, at det er som at kaste perler for aldeles umusikalske grise. Lyt eksempelvis til ‘Invocation‘, ‘Reminding Me (of Sef)1, ‘The Light2 eller den vidunderligt skæve ‘Geto Heaven (T.S.O.I. Remix)‘.

Hvis det ikke kan genskabe troen og kærligheden til hiphop, ja, så ved jeg snart ikke.

  1. Der samplede Patrice Rushens dejlige ‘Remind Me’ []
  2. Ja, det er Bobby Caldweld I hører i baggrunden []

My Parade Of Punk Rock T-Shirts

Ud over de musikalske orakler hinsidans, så har jeg et noget anstrengt forhold til aktuelle skandinaviske musikere. Sverige har jo noget nær monopol på musikalsk talent i vores del af verden. I Danmark kan jeg stort set kun lide Tiger Baby og Nordstrøm, i Norge var Annie vel god i 2004-2005 (hvornår udgiver du nyt, fjolle?!?)….og Finland? Tjah. I min verden består den finske musikscene grundlæggende af de afskyvækkende goth-vrag i H.I.M, The Rasmus, Nightwish og (fnis-fnis) Lordi.

Og så må jeg æde mine fordomme alligevel.

For efterhånden et godt stykke tid opdagede jeg den finske electronicagruppe Regina’s MySpace side – og det var lidt af en åbenbaring. Imidlertid glemte jeg gruppen i al min esoteriske tilbedelse af bands fra Göteborg og omegn – og det fortryder jeg bitterligt nu! Teksterne er på finsk – og er dermed aldeles volapyk – men rytmerne, melodierne og de små plinky-plonky lyde er ubegribeligt catchy. Regina kan med andre ord konkurrere fuldt ud med svenskerne, hvilket er noget nær den største anbefaling man kan få af undertegnede. Og så er de ikke engang nye. Sangene på deres MySpace side er mestendels fra 2005 og kan anskaffes ganske smertefrit via iTunes. Til gengæld var de så rare at indspille en julesangen Näinä mustina iltoina (sic) i 2007. Og lad mig blot afsløre det: Ja, den er fantastisk. Især fordi den lyder som en våd Saint Etienne’91 drøm og fordi man ikke fatter hvad teksten handler om. Giv den et lyt.

Regina – Näinä mustina iltoina

Now You Are This

Er det et must, at dine ynglingsbands skal være sådan lidt halv ukendte for os mainstream surfere” formastede en ung dame sig til at spørge mig forleden.

Og JA, det er det!

Det giver mig nemlig denne her lune og navlebeskuende og egostimulerende fornemmelse af at være en übercool hipster, der bare er så meget længere fremme, end resten af den musikignorante ungdom. Denne snobben efter at kende selv de mest indavlsramte (pseudo)canadiske indiebands betyder dog samtidig, at jeg er behageligt uvidende omkring de fleste af de sange som resten af verden lytter til. Hvis jeg kigger på iTunes top 10, så kender jeg måske nok sangene sporadisk (hey, jeg hører jo P3 Sporten!), men min spontane trang til at investere i nogle af dem, er mildt sagt begrænset.

Kan nogle f.eks. forklare mig hvorfor det præcist er, at alle falder på halen for Natasja? Fair nok, fair nok – de fleste kunstnere stiger som bekendt altid i agtelse efter en dramatisk død, men alligevel? Og måske er det blot undertegnede der ikke forstår reggae, men så fantastiske er Bikstok Røgsystem da heller ikke? Eller de aldeles rædderlige Magtens Korridorer? Jeg kunne måske sætte mig ind i det i 1998, hvor de udgav det mesterlige ‘Bagsiden af medaljen’. Det rummer perler som ‘Født i en verden af beton’ (“Jeg er født i en verden af beton/er der noget at sige til at jeg ryger bong?“), ‘Hold da kæft kælling’ (“Så hold da kæft kælling/og klap gællerne i/når jeg sidder og ser fodbold på mit farve-tv“), ‘Systemet’ (“Jeg er blevet røvrendt/røvrendt tusinde gange af systemet“) og min personlige favorit: ‘Slip mig, jeg vil danse nøgen’ (“For jeg har Jesus inden i mig/derfor er jeg fri, fri, FRI!”). Så svimlende højder når deres nyere ting altså ikke, hvorfor jeg må stille mig spørgende overfor at de er på forsiden af Gaffa i denne måned.

Men, hov! Tøv lige en kende. Nu forstår jeg hvorfor det er sådan. Det er fordi ovennævnte kunstnere er de eneste der bliver spillet i radioen. Sakset fra en artikel hos DR:

Kun 29 af de i alt 1.157 danske udgivelser, der udkom i Danmark sidste år, fandt vej til æteren i de kommercielle radiostationer. Det svarer til 2 og en halv procent af det samlede antal.

Tallet fremgår af en beretning fra fællesorganisationen Gramex, der på vegne af sangere, musikere og pladeselskaber står for at indhente vederlag fra radio, tv, diskoteker, butikker og andre steder, der spiller musik.

Derudover fik hver tiende album overhovedet ikke nogen radioafspilning sidste år, og langt over halvdelen af de nye danske udgivelser når aldrig ud til en større offentlighed, skriver Gramex.

Hos Gramex ser man den udvikling, som en “kedelige tendens på et mindre varieret udbud af musik på trods af, at der aldrig har været spillet så meget musik i det offentlige rum”.

Nuvel, jeg antager ikke at samtlige 1.157 danske udgivelser sidste år var lige gode allesammen. Størstedelen af dem fortjente helt givet ikke at blive spillet. Men alligevel. Hvor er det foruroligende få kunstnere, der bliver spille på de kommercielle radiostationer. Den helt store overraskelse er det nu ikke. Jeg mindes aldrig at have hørt 100FM og slige underlødige kanaler, uden at sendefladen var fyldt med skrald som Akon, Nik & Jay samt naturligvis det obligatorisk fyld af afdankede danske 80’er sange.

Så i al min selvgodhed vil jeg fortsætte med at boykotte alle andre kanaler end P1 og P3, samt insistere på at svensk musik stadig kommer til at frelse verden – hvis blot I vildfarende får dog ville lytte.

PS. En lille nuancering skal der dog til. Nummer 1 på iTunes er Private: ‘My Secret Lover’, som jeg egentlig finder ganske underholdende. Måske jeg ikke er meget bedre end resten af kvægflokken.

Skeletterne i skabet rasler løs

I dagens netudgave af Jyllands-Posten kan man læse et interview med Vince Clark fra Erasure, der i disse dage er i København for at give ikke færre end to koncerter på Vega. Ud over at levere et væld af rock’n’roll klichéer (“Vi har begge været igennem misbruget og er nødt til at tage den med ro for at komme igennem turneen. Kokainmisbrug er en dyr vane, og pengene flyder i musikbranchen“), kan en af synth-musikkens sande hædersmænd berette, at Erasure efter 20 år i brancehen – og ikke at forglemme elendige salgstal – nu vil holde pause på ubestemt tid. Taget i betragtning af at et deres seneste album var et grotesk horribelt forsøg ud i countrymusikken, er det sikkert en klog beslutning af d’herrer Vince Clark og Andy Bell.

Men nyheden fik mig til at fundere. For Erasure har på godt og ondt været en af de vigtigste faktorer i min musikhistorie. Så hvad er de første sange jeg kan huske? Hvilke artister og grupper har haft størst betydning?

Skræmmende nok, så stammer mine tidligste musikerindringer fra programmet ‘7.10’ på Nordjyllands Radio i 1980’erne og start 90’erne. Det blev – måske lident overraskende – sendt kl. 7.10 om morgenen, hvorfor det i 10 års tid var i baggrunden når jeg spiste morgenmad. Det var et børneprogram, men de spillede gudsketakoglov de sange der var aktuelle og populære. Fra min tidligste periode kan jeg især huske Kim Wilde – You Came, Ray Parker Jr. – Ghostbusters, Bros – When Will I Be Famous? og en kæk sang til TV2’s megahit ‘Skærmtrolden Hugo’. Generelt tilskriver jeg denne perlerække af mesterværker skylden for at jeg – uanset hvor hårdt jeg forsøger – ikke kan løsrive mig fra 80’erne. Jeg begyndte dog først rigtigt at interessere mig for musik da jeg var 11-12 år, altså ca. 1992-1993. I den periode var jeg især vild med Freddie Mercury – Living on my own, Snap – First, Last Eternity, Orup – Stockholm, Jam & Spoon – Right in the Night, Roxette – Joyride og U96 – Club Bizarre. Den første single jeg købte var – og ja, i dag skammer jeg mig – Mark Oh – Tears Don’t Lie. Døm mig nu ikke for hårdt, thi jeg var ung og uerfaren. Og desuden har jeg ikke den formastelige cd længere. Kristoffer fra min klasse lånte den af mig i 2.g, og siden har jeg heldigvis ikke set mere til den.

I perioden nassede jeg dog mest af alt på min storebrors cd-samling. Og de tre ubetinget mest populære i hans samling var Pet Shop Boys, Erasure og Army of Lovers. Kvikke læsere vil allerede nu have sammenfattet hvad de tre har tilfælles. 1) De laver elektronisk popmusik, 2) De har ikke rigtig lavet noget godt siden 1993 og 3) Alle tre er galloperende homoseksuelle. Pet Shop Boys og tildels Erasure er forblevet institutioner i min verden, mens de sidstnævnte er pakket mere eller mindre væk i kassen af pinligheder. Ud over den urørlige Obsession, så overbeviser en søgning på YouTube mig ikke længere om Army of Lovers’ genialitet. Til gengæld var de fabelagtige til at lave smagfulde pladecovers, hvilket ovenstående billede turde vidne om. Siden hen er min musiksmag desværre blevet frygteligt mindre humoseksuel, selvom jeg ikke skal nægte, at man skal argumetere MEGET godt og MEGET længe, hvis man skal overbevise mig om at synth-pop ikke er musikkens ubetingede mestergenre.

Spørgsmålet er så: Var jeg mere eller mindre slem i min musiksmag som ung, end 2007’s ækle emo/goth/hippedihop ungdom? Er det virkelig mere ok og legitimt at have danset til Culture Beat – Mr. Vain og Ace of Base end min aktuelle hadesang nr. 1 The Way I Are af Timbaland? Eller er jeg bare blevet en vrissen gammel støder, der ikke kan acceptere at nutidens unge har en anden smag end jeg?

Måske jeg bør tage afsæt i følgende lille sentens fra JP’s Erasure interview: “Mens pladekøberne har svigtet Erasure gennem de seneste 15 år, bliver bandets koncerter stadig udsolgte. Den tendens har gang på gang sendt duoen ud på nye opslidende verdensturneer“. 15 år?!? Hmm, måske det alligevel er mig der er blevet gammel og afdanket….

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style

Replace the war

Så nåede jeg tilbage fra barndomshjemmet og sidder nu på arbejdet, hvor jeg (indtil videre forgæves) leder efter dagsordenen til det kommende EU Rådsmøde omkring Transport, Telekommunikation og Energi. Som nævnt fik jeg ar på sjælen da min iPod for nylig gik i sig selv, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget; så blev jeg jo tvunget til at opdage ny musik.

En ganske finurlig gruppe jeg har lyttet en del til er The Blow. Vil ikke skrive en længere roman om hvem de er (bl.a. fordi jeg ikke har orket at finde ud af det!), men blot poste et par links til et par af deres sange. Det er ganske skæv indiepop, hvilket som bekendt er nok til at gøre en flottenhejmer som mig helt kulret. Som det sig hører og bør, så har gruppens medlemmer også deres egne blogs, forsangerens hedder ‘The Touch Me Feeling’ (ypperligt navn!) og er tilpas arty-farty til at hun sandsynligvis får den lavet af studerende fra den lokale designskole i Portland, Oregon.

The Blow – Parantheses

The Blow – Pile of Gold

The Blow – Hey Boy

The Blow – Come on Petunia

Af andet musikalsk guf kan nævnes min passion for Casettes Won’t Listen (MySpace side her). Han er en tilsyneladende meget aktiv musiker og remixer, som har en lyd der kan få mig til at spinde som en veltilfreds pungrotte. Nedenfor er et par af hans remix.

Asobi Seksu – Strawberries (Casettes Won’t Listen Remix)

The Diggs – Everyone is starting over (Casettes Won’t Listen Remix)

Morcheeba – Everyone Loves a Loser (Casettes Won’t Listen Remix)

Dr. Octagon – Aliens (Casette’s Won’t Listen Remix)

Og en enkelt af hans egne sange:

Casettes Won’t Listen – Cutting Balloons

Slutteligt et par sange fra endnu en gruppe med et pragtfuldt navn: Say Hi To Your Mom. De spiller ret catchy indie pop/rock, som er godt at cykle på arbejde til. Eller fra arbejde for den sags skyld. Det siger sig selv, at jeg er aldeles pjattet med visse af titlerne på deres sange.

Say Hi To Your Mom – Sad, but endearingly so

Say Hi To Your Mom – Not as goth as they say we are

Say Hi To Your Mom – Angels and Darlas

Og dermed takker musikimperialisten af for denne gang….!

It’s hard to argue when you won’t stop making sense

Jeg kom i vanlig letsindighed til at love et musikindlæg forleden dag. Nedenfor følger derfor en række af de sange jeg lytter en del til for tiden. De er som sædvanligt kun fremme i en begrænset periode og for en god ordens skyld skal jeg huske at minde om, at hvis I kan lide nogle af sangene – så drøn ned i jeres lokale pladeforretning og invester i de relevante kunstnere. Okidoki?

Yeah Yeah Yeahs – Phenomena
(Katka har talt om denne sang i månedsvis, men jeg hørte den først rigtigt forleden. Den er måske lidt larmende og skramlende, men har en helt fantastisk energi – og så er den urimeligt god at cykle til)

Streets (w. The Futureheads) – Fit but you know it
(Min yndlingssang for tiden, originalen var god, men nu er den blevet helt fantastisk. Burde være fast obligatorisk pensum til Indienight. “See, I reckon you’re about an eight or an nine/maybe even nine and a half in four beers time….yeah, yeah, like I said: You ARE really fit, but MY GOSH, don’t you just know it?!”)

Sufjan Stevens – Opie’s funeral song
(Månedens melankolske sang)

Snow Patrol – Hands Open
(Ganske catchy indie. Hands Open er bedre kendt som ‘Sufjan Stevens namedropping sangen’, bemærk ca. 01:40 inde i sangen)

Soulwax – E talking
(Jeg er ikke engang sikker på at jeg kan lide denne. Alligevel hører jeg den en del)

Lily Allen – Smile
(Ja! Jeg ved godt at det er ækel, klam og fæl popmusik/hvid-middelklasse-pige-opdager-poppede-reggae-rytmer, men det pianobeat i baggrunden er altså helt fabelagtigt!)

James Figurine – Pretend that it’s a race and I am on you side
(Electronica, som er godt at lytte til før man skal i seng)