Årets sange 2020

Medusa2

Som alle andre Spotify-brugere har jeg også fået min ‘wrapped’-liste med de sange, som jeg har lyttet mest til det seneste år. For mig var den dog relativt ubrugelig. Den er fyldt med den musik, som jeg streamer når jeg skal fokusere, hvilket vil sige musik fra gamle videospil og min ungdoms japanske rollespil. Derfor er her de sange, som jeg vil mene betød mest i 2020:

Richard Hawley – ‘Tonight’
‘Tonight’ var min COVID-19-karantænesang – og årets sang, selvom den har 15 år på bagen. En meget smuk og trist sag om knuste hjerter, fortvivlede eksistenser og natlige vandreture i Sheffields bakker

Emil Kruse – ‘Lad det gå’ eller ‘Bare sig’
Kruse fortsætter med at være Danmarks bedste musiker. Jeg kan ikke beslutte mig for hvilken af de to sange, der er bedst – så de er

London Grammar – ‘Baby It’s You’
Elegant electropop og en storslået kærlighedssang

Marcus Gordon – ‘Sig mig’
Bedste danske popsang

Susumu Yokota – ‘Long Long Silk Bridge’
Mystisk instrumentalt mesterværk, der tryllebandt mig store dele af året

Chris Stapleton – ‘Joy of My Life’
Kæft, det er en sød kærlighedssang. Stapleton er typen, man kun kan knuselske

Drive-By Truckers – ’Thoughts and Prayers
Verdens bedste rockband med en smuk sag om skyderier i USA

Flowerpot Men – ‘Beat City
Mesterværk, der ikke kan købes eller streames nogen steder – så I må se den på YouTube. Det er en forbrydelse.

Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’
Årets Pet Shop Boys/Dubstar-klon, som jeg elskede sørgerligt højt

The Style Council – ‘The Lodgers (Or She Was Only a Shopkeeper’s Daughter)’
Style Council er svære at få ind i mit liv. De er hvide mænd, der spiller sort musik, hvilket mange sikkert kan finde at klage over. Jeg har elsket ‘Shout to the Top’ i mange år, men det er først for nylig, jeg opdagede den svært forførende ‘The Lodgers’.

The Human League – ‘Tell Me When’
Skammeligt glemt synthpopperle fra 1995. Jeg læste et sted, at de sange der hittede det år man fyldte 14 år, intuitivt vil være dem man glædet mest over. Det er tilsyneladende sandt i dette tilfælde

Lou Halter – ‘My Baby Just Cares for Me’
Egentlig har jeg et problem med Hayters persona som ‘DJ ved modelfester’. Og måske er ‘My Baby Just Cares for Me’ for kalkuleret og en pastiche, snarere end en rigtig sang. Men den virker på mig. Det må jeg blankt erkende

Lianne La Havas – ‘Bittersweet’
Årets soulsang, og den måske grummeste break-up sangen siden ‘Ex-Factor

Roedelius – ‘Geradewohl’
Absurd og underlig instrumental electronica. Jeg kan ikke forklare på en meningsfuld måde, hvorfor jeg har lyttet så meget til den. Sangen er lidt som at være fanget i et vortex af morsekoder

The Makers – ‘Don’t Challenge Me’
Et højest besynderligt gadekryds af electronica, reggae, jazz og blip-blop lyde fra 1972. Hvis jeg var selvoptaget nok, ville jeg bruge et adjektiv som ‘idiosynkratisk’ om sangen, men måske ‘mærkelig’ er mere dækkende

Porches – ‘I Miss That’
Jeg tror jeg hader vokalen intenst og at jeg er for gammel til Porches teenangst’ede image. Men ‘I Miss That’ er ikke desto mindre et mesterværk

Aaron Copland – ‘Clarinet Concerto: 1. Slowly and Expressively’
Jeg ved ikke hvilken ‘Classical Music for Studying’-playliste jeg fandt den, men Copland er som balsam på min betændte sjæl

PATINA – ‘Flammer Rammer’
Ja-ja, det bliver ikke mere normcore end det her, men det er en skøn og uforpligtende popsang

Macross 82-99 – ‘葛城 ミサトYEBISU’
Macross 82-99 og Vaporwave/City pop/Future Funk styrede store dele af min musiksmag i 2020. YEBISU er måske endnu bedre i remix-udgaven, men jeg kan ikke stå få den støjede lyd og den forvrængede sample af den vidunderlige Khemistry – ‘Can You feel My Love?’

Yung Bae – ‘Bad Boy’
Hvis der havde eksisteret dansegulve i 2020, så burde denne have været en decideret banger. Nu må den nøjes med at blive voldspillet af grånende 39-årige mænd i den ydre provins

Smokey Brights – ‘Flash Your Lights (Rudy Willingham Remix)
God, gammeldags housekreation. Burde have lagt gaderne øde

Yves Tumor – ‘Noid’
Paranoidt støjhelvede. Og fremragende

Steve Reich – ‘Duet for Two Violins and String Orchestra
Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet end ‘smuk klassisk musik’, men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om

Effektiv putning

Den Bedre Halvdel er på aften-/nattevagt, det er infernalsk varmt og arvingerne vil (forståeligt nok) egentlig hellere pjatte rundt end at sove, når deres vrantne far synes de skal. I den situation ser jeg det som min borgerpligt at dele de fragmenter af popsange, som brummet/sunget i tilpas falsk toneleje altid fungerer til at få de to til at falde i søvn:

De danske
De svenske
De engelske

Asocialt musikforbrug

Det er næsten hændt lidt umærkeligt, men udover børnemusik med arvingerne, så lytter jeg nærmest aldrig til musik sammen med nogen mere. Det hele foregår i hovedtelefonerne.

Hifi-anlægget herhjemme er i aktion når der skal danses pjattet efter aftensmaden, men ellers er musik blevet en underlig asocial ting for mig. Det ærgrer mig lidt.

I dag kan jeg endnu mindre end tidligere besvare spørgsmålet ‘hvilken musik kan du lide?’ eftersom mit musikforbrug består af playlister splejset sammen af alt lige fra country over electropop til 80’er indie. Så hvad skal jeg svare? Jeg kan jo lide to-tre sange af alle mulige og umulige kunstere. Har mistet lidt af evnen til at gide lytte til et helt album med en enkelt kunstner.

Eftersom jeg forlængst er stemplet ud af at følge med i ny musik, så mangler jeg efterhånden også den fælles referenceramme at drøfte musik ud fra. I gamle dage vidste jeg som regel hvad de aktuelle hits var, men i dag lytter jeg til podcasts, og kun yderst sjældent til flowradio som P3. Og når jeg så en ligeså sjælden gang klikker mig lidt rundt inde på Spotifys liste over de mest populære sange lige nu, fyldes jeg med rædsel og afmagt over hvor afskyeligt jeg synes det meste er.

Så ja, jeg er blevet gammel. Gider ikke følge med. Men mit anlæg vil jeg til at bruge igen. For musik er noget man burde dele med andre. Hvordan skal arvingerne nogensinde få en ligeså forkvaklet musiksmag som deres far, hvis jeg ikke sætter ind med indoktrinering nu?

Forgængelighed

Tænker en del over forgængelighed. Hvornår kan man sige, at noget er permanent betydningsfuldt? At det har gjort en forskel? Hvad skal der til før et individuelt menneskeliv betegnes som vigtigt i det helt store billede? De højtravende (og ikke særlig velunderbyggede) spekulationer begyndte i går morges, da jeg lyttede til This American Life podcasten på vej til arbejde. Et af indslagene var:

“Producers Jonathan Goldstein and Sean Cole were fascinated by a recent Pew Research statistic stating that 9% of Americans want to travel through time. So they decided to hit the streets and ask people—is it true? Do you want to travel through time? And what period of time would you travel to?”

Hvilket jo er eminent interessante spørgsmål. Det som flest mennesker i indslaget svarede var, at de ville rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Eller forhindre han blev født. Måske få hans mor til at abortere. Der kan man da sige, at et menneske har gjort en forfærdelig stor forskel!

I går aftes kom jeg så til at tænker over det igen. Det med forgængeligheden. Dog på et noget mere rart og umorderisk plan.

Tilbage i omegnen af år 2000 var den franske elektropop gruppe Air noget nær uforgængelige for mig. Men i dag står tilbage, at jeg har ikke købt eller lyttet til et regulært album af Air siden 2004’s ‘Talkie Walkie’. Og jeg har ikke sat oprigtig pris på noget de har bedrevet siden den hypnotiske og hysterisk vidunderlige ‘Cherry Blossom Girl’. I går aftes fik jeg fik dog en helt spontant opstået trang til at lytte til deres obskure b-side ‘Californie1. Mens jeg gravede løs i Spotify2 opdagede jeg, at Air for ganske nylig har samlet alle deres remixes på to album. Det udviklede sig efter aftensmaden til en tour de force af nostalgisk skæv blip-blop electronica. Det er sikkert for sent at overbevise nogen nu, men lyt lige med her. Det er fremragende:

Moog Cookbook remixet har været på min tip 10 over remixes siden jeg købte cd-singlen tilbage i 1999. Men min nye personlige favorit er det sære og afsporede Stein House remix fra 1995, som min gamle afgud Étienne de Crécy stod bag. Det er så besynderligt, men også godt.

Men efter at anlægget var slukket og den tunge bas var ophørt med at genere underboen, begyndte spekulationerne igen. For Air gjorde muligvis en forskel for den 18-årige Skribent dengang. Men kan man sige at deres musik er meningsfuld i det store billede? Er deres samlede ‘body of work’ uforgængeligt? Vil man tage det frem om 20-30 år, og anerkendende sige, at det her var det ypperste indenfor elektronisk musik? Gør deres musik idag en forskel for andre, end snart 34-årige småbarnsfædre/papirnussere i større provinsbyer i Københavns omegn?

Måske det ikke er et fair spørgsmål. Afhængigt af hvilken lineal man finder frem (Jorden er flere millioner år gammel, universet flere milliarder år og din eksistens, kære læser, er i bedste fald et blink med øjet set i perspektiv), kan man altid relativisere alting til ikke at betyde noget. Og ‘Moon Safari’ albummet fra 1998 er et indiskutabelt mesterværk, som eftertiden vil (eller i hvert fald: Bør) huske.

Men hvad med os? Hvornår kan vi siges at være uforgængelige? Hvornår er et menneskeliv ‘godt levet’? Jeg spekulerer videre.

  1. Faktum: Alle stednavne lyder bedre på fransk []
  2. Der vel at mærke ikke havde ‘Californie’ liggende, hvilket er endnu et bevis på, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må lade sin musiksamling basere på flygtige streamingtjenester []

Anbefalet

Jeg er oprigtigt overrasket.

Var ellers særdeles skeptisk overfor Apple Music1, men deres evne til at anbefale ny musik er besynderligt fremragende. Lige nu lytter jeg således til ‘Indie Hits: 1985’, og har allerede opdaget 6-7 sange, jeg aldrig tidligere er stødt på – men som er fremragende!

Her er de bedste indtil videre:

Det er mig en gåde hvordan jeg har kunne leve et fyldestgørende liv uden at have lyttet til Killing Joke og Hüsker Dü tidligere.

Jeg har indtil videre været glad og tilfreds Spotify-bruger, men de har aldrig rigtig formået at inspirere mig til at opdage ny musik. Baseret på min første times brug, kunne noget tyde på at Apple Music er langt bedre til den slags.

Lovende. Meget lovende!

  1. Hvad skal jeg bruge endnu en streamningtjeneste til, der har det samme indhold som de andre? []

Episke ringetoner

En af mine all-time yndlingsoverspringshandlinger er at finde den perfekte ringetone. Den skal være classy, fængende, have en høj popkulturel værdi og underbygge mine sociale kapital, hvis og såfremt telefonen ringer mens jeg er i det rigtige selskab. Det er en kunst ud i personlig branding og selviscenesættelse. Der er ikke noget mere sølle end folk uden en proaktiv og udspekuleret ringetone!

I skrivende stund har jeg Stumbleines mesterlige cover af Mazzy Star ‘Fade Into You’. Den fungerer udmærket, særlig for dem der var unge dengang originalen udkom i 1994. Tidligere har jeg haft Josh Rouse ‘Directions’, My Bloody Valentines ‘Sometimes’ og R.E.M ‘The Great Beyond’. Alle har fremragende og fængende åbninger, men er lidt for tunge ud i det slut-90’er indierockede. Jeg har brug for variation af og til.

Lige nu overvejer jeg at skifte genre over mod det mere acid-housede. Så hvad tænker I om:

Hvilke ringetoner har I?

Livet slutter ved 33

Nu ved jeg hvordan det må være at have et uroligt barn, og man ikke forstår hvorfor og man er ganske aldeles fortvivlet. Indtil barnet til sidst får stillet en diagnose, a.d.h.d. måske, og man føler at man får en forklaring og en emotionel smutvej: “YES, det er ikke mig eller vores opdragelse, der er noget galt med. Mit barn er jo sygt – og det er ingens skyld. Mit liv er muligvis rædsomt, men nu gør det slet ikke så ondt mere“.

Sådan havde jeg det, da jeg læste denne artikel: ‘New study shows that people stop listening to new music at 33‘. Som skribenten kækt noterer det:

“If you’re 33 or older, you will never listen to new music again—at least, that’s more or less what a new online study says. The study, which is based mainly on data from U.S. Spotify users, concludes that age 33 is when, on average, people stop discovering new music and begin the official march to the grave.’

Det forklarer simpelthen så meget elendighed i min sjæl. Det er åbenbart helt naturligt, at jeg ikke orker at følge med i hitlisterne mere. Det er slet ikke er spor mærkeligt, at jeg synes snart sagt alt nyere musik er rædsomt. Jeg er slet ikke en vred gammel mand, bare fordi jeg råber af unge mennesker på gaden jeg mener der ikke er lavet god musik siden 1993.

Jeg har med andre fået en diagnose. Nu ved jeg at jeg er syg, men at det slet ikke er min skyld. Min sjæl er muligvis døende, men det gør ikke ondt mere.

Hvilken lettelse.

Månedens musik

Månedens musikalske playliste er om muligt endnu mere indstørknet end tidligere. For reelt har jeg ikke lyttet til noget nyt musik. Måske det ændrer sig, når jeg nu er begyndt på arbejdet igen – og derved kan sætte hørebøfferne på under skrivebordsarbejdet. Når det så er sagt, er her mine aktuelle favoritter:

Father John Misty – ‘I Love You, Honeybear’

Et helt og aldeles underskønt album. Jeg er usikker på hvilken genremærkat, der bør hæftes på ham. Folk? Indie? Uanset hvad, så er ‘I Love You, Honeybear’ fuld af sindsvagt stærke, melodiske og vidunderlige kreationer. Hele albummet kan høres her, men ellers så giv indledningsvist den überlumre ‘When You’re Smiling and Astride Me’, det Fleet Foxede ‘Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)’, semidisco-perlen ‘True Affection‘ eller den Elton John-farvede ‘Holy Shit‘. Samlet set en stærk kandidat til årets album.

 

Håkan Hellström – ‘Håkan Boma Ye!’

7. juni 2014 spillede Sveriges uden sammenligning bedste musiker den hidtil største koncert i Skandinavien foran 69.346 tilskuere på Ullevi i Göteborg. Det har resulteret i en biograffilm og ikke mindst et episk livealbum, som skamlyttes her i husstanden. Jeg elsker Håkan Hellström ubetinget, og han er den musiker der står øverst på min liste over hvem jeg vil se live – også selvom jeg har set ham tre gange før. Jeg er mere fanatisk end teenagepigerne i traileren. Det er lidt sødt, faktisk.

 

Joel Alme – ‘Flyktligan’

Jeg kender ikke rigtig noget til Alme. Google fortæller mig at han har lavet IFK Göteborgs indmarch sang (‘Snart Skiner Poseidon‘), hvilket indikerer en særdeles tvivlsom smag i fodboldklubber. Opdagede hans nye album, ‘Flyktligan’ ved et tilfælde. Det rummer nogle stærke sange.

 

Jesse Boykins III – ‘Love Apparatus’

Boykins har huseret på mine spotify-playlister jævnligt i de senere år. Han er sjasklummer og hans knitrende electro-soul er en lise for sjælen. Lyt eksempelvis til mesterværker som ‘B4 The Night Is Thru‘, ‘Amorous‘, ‘Pantyhose‘ og ‘Tell Me‘. Generelt er hans nye album ‘Love Apparatus’ en vaskeægte fornøjelse, og Boykins er en elsker af de allerfremmeste.

 

Miguel – ‘Coffee’

Det er ved at være længe siden Miguel udgav ‘Kaleidoscope Dream’. Jeg savner ham. Troede egentlig at det nye album var på trapperne, da han offentliggjorde ‘Coffee’ for et par måneder siden. Men sangen er ikke engang i mine streamingtjenester, og han har ikke udgivet noget siden. ‘Coffee’ lover dog godt, så jeg væbner mig med tålmodighed.

 

The Weeknd – ‘Earned it’

Jeg har ingen planer om hverken at se eller læse Fifty Shades, men The Weeknd sangen fra filmens soundtrack er fremragende. Dramatisk og velkomponeret. Er bevidst om at den spilles alt for meget på P3, men det gør ikke sangen ringere. Leo kan også lide at danse til den.

 

Introtemaet til Bamses billedbog

Ja, nu fniser I nok. Men da jeg forsøgte at se et afsnit af Bamses Billedbog sammen med Leo forleden, så slog det mig øjeblikkeligt: Vedkommende der lavede intromusikken må have lyttet til hawaiiansk slack-guitar. Lyt lige til temaet, og lyt så til folk som Dennis Kamakahi og Gabby Pahinui. Der er en direkte forbindelse mellem Bamses hus og Maui. Mærk jer mine ord. I læste det her først.

Dansevise

Jeg havde og har ikke noget forhold til Jørgen Ingmann, men da de omtalte hans død i TV-avisen i går, faldt jeg lidt i trance. De spillede de indledende melodistumper af ‘Dansevise’, og jeg blev ført væk.

Den der æggende guitar og strygerne i baggrunden. Det er genialt lavet. Bevares, sangen lyder ikke ligefrem perlende ny, alene Grethe Ingmanns arkaiske udgave af dansk er stærkt afslørende. Jeg vil selvsagt ikke uddele kliniske diagnoser, men der er noget fundamentalt galt med ens sjæleliv, hvis man ikke får et melankolsk riv i hjertet af sangens emotionelle centrum:

“Og os to? Hvad med os to? Ja, hvad med os to – dig og mig? Jeg danser og danser og standser og sanser kun dig Hvorfor løb du dog din vej? Kom igen, kom igen Kom igen, du, min elskede ven Kom igen, kom igen Hvor du ønsker det, danser vi hen”

Jamen, det er altså smukt og elegant og florlet. Hvorfor løb du din vej? Hvad med os to? Dig og mig? Skal vi ikke danse sammen i fremtiden? Det er vigtige spørgsmål!

Tak fordi I stillede dem, Jørgen og Grethe. Og det endda i en af dansk musikhistories bedste sange.

Sommerens sange

Jeg er ved at kommet lidt op i gear rent musikalsk efter et forår/forsommer, hvor mine ører ellers mestendels er blevet fyldt af Arvingens blide røst eller diverse podcasts. Nedenfor er de poppede musikalske artefakter, der fylder min Spotify-liste for tiden.

Hamilton Leithauser – ’11 O’Clock Friday Night’

Den perfekte sommersang for undertegnede i år. Omkvædet er det stærkeste I vil få at høre de kommende 7-8 år. Det er som Paul Simon, bare opdateret og ikke-kitschet. Og en dejlig video fra New Orleans.

Avi Buffalo – ‘So What’

Herligt Postal Service-agtigt nummer, der tilmed rummer rigelige mængder ringlende guitarer. Vi er måske ikke helt i The Smith eller Real Estate højderne, men det er slet ikke så langt fra igen.

The New Pornographers – ‘Brill Bruisers

Det lyder som The Shins, bare bedre. Der er læskende ba-ba-ba kor og Beach Boys solskin i lange baner. Soundtracket til køreturen mellem L.A og San Francisco.

Paramore – ‘Ain’t It Fun’

Ja, ha ha HA, det er teenbandet Paramore. Dem fra ‘Twilight’-soundtracket. Indbegrebet af anti-cool. Men ‘Ain’t It Fun’ lyder som en No Doubt kreation fra før de blev kedelige. Hvis du kan lade være med at nynne med, er der noget fundamentalt galt med din sjæl.

Coucheron – ‘Deep End’

Sommerens blip-blop electropopsang med et dragende omkvæd og lummer video.

Josh Ritter – ‘Come and Find Me’

Selskabets akustiske og følsomme fyr. Det manglede da også bare.

Lydia Loveless – ‘Really Wanna See You’

Jeg er stærkt betaget af Lydia Loveless’ country-rock og indebrændte tekster. Hun må være fremragende live.

Alvvays – ‘Archie, Marry Me’

Jeg er stadig til salg for god indiestøjpop, der lyder som noget der kunne være spillet til et high school prom i Lawrence, Kansas, i 1956. Sanfen er som et smukt ægteskab mellem Tennis – ‘Waterbirds’ og Nada Surfs episke teenage-epos ‘Popular’.

Sean Rowe – ‘Madman’

Americana, som den KUN kan spilles af drikfældige og beskæggede særlinge. Der er gospelagtige undertoner og blæsere involveret på dette lille mesterværk.

Derudover lytter jeg stadig mest af alt til War on Drugs – ‘Under the Pressure, der stadig er min stærkeste kandidat til årets sang i 2014.

Hvad lytter I til for tiden?