Gentagelser

Livet er cirkulært; historien kører ring. Alt er mimetisk gentagelser, intet er nyt. Var det ikke nogenlunde det, der var hovedkonklusionen i første sæson af ‘True Detective’ og i ‘Battlestar Galactica’?

Der er sikkert noget om det. Hvorfor sidder jeg f.eks. her i november 2020 og spiller ‘Magic The Gathering’-kort med min søn, når jeg nu ikke har skænket spillet en tanke siden de var en kortvarig besættelse for mig og de andre uberørt-af-menneskehånd-nørder tilbage i 1995-1996? Occam Razor-forklaringen er at de spiller kortene i SFO’en. Og da den arme dreng deler min ukritiske begejstring for kitsch, eskapisme og tung ‘Dungeons & Dragons’-æstetik, så er ‘Magic’ altså megasejt. Men er der en dybere og mere eksistentiel sammenhæng? Måske at vi mennesker er dømt til at gentagelser, hvis ikke med os selv, så overfor de stakkels forsvarsløse børn? Tænk, hvad min brave søn ikke kunne blive til, hvis blot han ikke arver sin fars aparte interesser, neuroser og uafbalanceret skeptiske livssyn?

Men nuvel, mine rablende tanker om den cirkulære og repetitive tilværelse startede nu ikke med orker og magiske formularer, men med noget så ophøjet som tømning af vores i øvrigt ganske utiltalende og tilgroede kælderrum.

Og endelig lykkedes det mig – efter kun to forbitrede års ærgrelse – at finde kassen med min oldnordiske MiniDisc-afspiller og den betragtelige samling af kasetter, som jeg opbyggede i årene 1997-2003. Der er ikke den obskure electronica-cd fra hovedbiblioteket i Aalborg, der ikke i den periode blev kopieret over til mine disks, kan jeg godt love.

Afspilleren virkede dog kun delvist; låget driller og efter med succes at have afspillet tre disks, lukkede den i som en østers. Jeg forsøgte at skifte dens knap 25 år gamle genopladelige batteri (spørgsmålet er om jeg nu endegyldigt er steril efter at have håndteret det), men uden den store effekt. Vil dog stadig gerne udforske den musik, der er i min samling. Det var en periode af mit liv, hvor jeg lyttede til musik på andre måder, og jeg har glemt en del af det. Alene de tre disks jeg fik lyttet til var ganske inspirerende. Sange jeg bogstaveligt talt ikke havde skænket en tanke i årtier, og som ikke kan findes på streamingtjenesterne.

Nu kommer vi så til det reelt cirkulære: jeg skrev et blogindlæg med præcis samme indhold som dette i 2007.

Bevares, min søn var ikke en storspiller dengang, men ellers holder det stik. Som i dag var jeg også dengang ulideligt selvsmagende, nostalgisk og koketterede med, hvordan den nye teknologi (iPod! 4 GB! iTunes!) havde gjort MiniDiscs og de fysiske formater irrelevante. Jeg lavede også dengang arkæologiske ekspeditioner i den musiksmag, jeg allerede dengang havde nostalgisk længsel efter. Jeg kaldte sågar indlægget for “Last Century Modern” efter Towa Teis 1999-album af samme navn, fordi jeg – dengang som nu – ikke kan stå for en pseudo-intellektuel/wink-wink ironisk engelsksproget titel til mine indlæg1.

Så hvornår kan vi forvente næste blogindlæg, hvor jeg graver i min musikalske navle? Jeg ville nok sætte uret på omkring 2025, hvis jeg var jer.

Nå, men de tre disks, jeg nåede at lytte til før der spildte NiMH ud over det hele? De var fabelagtige. Masser af sange jeg elskede engang, men havde glemt. Jeg nævner i flæng Daúde – ‘Não Identificado’, Sneaker Pimps – ‘Six Underground’, Les Baxter – ‘Tropicando’, A Tribe Called Quest – ‘Find A Way’, Jungle Brothers – ‘True Blue’ og Stars – ‘The Vanishing’. Den mest funklende stjerne var dog et synthpop-mesterværk, som jeg har vanskeligt ved at tilgive mig selv at have glemt. Jeg mener: Human League – ‘Tell Me When’ er urørlig. Der kan ikke laves en bedre popsang. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Det skulle da lige være Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home’, Saint Etienne – ‘The Way I Fell For You’ eller måske Human Leagues egen ‘Don’t You Want Me’. Men eller sikke. ‘Tell Me When’ er vidunderlig, og jeg skammer mig over ikke at tænkt på den så længe.

Men hvem ved. Måske jeg tilgiver mig selv, når jeg om et par år skriver dette indlæg igen.

  1. Næste afkørsel: Dua Lipa – ‘Future Nostalgia’, endnu en fantastisk albumtitel/indlægsoverskrift []

Noget af det der irriterer mig mest ved at jeg ikke kan finde mine gamle Minidiscs fra slut-90’erne/start 00’erne er, at mange af de sange jeg optog fra syndfloden af cd’er jeg lånte på biblioteket dengang ikke er til at finde i dag – hverken på iTunes eller Spotify. F.eks. kan jeg ikke finde Morcheeba ‘Back to Mine’ opsamlingsalbummet nogen steder, så hvordan skal jeg nu finde obskur hiphop som Missin’ Linx ‘What It Is’, The Giant ‘Hidden Crate’ eller Slum Village ‘Look of Love (9th Wonder Remix)’ udenfor Youtube? Det er dybt frustrerende.

Alt for Alpha

Læste om begrebet ‘to live in a state of perpetual Beta’, altså at man køber en ting eller gadget lige med det samme, at den kommer på gaden – med risiko for at formatet flopper, eller at der bliver udgivet en nyere og bedre udgave af samme produkt. Som følge af sin first mover tendens, ender man derfor med at sidde tilbage med et forældet beta-version produkt.

En af mine kollegaer var med familien i USA for nylig. Selvom han strandede på Island under askeskyens hærgen, så var det nu ikke brok om de onde, onde flyselskaber, der fyldte mest i hans verden på hans første dag tilbage i trædemøllen. Derimod havde han travlt med at fremvise sin nyindkøbte iPad. Magen til barnlig lykke er sjældent set.

Min storebror er lidt i samme skuffe. Han får en ubændig trang til at udskifte sin mobil med få måneders mellemrum. Jeg tror at han pt. er på sin anden eller tredje iPhone. Og det stopper ikke foreløbigt. Vi taler et evindeligt kapløb om at have det nyeste og mest tacky udstyr.

Jeg kommer aldrig rigtig til at forstå det. Måske det skyldes min manglende interesse og ikke-eksisterende fascination for gadgets. Eller måske jeg blot er alt for risikoavers. Jeg ville hade migselv intenst, hvis jeg smed en mindre formue ud på en mobil/PDA, hvis formatet bliver skiftet i næste uge.

Forstå mig ret, jeg var glad for den MiniDisc jeg købte tilbage i 1997, men det var ligesom lidt nedtur efter at MP3-afspillerne (og siden iPod’en) slog formatet ihjel. Samme fornemmelse har ejerne af Betamax maskiner, HD DVD og et utal af videospil konsoller det sikkert. Penge lige ud af vinduet.

Det er sikkert også derfor, at jeg altid er så tung i røven og altid først kommer for sent med på vognen. Fladskærm efter alle andre, afdragsfrit lån efter alle andre. Det bliver næppe undertegnede, der kommer til at tjene penge ved at foretage en ny og banebrydende investering. Jeg er stor fortaler for ny teknologi og forandringer i almindelighed, men i privatlivet er jeg som taget direkte ud af de mest regressive elementer af det gamle testamente.

Kan jeg reddes? Og i så fald: Hvis jeg ønsker at udskifte min efterhånden lurvede iPod Nano, hvad bør jeg så købe?

Last Century Modern

Det er en farlig sag at rydde op i sine skabe. Således stødte jeg på min oldnordiske transportable MiniDisc, hvor til jeg i årene 1997-2004 optog og overspillede utrolige mængder musik. Ja, jeg tror faktisk ikke der er den elektropop cd på det Nordjyske Landsbibliotek som ikke har været en tur forbi. Nu blev MiniDisc formatet jo ganske hurtigt forældet, og døde fuldstændigt med MP3 afspillerne – og ikke mindst de allestedsnærværende iPods. Derfor har min møjsommeligt optagede musik ligget stort set uberørt af menneskehånd de sidste tre år. Under oprydningen har jeg imidlertid fået koblet afspilleren til mit anlæg, så jeg brugte en god bid af min lørdag aften på at gå på opdagelse i den musik jeg hørte for en del år siden, men nu mere eller mindre har glemt.

Det bragte både glæder og sorger. Glæder fordi jeg genopdagede en del fabelagtige sange, sorger fordi der – set i bagklogskabens herligt klare lys – også er utrolige mængder lort i blandt. Der var dog, heldigvis, flest af de nostalgiske ‘ih-det-var-skisme-også-et-fantastisk-nummer’ oplevelser. En af dem var min yndlingssang i 1999 (sådan husker jeg det ihvertfald), Everything But The Girl: Future of the Future (Stay Gold).

Videoen er ganske ringe (“åh Gud! De kysser hinanden på gaden!”), men kan stadig her mange år efter hensætte mig i mere eller mindre ekstase. Originalen – som jeg naturligvis købte på single – er 9 minutter og 32 sekunder lang, og den er stadig eventyrlig. Og det på trods af at jeg i dag som udgangspunkt synes, at housemusik er afskyeligt. EBTG sangerinden Tracey Thorn burde kanoniseres som helgen ved først kommende lejlighed, så god er hun.

Og det værste er, at jeg havde glemt alt om sangen. Det er minimum fem år siden jeg hørte den sidst. Måske man skulle genopdage sin elektroniske fortid.