Min nabo Totoro

Jeg havde godt set at DR har ‘Min nabo Totoro’ liggende, men jeg var i tvivl om hvorvidt det var en god børnefilm for en 3 og 5-årig. Den eneste Studio Ghibli-film jeg indtil da havde set var ‘Det levende slot’, som jeg husker som utrolig flot, men også tilsvarende utrolig mærkelig. Men eftersom ‘Totoro’ lå på Ramasjang og vi manglede en god film her nytårsdag, så fik den en chance. Og, nuvel, hvor uhyggelig kunne filmen egentlig være med nedenstående klientel?

Min tvivl blev gjort til skamme. De to arvinger elskede filmen. Og med god grund: den er ganske enkelt fremragende.

Historien kan opfattes på flere planer. Som barn følger man de to helt uimodståelige søskende Satsuki og Mei, der udforsker nye omgivelser og oplever forunderlige overnaturlige eventyr samt møder naturånder i form af popkulturikonet Totoro og en kattebus (sic). Som voksen kan måske godt regne ud, at pigernes møde med den fantastiske Totoro er en fantasikonstruktion – og en eskapistisk måde for dem at håndtere deres mors fravær og (muligvis dødelige) sygdom. Men begge mine børn købte 100% ind på historien, de eventyrlige dele og ikke mindst søskenderelationen. Der er således næppe tvivl om at min yngste identificerede sig stærkt med den lille og ganske feisty Mei.

Til slut bliver alting godt – fortolk selv om det skyldes Totoros guddommelige indgriben – og samlet set taler vi om en meget hjertevarm film, som kan ses af børn i ganske mange aldre.

Gigantisk anbefaling herfra.