Jeg skal ikke nægte, at jeg en gang eller to har spekuleret over hvad der mon hændte Michael Emerson efter at ‘Lost’ sluttede. Han var jo trods alt skuespilleren, der i rollen som den enigmatiske Benjamin Linus fyldte endog særdeles meget i mit åndelige liv igennem adskillige år. Faktisk er han så fabelagtig og attråværdig, at jeg fuldt under ham stort set alt hvad han end måtte ønske sig i livet – det være sig alt ligefra verdensherredømmet til den store kærlighed.
Enorm var min glæde derfor, da jeg opdagede, at Emerson er én af de to hovedpersoner i et efteråret/vinterens helt store amerikanske tv-serie succeser: Person of Interest.
Serien kan vel bedst beskrives som et vellykket gadekryds mellem ‘Minority Report’, Bourne-filmene krydret med en knivspids af ‘Dollhouse’. I rollen som den tidligere CIA-agent, John Reese, forsøger Jim Caviezel (Jesus fra Mel Gibsons berygtede ‘Passion of the Christ’!) at hjælpe den gådefulde milliardær, Finch (Emerson), med at stoppe en række forbrydelser, før de finder sted.
Præmissen i serien er et specialudviklet computerprogram, der giver Reese og Emerson navnene på de involverede, men ikke specificerer, om de er ofre, gerningsmænd eller vidner. Manuskripterne er af J.J. Abrams (min lokale husgud, der også står bag netop ‘Lost’ og ‘Fringe’) og Jonathan Nolan (lillebror til Batman-instruktøren Christopher Nolan den notoriske hæse Batman-skuespiller Christopher Nolan).
Jeg har set fem af de indtil videre tolv afsnit, og indtil videre er det helt afsindigt godt. Det er ikke HBO-dybder og melankolsk samfundskritik, men derimod effektiv action i en liflig paranoid sovs af 9/11-traumer og Abrams’ sans for at skrue (let) overraskende plotelementer sammen. Endvidere minder Emersons rolle mistænkeligt meget om, ja, Benjamin Linus – så jeg bliver helt tryg og glad indeni.
Der er ingen tvivl om at jeg kommer til at hænge ved serien til dens bitre ende. Det er underholdning af højeste kvalitet.
Selvsamme dag som svensk TV4 begynder at sende Lost sæson 5, er jeg stødt på den eneste materielle ting her i verden, som jeg rigtig gerne vil eje.
Jeg anerkender på forhånd, at folk der ikke er Lost-junkier næppe vil kunne forstå hvorfor dette produkt er genialt og et must-have. Men det er jeg oprigtigt talt pænt ligeglad med. For se lige her. På eBay kan man netop nu købe vaskeægte Dharma Initiative arbejdstøj. Man kan endda få syet sit eget navn og valgfrit Dharma logo:
At se folk i et Dharma Initiative jumpsuit ville være næsten ligeså tilfredsstillende, som når man ser en lækker pige læse Economist i s-toget. Så ved man, at hun er genial. At der er håb for menneskeheden. Og at hun er et godt menneske. Samme effekt ville jeg og mit Dharma Initiative jumpsuit have på de rigtige personer.
Jeg vil så gerne spankulere rundt i sættet. Modtage de beundrende blikke fra de sande få, der forstår, hvorfor mit tøj og jeg er så geniale. Nøj, hvor kunne det være smukt.
Hej læsere af overspringshandlingen.dk! Jeg er Marie, en glad litteraturvidenskabstuderende og blogger, som kender Kåre og Pingvinen fra Nordisk Kollegium, hvor vi alle tre engang boede, og det er mig, som blev annonceret som gæsteskribent tidligere på aftenen. Tak til Kåre for de smukke ord om mine evner som tv-serie-anmelder!
Nu håber jeg bare ikke, at jeg skuffer Kåre. Sandt at sige, så forstår jeg ikke helt, hvorfor han har sat mig til at anmelde fjerde sæson af Lost. Kåre er selv langt bedre end mig til det med at holde styr på den tv-serie. Sven, Kåre, Maria og jeg havde engang en diskussionstråd om serien på facebook, og hvor Kåre kom med interessante og skarpe betragtninger og spørgsmål om Dharma-initiativet og Ben og så videre, så bidrog jeg kun til tråden med observationer såsom at Ana-Lucias gamle politi-makker blev spillet af ham, der spillede Brenda Walshs prom-date i 90210, og at babyen, der spiller Aaron, var nuttet.
Nå, men jeg elsker Lost, og Kåre har haft tillid nok til mig til at sætte mig til at skrive denne anmeldelse, så jeg har læst op på Lostpedia.com og vil gøre mit allerbedste med dette indlæg.
Med fare for at komme til at ævle, føler jeg, at jeg er nødt til kort at ridse op, hvorfor jeg er blevet så svært glad for Lost, så here goes:
Da jeg først begyndte på 1. sæson, troede jeg, at der var tale om en regulær Robinsonade, og jeg var faktisk ikke helt tændt af over for den udsigt: Hovedpersonerne var alle sammen umiddelbart tiltalende, Jack, Kate og Sawyer med deres gode udseende og deres seksuelle spænding, John Locke med sit filosofnavn og sit vise, mystiske ansigt, gravide, unge Claire og hendes nisse-agtige St. Josef, Charlie. Hvis jeg i Lost skulle følge de her smukke mennesker i deres forsøg på at skabe sig en tilværelse på en tropisk ø, med en følelsesmæssig konflikt her og der (og noget saftigt Jack/Kate/Sawyer-jalousi-action), så ville jeg ikke have noget imod det. Men så blev det jo hurtigt klart, at Lost havde meget mere at byde sine seere på end en hybrid mellem Survivor og en prime-time soap. Sort røg, dommedagsagtige lyde, uforklarlige healinger og alt muligt begyndte at dukke op, og det bedste var, at alle de her freaky ting ikke bare lod til at ske for hovedpersonerne. Hovedpersonernes komplicerede forhistorier blev fortalt til os med en hyppigere brug af flashbacks end jeg kan huske at have set i nogen anden tv-serie, og disse forhistorier gav en klar fornemmelse af, at hovedpersonerne i det mindste i nogen grad var katalysatorer for de mærkelige ting, der skete på øen. Det afsnit, der virkelig fik mig hooked på Lost var “White Rabbit”, hvor Jack blev ført længere og længere ind i øens jungle og i sine egne daddy issues’ labyrint, da han fulgte efter sin døde far, som viste sig for ham på øen.
Var det en hallucination? Er øen magisk? Spørgsmålene var mange allerede i 1. sæson, og det bedste ved serien er, at den har formået at gøre plottet mere og mere komplekst og forvirrende siden da, samtidig med at det hele har været så elegant skruet sammen, at man aldrig som seer er blevet frustreret. Kulminationen på denne elegante balance kom for mig i 3. sæsons cliffhanger, som var et regulært mind-fuck, og et virkelig godt ét af slagsen i øvrigt. Her smeltede form og indhold sammen på sublim vis, da dét, man troede var et af de efterhånden velkendte flashbacks viste sig at være et flash-forward, mens dét, som man gennem tre sæsoner havde troet var nøglen til hovedpersonernes lykke; at komme væk fra øen, viste sig at være et mareridtsagtigt scenarie, som fik Jack til at tillægge sig et Full Beard of Fug og råbe desperat til Kate at “We have to go back!”
Lose the beard, Charlie Salinger
Og nu var det så blevet tid til 4. sæson, og jeg synes ikke, den skuffede. Jeg havde hørt en lille aalborgensisk fugl synge om, at det var seriens svageste sæson næstefter første sæson, men det er jeg ikke enig i. Nok har sæsonen lidt under at være noget amputeret på grund af den store, amerikanske manuskript-forfatter-strejke, men de få afsnit, det trods alt er blevet til, er i det store hele tilfredsstillende, synes jeg.
Men selvfølgelig har jeg nogle pet peeves.
For eksempel starter sæsonen langsomt ud med tre ikke særligt spændende afsnit. Det var da smaddersørgeligt, da Charlie døde i sidste afsnit af forrige sæson, men det har jeg haft tid nok til at bearbejde i mellemtiden. Det sagde i øvrigt lidt om, hvor dårlige, seriens skabere har været til at udvikle Claire/Charlie-forholdet, at det var Hurleys sorg over sin buddy Charlies død, der var langt den mest gribende.
Så blev vi præsenteret for fire nye personer; den rødblonde antropolog Charlotte, tudefjæs-fysikeren Daniel Farraday, den bidske spøgelsesjæger Miles og hawaii-skjorte-piloten Frank. Charlotte og Miles er dødirriterende, og jeg vil gerne have dem fjernet, tak. Jeg er godt klar over, at det er meningen, at jeg skal blive irriteret på dem, og jeg siger bestemt ikke, at alle personerne skal være elskelige. Men problemet er, at vi med Ben og Sawyer og den hedengangne Ana-Lucia på øen allerede er rigeligt forsynet med øretæveindbydende og misantropiske personer. Find nu på noget nyt, altså. Miles’ spøgelsesjagt-business virkede som en formildende omstændighed omkring ham til at begynde med, for jeg synes, at spøgelses-temaet har ligget latent igennem hele Lost uden rigtig at blive udfoldet. Men desværre fik vi ikke meget at se til Miles’ evner som medium i løbet af denne sæson. Men man kan håbe på, at det kommer i femte sæson, forhåbentlig sammen med en forklaring på Hurleys evne til at se døde mennesker. Jeg må også indrømme, at det bliver spændende at se, hvordan det gik til, at Charlotte blev født på øen, hvor gravide ellers dør på stribe.
Nye på øen: antropologen og fysikeren
Frank virker til gengæld forfriskende rar, mens Daniel Farraday mest blev brugt til at hjælpe Desmond, da denne faldt ud af tiden i en noget forvrøvlet storyline med noget tidsrejse og noget soulmate-med-Penny-halløj. Jeg har ikke noget imod tidsrejseriet, men skildringen Desmond/Penny-forholdet virker fjollet på mig. Forfatterne har ladet meget stå og falde med Desmond og Pennys STORE, UDØDELIGE KÆRLIGHED OMG!!!1!! PENNY & DESMOND 4EVAH!!!1!!!, og Pennys store kærlighed har f.eks. fået hende til at igangsætte den kæmpe aktion for at finde Desmond og øen. Men hver gang vi ser flashbacks til Desmond og Pennys forhold, ser det ærligt talt ikke ud til at køre særlig godt, og helt galt gik det da i denne sæson. Hvis min ekskæreste, som havde dumpet mig, pludselig begyndte at forfølge mig og stå uden for min dør og bede mig om at ringe til ham på en bestemt dato i fremtiden for at redde ham og whatnot, så ville jeg ærligt talt have for travlt med at ringe til politiet til at høre efter, hvad han bad mig om.
Det er derfor svært at se Penny som andet end et plot devise, der skal introducere os til Charles Widmore. Fred være med det, og den gode Widmore rejser godt nok nogle interessante spørgsmål: Hvem er han? Hvad vil han med øen? Eneste problem er, at han altså ikke har nogen særlig interessant skurke-karisma. Hver gang jeg ser Alan Dale, tænker jeg, at der har vi jo Seth Cohens morfar fra The O.C., og så er det hele ligesom ødelagt. Hans kliché-agtige tough-guy personality er altså en tand for forudsigelig til min smag.
Især da, når man sammenligner ham med Matthew Abbadon, som er en spændende, og dejligt creepy tilføjelse til persongalleriet. Lad os håbe, vi ser mere til ham. Og så er der naturligvis Ben, som stadig er den mest suveræne tv-skurk, jeg nogensinde har set. Hans rolle er blevet noget mere tvetydighed i denne sæson i kraft af Charles Widmore – er Ben i virkeligheden the good guy? Men det ændrer ikke på, at Michael Emersons skildring af ham er gennem-modbydelig og creepy og sej som ind i helvede. Han er intimiderende med sit skravlede fuglebryst-udseende og i grimme shorts på en måde, som bredskuldrede Alan Dale aldrig kan blive det, om han så får nok så mange direktør-jakkesæt på.
Man kan dog stadig undre sig lidt over, at Bens omgivelser ikke bare stikker fingrene i ørene og synger “Lalalala, I can’t HEAR you!” hver gang han begynder at tale. De burde efterhånden have fundet ud af, at Ben er en mester i manipulation.
Og så er jeg heller ikke rigtig glad for at finde ud af, at Ben er stalker-agtigt forelsket i Juliet. Det får Ben til at fremstå ærgerligt ynkelig, og jeg synes i øvrigt heller ikke, at Bens besidderiske adfærd over for Juliet hænger særlig godt sammen med, at Ben i tredje sæson mere end antydede, at han havde valgt Juliet til at tage sit af Jack, fordi hun lignede Jacks ekskone og dermed kunne fungere som fristerinde.
Jack og Juliet har i øvrigt dårlig kemi, har jeg hele tiden syntes. Men det har forfatterne måske også. I hvert fald fik vi et erklæret gnist-løst kys mellem de to i denne sæson: Juliet sagde åbent, at hun godt var klar over, at Jack var forelsket i en anden, og Jack protesterede ikke.
For selvfølgelig er Jack forelsket i Kate, og jeg vil ikke tøve med at kalde trekantsforholdet mellem Jack, Kate og Sawyer for det mest succesfulde tv-trekantsforhold, jeg nogen sinde har set. Jack er alt, hvad en kvinde kan ønske sig af pålidelighed og heltemod, men rebellen Sawyer er fuldkommen uimodståelig med sin blanding af fanden-i-voldsk toughness og små glimt af sårbarhed, og det giver virkelig god mening, at valget er svært for Kate, som på sin side er en sjældent sympatisk skildret bad-girl.
Forfatterne har nok hele tiden især leflet for Losts kvindelige publikum med dette trekantsforhold, og det gjorde de i særdeles i denne sæson med afsnittet “Eggtown”. Hold da op, hvor gik der Kanal 4 i det afsnit, som Kåre nok ville udtrykke det. Det hele handlede om babyer og tanker om graviditet, og så fik vi lov at se Sawyer kysse Kate dybt og inderligt og sige, at han ville “tage sig af hende”, og Jack friede til Kate. Ren følelsesporno for kvinder.
Move over, Claire: Aaron og hans nye mor poserer julenatsagtigt
Ikke at jeg klager; jeg indrømmer blankt at jeg labbede det hele i mig. Og så afslørede “Eggtown”, at Kate agerer mor for lille Aaron i fremtiden. Svaret på, hvorfor hun gør det, blev vel nok lukket effektivt i denne sæson; The Oceanic Six er nødt til at lyve om, hvad der var sket på øen for at beskytte de efterladte. Men til gengæld blev der i et senere afsnit rejst et spændende spørgsmål om Claire: Hvorfor i alverden efterlod hun uden videre Aaron og gik med sin far ind i junglen? Det var tiltrængt, for Claires person har været meget forsømt, siden hun fik Aaron, synes jeg. I betragtning af, at Claire faktisk sad på Oceanic Flight 815, fordi hun ville bortadoptere sit ufødte barn, synes jeg at forfatterne har ladet Claire konvertere utroværdigt nemt til The Cult of True Womanhood. Hun har ikke bestilt andet end at være skrøbelig og moderlig de sidste par sæsoner. Og det til trods for, at vi har set hende have bad-ass potentiale. Hvad blev der f.eks. af hendes vrede goth-tendenser, fra da hun arbejdede som piercer? Det håber jeg, vi får mere at se til fremover.
Sun har til gengæld hele tiden været en noget mere hårdtslående og facetteret moderfigur, og det bliver spændende at se, hvad det er for noget med hende og Charles Widmore i fremtiden. Er Sun blevet ond? spørges der i Lost-kredse rundt omkring på nettet, og jeg vil mene, at det spørgsmål står dejligt åbent. Der kan ske hvad som helst med Sun efter den rædsel, hun gennemlevede i slutningen af denne sæson. Hold op, hvor var det frygteligt, da Jin sprang i luften for øjnene af hende. Jeg stortudede prompte, da jeg sad og så det. Så spurgte Kæresten, hvad det var, der var så sørgeligt, og jeg snøftede, at det var fordi den rare koreanske mand var død. Kæresten har kun set halvdelen af første sæson, og han så vantro på mig og sagde, at den koreanske mand da var en modbydelig satan. Og det havde han jo helt ret i. Forfatterne har været umanerligt gode til at få de trofaste seere til at elske Jin, og helt ærligt, det har han ikke rigtig fortjent. Man står ikke og vasker blod af armene efter at have gennemtævet en mand det ene øjeblik og så forvandler sig til en blød, kærlig mand det næste. Det er ikke rigtig overbevisende skrevet. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det var frygtelig synd, da Jin døde, og eksplosionen markerede højdepunktet i fjerde sæsons afsluttende cliffhanger, sammen med øen, der forsvandt (hvorhen? Hvordan??), Jacks far, der viste sig spøgelsesagtigt for Michael på skibet og Sawyer, der blev mindre og mindre og ramte vandet, da han opofrende kastede sig ud fra helikopteren og svømmede tilbage til øen. Vi er ikke oppe på tredje sæsons himmelske cliffhangers niveau, men jeg er intrigued og vil på en top fire placere sæsonen på en andenplads (tredje sæson indtager førstepladsen og første sæson er nummer sjok).
Og jeg glæder mig til femte sæson. Det må vel være det vigtigste succeskriterie for fjerde sæson.
Splitte mine bramsejl, så går det løs igen! Den officielle trailer til Lost sæson 5 er netop blevet frigivet i USA.
Nu er det selvsagt svært at bedømme noget ud fra en teaser, hvoraf størstedelen er klippet ud af de tidligere sæsoner. Samtidig er Lost sæson 4 hverken kommet på DVD eller er blevet vist på dansk tv endnu, så indtil videre har jeg kun set afsnittene hos altid leveringsdygtige 66stage. Jeg anerkender derfor at det kan forekomme præmaturt at svælge i sæson 5. Men hvad skal jeg gøre? Når jeg nu nærer en nærmest religiøs fanatisme omkring den tv-serie, så er jeg nødt til at sprede det glade budskab om sæson 5’s tilbagevenden i 2009.
Min kærlighed til Lost er med andre ord dyb, men når ret skal være ret, så kildrer den nye trailer lidt mindre end de tidligere år har gjort. Det skyldes primært at sæson 4 var noget af en opbremsning i forhold til de enestående fantastiske sæsoner 2 og 3. Historien foldede sig ikke ud, ligesom de nye personer aldrig rigtig blev nærværende. Problemet var trefoldigt. For det første betød den forbandede strejke blandt manuskriptforfatterne i Hollywood at sæsonen var nødt til at blive kortet ned til 13 afsnit (hvoraf nr. 5, “The Constant”, var lysår bedre end de øvrige) og at manuskriptet derfor blev noget forjaget. For det andet kom seks af hovedpersonerne (midlertidigt?) væk fra øen. Det ødelagde noget af den essentielle dynamik i serien, nemlig kerne spørgsmålet: Kan vores helte overhovedet blive reddet væk fra deres mystiske fængsel? Og for det tredje så vi alt, alt, ALT for lidt til de virkelige stjerner i serien: The Others og Dharma Initiative. Mit store idol og moralske ledestjerne Ben var så underligt fraværende, og det kunne introduktionen af en flok kedsommelige lejemordere ikke just kompensere for.
Men når det så er sagt, så var sæson 4 stadig eminent underholdning og med ovenstående trailer er jeg naturligvis hooked igen. Jeg holder meget af mange forskellige tv-serier, men der er ingen der kan konkurrere med Lost når det handler om at fascinere og fortælle gode røverhistorier. Så jeg kan næsten ikke vente til at det bliver 2009 og jeg kan få mit næste fix.
Nuvel, så kan jeg godt aflyse hvad end jeg måtte have af indhold i mit liv, thi det er i morgen at den amerikanske tv-station ABC viser det første afsnit af ‘Lost’ sæson fire. Det falder mig vanskeligt at artikulere hvor meget jeg har glædet mig til denne dag. Ligeledes håber, beder og trygler jeg til en evt. nådig og barmhjertig Gud om at jeg kan streame dagens afsnit hos 66stage. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv – så stærk er min usunde afhængighed af den serie. Subsidiært kan jeg jo selvfølgelig vente til den 13. februar, hvor i hvert fald svensk Tv4 viser afsnittet. Men ventetiden, ak!, den er ubærlig. Min sjæl martres! Tilmed bliver det hele kun værre af, at der rundt omkring på nettet fyger med spoilers, trailers og andet guf. Som fan bliver man helt og aldeles præmenstruel. Det er næsten ikke til at holde ud. Ikke siden Jennifer Love Hewitt spillede med i‘Vi bli’r i familien’har jeg glædet mig SÅ meget til en sæsonstart. Jeg kan næsten kun blive skuffet nu!
Efter en lang dag på arbejdet, er dette her lige noget der kan få det til perle af lykke inden i mig: Der er frigivet nye billeder fra den kommende Indiana Jones film (“Indiana Jonesand the Kingdom of the Crystal Skull“….no really. Det hedder den faktisk), og de ser endog særdeles pirrende ud
Der er få film som jeg ubetinget elsker, men Indiana Jones trilogien hører til blandt dem. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set dem nu, men der var en periode i mit liv, hvor personalet i den lokale videoudlejnings biks syntes det var ved at være afvigende så mange gange jeg tog de film med hjem. Og det er næppe nogen tilfældighed, at lige efter Monkey Island spillene, så er ‘Indiana Jonas and the Fate of Atlantis’ suverænt det computerspil jeg har fordybet mig mest i. Filmen kommer 22 maj, og alt i alt ser 2008 ud til at blive et fabelagtigt år rent underholdningsmæssigt. Jeg kan blot nævne, at der dags dato kun er 14 dage til at det første afsnit af Lost sæson fire (smagfuldt navngivet ‘The Beginning of the End’) bliver sendt på amerikansk fjernsyn. Der må findes måder at kunne se det på. Håber jeg. For mit misbrugs skyld.
For et par uger siden var jeg til komsammen hos store dele af svigerfamilien. Det blev en særdeles fornøjelig aften i Lyngby, hvor jeg – naturligvis – fik charmeret mig ind i alles hjerter. Man er vel en sand gentleman, og så er den slags jo en smal sag. A-hem.
Eneste lille kurriosum var da jeg under opvasken – som jeg naturligvis tog aktiv del i – blev spurgt: ‘Hvad laver du så i din fritid?’. Mein Gott! Den var værre. Hvad svar skal man give i den situation? Jeg var fuldstændigt blank. Da jeg stadig trællede rundt som stud.scient.pol, kunne jeg jo altid undskylde mine kedsommelige interesse for at læse nyheder fra Tjekkiet, de manglende fysiske aktiviteter og mit pinlige fravær i det københavnske kulturliv med, at jeg jo skulle læse. Men det kan jeg ikke rigtig nu.
Den følgende tid grublede og spekulerede jeg. Min sjæl martredes og jeg gik igennem op til flere skærsilde for at finde et svar. Hvorfor kunne jeg ikke berette om alle de ferniseringer jeg har været til, alle de motionsløb jeg har mestret og alle de højkulturelle bøger jeg har fået fortæret? Hvorfor bruger jeg mest af alt tid på at læse obskure hjemmesider om irrelevante emner? Jo, først og fremmest er jeg ganske doven og lad. Det kan jeg næppe snige mig uden om. Kombineret med et narkomant behov for at være opdateret om verdens aktuelle tilstand betyder det, at diverse sære nyhedshjemmesider og blogs bliver flittigt besøgt.
Noget helt andet er, at jeg jo grundlæggende har fyldt min fritid ud med to vidunderlige skabninger det seneste halve års tid. Den ene er svensk og er endog særdeles sympatisk og knuselskelig. Den anden er amerikansk og en manipulatorisk satan. Om end jeg kunne skrive utallige rosenrøde indlæg om den førstnævnte person, så vil jeg denne gang fokusere på den anden. Jeg taler naturligvis om Ben Linus – den ondeste skurk i en tv-serie nogensinde. Begrænsninger i tid og rum (jeg skal afsted til Kastrup Lufthavn lige om lidt) betyder at jeg ikke kan yde ham fuld retfærdighed denne gang. Men lad mig blot sige det således: Lost og i særdeleshed Ben optager utrolig meget af min bevidsthed. Således fyldte det mit hjerte med megen fryd, at jeg efter en Lost-test på Facebook kunne smykke min profil med de vidunderlige ord: ‘You are Ben Linus’. Så kan man vist heller ikke bede om mere her i livet.
Men nu kommer sæson fire jo først i USA i februar 2008. Og det er lang tid for en narkoman at vente halve år på det næste fix. Derfor var det med et primal skrig af lykke at jeg opdagede, at der er blevet frigivet de såkaldte ‘Lost: Missing Pieces’, små filmklip på to-tre minutter hver, hvori baggrundshistorien udvides. Det er naturligvis blot en teaser for at holde interessen fanget ind til sæson fire kommer. Men du fredsens, hvor er det atter vanedannende. Nu troede jeg lige at jeg skulle til at have indhold i min fritid, men nej – det skal Lost og i særdeleshed Ben nok få sat en stopper for. Det siger vel nærmest sig selv, at det hidtil bedste af Missing Pieces er det hvori Ben optræder. Han spiller skak med Jack, og er præcis ligeså underspillet ond, manipulatorisk og skarp som han plejer.
Jeg ved godt at det ikke er sundt – og da slet ikke for indholdet af min fritid. Men jeg glæder mig altså vanvittigt meget til februar.
“EXP-0021-S The Future is Lost: The TV Series as Cultural Phenomenon One Course Credit, Pass/Fail, Call #03968. Tuesday and Thursday, 7:30-8:45 PM, Barnum 114.
When a plane crashed on more than 18.5 million American television screens in September 2004, a new television show had taken up the mantle of “cult hits.” “Lost,” seemingly a mix of “Survivor” and “The X-Files,” was an instant paradox: a mainstream media blockbuster that defied categorization and appealed to some of the most fringe elements of human nature. This course will investigate how the show has spawned an empire of entertainment, marketing, and community that eclipses the show itself. We will look at how its producers have pushed “Lost” to the bleeding edge of new media where online communities take pride in dissecting each episode, from literary references to philosophical allusion. And we will see how the show’s format has inspired dozens of copycats on networks desperate to adapt to a newly demanding audience.
The course is an interdisciplinary endeavor into the heart of the phenomenon. We’ll examine the economic circumstances that led to the development of the show, the societal context that it evolves, and the possible effects of the show on technology and the future of media. Chadwick Matlin is currently a senior majoring in Anthropology and minoring in Communications and Media Studies. Chadwick has been a fan of “Lost” since its debut on ABC. He actively follows Lost’s online community searching for information and clues buried in each new episode.”
Godt så. Nu er det afgjort. Jeg siger mit job op og drøner afsted. Adieu, unge venner!
Nu må det snart høre op. Lost har taget magten over mit liv. Ikke nok med at jeg hvert ledigt øjeblik kværner serien i uhørte mængder. Nu har jeg også opdaget Lostpedia – hjemmesiden som er at betragte som regulær narko for en fan af serien. Her kan man få alt, bogstavelig talt, ALT at vide omkring hele Lost universet. En farlig affære. Vov dig ikke derind, med mindre du har alt meget tid at bruge løs af.
Ellers har det været en endog yderst afslappet weekend. Bortset fra en enkelt løbetur og en hovedrengøring, så har den stået på dvaskning i store mængder. Og Lost naturligvis. I store mængder. Lørdag aften var der festivitas på det gamle kollegium, men af visse…hmm…skal vi kalde det ‘rødvins-baserede årsager’, så blev det ikke den længste festaften i verdenshistorien.
Fremadrettet står den kommende uge til en variation på arbejde. Ellers har jeg engageret mig i en biograftur med Sven i morgen. Vi skal ind at se Aragorn Viggo Mortensen lege russisk gangster i Eastern Promises, og med mit enorme had/kærligheds forhold til Rusland, så kan det kun blive en oplevelse af de mere ekstraordinære. Onsdag står på en drabelig hockeykamp i den nyrenoverede sportshal, og fredag skal jeg så mødes til middag med tre gamle kolleger. Mon ikke der bliver delt verbale ørefigener ud samt diskuteret gamle dage? Alting taler vist for det.
PS. På den populærmusikalske front har Gaffa endelig fået taget sig sammen til anmelde Jens Lekman. Han får særdeles pæne ord med på vejen (“12 næsten perfekte popsange – selvfølgelig kommer de fra en svensker“), så kan vel tilgive deres ungdomssløvsind.
….og så sidder man der foran computeren på arbejdet igen. Fortabt. Afhængig. Restløs. Kun med én tanke snurrende rundt i hovedet: Må-se-mere-Lost. Nu. Ellers bliver jeg aldrig lykkelig igen. Der er ingen mirakelkur. Er man først startet, er der tale om en glidebane, der først ender når der ikke bliver produceret flere afsnit.
Jeg troede ellers at den kolde tyrker ville virke. Har holdt mig Lost-fri siden midten af juli og troede at jeg var kommet over på den anden side. Drømmene og de natlige svedeture var efterhånden ophørt. Måske jeg igen kunne begynde på et normalt liv, hvor jeg ikke hele tiden var nødt til spukulere over tallene 4, 8, 15, 16, 23 og 42? Hvor jeg ikke var nødt til at forholde mig til flystyrt, isbjørne i junglen og flashback fra fortiden?
Men Sven ville det anderledes. Først lånte han mig sæson 1, som jeg kværnede i et hug. Siden hen begyndte tegnene at vise sig. Metafysikken var overalt. De utallige reklamer for serien i Stockholm City. Den gigantiske feature artikel om sæson 3 i Sydsvenskan på vej hjem fra Kastrup lufthavn? Hvor længe kunne min vilje stå imod skæbnen? Jeg begyndte at ryste på hænderne og dagdrømmerierne vendte tilbage. Og så slog Sven til igen. Med ubønhørlig præcision købte han sæson 2 på dvd og foreslog en Lost aften. Jeg var fortabt.
Så i går var han forbi til middag og Lost. Fire afsnit lige i lysken. Jeg var solgt til stanglakrids. Ingen viljestyrke. Jeg er nu aldeles i Lost’s hænder. Må have mere, mere, MERE! Hvad er Dharma Initiative? Hvorfor byggede de den bunker? Hvad sker der hvis ikke man trykker på knappen inden 108 minutter? Hvor kommer Desmond fra? Hvornår kan jeg begynde at koncentrere mig om arbejdet igen? Så mange spørgsmål, så få tilgængelige svar!