Hej læsere af overspringshandlingen.dk! Jeg er Marie, en glad litteraturvidenskabstuderende og blogger, som kender Kåre og Pingvinen fra Nordisk Kollegium, hvor vi alle tre engang boede, og det er mig, som blev annonceret som gæsteskribent tidligere på aftenen. Tak til Kåre for de smukke ord om mine evner som tv-serie-anmelder!

Nu håber jeg bare ikke, at jeg skuffer Kåre. Sandt at sige, så forstår jeg ikke helt, hvorfor han har sat mig til at anmelde fjerde sæson af Lost. Kåre er selv langt bedre end mig til det med at holde styr på den tv-serie. Sven, Kåre, Maria og jeg havde engang en diskussionstråd om serien på facebook, og hvor Kåre kom med interessante og skarpe betragtninger og spørgsmål om Dharma-initiativet og Ben og så videre, så bidrog jeg kun til tråden med observationer såsom at Ana-Lucias gamle politi-makker blev spillet af ham, der spillede Brenda Walshs prom-date i 90210, og at babyen, der spiller Aaron, var nuttet.

Nå, men jeg elsker Lost, og Kåre har haft tillid nok til mig til at sætte mig til at skrive denne anmeldelse, så jeg har læst op på Lostpedia.com og vil gøre mit allerbedste med dette indlæg.

Med fare for at komme til at ævle, føler jeg, at jeg er nødt til kort at ridse op, hvorfor jeg er blevet så svært glad for Lost, så here goes:

Da jeg først begyndte på 1. sæson, troede jeg, at der var tale om en regulær Robinsonade, og jeg var faktisk ikke helt tændt af over for den udsigt: Hovedpersonerne var alle sammen umiddelbart tiltalende, Jack, Kate og Sawyer med deres gode udseende og deres seksuelle spænding, John Locke med sit filosofnavn og sit vise, mystiske ansigt, gravide, unge Claire og hendes nisse-agtige St. Josef, Charlie. Hvis jeg i Lost skulle følge de her smukke mennesker i deres forsøg på at skabe sig en tilværelse på en tropisk ø, med en følelsesmæssig konflikt her og der (og noget saftigt Jack/Kate/Sawyer-jalousi-action), så ville jeg ikke have noget imod det. Men så blev det jo hurtigt klart, at Lost havde meget mere at byde sine seere på end en hybrid mellem Survivor og en prime-time soap. Sort røg, dommedagsagtige lyde, uforklarlige healinger og alt muligt begyndte at dukke op, og det bedste var, at alle de her freaky ting ikke bare lod til at ske for hovedpersonerne. Hovedpersonernes komplicerede forhistorier blev fortalt til os med en hyppigere brug af flashbacks end jeg kan huske at have set i nogen anden tv-serie, og disse forhistorier gav en klar fornemmelse af, at hovedpersonerne i det mindste i nogen grad var katalysatorer for de mærkelige ting, der skete på øen. Det afsnit, der virkelig fik mig hooked på Lost var “White Rabbit”, hvor Jack blev ført længere og længere ind i øens jungle og i sine egne daddy issues’ labyrint, da han fulgte efter sin døde far, som viste sig for ham på øen.

Var det en hallucination? Er øen magisk? Spørgsmålene var mange allerede i 1. sæson, og det bedste ved serien er, at den har formået at gøre plottet mere og mere komplekst og forvirrende siden da, samtidig med at det hele har været så elegant skruet sammen, at man aldrig som seer er blevet frustreret. Kulminationen på denne elegante balance kom for mig i 3. sæsons cliffhanger, som var et regulært mind-fuck, og et virkelig godt ét af slagsen i øvrigt. Her smeltede form og indhold sammen på sublim vis, da dét, man troede var et af de efterhånden velkendte flashbacks viste sig at være et flash-forward, mens dét, som man gennem tre sæsoner havde troet var nøglen til hovedpersonernes lykke; at komme væk fra øen, viste sig at være et mareridtsagtigt scenarie, som fik Jack til at tillægge sig et Full Beard of Fug og råbe desperat til Kate at “We have to go back!”

Og nu var det så blevet tid til 4. sæson, og jeg synes ikke, den skuffede. Jeg havde hørt en lille aalborgensisk fugl synge om, at det var seriens svageste sæson næstefter første sæson, men det er jeg ikke enig i. Nok har sæsonen lidt under at være noget amputeret på grund af den store, amerikanske manuskript-forfatter-strejke, men de få afsnit, det trods alt er blevet til, er i det store hele tilfredsstillende, synes jeg.

Men selvfølgelig har jeg nogle pet peeves.

For eksempel starter sæsonen langsomt ud med tre ikke særligt spændende afsnit. Det var da smaddersørgeligt, da Charlie døde i sidste afsnit af forrige sæson, men det har jeg haft tid nok til at bearbejde i mellemtiden. Det sagde i øvrigt lidt om, hvor dårlige, seriens skabere har været til at udvikle Claire/Charlie-forholdet, at det var Hurleys sorg over sin buddy Charlies død, der var langt den mest gribende.

Så blev vi præsenteret for fire nye personer; den rødblonde antropolog Charlotte, tudefjæs-fysikeren Daniel Farraday, den bidske spøgelsesjæger Miles og hawaii-skjorte-piloten Frank. Charlotte og Miles er dødirriterende, og jeg vil gerne have dem fjernet, tak. Jeg er godt klar over, at det er meningen, at jeg skal blive irriteret på dem, og jeg siger bestemt ikke, at alle personerne skal være elskelige. Men problemet er, at vi med Ben og Sawyer og den hedengangne Ana-Lucia på øen allerede er rigeligt forsynet med øretæveindbydende og misantropiske personer. Find nu på noget nyt, altså. Miles’ spøgelsesjagt-business virkede som en formildende omstændighed omkring ham til at begynde med, for jeg synes, at spøgelses-temaet har ligget latent igennem hele Lost uden rigtig at blive udfoldet. Men desværre fik vi ikke meget at se til Miles’ evner som medium i løbet af denne sæson. Men man kan håbe på, at det kommer i femte sæson, forhåbentlig sammen med en forklaring på Hurleys evne til at se døde mennesker. Jeg må også indrømme, at det bliver spændende at se, hvordan det gik til, at Charlotte blev født på øen, hvor gravide ellers dør på stribe.

Frank virker til gengæld forfriskende rar, mens Daniel Farraday mest blev brugt til at hjælpe Desmond, da denne faldt ud af tiden i en noget forvrøvlet storyline med noget tidsrejse og noget soulmate-med-Penny-halløj. Jeg har ikke noget imod tidsrejseriet, men skildringen Desmond/Penny-forholdet virker fjollet på mig. Forfatterne har ladet meget stå og falde med Desmond og Pennys STORE, UDØDELIGE KÆRLIGHED OMG!!!1!! PENNY & DESMOND 4EVAH!!!1!!!, og Pennys store kærlighed har f.eks. fået hende til at igangsætte den kæmpe aktion for at finde Desmond og øen. Men hver gang vi ser flashbacks til Desmond og Pennys forhold, ser det ærligt talt ikke ud til at køre særlig godt, og helt galt gik det da i denne sæson. Hvis min ekskæreste, som havde dumpet mig, pludselig begyndte at forfølge mig og stå uden for min dør og bede mig om at ringe til ham på en bestemt dato i fremtiden for at redde ham og whatnot, så ville jeg ærligt talt have for travlt med at ringe til politiet til at høre efter, hvad han bad mig om.

Det er derfor svært at se Penny som andet end et plot devise, der skal introducere os til Charles Widmore. Fred være med det, og den gode Widmore rejser godt nok nogle interessante spørgsmål: Hvem er han? Hvad vil han med øen? Eneste problem er, at han altså ikke har nogen særlig interessant skurke-karisma. Hver gang jeg ser Alan Dale, tænker jeg, at der har vi jo Seth Cohens morfar fra The O.C., og så er det hele ligesom ødelagt. Hans kliché-agtige tough-guy personality er altså en tand for forudsigelig til min smag.

Især da, når man sammenligner ham med Matthew Abbadon, som er en spændende, og dejligt creepy tilføjelse til persongalleriet. Lad os håbe, vi ser mere til ham. Og så er der naturligvis Ben, som stadig er den mest suveræne tv-skurk, jeg nogensinde har set. Hans rolle er blevet noget mere tvetydighed i denne sæson i kraft af Charles Widmore – er Ben i virkeligheden the good guy? Men det ændrer ikke på, at Michael Emersons skildring af ham er gennem-modbydelig og creepy og sej som ind i helvede. Han er intimiderende med sit skravlede fuglebryst-udseende og i grimme shorts på en måde, som bredskuldrede Alan Dale aldrig kan blive det, om han så får nok så mange direktør-jakkesæt på.

Man kan dog stadig undre sig lidt over, at Bens omgivelser ikke bare stikker fingrene i ørene og synger “Lalalala, I can’t HEAR you!” hver gang han begynder at tale. De burde efterhånden have fundet ud af, at Ben er en mester i manipulation.

Og så er jeg heller ikke rigtig glad for at finde ud af, at Ben er stalker-agtigt forelsket i Juliet. Det får Ben til at fremstå ærgerligt ynkelig, og jeg synes i øvrigt heller ikke, at Bens besidderiske adfærd over for Juliet hænger særlig godt sammen med, at Ben i tredje sæson mere end antydede, at han havde valgt Juliet til at tage sit af Jack, fordi hun lignede Jacks ekskone og dermed kunne fungere som fristerinde.

Jack og Juliet har i øvrigt dårlig kemi, har jeg hele tiden syntes. Men det har forfatterne måske også. I hvert fald fik vi et erklæret gnist-løst kys mellem de to i denne sæson: Juliet sagde åbent, at hun godt var klar over, at Jack var forelsket i en anden, og Jack protesterede ikke.

For selvfølgelig er Jack forelsket i Kate, og jeg vil ikke tøve med at kalde trekantsforholdet mellem Jack, Kate og Sawyer for det mest succesfulde tv-trekantsforhold, jeg nogen sinde har set. Jack er alt, hvad en kvinde kan ønske sig af pålidelighed og heltemod, men rebellen Sawyer er fuldkommen uimodståelig med sin blanding af fanden-i-voldsk toughness og små glimt af sårbarhed, og det giver virkelig god mening, at valget er svært for Kate, som på sin side er en sjældent sympatisk skildret bad-girl.

Forfatterne har nok hele tiden især leflet for Losts kvindelige publikum med dette trekantsforhold, og det gjorde de i særdeles i denne sæson med afsnittet “Eggtown”. Hold da op, hvor gik der Kanal 4 i det afsnit, som Kåre nok ville udtrykke det. Det hele handlede om babyer og tanker om graviditet, og så fik vi lov at se Sawyer kysse Kate dybt og inderligt og sige, at han ville “tage sig af hende”, og Jack friede til Kate. Ren følelsesporno for kvinder.

Ikke at jeg klager; jeg indrømmer blankt at jeg labbede det hele i mig. Og så afslørede “Eggtown”, at Kate agerer mor for lille Aaron i fremtiden. Svaret på, hvorfor hun gør det, blev vel nok lukket effektivt i denne sæson; The Oceanic Six er nødt til at lyve om, hvad der var sket på øen for at beskytte de efterladte. Men til gengæld blev der i et senere afsnit rejst et spændende spørgsmål om Claire: Hvorfor i alverden efterlod hun uden videre Aaron og gik med sin far ind i junglen? Det var tiltrængt, for Claires person har været meget forsømt, siden hun fik Aaron, synes jeg. I betragtning af, at Claire faktisk sad på Oceanic Flight 815, fordi hun ville bortadoptere sit ufødte barn, synes jeg at forfatterne har ladet Claire konvertere utroværdigt nemt til The Cult of True Womanhood. Hun har ikke bestilt andet end at være skrøbelig og moderlig de sidste par sæsoner. Og det til trods for, at vi har set hende have bad-ass potentiale. Hvad blev der f.eks. af hendes vrede goth-tendenser, fra da hun arbejdede som piercer? Det håber jeg, vi får mere at se til fremover.

Sun har til gengæld hele tiden været en noget mere hårdtslående og facetteret moderfigur, og det bliver spændende at se, hvad det er for noget med hende og Charles Widmore i fremtiden. Er Sun blevet ond? spørges der i Lost-kredse rundt omkring på nettet, og jeg vil mene, at det spørgsmål står dejligt åbent. Der kan ske hvad som helst med Sun efter den rædsel, hun gennemlevede i slutningen af denne sæson. Hold op, hvor var det frygteligt, da Jin sprang i luften for øjnene af hende. Jeg stortudede prompte, da jeg sad og så det. Så spurgte Kæresten, hvad det var, der var så sørgeligt, og jeg snøftede, at det var fordi den rare koreanske mand var død. Kæresten har kun set halvdelen af første sæson, og han så vantro på mig og sagde, at den koreanske mand da var en modbydelig satan. Og det havde han jo helt ret i. Forfatterne har været umanerligt gode til at få de trofaste seere til at elske Jin, og helt ærligt, det har han ikke rigtig fortjent. Man står ikke og vasker blod af armene efter at have gennemtævet en mand det ene øjeblik og så forvandler sig til en blød, kærlig mand det næste. Det er ikke rigtig overbevisende skrevet. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det var frygtelig synd, da Jin døde, og eksplosionen markerede højdepunktet i fjerde sæsons afsluttende cliffhanger, sammen med øen, der forsvandt (hvorhen? Hvordan??), Jacks far, der viste sig spøgelsesagtigt for Michael på skibet og Sawyer, der blev mindre og mindre og ramte vandet, da han opofrende kastede sig ud fra helikopteren og svømmede tilbage til øen. Vi er ikke oppe på tredje sæsons himmelske cliffhangers niveau, men jeg er intrigued og vil på en top fire placere sæsonen på en andenplads (tredje sæson indtager førstepladsen og første sæson er nummer sjok).

Og jeg glæder mig til femte sæson. Det må vel være det vigtigste succeskriterie for fjerde sæson.

/marie

Foto: ABC Television Network