I manglen på nye bokse (’Supernatural’ og ’Fringe’ kommer først til efteråret, og det er de facto umuligt at opstøve eksempelvis ’Breaking Bad’, ’V’, eller ’Six Feet Under’ her i 9800 Metropolen), er vi begyndt at gense sæson 1 af ’Lost’. Den er tankevækkende god. Oprindeligt så jeg serien første gang tilbage i sommeren 2007. Dengang skrev jeg følgende snik-snak:
Det har været mere end almindeligt svært at koncentrere sig på arbejdet i dag – og selvsagt udelukkende kun af usaglige grunde. F.eks. kan det fremhæves at det ikke er befordrende for ens produktivitet at se Lost til sent ud på natten. Jeg er fuldt ud klar over at jeg er hoppet mere end sent på vognen, da jeg jo i praksis ikke har set tv i cirka fire år. Men efter at have lånt hele sæson 1 på DVD af Sven, så kan jeg uden at lyve kalde mig selv for afhængig. Serien er dybt original og stærkt vanedannende. Begynd ikke at se den medmindre du kan afse den fornødne tid til det.
Dengang kværnede jeg flere sæsoner af serien på ganske få uger, alt imens at Maria trillede rundt og var læge på Gotland. At dømme ud fra mine eksalterede indlæg dengang, var jeg ganske begejstret. Som jeg jo er, når man får lejlighed til at junke en begavet, kompleks sci-fi serie i lange baner.
I de efterfølgende fem år, har både sæson 1 og 2 stået lidt uklart for mig. Jeg kunne ikke rigtig huske dem. De var på en måde en slags optakt til sæson 3, hvor mytologien virkelig begyndte at folde sig ud. På en måde begyndte ’Lost’ derfor først rigtigt for undertegnede i sæson 3, hvor vi får udvidet aktørflokken markant.
I de første sæsoner famler hovedpersonerne i blinde. Hvem er det der angriber dem? Hvor er vi? Skal vi i hulerne eller på stranden? Kan vi komme væk fra øen på en imiteret tømmerflåde. Der famles selvfølgelig også i de sidste fire sæsoner, men det er på en anden måde. Nu er det mere famlen efter mening. De bevæger sig på en måde fra ’hvad’ til ’hvorfor’.
Nu hvor serien er afsluttet – og man kender seriens metaplot – bliver det derfor en anden, og muligvis bedre, oplevelse at gense de første sæsoner. Man ved på en måde, hvad man skal kigge efter. Og selvom man nu også ved, i hvilken retning at figurerne vil udvikle sig, så har det absolut også sin charme at se dem fra begyndelsen.
Eksempelvis er det illustrativt hvordan den ultimative hunk, Sawyer, udvikler sig fra at være en machismo, grovmundet bedrager fra Tennessee, til at være en følsom, tænksom sexgud mand. Det er sublimt underholdende. Det samme gælder for Locke (der bliver religiøst vækket), Jin og Sun (uventet stærk første sæson!) og Sayid (åh, de følsomme øjne!). Alle har enormt potentiale og udvikler sig herefter. Måske undtagen netop Sayid, som manuskriptforfatterne behandler ualmindelig dårligt i sæson 6.
Nogle af figurerne udvikler sig imidlertid ikke, kan man konstatere ved et gensyn. Jo, der hænder dem ting og sager, men der er ingen progression/regression eller forandring i deres grundvæsen.
En skamstøtte burde rejses for Jack, der igennem hele serien var en whiny Jesus-læge, med et enerverende faderkompleks. Karakteren Jack er vel i sig spændende nok (også fordi han reelt er hovedperson i et langt stykke tid), men han ophører de facto med at være rigtig relevant i løbet af sæson fire – blot for siden pludselig at komme (uretfærdigt) tilbage som den store ø-frelser. På det mindre lødige plan, blev jeg efter et par år blev også træt af Matthew Fox’ glædesløse grin, men hey, hver sin smag.
Atter andre personer er manuskriptmæssige blindgyder, der er umulige at udvikle efter at deres ’grundsubstans’ er udforsket.
De papirtynde karakterer Boone og Shannon er nok de mindst engagerende karakterer i sæson 1, hvorfor det føles både fornuftigt og relevant, at de dør ganske snabbt. Et andet eksempel på mislykkede karakterer, er eks-junkien Charlie. Når først hans lille afhængigheds-føljeton er slut og han får kissemisset færdig med Claire, så er der ikke meget mere tilbage i ham. Heldigvis for hans karakter, bliver han aflivet i slutningen af sæson tre.
Kate er underholdende de første tre sæsoner, men ophører derefter med at overraske, når ellers hendes fange-på-flugt/centrum-for-trekantsdramaet er ovre. Hurley er også meget den samme, om end han får en uventet central betydning i serieafslutningen (og derved rundes af på en tilfredsstillende måde).
Ovennævnte Claire er også trang. Hun er trang som gravid, trang som småbarnsmor, trang som freak i junglen. Ud over at være mor til Aaron og emo-dragende overfor Charlie, så tjener hun ingen funktion de første sæsoner. Jo, hun bliver bortført på et tidspunkt, og vi skal som seere vist nok være svært bekymrede over det (uheldigvis er hun så umanerligt irriterende, at man griber sig selv i at tænke ’YES! OG SÅ BLIVER DU VÆK, SKINKE!’, når Ethan bortfører hende og hænger Charlie op i et træ). Og da vi så støder på Claire igen i sæson 6, er hun blevet gak-gak (uden at vi får forklaret hvorfor eller hvorfor at hun forsvandt ud af serien i tre år). Det er altså fjollet.
Michael er ligeledes konsekvent belastende. Det er en lise at slippe for ham i sæson tre, om end han først har den simple anstændighed at dø i sæson fire. Fra begyndelsen af serien står det klart, at denne grædekone af en mand ikke har andre roller i serien end A) at være en evindeligt bitchy far til Walt og B) bygge en tømmerfløde. Dét er det. Og det er ikke nok.
Claire og Michael (og afledt heraf: Aaron og Walt) er også symptomatiske for hvorfor det også kan være en snert frustrerende at gense første sæson.
Når man kender historien, bliver en del af de karakterdrevne mysterier nemlig mindre interessante. Opdagelsen af The Hatch (og spørgsmålet om hvad der gemmer sig i den) er en central udviklingsdriver for Locke-karakteren. Men når man nu godt ved, hvem og hvad der gemmer sig nede i bunkeren, så er Boone og Lockes udgravning af den i sæson 1 ikke sindsvagt oprivende. Men det er selvsagt et pseudoargument og en unfair kritik. For dengang i 2004, hvor det hele var meget, meget mystisk (og man aldrig havde hørt om Dharma Initiative, The Others, Jacob et al), har det utvivlsomt været førende pirrende at spekulere over.
Et andet frustrationselement er det spildte potentiale. Der introduceres, antydes og fremvises et hav af absurd spændende, interessante og potentielt verdensbilledeudvidende sub-plots i første sæson. Når man har været med hele vejen, er det ærgerligt at der ikke følges op på dem.
Illustrative eksempler herpå er netop Aaron og Walt karaktererne. I det Claire-fikserede afsnit, ’Raised by Another’, hører vi hendes baggrundshistorie (australske emo-teen bliver gravid, vil bortadoptere, fortryder), herunder hvordan hun går til et medium. Han fortæller hende, at hendes ufødte barn (Aaron) har en helt central betydning – han er noget nær Baby Jesus, the Chosen One, guldbarnet fra den der vanvittigt fede Eddie Murphy film fra 80’erne. Endvidere: Denne potentielle messias, kan udvikle sig til en sand djævel, hvis nogen som helst anden end Claire opfostrer ham. Han er vigtig, vigtig, VIGTIG. Det ligger en sindssygt spændende historie her. Man tænker: Ham her Aaron, ikke også, han kommer til at spille en helt central rolle i den overordnede historie.
Hvad sker der så?
Ikke noget. Igennem resten af serien æder, skider og sover Aaron. Han gør intet væsen ud af sig, ud over at være genstand for kamp mellem nogle skrukke kvindemennesker. Det er det. Han bliver endda opfostret af en anden end Claire, uden at det på nogen måde medfører atomkrig, ozonlagshuller eller udslettelse af regnskoven. Løftet om en vigtig funktion udarter sig med andre ord til en udstrukket og ildelugtende fis af ligegyldig.
Walt er en mindre manuskriptmæssig kriminel karakter. Arj, faktisk er han ligeså slem. Vi får i afsnittet ’Special’ at vide, at han er, ja, speciel. Fugle dør omkring ham og den slags ting. Meget spooky og vores opmærksomhed er vakt. Men efter to sæsoner, hvor han er blevet kostet rundt af sin kælling af en far, skrives han ud af serien – og optræder kun i glimt. Det er sgu fesent. Og endnu mere fesent er det, at vi i epilogen i sæson 6 får at vide, at han (antageligvis) bliver den nye Jacob på øen, a.k.a El Jefe Grande. Manden der holder proppen nede i hullet til helvedet. Den udødelige leder. Og den rolle skulle varetages af Walt, en karakter – der muligvis er speciel, men hvis primære beskæftigelse igennem serien har været at spille backgammon og lege med en overvægtig hund? Det holder jo ikke, Lost-folk! Verdens mægtigste mand fortjener mere end det. Og så er jeg altså ret ligeglad med at skuespilleren gik i puberteten, når han skulle forestille at være ti år. Stram dog op!
Nå, det udviklede sig (yderst overraskende!) til et brokke-indlæg. Det er ikke meningen. For sæson 1 af ’Lost’ var, er og vil altid være fænomenal. Hvis ikke I har set serien, så er det aldrig for sent at begynde.
Men pas på. Jeg er nødt til at gentage min advarsel fra 2007. Det er vanedannende. Du vil vanrøgte dine børn, svigte din hund, ikke få malet carporten. Så meget tid tager den. Det er bare med at komme i gang.