Observationer fra hjemlandet

  • Når man lander i Kastrup, så mødes man som noget af det første af plakat fra Dyrenes Beskyttelse med teksten: “Når showet er slut, bliver aben lænket”. Jeg formoder, at det handler om optrædende dyr i eksotiske lande. Men det kunne også være en fin beskrivelse af mit liv, tænker jeg.
  • København ligner ellers sig selv. Det er stadig vanskeligt at skelne mellem hipstere og hjemløse. Og kaffen er stadig absurd dyr.
  • De sælger B.93-hjemmebanetrøjer til kun 220 kr. i sportsmaster på Østerbrogade. Det er et fund for pengene. Køb den nu. Den er smuk og hæver øjeblikkeligt din autencitet med faktor 50. Jeg kan nu med udbredt tilfredshed propagandere for AaB, B93, Halmstad, AC Bellinzona, Jämtland Basket og Bollstanäs i Bruxelles.
  • Den Bedre Halvdels nye iPhone er overraskende fiks. Men jeg falder stadig ikke for Apple-imperiets belejring af min livsverden. Min Nokia med trykknaptastatur er mere end rigeligt for mig, tak.
  • Det gør mig træt at AaB tabte sidste træningskamp mod Djurgården. Dels er det drænende hver gang at klubben taber. Dels havde jeg virkelig håbet på, drømt om og ønsket at min hadetræner-nummer-to, Magnus Pehrsson, var blevet ydmyget. Det er en sølle trøst at hadetræner-nummer-ét, Ståle Solbakken, igen tabte med Köln i går. Sålænge at de ikke fyrer ham, er han en cancer i min eksistens.

Tinnitus i hjärtat

Når jeg engang ligger rallende på mit dødsleje og ser tilbage på begyndelsen af 2012, så tror jeg, at det vil stå lidt hen i en tåge, hvad jeg egentlig gik og foretog mig. ‘Boede og arbejdede i Bruxelles’ vil nok være overskriften. Men hvad jeg konkret foretog mig? Meh. Den er straks værre.

Man kan vel sige, at januar gik med fortvivlet vente på at Den Bedre Halvdel skulle rejse hjem til studierne i København. Februar er ligeså bedrøveligt gået med at vente på at se hende igen.

I mellemtiden har jeg fyldt tomrummet og dagene ud med at gå på arbejde, se en masse afsnit af ‘Stargate SG1’, ‘Person of Interest’ og ‘Grimm’, læse bøger, luffe i motionscentret med uhyre vekslende frekvens, gruble over fremtiden – og håndtere hvad der nu end ellers måtte have været af ad hoc begivenheder. Det er alt sammen ganske grødagtigt. Lidt af en zombietilværelse, faktisk. Ikke ubehageligt, tak, jeg har skam det fint. Men meningsfyldt og inspirerende har det ikke just været.

Men nu er tristessen aflyst i hvert fald ti dage frem. For flyver til København og hjem til Jordhule 1.0 og Den Bedre Halvdel om et par timer. Er der indtil næste fredag, hvor turen går til Aalborg og min mors fødselsdag. Jeg har vanskeligt ved at artikulere, hvor meget jeg glæder mig til det hele.

Imødese (næsten!) glade og solbeskinnede blogindlæg den kommende tid.

Hosianna i det højeste

Miraklernes tid er ikke forbi! Og det er dage som disse, hvor jeg føler mig kaldet til at citere Eurythmics:

It’s Alright/
Baby’s coming back/
And I don’t really care where he’s been

For Den Bedre Halvdels taske er vendt hjem fra sin rejse. Baggagehåndteringen i Kastrup har ingen anelse om hvor den har været på eventyr henne i verden. Men nu er den i hvert fald vendt hjem til Jordhulen – kun små tre uger efter at dens ejer landede.

Jamen, er det da ikke fortryllende? Der er megen tilfredshed i både Bruxelles og København.

Midt i en brydningstid

Jeg holder mig som regel fra at skrive omkring mit arbejde. Dels fordi jeg selv synes det er ualmindeligt kedeligt at høre omkring andre menneskers arbejde, dels fordi ens arbejdsgiver ikke nødvendigvis er intenst begejstret over den slags. De store linjer kan og vil jeg dog godt kommentere – især hvis de vedrører mig mere end bare perifært.

Det sidste trekvarte års tid har det været skiftetider på min arbejdsplads. Vi er en interesseorganisation, der groft sagt lever af og for at varetage vores medlemmers politiske, erhvervsmæssige og økonomiske interesser bedst muligt. De medlemmer vil i sagens natur have noget for deres kontigentpenge. I forbindelse med, at vi fik en ny adm. direktør, blev blev der derfor sidste sommer indledt en strategiproces. Denne strategi skulle afklare hvorvidt vores interessevaretagelse var ‘value for money’ og samtidig pege på, hvor der skal prioriteres og hvorvidt der er rationaliseringspotentiale m.v.

Altsammen meget almindeligt, godt og sundt for en organisation som vores. Den slags øvelser medfører naturligvis en del uvished og usikkerhed blandt medarbejderne, men ikke mere end at det giver folk incitament til at arbejde mere og præstere bedre.

Siden ændrede billedet sig dog en anelse. Først begyndte finans- og likviditetkrisen for alvor at ramme vores medlemsvirksomheder. Det er jo slemt nok i sig selv, men imens at jeg tumlede rundt på ski i Sverige, kom så den anden begivenhed. Den adm.direktør var fratrådt og en fusion med de øvrige organisationer indenfor erhvervet vil finde sted inden sommer, med det klare formål at prioritere, rationalisere og effektivisere arbejdet.

Dér er vi så nu, med en rasende finankrise og en fusionsproces i fuld gang. Ja, altså bortset fra, at der i dag kom endnu et usikkerhedsmoment ind i billedet. Nummer et i vores politiske ledelse meddelte her til eftermiddag, at han trækker sig tilbage i starten af juni. Vi skal nu have ny politisk ledelse, ny administrativ ledelse og ny struktur på samme tid. Det er ikke godt at vide hvad det hele ender med.

Det er spændende og lidt skræmmende at være med i øvelsen. Bevares, den helt grundlæggende usikkerhed i organisation kunne jeg måske godt have undværet, men omvendt betyder forandringer også nye muligheder.

Det bliver i hvert fald et par arbejdsmæssigt særdeles interessante måneder fremover for undertegnede.

Life is a battle of inches – et indblik i roningens forunderlige verden

Jeg har observeret hvorledes nærværende blog langsomt har udviklet sig til en chefredaktørs hjørnekontor, hvorfra virkeligheden i behørig afstand observeres og begrædes.

Derfor er det mig, Niels-Jakob, en udsøgt fornøjelse at byde ind med noget langt mere folkeligt end historiske tilbageblik , revselse af politikere og højkulturel AaB-hyldest. Mit emne er naturligvis roning.

Danmark har igennem de seneste 10-15 år været vidne til en række sportsgrenes opblomstring efter nationale sejre. Hvem husker ikke hvorledes enhver villavej, med respekt for sig selv, fik et cykelhold efter Riis’ toursejr? Desuden glemmer man heller ikke nemt det massive folkekrav om flere skøjtehaller i kølvandet på curlingkvinderne dominans ved vinter OL.

Mærkelig er det dog at Guldfirerens triumftog, endda ved flere OL i træk, ikke har fået danskerne til at kaste sig over de lokale roklubber. Dette på trods af at roning må ligge dybt i vores kulturarv. Danmarks største udenrigspolitiske sejrer er trods alt ikke er vundet i NATOs korridorer, men derimod gennem brutale ro togter mod England.

Paradoksalt nok har engelske universiteter derimod taget roningen til sig, og da jeg for tiden studerer på et sådant har jeg haft fornøjelse af at stifte bekendtskab med sporten. Og herfra må det meldes at roning er en udsøgt fornøjelse. Det er ikke kun benhårdt, men giver også god styrketræning og kondition. Derudover er det at ro i en 8-mands båd en fremragende teambuidlings øvelse. Hvis blot en mand ikke er koncentrerer sig, og får åren i vandet på rette tidspunkt, så destabiliserer det hele båden. Derfor er det ikke nok at placere 8 rugbyspillere i en båd – de skal også kunne arbejde sammen. Og her kommer den smukke del af roning: en båd med 8 mand som langt fra kan tage 120 kg i bænkpres, kan sagtens eliminere en båd med 8 kraftkarle. Derfor giver sporten håb til os der ikke har brugt hele vores ungdom på styrketræning.

Konklusionen er en varm anbefaling om at prøve rosportens glæder. Du vil ikke blive skuffet. Ovenstående video blev sendt til mit mandskab af vores træner dagen før vores race i december. Så er scenen ligesom sat :).

UPDATE: Ovenstående blev skrevet fredagen før at årets boatrace på Themsen blev domineret af Oxford, som var den tungeste båd nogensinde i racets historie. I fredags håbede jeg således fortsat at yndefulde Cambridge kunne knuse rugbyspillerne fra Oxford. Cambridge satte deres push ind lige før Surrey Bend, men formåede ikke at vriste sig fri af Oxfords klør. Da kraftkarlene kort derefter satte deres modangreb ind (med imponerende 40 strokes per minute) var der ikke mere at skyde med for Cambridges vedkommende. Desværre.

Men til gengæld kan jeg glæde mig over at GF og Cambridge nu deler slogan: Til næste år!

Mitt utopia

En viss herre är aningen missnöjd med min sparsamma aktivitet inne på hemsidan… men häng inte läpp, här kommer ett eldigt, kvinnligt inlägg 😉

Häromdagen fick jag senaste numret av tidningen Atlantic i handen, med uppfodringen att läsa en artikel om amning. Nu är det ju ingen hemlighet att jag tar aktivt avstånd från 99 % av allt som idag kallas feminism (men som egentligen handlar om svartsjuka kvinnors hämnd på den manliga halvdelen av människorasen) eftersom jag anser att idéerna i de flesta tillfällen helt saknar konstruktiv karaktär. Vad som irriterar mig mest med “dagens feminister” är att de mer än någon annan bidrar till att nedvärdera moderskapet. Just därför viste husbonden att artikeln ville få mig till att fnysa eld som en annan drake!!!!

Som ung kvinnlig medicinstuderande är jag självklart tacksam för de möjligheter jag fått, som inte alltid funnits för samhällets kvinnor. Vad jag är mest tacksam för är mitt FRIA VAL att söka om en universitetsplats och mitt FRIA VAL att hänge mig till ett liv som yrkeskvinna. Kampen för kvinnors rättigheter har givit oss alla möjligheten till detta, men sorgligt nog är “dagens feminister” i fullt fläng med att ta det fria valet ifrån oss igen. Nu är det plötsligt inte lika “fint” att vara mor längre… inget kan mäta sig med en roll som yrkeskvinna. De kvinnor som idag väljer att hänge sig till mödrarollen “vet inte sitt eget bästa längre” och är helt klart ” nedtryckta i ett samhälle som styrs av det onda hankönet”… suck!

När ska kvinnorna förstå att frihet och lika rättigheter = fritt tänkande och friheten att välja sin egen väg, sitt eget levesätt, sin egen roll i samhället. Om en kvinna vill sikta på rollen som president eller statsminister skal det vara hennes rätt, men är det hennes önskan att vara mor på fulltid med allt vad det innebär, borde det också vara hennes rätt och respekteras.

För att återkomma till artikeln i Atlantic, så handlade det om amning. En typisk “modern kvinna” uttrycker sin ilska över pressen från samhället på nybakta mödrar att amma sina barn.  Jag sympatiserade med henne igenom första halvdelen av artikeln, eftersom jag av princip är för varje kvinnan eget val. Men men men… för skribenten är det inte nog med kvinnans rätt att själv få välja om hon vill amma eller inte. Amning förvandlas plötsligt till boven som gör kvinnan till slav i sitt eget hem! Var kom den ifrån??? Hon fortsätter med att argumentera för att Nestlés modermjölksersättning är att lika bra val som naturlig bröstmjölk och att det inte finns vetenskapligt bevis för att den tidiga fysiska kontakt mellan mor och barn, som fås vis amning, inte har en bevisat positiv effekt på barnets välbefinnande… igen suck!

Måste en kamp som startar med kvinnans rätt att välja själv sluta med smutskastning? Visst, vetenskapliga bevis för amningens positive effekter är begränsade, men jag har hittills inte stött på en enda artikel som bevisar motsatsen. Är det inte nog med det faktum att kvinnan är skapad med två bröst, med funktionen att producera en mjölk som innehåller alla de näringsämnen ett spädbarn kräver under de första par månader av sitt liv, för att i varje fall överväga alternativet? Jag är övertygad om att vi med dagens vetenskap kan skapa hyggliga alternativ, men amning behöver väl inte avskrivas helt?

Mina egna åsikter lyser säkert igenom… om jag en dag blir mor väljer jag helt klart amningen framför Nestlé, och jag hoppas att jag den dagen slipper att höra på någon som predikar för mig att jag inte vet mitt eget bästa. Att en kvinna känner sig “som slav i sitt eget hem” har inget att göra med amning. Dagens samhälle håller inte kvinnor som slavar.  Jag är övertygad om att var man/kvinna skapar sin egen lycka, vad den nu än definieras som. Friheten för individen är rätten att välja själv, och (mitt) utopia är en plats där vi alla respekterar varandras rätt till just det.

Who, if not he?

Eftersom at ejeren af denne blog stadig slikker sårene efter sidste års tunge nederlag som orakel i den amerikanske præsidentvalgkamp og direkte nægter at træde op på hesten igen, er det mig – Sven – en stor fornøjelse at bidrage med lidt tiltrængt politisk analyse. Og hvilket emne er mere saftigt end et potentielt statsministerskifte?

Sagaen om udpegelsen af NATOs næste generalsekretær har ikke overraskende fået uendelig meget pressedækning i Danmark. Derfor kan det undre, hvorfor ingen rigtig har interesseret sig for den helt oplagte modkandidat: Solomon Passy. Denne nuværende formand for Bulgariens Udenrigspolitiske Nævn har den perfekte baggrund: Som udenrigsminister stod han for Bulgariens optagelse i NATO i 2004. Dda det bulgarske flag blev hejst for første gang i NATO-sammenhæng, var øjeblikket så stort for denne sande hædersmand, at han måtte fælde en tåre,

I det tilfælde, at der skulle sidde en enkelt skeptisk læser derude, der ikke allerede er faldet på knæ for denne NATO’s messias, må jeg gå videre til virkeligt uovervindelige argumenter. For det første er han en rigtig mand, der har et sort bælte i aikido og kan flyve en F16-jager. Her kan vores egen ”jeg er ikke kandidat” statsminister jo slet ikke være med. For det andet har Passy gjort et stort stykke arbejde med at lave en officiel hjemmeside for sit kandidatur. Det er en sand guldgrube af informationer, den bulgarske regerings kandidat her offentliggør (og jeg citerer ORDRET fra forsiden):

  • He is the first person who in 1990 announced to the Grand National Assembly that Bulgaria will enter NATO.
  • He created the Atlantic Club, and made the NATO membership a national cause
  • He signed the historic agreements with NATO and the EU
  • He gave a ride to the NATO chief in his historic Trabanat AL 8407
  • He drinks freshly squeezed hot peppers, speaks English to the penguins in Antarctica and can calculate in his mind the squared area of a circle.
  • He would have to have a serious alibi if he chose not to run.

 

Nej – det er skræmmende nok ikke en joke. F.eks. får han følgende skudsmål med på vejen fra USA’s Bulgarien-ambassadør: “… the nomination of such a master-hand statesman and famous international politician is a perfect expression of the fact that your country is a complete and extremely active member of the Alliance”.

Fogh har jo ikke en ærlig chance overfor denne supermand.

The wonderful world of discovery

Tänk att jag skulle bli så fascinerad av forskarvärlden… De som kännt mig länge vet att jag gång på gång sagt “Jag,  forskning, aldrig i livet!” Men efter att ha startat på mitt nya jobb som forkningsstuderande vid Dansk BørneAstma Center har min syn på saker och ting ändrat sig radikalt, det är en fantastisk miljö, både inspirerande och drivande! Att få möjligheten att fördjupa sig innanför områden man brinner för, och samtidigt bidra till att hjälpa andra människor, det är fantastiskt! Ska jag vara helt ärlig har det nog kommit lite smygande under längre tid…jag var inte mer än 4-5 år gammal då jag för första gången mötte en av mitt livs stora förebilder – Dr Snuggles (en STOR personlighet och vetenskapsman).

Jag hoppas verkligen att min yang (filosofin har alltid faschinerat mig) vet hur tacksam jag är för att han gav mig en spark i baken, så att jag vågade skicka iväg min ansökning där i november. Utan den sparken hade jag nu suttit i ett mörkt hörn av panum biblioteket stället, men en termos ljummet kaffe….

Istället sitter jag idag med ett brett leende på läpparna. Har precis mottagit besked om att jag fått mitt abstract accepterat av komittén för ISCOMS (International Student Congress of Medical Sciences), till muntlig presentation vid Kongressen i Groningen,  Juni 2009. Spännande!

En söt historia

Så kom dagen då jag gick från noko-alumne til ex-noko alumne… Igår fick jag synat mitt rum, och tacksamt nog godkännt mina badrumsflisor. Jag har säkert gnuggat och polerat i tio timmar!

Ikväll är kvällen då jag ska komma förbi och baka den klassiska “utflyttarkakan” som är en viktig tradition på kollegiet. Och vad är bättre än en extra kladdig chokladkaka! Jag har faktiskt fått önskemål om en specifik kaka som jag bakade hösten 2006, då jag flyttade in… men eftersom att jag aldrig bakar efter recept och därför inte har en aning om vad det var jag kokade ihop den söndagskvällen för snart 2 1/2 år sedan, så får jag improvisera.

Det blir en kväll med choklad, rödvin och något så feminint som filmen Mamma-Mia! Det kan inte bli annat än en mysig kväll, men jag har dock fått reklamera lite extra för den manliga halvdelen av 4-syds alumner…

Det med kvinnor och choklad (specielt tillsammans med ett rejält glas gott rödvin) är något helt specielt. Vi vet nog inte själva riktigt varför, men det finns nästan ingenting bättre här i livet!

Choklad har genom hela sin historia varit kännt som ett afrodisiakum. Och i nyare tid har forskning pekat på att intag av choklad kan påverka den del af hjärnan som kallas hypothalamus. Där ska vissa delar av innehållet i choklad eventuellt kunna påverka nivåerna av serotonin, et signalämne med en effekt som vi uppfattar som njutning. Chokladintaget ska också eventuellt kunna påverka en grupp av ämnen som kallas acylethanolaminer, vilka in sin tur aktiverar cannabinoida receptorer. Dessa receptorer stimulerar i sin tur frisättningen av endocannabinoider som ger en effekt av eufori.

Nice.

Det gör ont för varje hjärtslag

Jeg er grumpy her til aften. Big time muggen, faktisk. Der var såkaldt ‘afdelingsplanlægningsdag’ på arbejdet. Uden at ville gå i nærmere detaljer skal det blot konstateres, at mødet ikke just forløb til min udelte tilfredshed. Aftenen er derfor fordrevet med at være gnaven, overføre musik til min nye laptop fra det gamle hakkebræt af en stationær computer, spekulere over hvem som vinder Republikanernes primærvalg i Florida samt more mig kosteligt over udviklingen i Ny Alliances folketingsgruppe. Alt sammen meget godt og vældig terapeutisk – men det får mig ikke just nærmere målet om at få færdiggriflet det ganske vigtige arbejdsnotat, som jeg har deadline kl. 9 i morgen tidlig. Med andre ord taler meget for at jeg burde få hanket op i rumpen og stoppe med de utallige overspringshandlinger.

Næh, hov. Hvad er det? De Unge Mødre på Kanal 4!!! Det MÅ jeg se i denne svære stund! Gudsketakoglov for min nye tv-programpakke. Jeg er i sandhed en lykkens pamfilius!