Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

Peggy Sue Got Married

Nuvel, jeg er en gift mand. Var det stort? Var det episk? Var hun bedårende? Var vi glade? Var det dejligt at se venner og familie? Stod det ned i lårtykke stråler, da vi kom ud af San Carlo Borromeo kirken i Magadino? Var festen amuserende og lokationen fortryllende? Blev der knebet tårer? Blev der holdt pinlige og/eller sjove taler? Fik vi danset bryllupsvals til ‘Adorn’? Blev der spist og drukket i lange baner? Viste Lago Maggiore og Ticino sig fra sin besnærende side?

Svaret på det hele er selvsagt ja. Og nu er jeg træt, lettet og orker ikke større projekter i en nær fremtid. Tak til gæster, der var med. Nogle faste læsere her på siden deltog i det overgreb, hvor man klippede mine (heldigvis sure) sokker. For det får I hermed et løfte om hævn.

Men ellers: Tak. Nu vil jeg og min kone (sic) nyde resten af livet.

Gambarogno Dreaming

Schweiz har en god indvirkning på mig, tror jeg. Selv her med kun seks dage til brylluppet, er jeg forholdsvis rolig. Sover godt om natten. Spiser rigeligt. Har fået en sund kulør. Havde en fremragende vandring op til Monte Fosano og Monte Piazzogna i går. Svømmer som en noget kvabset fisk i Lago Maggiore. Tænker mere på at komme ud at spille med den basketbold, jeg købte i Locarno i dag, end jeg gør på den kommende logistik. Glæder mig mere til at iføre mig den ligeledes nyindkøbte fan t-shirt for Hockey Club Ambrì Piotta, end jeg gør til at iføre mig det store bryllupsskrud på lørdag. I de 29 grader. Og tordenvejr. Som de så gavmildt lover det inde på MeteoSchweiz

Intermezzo

Har ikke glemt jer. Ork, nej. Så langt fra. Har blot en del om ørene for tiden.

Der er jo bryllup om et øjeblik, og den slags skal som bekendt planlægges. Logistik skal ordnes og bekymringer skal bekymres. Dernæst har jeg været til en trofast læsers fortryllende bryllup i København (visse mennesker under mig simpelthen bare ikke en plads i centrum!), har svigerfamiliebesøg (mit hjem ligner pt. en borgerkrigszone) og skumler over en hjørnetand, der her efter tre tandlægebesøg (inkl. to bedøvelser og boringer) stadig ikke er i orden.

Livet skrumler med andre ord lidt skævt afsted. Men på fredag er der ferie og alt bliver godt igen.

Youth Culture Killed My Dog

Sidder og pusler med en playliste inde på Spotify til brylluppet. I ved nok, til festen om aftenen. Bliver mere og mere pinligt bevidst om at det er år og dag siden, at jeg sidst var på et dansegulv.  Aner ikke hvad der vil fungere og sætte gang i sagerne.

Har derfor pligtskyldigt været inde på de aktuelle top 30’er for at se hvad det er, de unge vil have. Må her nok engang indse, at jeg er for alvor blevet en sur gammel støder. Det er jo rædsomt! Jeg mener, har I hørt hvad det er, der streames? Sådan virkelig lyttet efter? Tændt for The Voice for nylig? Eller var I nogle af de 130.000 slaver af storkapitalen, der stod inde og blev massesuggesteret af Rihanna og hendes præfabrikerede EDM-bras på Roskilde? Det er verdensomstyrtende elendigt. Forbryderisk, nærmest. Jeg kan ikke engang sætte pris på det i en ironisk kontekst. Det vil martre mig for evigt, hvis den slags bliver spillet til mit bryllup.

Men hvad skal man så gøre? Det kan jo ikke være blink-i-øjet-ironisk r’n’b og electro altsammen. Skal det snarere være et eklektisk og behændigt mix af fortidens mere eller mindre lødige sange, blandet op med enkelte nyere kreationer a la ‘Blurred Lines‘? Og hvis ja, hvad fungerer så på et dansegulv i sensommeren 2013?

Hvad skal på playlisten?

Built on Sand

Lidt småtkørende med skriveinspirationen for tiden.

Ikke fordi det går dårligt. Bryllupsplanlægningen skrider nogenlunde planmæssigt frem. Vores lejlighed er rar at bo i. Bortset fra gennem-marv-og-ben blæsten og de notoriske 17 graders lunkenhed, viser Aalborg sig fra sin pæne side. Byen er grønnere og mere åben end jeg husker den fra den permagrå ungdom. Den Bedre Halvdel undgik at lægekonflikten ville ramme hendes introduktionsstilling til efteråret, selvom hun mildest talt ikke er udelt tilfreds med udsigterne for indretningen af fremtidens almen praksis. Min familie er sund og rask, og i weekenden havde vi et hyggeligt besøg af min svigermor. Jeg får læst mit Economist, min Weekendavis og mine sci-fi bøger. Får tilmed motioneret relativt regelmæssigt. Arbejdet går også udmærket, uden at være overdådigt.

Så det går sådan set altsammen ok.

Ja, altså, bortset fra en lavintensiv følelse af stagnation og generel manglende inspiration. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive det. Der mangler en fornemmelse af progression. Ikke så meget i privatlivet, men mere i livssituationen. Mangler drivkraften og målet om 5-10 år.

Og så har jeg ikke så mange meninger længere. I gamle dage ville jeg sikkert kunne have griflet side op og ned om Egypten, Syrien, den amerikanske aflytning, ponyslagtninger i Tisvilde, Gini-koefficienter og dopede cyklister. I dag er jeg mere eller mindre ligeglad. Eller har i hvert fald ikke opbygget nogen dybere mening om emnerne.

Så der spekuleres og grubles. Som altid.

Alle stormes moder

Sådan ser jeg mig selv. Det er mig, der midt i bryllupsplanlægningsstormen. Med det overlegne overblik. Håndterer ægteskabsmeddelelser, vielsesattester, blanketter for ‘navneændringer på bryllupsdagen’ og andet hejs uden bøvl. Så nu er den borgerlige vielse på plads – med efterfølgende katolsk velsignelse til det egentlige bryllup i august måned.

Sidstnævnte styrer Den Bedre Halvdel med hård hånd. Det er i hvert fald hende der drager til Schweiz i påsken for at få lokationen endelig på plads. Der ventes spændt her i stormens øje.