Lego er et djævelsk pyramidespil

Det er ikke fordi at jeg ikke forstår markedskræfterne; udbud og efterspørgsel og alt det der. Men Lego er og bliver altså et Scientology-selvudviklingskursus for børnefamilier. Man skal hele tiden købe mere. Nye sammenhængende sæt, der naturligvis stiger eksponentielt i pris. Først når man har ruineret sig selv, har man nået det øverste sakrale niveau. I en forsvindende kort periode. Altså indtil at der er et nyt personlighedsudviklende sæt, som ens arvinger kan plage en om. Og så begynder pyramidespillet ellers igen. Lige indtil de bliver trætte af Lego, og alle klodserne ender ensomme, støvede og forladte i anonyme kasser bagerst i børneværelset.

For nylig har Lego således udgivet en legetøjsserie med Super Mario, hvilket jeg formoder er en fremragende forretning for både Lego og Nintendo. For det er tårefremkaldende dyrt. Klodserne på dette billede repræsenterer således en udbetaling i omegnen af 750 kr.

Det burde være åbenlyst for de fleste, at det er vanvid. En grotesk prissætning. En gedigen svinestreg. En vederstyggelighed. Men jeg betaler det. Naturligvis gør jeg det. For udover at være et perfekt gateway drug til at lokke uskyldsrene børn ind i Nintendos klør, så er der et stort marked af nostalgiske midaldrende og nørdede mænd. Sådan én som mig. Vi er klar til at betale herfra og til evighed for at blive mindet om, at der var engang, hvor vi ikke var så trætte, sure og

Så Lego har fat i den lange ende. De ved at folk er villige til at betale langt mere for byggesæt i deres mere prestigefyldte serier – i.e. Super Mario, Harry Potter, Star Wars – end for deres inhouse franchises. Og det er uanset, at kvaliteten, opfindsomheden og legeværdien ofte er højere i deres Ninjago-univers. Jeg må derfor arbejde på at få den Ældste til at ønske sig mere Ninjago, da jeg i længden ikke vil betale absurde summer for fesne busser eller et crappy hus.

Men det er altsammen ønsketænkning. De næste par år jeg med i Lego-sekten. Uanset hvor ondt det gør. Man vil jo gerne gøre de dumme unger glade.

Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?