Læsning

Er der en sammenhæng mellem personlighedstyper og litteraturpræferencer?

Jeg er JTI-mæssigt et sted mellem INTP og ENTP, alt afhængigt af vindretningen den pågældende dag. Men uanset graden af I eller E, så er jeg til det store billede, de overordnede koncepter, de fejende bevægelser. Måske det er en af forklaringerne på at jeg er så fokuseret på plottet i bøger, på at der er drive i handlingen. Jeg får ikke noget nydelse af sproglig ekvilibrisme eller finlitterære excesser, jeg vil have eskapisme og spænding. Det er de store bevægelser og de udfoldede drømmefaner, der begejstrer mig i min læsning.

For nylig gjorde en af mine venner nar af mine præferencer. Han er ligeglad med handling, påstod han, det vigtige for ham er kunsten, det sproglig niveau, den litterære kvalitet – ikke hvordan person A når frem til punkt B. Det perspektiv kan der være noget om, for jo, jeg står også skumlende af en bog hvis min (genre)litteratur er for sjasket skrevet.

Faldende bogstaver

Men nu hvor jeg har læst blot et par af de uendelig mange sider i Don DeLillo’s ‘Underworld’, så er jeg stensikker på at jeg aldrig kommer igennem den. Han skriver utvivlsomt på sublim postmoderne vis, og der er vistnok tale om et hovedværk indenfor literary fiction. Der findes dem, der mener han bør have Nobels litteratur pris. Men teksten keder mig – og jeg er nervøs for at det samme også gælder for en anden bog, jeg lånte i dag på biblioteket: Ben Lerner ‘The Topeka School’. Endnu en overuddannet mand fra New York, der skriver sprogmasturberende om sig selv og sin ungdom. Suk. 

Jeg ved ikke om det er for sent i en alder af 38 år at lære at læse litteratur på en anden måde, end jeg gør. At lære at skimme mindre og afkoble mig fra den adrenalinjagende handlingsfiksering, for i stedet virkelig at fordybe mig i teksten og sproget. Så jeg vitterligt kan sætte pris på litteraturen som kunst

Men burde jeg det i det hele taget gøre det? Er det vigtigt, at man forsøger at leve op til et eller andet postuleret ideal for “god læsning”? Jeg vil ikke kunne bære, hvis en af mine store glæder i livet – at læse – pludselig blev et spørgsmål om pligt og andre menneskers kriterier for god smag.

Sandet til

Efter en relativt produktiv periode er jeg gået i stå på bogfronten de senere uger. Læsningen er sandet til i et par lidt rigeligt lange og omfattende faglitterære bøger, og jeg er ikke for alvor kommet ud af malaisen endnu. Og da slet ikke indenfor skønlitteraturen.

Især Peter H. Wilson ‘Heart of Europe: A History of the Holy Roman Empire’ er en skurk i denne sørgelige forfaldsfortælling. Det er frustrerende for mig at indrømme det. Episke historiebøger om esoteriske emner er jo ellers lige er den slags, som jeg vitterligt gerne vil læse. Emnet interesserer mig som udgangspunkt og formidlet på rigtige måde afskrækker 857 sider mig ikke. Men … når jeg går i stå i løbet af de første 15 sider, og forfatteren er mere optaget af detaljens forunderlighed end af den store fortælling, så bliver det vanskeligt mig. Så kan end ikke den sorte død eller paver ved navn Leo få mig tilbage på hesten.

Men nuvel, den største skuffelse er dog nok alligevel Christopher Priest ‘The Islanders’. Hvilket ærgrer mig, da jeg var begejstret for hans ‘The Prestige’ og ‘The Affirmation’. Sidstnævnte foregår endda i samme univers som ‘The Islanders’, så jeg var aldeles overbevist om at jeg da naturligvis også ville elske den. I stedet er jeg nu ved at falde i staver her 37% inde i min Kindle-udgave, og plottet kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er alt sammen meget ærgerligt.

Grundlæggende mangler jeg nok blot en decideret velskrevet og spændende skønlitterær bog, som jeg kan blive forelsket i og kan give mig lysten til fiktion tilbage. Alle gode forslag modtages med kyshånd

Dyb læsning

Det er længe siden at jeg satte mig ned og grundigt læste en lang beretning om et eksotisk sted, en kompleks situation eller et interessant menneske. Evnen og viljen til at læse dybt og koncentreret svinder for mig som tiden går. Jeg skimmer i høj grad når jeg fortærer nyheder. Den fokuserede læsning tager for lang tid og for mange kræfter. Daniel Kahneman vil sikkert have en kritisk holdning eller to til den prioritering.

Nå, ovenstående navlebeskuende indgangsbøn var blot for at kontekstualisere, at jeg i dag læste en dybt fascinerende artikel i The New Yorker om Ramzan Kadyrov, den lokale krigshøvding og Kreml-yndling i Tjetjenien. Jeg lærte ting jeg ikke vidste i forvejen, og afsluttede artiklen som klogere (og mere bekymret på verdens vegne).

Forhåbentlig bliver det startskuddet på, at jeg for alvor får læst grundigt i The New Yorker. Efter en pause på et par år har jeg tegnet abonnement på magasinet (og The Economist) igen. Havde brug for ikke at gå intellektuelt i stå, så noget måtte der gøres.

Hvor tankevækkende at en så utiltalende skikkelse som Kadyrov skulle være den, der igangsatte min fugl-fønix agtige genkomst som filosofkonge og renæssancemenneske!

Biblioteker

Nogle af mine bedste minder fra barndommen er de utallige eftermiddage jeg tilbragte på det lokale bibliotek i Aalborg sammen med min far. Det var blandt boghylderne i børneafdelingen af Hasseris Bibliotek, jeg lærte at elske at læse. Og det var velsagtens også her, at jeg udviklede en eller anden basal form for intellektuel nysgerrighed.

Generelt tror jeg ikke man kan overvurdere den betydning, som velfungerende biblioteker har for at skabe grobund for dannelse og læselyst hos mennesker. Biblioteker er blandt de vigtigste samfundsinstitutioner, synes jeg.

Det er dog efterhånden nogle år siden, at jeg reelt har benyttet et bibliotek. Deres tilbud har ikke rigtig fanget mig i den fase af livet. De skønlitterære (og ofte engelske) bøger er blevet læst på min Kindle. De faglitterære har været på engelsk og er købt på Amazon. Og udvalget på bibliotekerne i henholdsvis Hjørring, Aalborg og København har ikke rigtig kunne lokke mig ind.

I lørdags var vi dog forbi Roskilde Bibliotek med Arvingen.

Bibliotekerne får en ny rolle, når man bliver forældre. De er gyldne muligheder for at komme ud af lejligheden, og er som regel indrettet til at børn kan slå sig løs. For de mindste er der legesektioner og steder man kan tegne. For de lidt større børn er de gode biblioteker indrettet, så man får lyst til at bruge time efter time på at gå på opdagelse og læse. Og de voksne kan også finde noget at lave, så pengene passer. Lidt ligesom de gjorde for min far og mig dengang i 1980’erne.

Roskilde Bibliotek er virkelig stort, og er tilmed et slags kulturhus. De har mange tilbud, et stort udvalg af materialer og er decideret flot. Hvis man skal være lidt bureaukratisk anlagt kan man sige, at det er et af den slags biblioteker, der kan lade sig gøre når man centraliserer ressourcerne og lukker de små biblioteker rundt omkring i kommunen.

Vi havde en virkelig fortrinlig formiddag på biblioteket. Arvingen elsker i forvejen sine bøger derhjemme, og var stærkt begejstret for børneafdelingen. Jeg imødeser, at vi kommer til at tilbringe mange timer der i årene frem.

Dragen Hong Kong

Selv blev jeg ramt en anelse af nostalgi, da jeg fandt Yoko Tsuno tegneserier. Jeg elsker Yoko Tsuno serien, især mesterværket ‘Dragen fra Hong Kong’1. Det er meget sandsynligt, at jeg påtvinger Arvingen den serie engang i fremtiden.

Hvad med jer? Hvornår benyttede I sidst jeres lokale bibliotek?

  1. Hint: Dragen er en ROBOT!!! []

Pendlertid er læsetid

Jeg ved godt, at nogen påstår at de arbejder i toget på vej til og fra arbejde. Og stort tillykke til jer med det. Det bliver ikke mig. Min morgen- og aftenlogistik har – uanset om det har været til fods, på cykel eller i offentlig transport – altid været min tid. Den sidste udrydningstruede periode på dagen, hvor tiden er min egen, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget som helst, hvor ingen spørger mig om noget. Det er her, hvor jeg kan tænke, kan lytte til min musik eller podcasts – og i min nye tilværelse som togpendler, vil det nok også være her hvor jeg kan få læst skønlitteratur.

Jeg har på ingen måde tænkt mig at lade arbejde kolonisere dette sidste lille frirum på dagen. Og hvis du kender mig og møder mig i toget, så lad være med at sige noget. I realiteten har jeg nemlig ikke den fjerneste lyst til at tale med dig. Jeg vil nemlig langt hellere få læst i mine bøger, som jeg har forsømt en anelse på det seneste.

Var glædeligt overrasket over Mitchell Hogans fine fantasydebut ‘A Crucible of Souls’, som var fængende og med et godt udtænkt univers. Ellers har de to psykologiske thrillers ‘Gone Girl’ af Gillian Flynn og ‘Girl on the Train’ af Paula Hawkins også været udmærket, men ikke speciel lødig underholdning. På non-fiction fronten har jeg de senere måneder kun fået læst Robert Caros skamroste biografi om Lyndon B. Johnson. Den var glimrende, og jeg følte mig klogere om amerikansk politik og LBJ efterfølgende.

Men nu er det ambitionen at få læst noget mere. Hvor skal man begynde?

En anden vinkel på historien

Hvilken henrivende lille øvelse, de har gang i ovre hos io9:

When you start a book or movie, you commit to following a character (or maybe even a few) for the length of the story. But do you ever get the feeling that maybe, just maybe, you’ve picked the wrong ones?

Maybe you suspect that the villains of the story might actually have a good case for why they’re aggrieved; maybe you suspect the sidekick sees things a little more sharply from not seeing them head-on; or perhaps a character with only a sketchy backstory just seems so much more interesting than the hero.

Tell us in the comments, what the story is and which character you’d like to see through the eyes of. Perhaps give us a brief synopsis of the story we might expect, and why it’s just that much more interesting than the one we got. Det er da et godt og tankevækkende spørgsmål. Stimulerende og tvinger en til at tænke tilbage på de mange bøger, film og tv-serier, man har holdt af igennem tiden. Der er selvfølgelig de helt oplagte, og dermed også klichéagtige.

‘Star Wars’ (alle ved at Imperiet er langt mere interessante end de kedelige rebeller), ‘Karate Kid’ (hvem ved hvilke følelsesmæssige traumer der lå bag Johnnys skurkerolle?) og ‘Ringenes Herre’ (mere Gandalf, tak).

Men hvilke ellers? Har I gode forslag?

Philip K. Dick

man-high-castle1-1024x641

Forleden havde Amazon brandudsalg på Kindle-udgaver af Philip K. Dick romaner. Det virkede fjollet for mig ikke at bruge de i alt 12 dollars på at købe tre etablerede klassikere inden for science fiction/speculative fiction/dystopian fiction genren.

Nu har jeg så ‘The Man in the High Castle’ (1962), ‘Ubik’ (1969) og ‘A Scanner Darkly’ (1977) liggende i to-read mappen på min Kindle. Det behager mig særdeles meget.

Indtil videre har jeg fået læst ‘The Man in the High Castle’ af de tre. Her er beskrivelsen af bogen fra Wikipedia:

The Man in the High Castle is an alternate history novel by American writer Philip K. Dick. The novel is set in 1962, fifteen years after the end of a fictional longer Second World War (1939–1947). It concerns intrigues between the victorious Axis Powers—Imperial Japan and Nazi Germany—as they rule over the former U.S., as well as daily life under the resulting totalitarian Fascist and imperialistic rule.

The novel includes the construction of a novella within the novel that constitutes an alternate history within this alternate history (wherein the Allied Powers defeat the Axis Powers, though in a manner distinct from this actual historical outcome). The Man in the High Castle won a Science Fiction Achievement Award (Hugo Award) in 1963. I bogen følger vi livet hos en række personer bosiddende i det vestlige USA, der nu er en del af det japanske imperium i form af vasalstaten The Pacific States of America bestående af Alaska, California, Hawai’i, Oregon samt dele af Nevada and Washington. Japanerne er koloniherrer. Skrevet i 1962 er det ikke vanskeligt at se parallelerne til de europæiske kolonimagters adfærd i Afrika, Sydamerika og Asien.

Bogen er selvsagt en dystopi, og en særdeles velgennemtænkt en af slagsen. Dicks trick med at holde adskillige alternative virkeligheder kørende undervejs fungerer helt optimalt. Det er meget fascinerende og stimulerende for fantasien. Jeg kan varmt anbefale ‘The Man in the High Castle’, hvis man har et blødt punkt for den her slags science fiction og kontrafaktiske godter. Hvis I er interesserede, så bliver bogen omformet til en tv-serie i løbet af 2015.

Bogen fik mig til at tænke lidt dybere over Dicks forfatterskab. Udover at det er en nøgternt og objektivt vurderet glimrende bog (jeg giver den fire ud af fem mulige), så er den også et meget godteksempel på, at Dicks styrker og svagheder er de samme.

Han er en sand mester til at at skrive filosofiske, paranoide, venden-på-hovedet historier, hvor hovedpersonen ikke ved hvad der er virkeligt eller ej. Det sker altid på en original og små-hallucinerende måde. Emner som identitet, virkelighed og kultur bliver rusket godt og grundigt igennem. Man kan således godt se Dicks løbebane som stof(mis)bruger og hans skizofreni-diagnose i forfatterskabet.

Det gør af og til læsningen af hans tekster til lidt af en rutschebanetur. Men mest af alt udmøntede hans fantastisk kreative og originale fantasi sig i snart alt, hvad han lavede.

Dick var således fremragende til at skabe fascinerende koncepter. Tidsrejser, indoperering af falske erindringer, kontrafaktisk historie, alternative parallelvirkeligheder. Det er derfor hans bøger har været brugt som oplæg for så mange film igennem tiden – simpelthen fordi hans idéer var så spændende og langt ude. Bedste og mest kendte eksempel er selvsagt ‘Blade Runner’, men også ‘Total Recall’ og ‘Minority Report’.

Men Dicks insisteren på at skrive leger-med-din-virkelighed historier og implementering af hans fabulerende koncepter betyder også, at hans bøger og noveller ofte tager en drejning i retning af at blive metafortællinger.

Hvis Dicks idé i en historie er, at man kan få indopereret falske erindringer hos firmaet Rekal Inc. (som det er tilfældet i ‘We Can Remember It for You Wholesale’, oplægget til ‘Total Recall’ filmene), så handler det for ham bare om at få opbygget en fortællermæssig mekanisme op rundt den kreative idé. Hovedpersonen, Douglas Quail, er en på alle måder uinteressant papirnusser, som Dick ikke ofrer meget energi på at udvikle. Selv ikke da det viser sig at den falske erindring han ønsker at få indopereret rent faktisk er ægte1, bliver han i sig selv interessant. Han tjener primært en rolle som skabelon og redskab for Dick, men bliver ellers ikke beskrevet nærmere.

Så hvis man skulle pege på én svaghed hos forfatterskabet, så er det personerne i hans historier. De virker sjældent fuldt udviklede, men er skitser. Muligvis er de ikke stereotyper per se, men man får dem aldrig ind under huden.

Problemet er også tilstede i ‘The Man in the High Castle’. Ingen af de øvrigt ganske talrige personer i bogen bliver på noget tidspunkt realistiske eller nærværende, ligesom man heller ikke får opbygget noget emotionelt forhold til dem. Det er ærgerligt for konceptet/det store nummer i romanen er virkelig godt lavet.

De første kapitler i ‘A Scanner Darkly’ har desværre slet ikke været på samme niveau. Det hele er meget trippet og nærmest Hunter S. Thompson agtigt. Måske stofferne tog overhånd for Dick i den periode af hans liv, han skriver i hvert fald meget om dem. Jeg savner Dicks science fiction fremfor bare endnu en dystopi, der mest af alt virker som en stofinduceret paranoid fantasi. Bogen får et par kapitler mere, og hvis de ikke fungerer, migrerer jeg til ‘Ubik’ i stedet.

Tilbage for mig står samlet set, at Philip K. Dick muligvis var bindegal, men at han anvendte sine mørke sider til at udforme et fascinerende og kreativt forfatterskab. Ser frem til flere af hans bøger i fremtiden2.

  1. Og tilmed i slutningen af novellen bliver ægte []
  2. Billedet oven for er forsiden på første udgaven af ‘The Man in the High Castle fra 1962. Billedet er fundet her []

Ex Libris

London School of Economics bloggen ‘LSE Review of Books’ kører for tiden artikelserien “Academics must visit these bookshops in … [indsæt navn på storby]”.

Det er en fin stimulans til en tur ned af memory lane. Forleden skrev de om min gamle hjemby Prag og de har også tidligere været forbi Bruxelles. I Prag har de anstændigheden til at nævne den hyggelige The Globe, mens de af uransagelige årsager forbigår EU-centrets ubetinget bedste bogbutik Sterling Books. Det er synd og skam. Her har jeg ellers tilbragt mange timer under min udstationering.

Sterling Books

Nuvel, som glad Kindle-ejer, e-bogforbruger og mangeårig Amazon kunde, er jeg bevidst om at de fysiske boghandlere på sigt vil dø ud. Det er et godt stykke tid siden at jeg sidst købte en bog – i hvert fald i en dansk boghandel. Men derfor kan jeg, som den hykler jeg er, godt begræde udviklingen alligevel.

Har I en yndlingsboghandler? Og hvis ja: Hvorhenne og hvorfor?

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.