Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Uundværlig?

Det er ikke så tit at en ultrablød føle-røre samfundsvidenskaber som jeg finder inspiration i Business sektionen i The Economist, men i denne uge har de en interessant artikel omkring Kinas betydning som eksportmarked.

Jeg skal ikke gøre mig klog på metodologien eller hvordan man er nået frem til tallene, men de illustrerer tilsyneladende hvor stor en andel af landene og regionernes bruttonationalprodukt, der udspringer af eksport til Kina.

Kina er i sagens natur selv et stort eksportland, der leverer et hav af billige produkter til glæde og gavn for forbrugere rundt omkring i verden. Derfor er ovenstående ikke et udtryk for Kinas samlede betydning i verdensøkonomien. Men for den storpolitisk interesserede, kan man alligevel udlede lidt geopolitik af billedet. For hvilke lande er mest økonomisk afhængige af Kina? Hvad betyder den afhængighed i givet fald for bevægelserne indenfor international politik? Og hvordan vil handelsstrømmene udvikle sig fremadrettet? Nørdede spørgsmål, ja, men de kommer til at få betydning for os alle indenfor en ikke alt for lang tidshorisont.

Med Nobelprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo in mente, så må man vel blot notere sig, at qua deres store økonomiske interesser i Kina, så vil de store afrikanske lande, oliesheikerne og Kinas kolleger i BRIK-landene næppe løfte en finger for at forbedre den ikke helt fremragende menneskerettighedssituation i Kina. Ej heller vil de presse Nordkorea  eller Iran mere end højest nødvendigt. Folk med visioner om udbredelsen af det liberale demokrati i hele verden vil nok heller ikke få meget at juble over i årene frem. Det kan man jo så begræde hvis man vil.

Givet er det dog, at Kina kun vil fylde endnu mere i fremtiden. Alene ud fra det faktum, at når den kinesisk stat engang holder op med at holde Yuan-kursen kunstigt lav (og derved giver de kinesiske forbruger mulighed for at bruge nogle penge), så vil ovenstående billede endda ændre sig markant i retning af yderligere økonomisk samhandel. Hvis økonomien smitter tilsvarende af på kulturen, så går der næppe mange år før der underviser i et af de store kinesiske sprog som første fremmedsprog i folkeskolen. Vi lever i sandhed i interessante tider.

Poetisk statistik

Inspireret efter en længere statistik- og økonomipræget læsedag, frydede det mit lille sorte hjerte at læse om et par af de mange spændende happenings, som kineserne tager i brug for at fejre 60-året for Folkerepublikken Kina.

Der er skam ikke nok med traditionelle, spontane jubelscener. Nej, der skal meget mere kreative idéer til.

Ifølge denne fascinerende artikel i Wall Street Journal, har den kinesiske regering opfordret offentlige embedsmænd til at udtrykke deres fædrelandskærlighed ved at optræde med patriotiske sange på pladser rundt om i landet.

En fremragende idé, som man burde adoptere her til lands. For der findes vel næppe noget, der som synet af en flok papirbunkeflyttende DFØF’ere, der sjunger ‘I Danmark er jeg født’ for fuld kraft, ville kunne få det nationale hjerte til at banke hurtigere, og samfundets sammenhængskraft til at blomstre smukt.

Men nuvel.

Ingen kommer dog i nærheden af kreativiteten hos det nationale kinesiske statistikbureau. Ud over at være notorisk utroværdige i opgørelsen af Kinas BNP-vækst, har man fra ledelsens side nemlig udskrevet en konkurrence om hvilke medarbejdere, der bedst  kan hylde fædrelandet og statistikkens betydning i form af digte, poesi og essays.

Det er der kommet over 100 bidrag til, herunder de episk titulerede ‘”I am Proud to Be a Brick in the Statistics Building of the Republic” and “Feelings Tied to a Sea of Numbers”.

Ingen af dem slår dog Wang Jiaowei, en dataindsamler fra en lokal station i det østlige Kina, der har begået mesterværket “Love the Motherland, Love Statistics”. Læs selv med og bliv bjergtaget af dybden i hans indsigt:

In life Some mock me for doing statistics Some loathe me and statistics Some don’t understand what statistics are Why is it that statistics Put a calm smile on my face? Because of statistics I can solve the deepest mysteries Because of statistics I will not be lonely again, playing in the data Because of statistics I can rearrange the stars in the skies above

Kan det udtrykkes meget smukkere? Jeg tillader mig at tvivle.

Sat grundigt på plads af Kina

Nånånånå. Så tror de løgnagtige vestlige medier nok at de skal forherlige tibetanernes frihedskamp, ligesom den afstumpede Nancy Pelosi smisker rundt med Dalai Lama og plæderer for en uafhængig undersøgelse af urolighederne i Tibet. Nonsens! Kina klarede jo demonstrationerne på den Himmelske Fredsplads i 1989 helt fint – og med eksemplarisk hensyntagen til menneskerettighederne! Og desuden kan den officielle kinesiske nyhedshjemmeside jo meddele, at Kina har ‘broad international support’ i deres håndtering af Tibet uroligheder. Tillad mig at citere et par af de mest vægtige og eksemplariske støtter:

A spokesman of the Foreign Ministry of the Democratic People’s Republic of Korea (DPRK) on Thursday strongly denounced the unsavory elements of their moves to seek “the independence of Tibet” and scuttle the upcoming Beijing Olympics.

He expressed support to the Chinese government in its efforts to ensure social stability and the rule of law in Tibet and to defend the fundamental interests of the Tibetan people. Syria condemned on Thursday the recent acts of sabotage in Lhasa and expressed solidarity with China in maintaining security and stability in Tibet.

“While Syria strongly condemns these acts and the circles standing behind them, it expresses solidarity with and stands by China in dealing with this situation and in maintaining security and stability in Tibet,” the Syrian Foreign Ministry said in a statement. Syria has followed with great concern the recent acts of sabotage committed by a few rioters in Lhasa, Tibet, which claimed several innocent lives and inflicted heavy damages on private and public property, said the statement. Syria sees in these destructive acts an attempt to harm the unity of China’s people and territorial integrity as well as an attempt to distort the great world festivity that is the Olympic Games and for which the government of China exerted all efforts to make it a success in cooperation with the international community, it added. A Benin government spokesperson strongly condemned the violence which was planned and instigated by Dalai Lama, saying that Dalai Lama uses these despicable methods to separate China and destroy the Olympic Games to be hosted by Beijing in August. The spokesperson said that the violence and the criminal acts by the separatists have clearly proved that the slogans “peace” and “non-violence”  proclaimed by the Dalai Lama are lies.

Så kan du lære det, Dalai Lama. Alt hvad du prædiker er løgn, løgn, LØGN! Din tomme reterik er ER blevet gennemskuet i Benin, så pas du bare på! Herudover er der mange varme knus og kram til Kina fra Mongoliet, Nepal, Bangladesh, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Tajikistan, Fiji, Serbien, Zambia, Sierra Leone, Rusland, alle de arabiske lande, Hviderusland, Vietnam, Mauritanien, Elfenbenskysten og Lesotho.

Ak, ja, når man kan få opbakning fra denne glorværdige klub af demokratiske, fredselskende, menneskerettighedsfokuserede nationer, hvem har så brug for mere her i verden?