Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.

Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Taiping

Læste et blogindlæg om Syrien, hvor skribenten opfordrede til at man for konteksten skyld bør læse en bog om ’the Taiping rebellion’. Jeg indså at jeg ikke anede hvad manden talte om, så jeg besøgte wikipedia. Og jeg må konstatere, at Kina var og er et besynderligt land, hvor tallene altid er absurd høje og historien nærmest er science fiction:

“The Taiping Rebellion or Taiping Civil War (simplified Chinese: 太平天国运动; traditional Chinese: 太平天國運動; pinyin: Taìpíng Tīanguó Yùndòng) was a massive rebellion or civil war in China that lasted from 1850 to 1864, which was fought between the established Manchu-led Qing dynasty and the Christian millenarian movement of the Heavenly Kingdom of Peace.

The Taiping Rebellion began in the southwestern province of Guangxi when local officials launched a campaign of persecution against a Christian sect known as the God Worshipping Society led by Hong Xiuquan, who believed himself to be the younger brother of Jesus Christ.

The war was mostly fought in the provinces of Jiangsu, Zhejiang, Anhui, Jiangxi, and Hubei, but over 14 years of war, the Taiping Army had marched through every regularized province of China proper except Gansu.

The war was the largest in China since the Qing conquest in 1644, and ranks as one of the bloodiest wars in human history, the bloodiest civil war, and the largest conflict of the nineteenth century with estimates of war dead ranging from 20 to 70 million dead, as well as millions more displaced”

Seriøst, det der kan ingen fantasyforfatter finde på, så vanvittigt er det.

Wie es eigentlich gewesen ist

Det er interessant, hvordan begivenheder fortolkes eller italesættes i medierne, og bliver lagret i den fælles forståelse. Vi går ud fra, at vores oplysningstids-individfokuserede, judæo-kristne/liberal-demokratiske prisme er den rigtige måde at opfatte verden på. Alt imens mener vi, at ‘propagandaen’ i ‘de statsstyrede medier’ i lande som eksempelvis Rusland nærmest pr. definition må være afsporet, politisk farvet og manipulerende.

Hvilken den så antageligvis også er.

Men rent analytisk er det interessant at undersøge, hvilke diskurser, tolkninger og virkelighedsopfattelser, der ender med at blive den gængse accepterede og vedtagne sandhed om en begivenhed.

Ikke at jeg er ude i et større videnskabsteoretisk ridt, hvor vi én gang for alle skal have afgjort om virkeligheden er social konstrueret eller ej. Men de divergerende fortællinger får mig til at undres, når jeg i en artikel om det Konservative Folkeparti kan læse om en del af deres nationalkonservative såkaldte ‘hvide fløj’ at:

»Der er for eksempel mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi pr. definition skal samarbejde med USA mod Putin, da de identificerer sig med Putins nationalisme. De anerkender og forstår Putins argumenter for at annektere Krim, selv om de selvfølgelig også er kritiske over for at bryde international lov.«

Uanset hvad man end måtte mene om synspunktet, så er det interessant, at opleve et så anderledes syn på en begivenhed – den russiske invasion (befrielse?) af Krim – end den gængse mainstreamfortælling. Hvordan opstår den slags?

one-child-policy-poster-propaganda

Helt aktuelt spekulerer jeg ligeledes en del over hvordan vi fortolker og fortæller hinanden om det nylige kinesiske opgør med et-barnspolitikken.

Diverse rapportager fortæller, at den har været en strålende succes, da der ellers ville være blevet født 400 mio. flere kinesere end tilfældet er. Hvilket, må vi forstå, har været en helt nødvendig forudsætning for, at kineserne er lykkedes med deres økonomiske politik og deres epokegørende bedrift i at løfte X-hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom. Og de 400 mio. mennesker ville ligeledes have været rædsomme at have luffende rundt, set i bæredygtighedsperspektiv. Så de visionære kinesere har via planlægning samt evnen til at træffe og gennemføre svære beslutninger på den måde taget ansvar på egne og klodens vegne. Hvilket jo er præcis den fortælling, som passer ind i det kinesiske styres interesser om at fremstille sig selv og den markeds-kommunistiske samfundsmodel som overlegne.

Men man kunne jo også opfatte det sådan, at kineserne uden blusel har myrdet 400 mio. mennesker. Hypotetiske mennesker, ganske vist, og ja, det vil være en ekstrem tolkning af begivenheden. Men alligevel. Det er 400 mio. mennesker, der potentielt kunne have levet i dag. Og så har vi ikke engang talt om de lidelser der består i, at rent faktisk eksisterende mennesker ikke selv frit kan bestemme hvordan de vil indrette deres liv eller familie. Den fortælling er dog trængt i baggrunden for en hyldest til kineserne, der virkelig har taget en for holdet gennem deres autoritære overgreb mod egen befolkning.

Det fascinerer mig, at det kinesiske styres variant af fortællingen er blevet den fremherskende. Og jeg undres over hvordan det sker, når den kinesiske soft-power og attraktiviteten i en sinocentrisk verden trods alt ikke er større end tilfældet er. Det skal blive interessant hvordan historiebøgerne skrives i fremtiden, når kineserne for alvor er blevet den centrale supermagt i verden.

Jeg er ikke sikker på, at det bliver en behagelig affære.

Nye dimensioner

Jo nærmere afrejsedagen til Kina kommer, jo mere er jeg begyndt at indse, hvor lidt jeg egentlig ved om landet.

Kan ikke helt vurdere om det skyldes bevidst ignorance fra min side, men tilbage står trods alt, at jeg mangler fornemmelsen af at jeg ‘forstår’ Kina.

I et lidt sørgeligt forsøg på at udbedre manglerne, købte jeg en hurtigt læst bog, som har fået gode anmeldelser.

Bogens mest tankevækkende afsnit har hidtil være om urbaniseringsprocessen, der har kørt de sidste 10-15 år – og som kun vil fortsætte. Det er voldsomme, ja, svimlende tal.

I 2030 vil der bo 1 mia. kinesere i storbyer, som følge af flytningen fra land til by. Enorme menneskemængder bliver flyttet hver eneste år. Der vil i 2025 være 221 kinesiske byer med mere end 1 mio. indbyggere. 221 byer på størrelse med hovedstadsområdet herhjemme! I dag er der kun 35 byer af den størrelse i Europa. Og af de 221 vil de 23 have mere end 5 mio. indbyggere. Alle disse 1 mia. mennesker i storbyerne skal have lejligheder at bo i, vand, kloakker, politi, indfaldsveje, fastfoodrestauranter, haveslanger, byggemarkeder, skadestuer, parkbænke og rensningsanlæg. Altså, det er jo enhver byplanlægger/’Sim City’ spillers våde drøm.

Bogen har også en interessant betragtning om integration af den kinesiske økonomi:

“Looking at China today, what you don’t see is an integrated continental economy. You don’t see infrastructure connecting each part of the country, like say in the United States. That is likely the future but not yet the present.

If you look at the population and the existing infrastructure, what you actually see is a series of “clusters.” You see local groups of cities with over 60 million people. For example, Beijing/Tianjin in the North is actually a cluster of 28 cities — all tightly interconnected by roads, rail and other infrastructure. Qingdao, well known for its beer, is actually part of a 35-city cluster.

Overall, China has more than 20 of these clusters…and each of these clusters is about the size of a European country.

According to government plans, China’s main clusters will cover 80% of GDP and 60% of the population.”

Kald mig hvad I vil, men de tal og dimensioner sætter altså de hjemlige diskussioner om børnepenge, vækstpakker og den kommunale omfordeling af penge fra Gentofte til Ringkøbing lidt i perspektiv. At skulle finpudse velfærdstaten for 5,6 mio. mennesker her i den skandinaviske andedam virker pludselig ikke som en videre overvældende opgave.