Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Min kamp 2

Er nu på side 505 i Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 2’. Den er selvsagt velskrevet og unik … men … jeg er ikke helt så betaget som jeg var under læsningen af første bind.

Normalt er jeg meget plotorienteret. Der skal ske noget i en bog, før end min reptilhjerne vågner og bliver begejstret. Det grundpræmis slog jeg dog fra i ‘Min kamp 1’, simpelthen fordi Knausgård er helt uforlignelig til at skrive. Og, ikke mindst, fordi der er sekvenser jævnt fordelt ud over de mange sider i hans romaner, hvor han krystalliserer livet for en midaldrende, utilfredsstillet og uudfoldet småbarnsfar til perfektion.

Endelig kan han levere sætninger, som er uhørt morsomme og rammende. Tag nu bare denne fra side 101 i ‘Min kamp 2’, hvor den ellers ganske libidinøse Knausgård konstaterer, at mænd de facto ophører med at være sexobjekter i det øjeblik de lægger hænderne på styret af en barnevogn, eller når ifører sig en slyngevugge:

“Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre”

Kan det siges mere rammende? Næppe.

Men altså, ‘Min kamp 2’. Den mangler noget. Historien om Knausgårds hverdagsliv sammen med Linda og lille Vanja i Stockholm i 2005 (kun afbrudt af rablende litterære afstikkere) er ikke interessant nok i længden.

I ‘Min kamp 1’ var der – den luntende handling til trods – en tragisk, men fængende akse bestående af oprydningen af det gennemraserede hjem efter at Knausgårds far har drukket sig selv ihjel. Linda Boströms maniodepressive udsving er ikke tilnærmelsesvist ligeså fascinerende. Til tider har bogen været en anelse sej at komme igennem. Jeg er glad for at den snart er slut, og vil efter en behørig pause med rigelige mængder science fiction gå i gang med bind 3, tror jeg.

Ville dog ønske at han havde kaldt sine bøger noget andet. Det er altid en lidt akavet situation at hive en bog ved navn ‘Min kamp’ frem når man sidder der i toget mod Roskilde. Bevares, titlen kommer fra Knausgårds farmor, der havde for vane at sige at “livet er en kamp” (hvorfor titlen vel reel betyder ‘Mit liv’). Men det kan folk der forbinder titlen med Hitlers kampskrift jo ikke vide. Så nej, midaldrende dame, der stirrede ondt på mig i forgårs, jeg er ikke nazist, jeg læser en bog om en langhåret førmoderne nordmand, der filosoferer bittert over at skifte bleer på et kummerligt toilet i en svensk sommerpark.

Karl Ove Knausgård

Var på besøg hos gode venner i går. Det gik fortryllende. Børnene leger godt sammen, vejret var langt over middel, børnelatteren fyldte luften over trampolinen. Så det var alt i alt en hyggelig dag på villavejene i Roskilde.

Lånte første bind af Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 1’ med hjem fra besøget.

Han har altid figureret som en vrængende, usundt langhåret skikkelse i mit litterære baghoved. Som en forfatter, som en midaldrende, gnaven og gennemført afmaskuliniseret mand, som jeg, nøgternt vurderet burde læse. Og hvor de bidder jeg så rent faktisk har fortæret i diverse avisartikler siden 2009 alle har været velsmagende. Men også en forfatter, hvor antallet af sider (og selve konceptet hvor en forfatter skriver talrige og – ikke mindst – lange bøger om sig selv) afskrækkede mig en fra at gå i gang. Så hellere et 1200-siders genrelitterært værk om intergalaktiske krige!

Her efter morgenens togtur til arbejdet i selskab med ‘Min kamp’, er min skepsis gjort til skamme. Det er jo fremragende litteratur. Jeg ved ikke om jeg når igennem alle seks bind af ‘Min kamp’, endsige hans to efterfølgende (ligeledes selvbiografiske “personlige encyklopædi“), men jeg kommer helt sikkert til at læse mere.

Blev særligt ramt af et af de indledende kapitler om det, at have små børn. Det kunne jeg sandt for dyden relatere til! Og det blev en af de morgener, hvor jeg endte med at ærgre mig over, at togturen mellem Roskilde og København H ikke tager længere tid.

Glæder mig allerede til hjemturen.