Octopath Traveler

Nu fik jeg forleden kåret genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ til årets bedste spil. Men … det er en sandhed med modifikationer. For det er sandt hvis man ser på den samlede husstand, men hvis det kun handler om mig? Så er jeg dybt og inderligt forelsket i ‘Octopath Traveler’; et neoklassisk JRPG der er helt, helt fantastisk.

Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal forklare spillets vidunderlighed for normale mennesker, der ikke er socialt akavede, ikke var nørder og ikke dyrkede ‘Final Fantasy VI’ (og de fleste andre Square-spil) som en sekulær religion i midten af 90’erne.

Hvordan anskueliggør man for folk, der ikke nærlæste ‘Nintendo Magasinet’ og ‘Power Player’ (og græd bittert hver gang at et japansk rollespil ikke udkom til den europæiske udgave af Super Nintendo), at det i 2019 er meningsfuldt at spille noget, der bygger på og forbedrer skabelonen fra et 16-bit rollespil? At ‘Octopath Traveler’ føles som den legemeligegjorte og perfekte fusion af alt det, jeg satte pris på dengang – og tydeligvis stadig higer efter den dag i dag? At det ikke engang – det vil jeg benægte til hver en tid – handler om nostalgi eller om at søbe rundt i noget, der (måske/måske-ikke) var bedre engang.

‘Octopath Traveler’ har det hele. Fængende historie, interessante karakterer, et flydende og veleksekveret kampsystem, distinkt æstetik og 2D/3D-grafik (der er smuk i mine øjne, antageligvis håbløst gammeldags i andres) og episk musik. At spille det er for mig som at være i den bedste af alle fantasiverdener, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeg har ikke haft det sådan med et computerspil i … 10 år? Mere måske? Bevares, det var sjovt at spille ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ og ‘Blackwell’-spillene og ja, det var læskende at genspille ‘Final Fantasy VIII’ igen her i september. Men de førstnævnte er retrospil og jeg gennemførte jo FFVIII for første gang allerede for 20 år siden. Det samme gælder alle de andre reissues, jeg har spillet igennem de senere år. Det er fint nok med retro og genkendelsens glæde, men … det er noget ganske andet at opleve et nyt eventyr for første gang.

Jeg glæder mig allerede til at børnene er lagt i seng, så jeg igen kan fordybe mig i ‘Octopath Traveler’.

Tidsrøvere

Der har været tavst hen over weekenden. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest har det været aldeles prægtigt vejr i Bruxelles. Jeg har således ikke kunne undslå mig en løbe tur i Bois de la Cambre, ligesom at jeg sågar har fået slæbt det bagtunge korpus to gange i det lokale træningscenter. Samvittigheden funkler og glitrer med andre ord på den mest selvtilfredse, selvgode og pietistiske måde man overhovedet kan forestille sig.

Derudover har det været en stærk tv-serie weekend. Med nye afsnit af ‘Fringe’, ‘Supernatural’ og ‘Awake’ har jeg været endog særdeles godt underholdt. Ja, inkluder desuden sæson otte af ‘Stargate SG1’, og det faktum, at jeg i aften skal nyde søndagens afsnit af ‘Once Upon a Time’ og sæsonstarten på ‘Mad Men’, ja, så brummer jeg ualmindelig veltilfredst.

Den største tidsrøver har dog så ubetinget været min tur i FNAC lørdag. Her var jeg så letsindig at investere i ikke færre end to rollespil til min Playstation 3. Hidtil har jeg stort set kun anvendt den til at afspille dvd’er og BluRay.

Men da jeg opdagede, at ‘Final Fantasy XIII-2’ netop er udkommet, så kunne jeg ikke nære mig. Forgængeren var en skuffelse, da det var alt for lineært og med flere filmsekvenser end egentlig spilletid. Jeg spilled det et par timer og lagde det siden fra mig igen. ‘XIII-2’ er ikke helt på højde med mine favoritter i serien (dvs. VII, VIII, X, XII og det bedste af dem alle: VI), men det er stadig ganske overvældende god underholdning. Havde helt glemt, hvor meget jeg elskede (og elsker) at spille videospil.

Faktisk var det så god underholdning, at jeg ikke rigtig har fået spillet mit andet indkøb: ‘Elder Scrolls V: Skyrim’.

Nuvel, det spil har fået afsindigt gode anmeldelser, og det skulle være en tidsrøver uden lige. Jeg satte det på en halv times tid, og det er en flot oplevelse. Grafikken er mageløs, især for én hvis topmål i tilværelsen er Super Nintendo. Men måske er jeg ved at blive gammel, for blev ganske søsyg af at spille det. Og kunne ikke finde rundt. Kameraet hoppede og dansede. Gav op i frustration, da jeg blev dræbt af en emsig drage, som ikke ville lade mig søge ly i en borg. Meget belastende, faktisk. Men jeg skal nok give det en chance mere.

Efter at jeg har kværnet ‘Final Fantasy’, altså. Og der er tid nok – jeg er stadig på langdistance med Den Bedre Halvdel nogle måneder endnu! Ak og ve.