Journey from A to B

Langmodige sjæle vil vide, at jeg var og er en stor beundrer af den tidligere japanske premiereminister Junichiro Koizumi. Udover at være japansk politiks måske bedste selviscenesætter, så var han ligeledes kontroversiel (bl.a. pga sine besøg til Yasukuni), reformorienteret, Elvis fan og ikke mindst ejeren af en magnetisk tiltrækkende løvemanke af et hår! Dette udnyttede han selvsagt til fulde, således var hans e-mail nyhedsbrev – i vanlig japansk symbolsk stil – tituleret ‘Lionheart’. Nu er han jo desværre gået af og afløst af den væsentlig mindre karismatiske Shinzo Abe. Som abonnent på Koizumi nyhedsbrevet arver man automatisk Abes, så nu modtager jeg ca. en gang om måneden ‘Hello – this is Shinzo Abe’, hvori han beretter om sin gøren og laden. Det nyeste kom i morges og var indledt med ordene:

“For me, January 9 to 15 was a week of traveling the globe, starting off with visits to European countries and finishing on Cebu Island with my attendance at the East Asia Summit (EAS). I was on the move every day, literally living out of my suitcase. Even with such a hectic schedule, I was able to pay a visit to the Headquarters of the North Atlantic Treaty Organisation (NATO) – the first ever by a Japanese Prime Minister – where I delivered a policy speech and strengthened our bonds of trust with 26 world
leaders”

Så ved man ligesom at man har at gøre med en af de sande få famous international playboys. Var foriøvrigt pænt af ham, at han i al sin rejsen havde tid til lige at kigge forbi til lidt soialt hyggekomsammen i NATO. Abe beretter dog også lidt om det tunge, tunge ansvar der hviler på en premierministers smalle skuldre, ligesom han giver gratis lektioner i diplomatiets flygtige kunst:

“Summit meetings are occasions for serious talks among world leaders, as we each carry on our shoulders the national interests of our respective countries. Not only the other leaders, but the entire world is listening carefully to our every word. Leaders must speak convincingly, choosing words carefully while paying attention to their counterparts’ reactions and expressions. At events such as the EAS where leaders gather together, we also give great consideration to whom we will meet and talk.”

Alt er dog ikke hårdt arbejde og krævende forhandlinger. Nyd den nedenstående ypperlige beskrivelse af hvordan livet i overhalingsbanen også kan være:

“My overseas visits begin with a deep breath of fresh air as the door of the government plane is opened. I then make my way down the steps to a warm welcome from my hosts. In one European country, I was received by a brass band playing the Japanese national anthem. On another occasion, I was welcomed by military police standing in perfect formation. In the Philippines, women dressed in colorful ethnic costumes performed a beautiful dance for me.”

Alt dette og meget mere kan du få ved også at melde dig til Abes nyhedsbrev. Fra den nære Orient kan det ligeledes berettes, at Mona Sahlin efter al sandsynlighed bliver ny formand for Socialdemokraterna i Sverige – og dermed partiets statsministerkandidat. Muligvis kan I huske hende: Hun var den unge og dygtige vicestatsminister, der i 1995 stod til at statsminister – lige indtil det kom frem at hun havde haft en noget lemfældig omgang med statens kreditkort. Politiken tegner et ganske amuserende portræt af hende. Underholdningsværdien er især høj, fordi forfatteren tydeligvis beundrer Sahlin for det faktum at hun er kvinde, folkekær og har hjertet på rette sted. At hun ligeledes er hyklerisk ud over alle grænser (valgsloganet var ‘Det er fedt at betale skat’, hvorefter hun tages i ikke at betale vægtafgift på sin bil), sleazy og fuld af floskler ses der behændigt bort fra. Til dagens pressemøde udtalte hun bl.a.:

“Jag har tänkt på mina ekonomiska slarvigheter genom åren. På bilden de gjort av mig. Men jag har också varit säker på, hela tiden, att jag inte varit någon som försökt fiffla eller sno åt mig något. Jag har oändligt mycket mer självinsikt. Den typen av slarv som fanns då har jag efter bästa förmåga försökt att undvika nu”

Det er nu pænt af hende at hun har ‘forsøgt at undgå’ at komme ind i mere smuds. Sådan skal det lyde, Mona! Ikke noget med at love at du er færdig med rod i privatøkonomien. Så kan man nemlig ikke komme efter dig når du igen kommer til at købe Toblerone for 47.000 svenske kroner. Men dygtig, det er hun nu. Nyd denne lille perle af en kvindelig vælger-pleaser:

“Jag känner en otrolig stolthet om det blir så att jag blir det här partiets första kvinnliga ordförande. Men också en sorg att det inte är Anna (Lindh) som står här idag”

Det er smukt. At name-droppe Anna Lindh i Sverige, svarer til når George W. Bush forsikrer om at han er en god kristen. Det er politisk spin når det er allerbedst: En kvindelig socialdemokratisk statsminister kandidat som ærer den svenske neo-messias. Jeg må tage hatten af, det er virkelig stærkt gået. Hvis ikke det var fordi Fredrik Reinfeldt er en så sørens sympatisk og dygtig Statsminister, så er det lige før jeg ville sige at han var en sikker taber ved næste valg. Det bliver spændende. Hvem ved, måske Mona Sahlin en dag også for æren af eksotisk dans når hun kommer på statsbesøg?

You’ve got me acting like some 50’s housewife

Havde en pudsig samtale med Rie da hun var på besøg mandag aften. I øjeblikket skriver hun jo sin PhD på RUC og bor på et værelse hos en familie i Roskilde, så jeg forsøgte at lokke hende væk fra provinsbyen og ind til København. Hvortil hun kigger lidt skævt på mig og siger: “Jeg boede i Osaka. I det samlede Osaka-Kobe-Kyoto (‘Keihansin’) område bor der 19 mio. mennesker. Når jeg handlede ind, så gjorde jeg det som regel i Kobe, fordi butikkerne er bedre end i Osaka. Hvis jeg ville have storby, så var jeg blevet hjemme“. Hun sagde det ikke for at være spydig, men blot som en konstatering. Og sådan kan man så lære, at ikke alle har drengen-fra-Nordjyllands maniske behov for at bo i Københavns indre by 🙂

Var hyggeligt at have hende på besøg. Næste gang jeg spiser med pinde, så vil jeg ikke skamme mig hvis det ser lidt kluntet ud, for jeg skulle hilse at sige, at det heller ikke er nemt for japanere at spise med kniv og gaffel! Tilsyneladende er det især kniven, som er det store problem – den er et meget eksotisk redskab – og Rie oplever at få ondt i hånden af at bruge den. Vi fik også snakket en masse om Pizzicato Five, Everything But The Girl, ‘Kure Kure Takora’, samt hvornår og hvordan man kan bruge ordet ‘haps!’. Også interessant at opleve hvordan Danmark opleves af en person fra en fuldstændigt anderledes kulturkreds.

Ellers har det været et par stille dage med arbejde mandag, speciale i går og i dag burde jeg så læse et par timer inden jeg drøner til et kursus i Power Point med arbejdet. Tror jeg er ved at udvikle en mindre blog-skriveblokering, da det efter at have læst nogle af de senere indlæg er gået op for mig, at jeg stort set intet interessant har at berette! Måske man skulle få sig en hobby. Gå til tibetansk kurvefletning. Ja, det må være en løsning.

Den lille forskel

De er ekstatiske i Japan i dag: Prinsesse Kiko fødte her til morgen det første drengebarn i den kejserlige familie i næsten 41 år. Den lille purk vil blive nr. tre i arvefølgen til ‘Krysantemum Tronen’ efter Kronprins Naruhito og sin far, prins Akishino.

Normalt er jeg meget lidt interesseret i royale historier – faktisk er jeg en varm fortaler for republikkens indførelse – men det er alligevel lidt fascinerende at følge med i begivenhederne derovre. Hidtil har prinsesserne Masako og Kiko født piger, hvilket et godt patriarkalsk samfund som Japan naturligvis har haft en del kvaler over. Faktisk så mange kvaler, at den arme og upopulære Masako er for et par år siden gik ned med en depression over sin manglende evne til at føde drengebørn. Hun har ikke kunne passe sine officielle pligter siden 2003, og det er næppe tilfældigt at hun netop i disse dage, hvor hendes ‘rival’ har født en dreng, er taget på sin første udenlandsrejse siden 1999. Masako er tidligere diplomat, uddannet på Harvard og har generelt haft svært ved at finde ind i den rolle hun som den ideelle japanske kvinde forventes at spille. Kiko, derimod, passer sin underdanige plads og er blevet de japanske mediers og konservatives øjesten, om end hun ikke skal føle sig alt for sikker – der er jo altid brug for flere drengebørn i reserve!

I de senere år har der været en diskussion i Japan om hvorvidt man skulle ændre arveloven således, at man kunne få sin første kvindelige kejserinde i næsten 3.000 år. Nu er den diskussion vist midlertidigt lukket, men det er den videre debat omkring kvinders rolle i samfundet skal være, ikke. Det er nemlig ikke nemt at være kvinde i Japan. Du møder en mur af modstand på arbejdsmarkedet, hvor det mildt sagt er svært at nå særlig langt som kvinde. Derudover er der alle de uformelle forventninger og normer: Du skal som kvinde gerne finde dig en mand og blive gift i en ung alder, samt i øvrigt stå for alt hvad der hedder børnepasning og arbejde i hjemmet. Mange kvinder forsvinder fra arbejdsstyrken når de bliver over 30 og får aldrig brugt den uddannelse de har taget. Den slags er tåbeligt, især når man som Japan står overfor en massiv ældrepukkel og behov for arbejdskraft. Naturligvis sker der en opblødning med tiden, men det japanske samfund er stadig meget præget af konfucianisme og en kollektiv og hierarkisk tankegang. Nogle unge reagerer ved demonstrativt at blive en del af en sub-kultur og iklæde sig aparte tøj og flippe ud, måske bedst eksemplificeret i de hvad Gwen Stefani med vanlig vestlig popkulturel arrogance kalder for Harakuju Girls.

Enhver de har besøgt Asien ved at der er en ganske stor mentalitetsforskel på den asiatiske og den vestlige tankegang. Hvor førstnævnte opererer meget med traditioner, hierarkier og grundlæggende tænker i kollektivet/familien/nationen, så er vi i Europa prægede af oplysningstidens idealer omkring det ukrænkelige og suveræne individ. Det er altså det enkelte menneske der tages afsæt i, hvilket kan gøre det svært for en almindelig blegfed dansker at forstå hvordan man i andre kulturer, kan acceptere ting som selvmordsbombere, eller i det japanske tilfælde: De famøse Kamikaze piloter under 2. verdenskrig. Groft sagt, så betyder det, at hvis man vokser op i en kultur, hvor du som kvinde forventes at underkaste dig din mand, din familie, dit firma osv. osv. og blive en del af kollektivet – så er det altså bare pokkers svært at komme nogle vegne. Netop derfor bliver hele affæren med den kejserlige fødsel interessant i en kønspolitisk debat, da den illustrerer hvor langt – eller måske rettere: hvor kort – man i Japan er nået med at ligestille kvinder og mænd. Og i den ånd, så har jeg valgt at pryde dette blogindlæg med et billede af prinsesse Aiko – der (såfremt man accepterer monarkiet som institution altså) retteligt burde være den kommende kejserinde af Japan.

PS. Charlotte Dyremoses retræte fortsætter; nu vil hun ikke længere tale om skat! Meget pudsig udmelding fra en skatteordfører, men ok, der er jo heste der skal strigles.

PPS. Crikey! De ryger som fluer for tiden: Først Krokodillejægeren Steve Irwin og nu Steen Bostrup. Vil lidelserne da ingen ende tage?

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

People are people

Fandt lige følgende interessante link på Wikipedia. Det er på tysk, men burde være forståeligt for selv vores mere italofile læsere. Som skrevet står er det en liste over de ‘bevölkerungsreichsten Städte und Metropolregionen der Welt’. Jeg bringer den her et uddrag:

1. Tokyo: 36.511.740, 2. New York: 22.313.756, 3. Mexico City: 22.092.696, 4. Seoul: 21.738.345, 5. Mumbai (Bombay): 19.499.453, 6. São Paulo: 19.091.770, 7. Jakarta: 17.593.429, 8. Los Angeles: 17.542.279, 9. Ōsaka-Kobe-Kyōto: 17.514.449, 10. Delhi: 17.476.068

Hvis man blot regner med byerne som sådan – og altså ikke ‘metropolregioner’ – så er Seoul faktisk større end Tokyo: 10.349.312 mod 8.336.599. Min gamle hadeby nr. 1 Moskva er også pænt stor med 10.381.222 indbyggere.

Jeg indrømmer gerne at jeg altid har været til salg for statistikker med befolkningstal, men det forklarer altså en helt del (f.eks. hvorfor Japan føles som een stor by!) når man ser de tal….!

Busan

Tōkyō

Yusukuni Jinha – de politisk interesserede af jer kender nok dette Shinto tempel….!

Sushi-bar – kun et par minutter før et jordskælv

Ginza

Har lige haft besøg af Cecilie, der havde et hav af billeder med fra Japan turen. Der er faktisk så mange, at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilke der skal på. Derfor ligger jeg kun et par stykker ud til at starte med.

The only constant is change

Så nåede jeg minsandten hjem og efter en god nats søvn er jeg nu frisk og frejdigt igang med at lytte til den samlede høst af cd’er som jeg samlede op i Japan. Turen hjem var lang, men gik fint. Vi fløj fra Seoul Incheon kl 14.35 lokal tid, og efter ca. 17 timers rejse (inkl. et stop i Frankfurt), tumlede jeg overtræt rundt på kollegieværelset og pakkede ud. I Seoul lufthavn købte jeg Economist og Jonathan Safran Foer’s ‘Everything is illuminated’. Sammen med diverse aviser og en amerikansk udgave af Nick Hornby’s ‘Fever Pitch’ (jeg kommer ALDRIG til at synes om Drew Barrymore!), fik de mig nogenlunde gennem turen. ‘Everything is illuminated’ var ok, omhandler jødeforfølgelser i Ukraine under 2. verdenskrig, men var til tider lidt konfust skrevet. Kan ikke helt forstå at Hr. Safran er blevet så hypet som han er.

Idag skal jeg så akklimatisere, til timer og have køkkenrengøring. Når jeg sidder og kigger på min to-do liste for november, så ser det ud til at blive en stresset omgang – især er der jo en fest den 12. der skal arrangeres….! Vi har møde i udvalget i morgen, så lad os nu se.

Ellers virker det ikke om om at der sket det helt store herhjemme (hvad havde du forventet på to uger?), så jeg må hellere se at komme i gang med at lave nogle skandaler på kollegiet så det hele ikke bliver gråt alt sammen 😉

I just can’t get rid of you, like you got rid of me

Woo-pee-doo, saa er det sidste posting herfra ferien….! I morgen kl 14 koreansk tid flyver jeg hjemad (via Frankfurt), og saa staar jeg igen og kigger fortvivlet rundt paa mit kollegievaerelse ved 22 tiden mandag aften.

De sidste par dage er gaaet med at udforske Seoul og en tur til DMZ ved den nordkoreanske graense. Sidstnaevnte var lidt skuffende, mest fordi der egentlig ikke er saa meget at se deroppe. Derudover var vaeret koldt, klamt og taaget, saa det var lidt af en skuffelse. Seoul er stor, men virker underligt tom. Der er ikke saa mange ting at se, og generelt er jeg maaske blevet lidt skuffet over Korea. Folk her er rarere end i Japan, men man gaar hele tiden med fornemmelsen “er der virkelig ikke mere at se her….?”. Til gengaeld er der et ocean af coole asiatiske musikvideoer paa koreansk tv, plus at de sender Miss Asia udsendelser konstant! Jo tak!

Naa, bortset fra det, saa har det vaeret en god tur, men det bliver nu ogsaa meget rart ikke laengere at leve i en kuffert. Og jeg savner min cd-afspiller, piv-piv… 😉

Vi skrives ved naar jeg engang igen sidder paa hjemstavnens vemodig stepper…..

Staying won’t put these futures back together

Ohoej-ohoej,

Saa skriver den gamle soeulk igen, denne gang fra Busan i Korea (verdens tredjestoerste havn siger de, ville imponere mig en del mere, hvis blot jeg vidste hvem – udover Rotterdam – der ligger paa de to foerste pladser!). Her regner i stride stroemme, byen er graa og industriagtig, saa foerste indtryk af Korea har ikke vaeret det bedste. Koreanerne er en del mindre haemmede end japanerne, de stirrer gerne aabenlyst paa folk med anden hudfarve, stoeder gerne ind i een og virker ikke ligesaa kontrollerede som japanerne. I Japan bliver man ignoreret – hoefligt ganske vist, men stadig ignoreret. I Korea kan man naesten ikke gaa nogle vegne i en butik uden at der stroemmer ekspedienter hen til een. Pudsig forskel, men ok – at sammenligne ville vel vaere det samme som at sammenligne briter med danskere, der er jo ogsaa vaesentlige kulturelle forskelle der. Haaber at vejret snart bliver bedre, for ellers bliver det en trist omgang at vaere her.

Turen fra Fukoaka til Busan gik helt problemfrit, jeg havde fordybet mig i smudslitteratur (Marian Keyes, hmmm, roedme-roedme), og da det var stille vejr, laa jeg ikke og var soesyg – paa trods af min forkaerlighed for piratsprog, saa er jeg nemlig en landkrabbe i usaedvanlig hoej grad….!

I morgen tager vi nordpaa til Gyengju – gammel kongeby og vistnok vaeldig kulturel – hvor vi skal overnatte en enkelt nat inden vi droener til Seoul. Og efter det er turen jo snart slut og jeg rumler igen rundt hjemme paa NOKO og er optaget af noegendans, festplanlaegning og mit nye arbejde. Ak ja, verden er i sandhed ond!

Phew, de gaar til den med noerdede computerspil og den tunge cigaretroeg her paa den her internatcafe. Nogensinde nogen af jer der har spillet Game Boy, Playstation etc. og undret jer over de maerkvaerdige blip-blop lyde, muzakken og de saere farver? Der er skam en logisk forklaring, japanere og koreanere elsker ihvertfald den slags at bedoemme udfra gadebilledet, musikken i butikker mv. Spas! 🙂

Big in Japan

Ja, uhm, undskyld overskriften, men baer over med mig – den maatte jo komme (tak til Alphaville for inspirationen)! Imidlertid er den paa randen til at blive overfloedig, for om fire timer sidder jeg paa Japan Rail Kyushu ‘Jet Beetle’ her fra Fukoaka til Busan i Korea. Om jeg glaeder mig? Det tror jeg nok at jeg goer!

Siden sidst jeg skrev i Kyoto har jeg vaeret paa en stoerre tur. Vi tog foerst til Miyamija, en lille oe med et beroemt Shinto tempel og Japans maaske kendteste tag-et-utal-af-billeder-objekt: Templets port ude i havet udenfor oen. Der var laekkert derude, vejret var varmt og det hele var idylllisk – bortset fra de ondsindede tamme hjorte der vralter rundt paa oen. Op til flere gange insisterede disse brutale vaesener paa at ville hapse mig i maasen – paa trods af trusler om at jeg ville lave glidetacklinger paa deres tynde bambi ben og af at jeg i oevrigt synes at deres stoooore, bruuuune oejne (sikkert hit hos storesoester og mor) skjuler en sindrig plan om at overtage verdensherredoemmet.

Efter at have overnattet paa Miyamija tog vi toget ind til Hiroshima, hvor vi saa a-bomb dome og det tilhoerende museum omkring forloebet for 60 aar siden. Byen er et maerkeligt sted. Det er et af de mest livlige steder jeg har besoegt i Japan, og naar man staar en solskinsdag i Memorial Park og ser paa den naertliggende crowdede Louis Vuitton butik, horderne af leende skoleboern, de top notch trendye japanske teenagere og de lystigt blip-bloppende sporvogne, saa er det svaert at forestille sig at stedet var noget naer helvedet paa jord for ikke saerlig mange aar siden.

Samme eftermiddag hoppede vi paa Shinkansen her til Fukoaka, hvor vi som naevnt skal sejle fra. Byen har overrasket en hel del, den er virkelig gennemfoert og frembrusende – centrum her ligner Manhatten mere end Tokyo gjorde!

Ellers har jeg det stadig godt og har koebt mig ludfattig i cd’er (Fukoaka har en ohhh-weeee god Tower Records!!!), saa nu har jeg endelig erhvervet mig den special edition af Aimee Mann’s ‘Lost in space’, som jeg har ledt efter i 100 aar. Jeg elsker Japan. Japan elsker mig. Nus-nus!

PS. Jeg faar nok ikke sendt nogle postkort hjem i denne omgang. Beklager mange gange, men jeg vil hellere bruge tiden paa at opleve ting istedet for at skrive nogle forvroevlede floskler om at jeg har det godt at I skal sende flere penge. Saa kan I laere det 😉