Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

…men det är inte lätt att vara jag och veta att du är med mig för att jag inte är svår

De færreste af jer er nok rigtigt bekendte med Östersund. Det er en skam. For det er egentlig en rar provinsby i Midtsverige, hvor der er alle muligheder for at leve et godt liv.

Der er et universitet. Om vinteren er der udstillinger af kunstfærdigt udførte isskulpturer (i februar 2007 bl.a. af en dinosaur) i gågaden. Undertegnede fik sin langrend re-debut i skovene rundt om byen. Der er ikke langt til skisportscentret Åre. Storsjöyran, en af de største musikfestivaler i Sverige, finder sted i byen hver august. Tilmed bor mine svigerforældre der, så kom ikke her og spil Fandango.

Generelt er byen noget af et kulturelt centrum, og adskillige fremragende musikere kommer fra byen. Bl.a. kan nævnes min yndling over alle yndlinge: Annika Norlin, måske bedre kendt under pseudonymerne Hello Saferide og Säkert. Et andet eksempel er gruppen Vapnet, der i fornem Morrissey stil benytter det ældste trick i bogen til at gafle mig (dvs. musikken er melodisk og catchy, mens teksterne er ironiske og snappy). På gruppens meget velopdaterede blog kan man læse i følgende noget mavesure indlæg fra 9. maj:

“Jag tror att den jämtländska självironin, djupt förankrad i vår folksjäl, verkligen inte går att få fram till folk i södra Sverige.”

Nu ved jeg godt at folk fra Jämtland – altså regionen som Östersund ligger i – er meget selvbevidste og optagede af den lokale identitet. Bl.a. findes der den humoristiske folkebevægelse ‘Republiken Jämtland’, der argumenterer for at den lokale dialekt er noget helt særligt, samt arbejder for et frit og uafhængigt Jämtland. Men kan man virkelig identificere så store regionale forskelle på humoren? De unge musikanter fortsætter

Den stora skillnad mellan humorn i Skåne och i Norrland är nog att vi inte brukar lägga in löständerna eller klä oss i likadana sjuttiotalskläder för att markera att humorn kommer att hända.

Kanske han har ret i sin generalisering, er ikke godt nok inde i de svenske landsdele til at kunne give svaret. Men man kan jo passende småfilosofere lidt videre omkring hvorvidt det forholder sig på samme måde i Danmark. Er der en særlig lollandsk humor? Er de bare mere underspillede på Fyn? Er alle østjyder ligeså usjove som Finn Nørbygaard? Og hvad med de der nordjyske tranlamper? Er vi bare en kende for spydige og ironiske? Er jeg – oh chok, oh rædsel -virkelig bare Niels Hausgaard in spe?

Årsagen til denne noget navlebeskuende refleksion skal også findes i, at jeg for relativt kort tid siden blev konfronteret af en person i min omgangskreds, der fandt at jeg havde en noget negativ og fjendtlig holdning til vedkommende. Selvsagt var og er dette ikke tilfældet, men det leder jo til at man må tage sin opførsel og attitude op til revision.

Jeg må jo alt i alt blot erkende, at det ikke er alle som helt sætter pris på en semi-spydig bemærkning i ny og næ. Men hvis nu den usunde hang til ironi blot skyldes min regionale baggrund, så er jeg jo nærmest undskyldt? Eller hvordan? Kan jeg stadig nå ikke at blive ligeså lun, lun, LUN som Hausgaard?