Mit første helt subjektive – grænsende til pjankede – take på ‘Foundation’ efter at have set de fire første afsnit:
- Der er for meget imperium, for lidt Foundation. Og det siger jeg som en mand, der bliver erotisk opstemt af intergalaktiske imperier. Jeg ved godt hvorfor de rent visuelt og dramaturgisk ikke kunne stå for at lave endnu en pastiche på det dekadente romerske imperium i terminalt forfald. Men det er kammet over. Imperiet var aldrig i centrum i Asimovs bøger, og klonerne af Cleon I må være en ny opfindelse
- Når det så er sagt: serien er det rene science fiction porno rent visuelt. Trantor er den lækreste kejserlige planet, jeg nogensinde har set. Det er virkelig lækkert
- Terminus minder mig til gengæld lidt vel meget om meget om alle de isplaneter, vi efterhånden har set mange steder. Visuelt ligner det noget genbrug fra Cylonernes fangelejr fra New Caprica i sæson 3 af ‘Battlestar Galactica’. Det er lidt traurigt
- Jeg kan godt lide, at de har gentænkt de ellers meget stereotype karakterer fra Asmovs bøger. Den oprindelige ‘Foundation’ er fra 1950’erne, og skrevet af en lidt underlig videnskabsmænd. Synes nyfortolkningerne af Gaal Dornick og Salvor Hardin giver mening og tilføjer meget
- Jeg er er spændt på, hvordan de fortællemæssigt vil indarbejde Asimovs episke tidslinjer. Foundation-bøgerne var jo egentlig sammenskrevne noveller, hvor der var hundreder år mellem historierne. Den slags er det vanskeligt at arbejde med i en tv-serie. Det skal blive interessant, hvordan de løser det
- Jeg er usikker på, hvor meget mening serien giver for ikke-fans. Er den for underlig? Er universet for indforstået? Forstår man som ikke-kender, hvor stor en betydning Hari Seldon? Her forsvinder han tilsyneladende efter to afsnit, behandlet som en lidt excentrisk skikkelse, ikke som opfinderen af psykohistorien
- Samlet set: jeg er begejstret. Det er en skøn serie, som jeg vil æde med hud og hår