Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

AP 7902010607

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft. 

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.