Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Dmitri Trenin: ‘Russia’

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra – og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand – hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation – kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem – ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

33e1ad6f83

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

4af9396217

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.

Afsløret!

Jeg elsker Foreign Policy’s blog. Den er uhyre velskrevet, og lader mig leve i illusionen om at jeg ved noget om internationale forhold. Tilmed er indlæggene oftest humoristisk anlagte. Og på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske agenda, må dette klart være den mest relevante:

Vladimir Putin – autokratisk præsident og russisk flot fyr par excellence – er helt pjattet med sin særdeles tøsede og fjantede puddel Tosya! Den banebrydende afsløring er særdeles ubekvem for manden, der i interviews har hånet præsident Bush’s (i øvrigt ret søde) hund Barney. Således fremturede Putin for nylig med, at hans anden og mere bidske bæst af en hund, Koni, er Bigger, tougher, stronger, faster, meaner—than Barney“. Men i virkeligheden holder han altså mest af sin løvemanke-trimmede puddel. Åh-uh, macho man! Herfra afventes spændt næste runde i min-hund-kan-banke-din-hund krigen.

PS. Når vi nu er i det tidligere Sovjet, vidste I så at ‘præsidenten’ i den moldaviske udbryderrepublik Transnistrien er en tro kopi af Sean Connery? Det er muligt at landet er en røverhule, men deres leder er skisme en flot fyr.