En sjældent god Venstre dag

Jeg er svært tilfreds med at Jakob Ellemann-Jensen endelig fik mandet sig op til at melde (relativt) klart ud om Støjberg.

For selvfølgelig skal Venstre bakke op om en rigsretssag, hvis det kommer dertil. Hvordan kunne der overhovedet være tvivl herom? Tænk, at det er nødvendigt for et liberalt partis formand, at skulle melde det eksplicit ud. Det burde være helt naturligt, at Venstre er et lov og retsstatsparti. At der rundt om i medierne kunne laves diverse konspirationsteorier om studehandler med Socialdemokratiet, siger noget trist om mit partis moralske habitus, almindelige deroute og en ualmindelig svag formand.

Bevares, jeg er ikke jurist og der er ingen der er dømt endnu. Men vurderet ud fra den meget skarpe kritik i de dele, jeg har læst af Instrukskommissionens rapport (’klart ulovligt’), så er det svært at forestille sig at der ikke som minimum bliver rejst en rigsretssag mod Støjberg. Det vil jeg se frem til.

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ville være ligeså stålsat i min holdning, hvis det ikke drejede sig om en politisk modsætning. Det håber jeg. Men guderne skal vide, at jeg har mange issues med Støjberg, og at jeg klart er biased i mit syn på hende.

Dels politisk, hvor jeg er dybt uenig med hende på snart sagt alle områder. Dels i hendes form og væremåde, hvor jeg opfatter hende som i bedste fald upræcis med sandheden, i værste fald som direkte løgnagtig og konfliktskabende. Og endelig som medlem af Venstre, som hun skader med sin væremåde, sine soloridt og den gidseltagningssituation hun (og hendes bedrøveligt mange støtter) har holdt partiet i. Ellemann-Jensen gjorde endelig det rigtige nu, men han har tidligere længere bakket op om den forløjede retorik om ‘barnebrude’ (hvilket aldrig var, hvad substansen i Instrukskommissionen handlede om) og var også underligt diffus, da kommissionens rapport blev offentliggjort. Det har været uklædeligt og direkte ulækkert at overvære. Jeg er helt med på, at det er en balance for Ellemann-Jensen, når forskellige fraktioner i et parti skal håndteres. Men på et tidspunkt må man gøre det rigtige, uanset at det kan koster dyrt politisk. Et (i hvert fald på papiret) liberalt parti som Venstre kan ikke leve med, at der er tvivl om helt basale ting som dedikationen til retsstaten.

Så lad os få hende dømt eller renset. Vi skal videre nu. Og dejligt at Venstre for en sjælden gangs skyld viste en smule principfasthed.

Update samme aften: I retrospekt og med den igangværende magtkamp i Venstre in mente, så var ovenstående ikke just den kløgtigste analyse, jeg til dato har skrevet. Venstre er mere eller mindre i nedsmeltning efter Ellemann-Jensens udmelding i går, som jeg (naiv som jeg er) ikke i første omgang fortolkede som indledningen på opgøret med Støjberg.

Vi står nu overfor en 4-7 års genopretning af partilinjen og persongalleriet, lidt i stil med Konservative efter Tamilsagen. Partiet er splittet og har ingen reel politik. Jeg ville elske en tilbagvende til rødderne, men udfordringen er selvfølgelig, at et mere ideologisk ‘rent’ liberalt Venstre ikke er et naturligt statsministerbærende parti – dertil er antallet af ideologisk liberale vælgere for småt. Vejen til magten virker ikke-eksisterende i al overskuelig fremtid. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor den forlængst afdøde blå blok ikke er et reelt valgbart alternativ. De nominelt borgerlige partier er en flok dysfunktionelle kannibaler, der er lysår fra at kunne udfordre Mette Frederiksen.

Prisen for Venstre siden Ellemann Seniors afgang i 1998 og systemskiftet i 2001 har været høj. Det liberale forsvandt ud af Danmarks efter eget udsagn Liberale Parti. Fogh professionaliserede og topstyrede partiet, så det såkaldte baglands eneste rolle var at afvikle kampagner og agere heppekor. Men den aktuelle konflikt illustrerer vel, at Venstre-massepartiteltet er for bredt – eller rettere: ikke bredt nok. Partiet kan ikke rumme både en nationalkonservativ og en liberal strømning. I hvert fald ikke, hvis den ene strømning repræsenteres af en megaloman og destruktiv personlighed som Støjberg. Det bliver for skizofrent. Eller jo, måske kunne Venstre rumme de modsatrettede holdninger dengang i 2001 og årene frem, hvor alliancen med DF om en stram udlændingepolitik og milde gaver til pensionisterne var adgangsbilletten til magten. De dejlige ministertaburetter kompenserede så dejligt for at partiet førte den krypto-socialdemokratiske politik. Men nu er udlændningepolitik som mærkesag reelt værdiløs; alle de andre partier har også stramninger på hylden – Socialdemokraterne endda i endnu højere grad end Venstre. Nu er partiet splittet og i opløsning; fællesmængden er der ikke længere – udover ønsket om at bruge partiet til at opnå egen vinding. Det er ikke holdbart. Ved siden af er der så hele diskussionen om partiernes fremtid. Hvad er meningen, hvis partierne ikke længere er ideologiske bevægelser, men blot amorfe professionelle platforme, beregnet til at opstille kandidater og koordinere kampagner for trolls og tæskeholde på de sociale medier. Det er virkelig trættende.

Det bliver en interessant tid for Venstre, men næppe på en god måde.