Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

På kogepunktet

Det er dybt paradoksalt. Man sætter sig på flyet langt nordpå, blot for at lande et sted, hvor det er endnu varmere end hjemme på den crusty side af Lorteøen.

Trondheim var som en bageovn. Det samme har Åre været de sidste fire dage. Det er ganske uanstændigt hedt.

Arvingen er forunderligt nok i godt humør. Der pludres og smiles. Jeg ville ellers sagtens kunne forstå og tilgive, hvis man som fire måneder gammel finder at 30 graders varme (og noget nær ingen aircon, de er jo ikke vant til mere end måske 20 graders varme heroppe) decideret urimelige forhold.

Men jo, det bliver dog til noget færre fjeldvandringer og udendørsaktiviteter end planlagt. Dehydrering og solstik vil næppe skærpe den unge mands appetit på livet.

Selv har jeg erhvervet mig en herlig ferieforkølelse, med alt hvad dertil hører af ynk og selvmedlidenhed.

Kyndige læsere vil herudfra let kunne deducere, at Den Bedre Halvdels empati og plejegen er spændt hårdt for i disse dage. Mærkværdigt nok virker hun ikke videre stresset. Tværtimod er det åbenbart energigivende for hende at passe på både en rigtig baby og en voksenbaby på samme tid. Jeg er en heldig mand.

Næste uge står den så på Nordjylland. Forhåbentlig i en lidt køligere og knap så snottet udgave.

Man skal præge dem tidligt

Den unge mand kan godt lide musik under gåturene, så jeg arbejder i smug på en playliste, som kan spilles under de rituelle barnevognsture i Amager Fælled.

Det er nok en anelse præmaturt at introducere ham for de tre aktuelle topsange på mit Spotify (Drive-By Truckers ‘Lookout Mountain’, MC5 ‘Kick Out the Jams’ og Boogie Down Productions ‘Illegal Business’), men det er vel ansvarligt nok at introducere ham for lidt folk, alt-country, Americana, soul og plinky-plonky synthpop?

Nogen forslag til sange man allerede i en tidlig alder bør introducere ham for?

Dagens mamablogindlæg

Hvad skal en blog bruges til? Tilbage i dens spæde start var det en art offentlig dagbog, som jeg anvendte til at dokumentere mit liv, aktiviteter og aktuelle besættelser. Linjen mellem det private og det personlige var i de år noget flydende.

De senere år har skriverierne været mere skramlende. Opdateringerne er blevet færre, inspirationen og fortællertrangen været vekslende. Emnerne lidt mere distancerede i takt med, at jeg er blevet mere optaget af at finde den rette balance mellem mit behov for at ytre mig og at sikre en vis anonymitet.

Den overordnede tendens har været, at jeg ikke har haft lyst til at skriverierne blev alt for sådan-går-det-i-privatlivet og italesættelse-af-mit-(u)perfekte-liv agtige. De seneste 12 måneder er jeg blevet gift, har været på en fortryllende bryllupsrejse til den anden side af jorden, er flyttet landsdele og genstartet karriere igen-igen og har været partner til min Bedre Halvdels graviditet. Ingen af de her ganske store livsbegivenheder har givet sig udtryk i forfærdeligt mange indlæg (det var den der anonymitet vi kom fra …), men det har i sagens natur været det, der fyldte mit hoved i perioden. Især det med barnet.

Og nu er han her så. Arvingen. Han blev født i lørdags, og han er helt og aldeles fortryllende. Ja, det synes de fleste nybagte forældre vel, men den her gang passer det faktisk. Han er klog, sød, rask, glad og smuk som en græsk gud. No really, det er han. I skulle se hans hårpragt. Han er bedårende. Selv når han er sur og utilfreds, så er han lige til at spise. Og det kommer fra en mand, der indtil for seks dage siden hadede (andre menneskers) børn. Det er ganske utroligt, at man på så kort tid bliver knyttet til sådan et lille kræ. Jeg ved ikke rigtig hvordan man skal beskrive det. At blive far giver bare …mening. Havde ingen anelse om at det ville være sådan. Bevares, jeg ved godt at det bliver hårdt og trælst og søvnunderskudsgivende. Når jeg kl 03.43 i nat luffer rundt i lejligheden og forsøger at trøste en vredladende og desperat ulykkeligt brølende ung mand, vil jeg sikkert overveje min ord igen. Men lige nu føles det som et ok trade-off. Kan godt leve med at ofre den bekvemme tilværelse et stykke tid, hvis ellers møgungen bliver glad, tryg og føler sig elsket. Tænk, sådan troede jeg aldrig, ALDRIG at jeg ville have det.

Og det, mine damer og herrer, var så sidste indslag af mamablog her på stedet.

For jeg vil holde fast i linjen. Arvingen vil naturligvis optræde i indlæggene hist og her, men det vil stadig være samfund, musik, bøger, nørderier, sport og alle mine andre mærkværdige interesser, der vil være i højsædet.

Plötsligt Händer Det Inte

Var ude at løbe i går. For første gang i nyere tid. Eller i hvert fald de seneste tre uger. Der er travlt på arbejdet, så får ikke motioneret i hverdagene. Når weekenderne samtidig går med flytterier og Nordjylland t/r, så har jeg fået forsømt løberiet.

Oven over det hele svæver familieforøgelsen. Sidste weekend så det ud til at Arvingen ville arrivere en måned for tidligt, men det gik i sig selv igen. Nu venter vi så spændt i uvished. Det kan vare indtil terminen i slutningen af måneden, men det kan også blive i morgen. Hvilket selvsagt gør det lidt vanskeligt at planlægge, og i øvrigt sætter gang i en masse tanker.

For hvordan bliver det ‘ovre på den anden side’? Hvordan reagerer man (individuelt og som par) på pludselig at blive forældre? Hvordan gør man overhovedet?

Og hvad nu hvis et eller andet gå galt? Jeg har ganske vist været forskånet for de helt store sorger i livet hidtil, men det behøver jo ikke være sådan. Faktisk ville det vel være unikt, hvis der ikke hænder et eller andet.

Så jo, der ventes i spænding.

Hvad der fylder …

Det nye arbejde

Begyndte for to uger siden. Der er travlt og jeg har rigeligt at rive i. Er ganske ukarakteristisk tilfreds med tingenes tilstand. Grundlæggende handler min jobfunktion om at skrive, udvikle argumenter samt formulere og eksekvere en række udviklingsprojekter. Hvilket jo sådan set er kernen af det, jeg gerne vil lave. Det betyder, at selvom jeg arbejder markant længere end før og at timelønnen er gået ned, er jeg ganske veltilpas.

Alt det udenom

Arvingens fødsel nærmer sig dag for dag, hvilket selvsagt er endog særdeles spændende. Den Bedre Halvdel har det fortrinligt, ja, måske bortset lige fra det aktuelle langdistance set-up. Denne weekend var jeg i Nordjylland for at pakke lejligheden sammen, så vi er klar til den store flytning på fredag og mandag. Det bliver lifligt at få hende herover. Fritiden er noget mindre meningsfuld, når man er alene. Og så er jeg efterhånden godt og grundigt træt af at bo i den lampe-/stole- og sengeløse lejlighed på Islands Brygge.

Det popkulturelle

Jeg er blevet besat af True Detective på HBO. Det er længe siden, at jeg har været så betinget begejstret for en tv-serie. Ja, i skrivende stund er der ganske vist kun frigivet fire afsnit, så meget kan endnu nå at gå galt. Men alligevel: Den har det hele. Fremragende karakterer. En uhyggelig og spændende historie. Fængende stemning. Et fascinerende miljø i Louisiana i midt-90’erne. Eminent produktion. Og sidst, men ikke mindst: Et fremragende soundtrack. Jeg lytter til det noget nær konstant. Særlig Grinderman ‘Honey Bee (Lets Fly to Mars)’ i den 6 minutter lange episke og uafbrudte actionscene fra fjerde afsnit. Mindes ikke at have set så spændingsfyldt tv siden … ja, siden for altid!

Herudover ser jeg naturligvis også den nye sæson af House of Cards. Her er jeg noget mere forbeholden. Ikke kun fordi jeg er kontrær og elsker at hade populære ting, men også fordi serien nægter at overraske. Jeg får præcis det jeg forventer, og det irriterer mig. Det var ikke engang specielt chokerende da (spoiler!) en af første sæsons hovedpersoner blev skubbet ud foran et tog af den omnipotente Frank Underwood (spoiler slut!). Herefter fortsætter serien med diverse politiske intriger og livstrætte monologer om magtens natur, og det er alt i alt ganske bedaget. Jeg tvivler på at nogen vil se eller huske House of Cards om 10 år. Dertil er den for kalkuleret og i sidste ende for leflende for det publikum vil have.

Livstegn

Tro mig, jeg har stadig ting på hjertet, men tiden og omstændighederne er vanskelige. Mangler de grundlæggende muligheder for at grifle mine tanker her.

Først gik alt min tid med at arrangere transitionen til København. Der skulle findes lejlighed, det gamle job skulle afvikles, flytningerne planlægges. Sidste weekend arriverede jeg så i en tom og mørk lejlighed på Islands Brygge med en luftmadras, en flyttekasse med køkkengrej og diverse sorte sække med tøj. Siden har det nye arbejde fyldt det meste i denne uge. Nogle af arbejdsdagene har været ganske ekspansive, og når jeg så har haft fri, er Mac’en og jeg hæmmet af, at der ikke bredbånd i den nye lejlighed endnu. Jeg er – fornemmer I nok – fuld af (tvivlsomme) undskyldninger for min inaktivitet.

Men nu er det weekend, og jeg får besøg af Den Bedre Halvdel. Jeg kan derfor kun vanskeligt være gnaven.

Om lidt

Folk er begyndt at spørge om jeg er begyndt at glæde mig til/blive nervøs for/forberede at begynde på mit nye arbejde. Hvilket jo er relevante spørgsmål.

Sagen er, at jeg ikke rigtig har formået at tænke dybere over det. Så snart jeg havde sat min klo på kontrakten, er det meste af opmærksomheden blevet helliget andre ting. Den snarlige fødsel af Arvingen. At finde en lejlighed i København. At arrangere flytning. At blive afviklet hos den nuværende arbejdsgiver. At organisere de tusind ting, der skal ordnes når man nok engang rykker rødderne op og flytter landsdele. At få overstået den kommende måneds langdistanceforhold.

Men snart bør jeg vel begynde også at få mig mentalt parat til at begynde i en ny stilling, der rummer jobfunktioner, som jeg ikke tidligere har løst.

Det må blive om lidt. Skal lige havde overstået syndfloden af ad hoc først.

Mele Kalikimaka

Da jeg stod af bussen her til morgen for at gå det sidste lille stykke hen til arbejdspladsen, var det mørkt og blæste og regnede og smattede på den der måde, som det kun gør i de allermørkeste dele af de ydre danske provinser.

Det var alt i alt en pænt væmmelig situation.

Det var kun én løsning. Jeg satte øjeblikkelig Bing Crosbys hawai’ianske julesang ‘Mele Kalikimaka’ på. Og med et forvandlede et permagråt og mørkt Nordjylland sig til varme minder om strandene, skovene, og koralrevene på Maui og Big Island. Prøv selv. Din dag kommer i farver.

Hvor kunne det være storslået stadig at være afsted igen.

Built on Sand

Lidt småtkørende med skriveinspirationen for tiden.

Ikke fordi det går dårligt. Bryllupsplanlægningen skrider nogenlunde planmæssigt frem. Vores lejlighed er rar at bo i. Bortset fra gennem-marv-og-ben blæsten og de notoriske 17 graders lunkenhed, viser Aalborg sig fra sin pæne side. Byen er grønnere og mere åben end jeg husker den fra den permagrå ungdom. Den Bedre Halvdel undgik at lægekonflikten ville ramme hendes introduktionsstilling til efteråret, selvom hun mildest talt ikke er udelt tilfreds med udsigterne for indretningen af fremtidens almen praksis. Min familie er sund og rask, og i weekenden havde vi et hyggeligt besøg af min svigermor. Jeg får læst mit Economist, min Weekendavis og mine sci-fi bøger. Får tilmed motioneret relativt regelmæssigt. Arbejdet går også udmærket, uden at være overdådigt.

Så det går sådan set altsammen ok.

Ja, altså, bortset fra en lavintensiv følelse af stagnation og generel manglende inspiration. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive det. Der mangler en fornemmelse af progression. Ikke så meget i privatlivet, men mere i livssituationen. Mangler drivkraften og målet om 5-10 år.

Og så har jeg ikke så mange meninger længere. I gamle dage ville jeg sikkert kunne have griflet side op og ned om Egypten, Syrien, den amerikanske aflytning, ponyslagtninger i Tisvilde, Gini-koefficienter og dopede cyklister. I dag er jeg mere eller mindre ligeglad. Eller har i hvert fald ikke opbygget nogen dybere mening om emnerne.

Så der spekuleres og grubles. Som altid.