Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Pine Deep

Det irriterer mig grusomt at skrive det, men Jonathan Maberrys ‘Pine Deep’ horrortrilogi er mindst en bog for lang. Hvilket er ærgerligt, da første bind – ‘Ghost Road Blues‘ – er en fremragende opdatering af Stephen King ‘Salem’s Lot’, krydset med ‘Supernatural’. Den bog kan jeg ikke anbefale for meget. Men Maberrys overordnede plot kan ganske enkelt ikke bære tre bøger.

Hvilket er en djævelsk skam, for han skriver de mest frydefuldt ondskabsfulde horrorscener. Der er bare så bedrøveligt langt imellem dem. En klarsynet redaktør burde have bedt ham fusionere bind 2 og 3. Få ham til at skære 90% af de scener fra, hvor vores protagonister for Gud-ved-hvilken-gang diskuterer, om det mon virkelig kan være vampyrer som er skyld i den grotesk høje mordrate. Det ved vi jo godt at det er. Og selvom vores hovedpersoner simpelthen ikke er videre kvikke, behøver de jo ikke snikke-snakke vantro med hinanden side op og side ned af den grund. “Kom nu igang med blodbadet!”, tænkte jeg halvgnavent i eftermiddag, alt imens jeg lå ved siden af min middagssøvn-snorkende søn.

Forstå mig ret. Jeg fortryder på ingen måde de timer, jeg tilbragte i Pine Deep. For når Maberry først lader sine vampyrer gå amok på de sagesløse beboere i landsbyen, så går de virkelig amok. Hans antagonister er blandt de mest grufulde, jeg mindes at have ladet mig skræmme af. Det er sjovt og uhyggeligt, og ikke mindst stærkt underholdende. Bøgerne kunne blot have været meget bedre, hvis historien var afviklet mere tight og effektivt. Første bind får 6 stjerner af mig, den samlede serie dog kun 4 stjerner.

Så giv ‘Ghost Road Blues’ en chance, hvis du kan lide Stephen King’sk horror. Det fortjener den.

Popkulturelt forbrug

I en endog særdeles sygdomsramt bededagsferie, nåede jeg at få fortæret lidt rask popkultur.

Dels fik jeg set hele anden sæson af Les Revenants, der holdt et tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Har dog vanskeligt ved at se hvordan historien kan køre meningsfuldt videre herfra. Desuden vil jeg betragte det som en forbrydelse, hvis de igen tager tre år om at lave en ny sæson. Er virkelig spændt på at se hvad de gør.

Efter en vanskelig læseperiode på et par måneder, hvor jeg reelt ikke har fået læst en eneste bog, er jeg nu kommet godt i gang med V.E. Schwabs spændende toer i ‘Shades of Magic’ bogserien.

Jeg var ganske vild med forgængeren, ‘Shades of Magic’, der overraskede med et forfriskende og velgennemtænkt fantasyunivers, et medrivende plot og et persongalleri, som ikke var alt for uoriginalt. Bogen var som et vellykket elskovsbarn mellem Paul Cornell ‘London Falling’, Susanna Clarke: ‘Jonathan Strange & Mr. Norrell’, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’ og Neil Gaiman ‘Neverwhere’. Det gælder sådan set også den nye bog ad Schwab, der har holdt et højt, højt underholdningsniveau de første 30 pct. af min Kindle-udgave. Varmt anbefalet indtil videre.

Endelig fik jeg også læst alle mine magasiner, så er nu au courant med The Economist, New Yorker, Djøf bladet og Ugeskrift for Læger. En sjælden forteelse, som næppe vil gentage sig igen ofte i fremtiden.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Død og ødelæggelse

Læser vanen tro noget rigtig snask for tiden: Horror og post-apokalyptiske bøger.

Hvis vi begynder med sidstnævnte, så er det Robert McCammons ‘Swan Song’ (1987). Den vandt en række fantasy/horror priser det år (bl.a. Bram Stoker Award og World Fantasy Award), så bogen har sine credentials i orden.

Det er dog vanskeligt at læse ‘Swan Song’ uden at have Stephen Kings klassiker ‘The Stand’ i baghovedet. Indtil videre1 er historien bygget op præcis som Kings bog. Vi møder indledningsvist bogens pro- og antagonister inden katastrofen (der hos McCammon er et nukleart holocaust fremfor Kings globale influenzalignende pandemi ‘Captain Trips’), hvorefter vi følger deres færden i den nye, dystopiske verdensorden. Og ligesom hos King er der en enigmatisk og overnaturlig sadist af en hovedskurk. Hos King er det Randall Flagg, hos McCammon er det ‘The Man With The Scarlet Eye’.

Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget McCammon intentionelt har kopieret King. Hvis ikke han har fundet, hmmm, inspiration i ‘The Stand’, vil det være noget nær et mirakuløst eksempel på identisk tankegang.

Der er selvfølgelig små og større afvigelser. McCammon opererer med en messiaslignende skikkelse (den lille pige Swan, som bogen er opkaldt efter), som modvægt til den djævlelignende igangsætter af atomkrigen. Hans ødelagte verden er også noget mere bleg, end den tilsvarende hos King. Dels skriver McCammon om muligt endnu mere brutalt end King, dels er den postapokalyptiske verden i ‘Swan Song’ virkelig ikke særlig behagelig. Hvor universet i ‘The Stand’ var præget af anarki og fanatisme, så tilføjer McCammon miljøkatastrofer og stråleskader til ligningen. Man bliver ikke just i perlehumør af at læse bogen.

Men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at bøger om tiden efter dommedag skal være livsbekræftende. Jeg var stærkt begejstret for Justin Cronins ‘The Passage’ (2010) og ‘The Twelve’ (2012), der handler om verden efter en global vampyrepidemi. På samme måde var jeg særdeles optaget af Dan Simmons ligeledes dystopiske ‘Carrion Comfort’ (1989). Så samlet set er bøger som ‘Swan Song’ lige noget for mig. Umiddelbart er jeg ikke ligeså bjergtaget, som jeg var af ‘The Stand’2, men jeg imødeser de resterende 63 pct. af bogen med glæde.

Herudover fornøjer jeg mig med netop Stephen King, nærmere bestemt ‘Salem’s Lot’ (1975). Det er endnu en horror- og vampyrbog, og det er samtidig det tredje King værk, jeg læser (efter ‘The Shining’ og ‘The Stand’). Indtil videre er jeg behageligt overrasket. Jeg nærer som udgangspunkt en vis skepsis overfor forfattere, der dominerer så meget indenfor en genre, som King gør indenfor horror. Og King er jo ikke ligefrem højtagtet i dine finere litterære cirkler. Men derfor kan han jo godt smække en nervepirrende bog sammen. Det synes jeg faktisk man må sige, at ‘Salem’s Lot’ er. Den er fundamentalt spændende, ondskabsfuld og uhyggelig. Ikke så meget vampyrerne. Altså, bevares, dem tager man jo oppe fra og ned. Men King er god til at beskrive hverdagsondskab, lig i lasten og ubetænksomhed. Som når en teenagemor slår sin ti måneder gamle søn. Det er hjerteskærende, og så ondt, så ondt. De scener kan han skrive, som få andre.

Jeg er nu nået til det punkt i ‘Salem’s Lot’, hvor vampyrerne er på nippet til at sprede død og ødelæggelse i den lille by, hvor bogen foregår. Det er altid et interessant (og klassisk!) sted i en horrorbog, det øjeblik før stormen bryder løs, og vampyrerne/pandemien/spøgelserne/atomkrigen river det korthus ned, som forfatteren så minutiøst har bygget op indtil da. Jeg læser urolig og bekymret videre i bogen.

Forhåbentlig bliver der ikke slagtet alt for mange af mine favoritpersoner.

  1. 37 pct. inde i min Kindle-udgave []
  2. Jeg tror heller ikke at ‘Swan Song’ vil få ligeså mange popkulturelle referencer. I den ligeledes post-apokalyptiske tv-serie ‘Revolution’, bruger hovedpersonen Stu Redman som dæknavn. Læsere af ‘The Stand’ vil nok genkende det []

Phantasmagoria

Det er antageligvis min egen fejl, men bøgerne har svigtet mig det seneste stykke tid.

Det er længe siden, at jeg har været sådan virkelig og ubehjælpeligt grebet af en skønlitterær bog. Hvor jeg har ligget ekstra længe vågen om aftenen, fordi jeg er nødt til at vide hvad der sker på næste siden. Hvor jeg har læst i bogen inden afgangen til arbejdet, og kun meget nødtvunget har lagt bogen fra mig for at komme hen i hamsterhjulet og trælle.

Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at finde spændende eller attraktive bøger. Har brugt mange stunder på diverse bogblogs og Goodreads for at finde den helt rigtige læsning. Har nærstuderet mangen en ’Årets bedste bøger’ liste. Det har medført nogle fejlskud. Med alderen må jeg indse, at jeg i stadig mindre grad gider læse finlitterære bøger – og jeg gider i særklasse ikke læse sci-fi og fantasybøger skrevet som om der var finlitteratur. De überhypede sci-fi romaner ’Annihilation’ og ’Ancillary Justice’ gjorde således intet godt for mig. Tværtimod var de ustyrligt lange, stort set uden historie eller blot, men til gengæld fulde af den dræbende sproglige masturbation, som andre prætentiøse stødere a la China Miéville holder så meget af. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, hvis ikke jeg snart finder mig en fremragende sci-fi bog at blive vild med.

Én anden tendens bekymrer mig ligeledes en anelse.

Er således blevet helt uklædeligt bidt af at læse bøger i den dunkle zone mellem fantasy, sci-fi og horror – og jeg er usikker på, hvad det siger om min mentalhygiejniske tilstand. Den mest underholdende bog jeg læste i 2013 var Dan Simmons’ ’Carrion Comfort’, en ganske infamt velskreven bog. Siden da er det blevet til Adam Nevills ’The Ritual’ (fremragende første 200 sider, hvorefter historien knækker midt over), Jonathan Aycliffes ondskabsfulde ’Naomi’s Room’ og Paul Cornells London-noir fantasykreation ’London Falling’. Alle bidrog med gys og gru i varierende mængder, hvilket gav en sært frydefuld fornøjelse.

Oprindeligt begyndte den snigende fascination af det makabre på en rejse hjem fra USA forrige år, hvor jeg et sted på ruten Denver-Minneapolis-Amsterdam-Aalborg købte Justin Cronins post-apokalyptiske vampyrroman ’The Passage’.

Jeg var vild med den. Slugte den råt i en jetlag’sk døs. Og jeg var pjanket med dens efterfølger ’The Twelve’. Og faktisk også med Cronins åbenlyse inspirationskilde: Stephen King ’The Stand’. Sidstnævnte er en lidt for lang bog, men dens grundlæggende ’motor’ (præmisset i historien om at 99,4 pct. af jordens befolkning bliver slået ihjel af en influenzaepidemi, og der er noget overnaturligt involveret!) er så stærk, at jeg mest husker den positivt. Måske vi endda skal endnu længere tilbage. Til begyndelsen af 1990’erne, hvor jeg som 11-12 årig læste (og genlæste) Michael Crichtons overraskende grumme ’Jurassic Park’. Eller til 2008, hvor jeg var helt fortabt i Peter F. Hamiltons ustyrligt vellykkede krydsning mellem sci-fi og horror i ’The Reality Dysfunction’. Jeg bliver simpelthen så upassende grebet af den slags bøger!

Det er imidlertid ikke kun i bøgerne at mine præferencer er blevet mere blodtørstige. På det seneste har vi fortæret dystre tv-serier i grænsefladen mellem psykologiske thrillers og gysere. Først med ’The Following’ (der nok er den tv-serie, jeg gik mest op i i løbet af 2013), så ’True Detective’ og senest den franske serie ’Les Revenants’.

Ligesom horrorbøgerne giver de mørke tv-serier mig i skrivende stund mere fornøjelse, end diverse andre genrer. Men igen: Jeg ved ikke om det ligefrem er en sund udvikling.

Hvis nogle af de nærværende besøgende kender til gyserbøger man bør læse, så lytter jeg nøje efter. For det er åbenbart det, jeg kan holde til at læse for tiden.