Det er fjollet: alene i 2020 har jeg købt og begyndt på to (i øvrigt velskrevne, originale, uhyggelige, kvalitets) horrorbøger – ‘The Amulet’ og ‘Burnt Offering’ – blot for at opgive dem undervejs, så snart forfatterne begyndte at udsætte børn for horror-ting. Hvornår lærer jeg det? Jeg burde vel efterhånden være klogere? Det er muligvis irrationelt, men jeg magter ikke at læse om børn der lider. Måske jeg blot skulle se at finde mig en ny genre.

Michael Rutger

Jeg har fortæret Michael Rutgers to horrorbøger ‘The Anomaly’ (2018) og ‘The Possesion’ (2019) med glubende appetit de seneste dage.

Man kan godt mærke at han til daglig skriver filmmanuskripter. For ud over at have en særdeles veludviklet og frit fabulerende fantasi, så skriver han fremragende, plottet afvikles med sikker hånd, dialogen flyden og hans genremæssige virkemidler er forskrækkeligt effektive.

Man skal ikke læse bøgerne for mere end det de er: gode overnaturlige gys à la ‘X-Files’ og ’Supernatural’. Men hvis det er dét, man som læser har brug for i sin tilværelse lige nu, så bliver det ikke meget bedre end Rutger. Varmt anbefalet.

Salvation Day

Jeg ved ikke helt hvorfor det slår klik for Kali Wallace. 96% af ‘Salvation Day’ er en stramt og effektivt skrevet – og endda til tider ganske skræmmende – horrorhistorie, der tilmed har en interessant mytologi og worldbuilding. Men slutningen? Dér går der YA-litteratur i den.

Vor ellers eftertænksomme helt forvandler sige til en lallende idiot. Den slags tvivlsomme behandling af en en indtil da nuanceret karakter havde en dygtigere forfatter (se: Emma Newman) aldrig begået. Det er tåkrummende og ødelagde de ellers uhyre fornøjelige timer, jeg netop havde tilbragt ombord på det dræberparasithærgede rumskib.

I’m Thinking of Ending Things

Man skulle næsten tro at kongen af speculative fiction skizofreni Philip K. Dick var genopstået fra de døde. Har i hvert fald fald fortæret nogle fortrinlige nyere værker indenfor det, man lidt fortegnet kunne kalde ‘er-det-jeg-oplever-virkeligt-eller-er-jeg-ved-at-blive-splittergal?!’-litteratur.

Blake Crouch er den aktuelle mester indenfor genren (seriøst: Se at få læst ‘Dark Matter’ og ‘Recursion’), men efter at have færdiglæst Iain Reid ‘I’m Thinking of Ending Things’ ved morgenmadsbordet, så tror jeg at hans position er truet. Reids debut er noget af det mest veleksekverede og fængslende psykologiske horror jeg har læst i lang tid.

Jeg har allerede købt Reids anden roman ‘Foe’, som også har fået ros for sin læskende uhygge. Glæder mig til at komme i gang med den.

Dark Matter

Stødte på et bud på de 10 bedste spøgelseshistorier i The Guardian, og syntes at Michelle Paver ‘Dark Matter’ lød interessant. Kværnede bogen i ét hug her til formiddag, hvilket var en ubetinget fornøjelse.

På trods af at bogen er deklareret som horror, så er historien mere urovækkende end direkte uhyggelig. Men romanen er velskrevet og dens univers – en fejlslagen videnskabelig ekspedition til Svalbard i 1937 – er fængende og fremragende eksekveret.

Det er ligefrem rart med en gyserhistorie der ikke leverer uhygge baseret på sadistisk vold, men mere spiller på klassiske gyserdyder som psykologi, ‘cabin fever’ og en upålidelig fortæller, der alene i en hytte i snestorm tydeligvis er på vanviddets rand.

Efter endt læsning står det således ikke klart om der faktisk er sket noget overnaturligt, eller om vil blot har været en tur inde i sindet på en sårbar og skadet sjæl. Den slags åbne slutninger plejer at irritere mig grufuldt, men i ‘Dark Matter’ ville jeg ikke ønske det anderledes.

Historiens omgivelser – en isoleret bugt på Spitsbergen – er måske bogens største styrke. På trods af at de barske omgivelser måske/måske ikke er medvirkende til hovedpersonens sammenbrud, så fik jeg en intens lyst til at tage første og bedste fly til Longyearbyen. Det virker som et fascinerende sted. Jeg har generelt i et stykke tid næret en unormal interesse for ishavet og ubeboede øer – hvorfor jeg for nylig også nød Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt: 1840-1975’ og Judith Schalansky ‘Pocket Atlas of Remote Islands’. De er god inspiration til at drømme sig væk.

I foråret forsøgte jeg også at komme igennem Dan Simmons ‘The Terror’, der også er en gyserhistorie i ishavet. Den blev dog en kende for lang; 900 sider, hvor der først begynder at ske decideret uhyggelige ting 3/4 inde i bogen, er simpelthen for meget til mig. ‘Dark Matter’ rammer derimod en ganske perfekt balance. Jeg skal ikke kunne sige om det ligefrem er en af de 10 bedste spøgelseshistorier nogensinde, men anbefale bogen – dét vil jeg gerne.

Neo-Lovecraft

Jeg har aldrig læst H.P. Lovecraft og kender kun hans gotiske horror og Cthulhu-mytologi af omtale. Derfor er det lidt pudsigt, at mine sjoveste læseoplevelser i 2017 alle er, hvad man kan kalde neo-Lovecraft’ske horrorbøger. Lovecrafts temaer om det okkulte, esoterisk og forbudt viden samt kultdyrkelse af væsener fra andre dimensioner, går alle igen i bøgerne.

Aktuelt er jeg i gang med ‘After the End of the World’, der er anden del i Jonathan L. Howards urimeligt underholdende serie om protagonisterne Carter & Lovecraft. Det er kort sagt som at læse de bedste afsnit af tv-serien ‘Supernatural’ i bogform – og de to bøger har forvandlet mine daglige pendlinger til den rene fornøjelse. Vores to helte er aktuelt i et parallelunivers, hvor nazi-Tyskland aldrig tabte på grund af Himmlers okkulte eksperimenter. Men hvem er de mystiske overjordiske kræfter, der i virkeligheden styrer showet? Spændingen er ikke udløst endnu, og jeg er ellevild med at få det at vide. Glæder mig allerede til næste togtur.

Før da læste jeg ‘Queen of K’n-Yan’ af Ken Amasatsu, en japansk fortolkning af Lovecrafts univers. Historien stak helt af til slut – med alt hvad det indebærer af hallucinationer, afrevne lemmer og knivskarpe tentakler – men var indtil da meget interessant. Hovedpersonen Morishita Anri er klart en af de mest besynderlige og utroværdige fortællere, jeg er stødt på i nyere tid.

Peter Clines’ ‘14’ var også fortrinlig læsning. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst hans science fiction bog ‘The Fold’, som også (med det vidste jeg ikke dengang) flirtede kraftigt med Lovecraft-universet. ‘14’ er mere en klassisk mysterie/gyser, som dog til tider blev lidt for kæk i de popkulturelle referencer. Hvis du har lyst til at læse en gyser om en ejendom, der i virkeligheden er proppen der forhindrer et parallelunivers (beboet af mildest talt usympatiske, blodtørstige og pænt selvhøjtidelige tentakelvæsener) i at overtage vores verden, så gå trygt om bord i bogen.

Alt i alt ved jeg ikke om jeg er helt beredt på at gå i gang med mesteren selv. Jeg kan tydeligvis godt lide forfattere der er inspireret af Lovecraft, men har manden mistænkt for at være for underlig til min smag. Må se om jeg ændrer mening i 2018.

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.