Lego er et djævelsk pyramidespil

Det er ikke fordi at jeg ikke forstår markedskræfterne; udbud og efterspørgsel og alt det der. Men Lego er og bliver altså et Scientology-selvudviklingskursus for børnefamilier. Man skal hele tiden købe mere. Nye sammenhængende sæt, der naturligvis stiger eksponentielt i pris. Først når man har ruineret sig selv, har man nået det øverste sakrale niveau. I en forsvindende kort periode. Altså indtil at der er et nyt personlighedsudviklende sæt, som ens arvinger kan plage en om. Og så begynder pyramidespillet ellers igen. Lige indtil de bliver trætte af Lego, og alle klodserne ender ensomme, støvede og forladte i anonyme kasser bagerst i børneværelset.

For nylig har Lego således udgivet en legetøjsserie med Super Mario, hvilket jeg formoder er en fremragende forretning for både Lego og Nintendo. For det er tårefremkaldende dyrt. Klodserne på dette billede repræsenterer således en udbetaling i omegnen af 750 kr.

Det burde være åbenlyst for de fleste, at det er vanvid. En grotesk prissætning. En gedigen svinestreg. En vederstyggelighed. Men jeg betaler det. Naturligvis gør jeg det. For udover at være et perfekt gateway drug til at lokke uskyldsrene børn ind i Nintendos klør, så er der et stort marked af nostalgiske midaldrende og nørdede mænd. Sådan én som mig. Vi er klar til at betale herfra og til evighed for at blive mindet om, at der var engang, hvor vi ikke var så trætte, sure og

Så Lego har fat i den lange ende. De ved at folk er villige til at betale langt mere for byggesæt i deres mere prestigefyldte serier – i.e. Super Mario, Harry Potter, Star Wars – end for deres inhouse franchises. Og det er uanset, at kvaliteten, opfindsomheden og legeværdien ofte er højere i deres Ninjago-univers. Jeg må derfor arbejde på at få den Ældste til at ønske sig mere Ninjago, da jeg i længden ikke vil betale absurde summer for fesne busser eller et crappy hus.

Men det er altsammen ønsketænkning. De næste par år jeg med i Lego-sekten. Uanset hvor ondt det gør. Man vil jo gerne gøre de dumme unger glade.

To bøger inde

Blot en intern læsenote her efter at have højtlæst det meste af de første to bind af Harry Potter og begyndelsen af ‘Fangen fra Azkaban’.

Harry potter and the prisoner of azkaban

For det første må man blot konstatere at bøgerne og historien virker. Drengen er fuldstændig fængslet og vil hele tiden høre mere. Det bliver nogle noget sene sovetidspunkter i øjeblikket. Jeg tror det hjælper på forståelsen, at han allerede har set de tre første film. Det gør ham i stand til at visualisere og huske de forskellige scener, selv når Rowling bruger sprog og begreber, der kun giver begrænset mening for en seksårig (‘Ministeriet for Magi’?). Men universet fungerer selv i sin mere enkle form fremragende for en dreng, der i forvejen synes magi, ninjaer, kamprobotter og overnaturlige fænomener er megafedt. 

For det andet må jeg løfte hatten for Rowlings evne til at kombinere den klassiske (og stærkt dragende) kostskole-setting med en historie om trolddom, paralleluniverser og et fængende manikæisk setup mellem det gode og det onde. Det er genialt eksekveret, ikke mindst at vi følger hovedpersonerne fra de er 11 år og op til afslutningen af gymnasiet. Læserne vokser op sammen med karaktererne og internaliserer dem, hvilket sikkert forklarer den nærmest religiøse dyrkelse bøgerne er udsat for i visse segmenter af befolkningen.

For det tredje ville jeg ønske at Rowling ikke indledte samtlige af bøgerne med de uendelige (og absurd kedelige) sekvenser hos familien Dursley på Ligustervænget 4. Alle læsere vil gerne igang med skoleåret på Hogwarts, det er jo ligesom magi og kampen mellem det gode og onde, vi er her for. Ingen – INGEN – ønsker at læse de bovlamme infodump’ede resumeer af sidste bog eller skulle igennem endnu flere åh-hvor-er-de-dog-dumme-ved-Harry!-sider.

For det fjerde (men relateret til det tredje): JA, det er det børne-/YA-bøger, vi har med at gøre. Ingen forventer komplekse personligheder og dybdegående karakterstudier. Men familien Dursley er en (for) voldsom outlier i bøgerne. De er så karikeret ondskabsfulde, dumme og ignorante, at det bliver for meget – også fordi man som læser ikke for alvor forstår deres motivation for at hade Harry Potter.

Thumbnail

Fremstillingen af dem er så tegneserieagtig og perfid, at Rowling selv står noget forpjusket tilbage. Vernon og Petunia Dursley er Rowlings karikatur over de fisefornemme, smålige og ‘Little Englander’-agtige forstadstyper. Ok, fint nok, ha-ha-ha, men hvorfor den nærmest frydefulde udpensling af sønnens overvægt? Hvorfor den erotiske væmmelse i beskrivelserne af hans dobbelthager og inferiøre intelligens (relativt til vores uplettede og heldigvis behageligt fysisk tiltrækkende hovedperson?). Det er en dreng på 12 år, der udsættes for en voksen kvindes uhæmmede vrede. Hvad siger det egentlig om Rowling?

Marge

Her i indledningen af bog 3 keder Rowling os tilmed med et besøg på Ligustervænget af tante Marge, en karakter, der ikke giver mening. Hun hader Harry Potte intenst og siger de mest grufulde ting til ham. Det får ham til at bryde sammen (og giver Rowling mulighed for at fragte ham ud af Muggler-verden via Natbussen). Men man forstår ikke hvorfor. Hvor stammer hendes had fra? Hvad er denne karakters motivation, udover at hun (som alle i sin klasse, må man forstå på Rowling) er overvægtig, fordomsfuld, fordrukken og intellektuelt tilbagestående. Selv ikke skurkene i Marvel tegneserier er så usammenhængende og ulogisk ondskabsfulde, som hun er. 

Jeg er bevidst om, at det kan virke excessivt på den måde at gå ud af en tangent. Men det er dele af bøgerne, som burde være redigeret ud for længst. Fint nok at familien Dursley havde optrådt i første bind, men så heller ikke mere. Jeg er virkelig, virkelig træt af at læse højt om dem nu!

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

We No Longer Knew Who We Were

Efter mange timers læsning fik jeg pløjet mig igennem Harry Potter and the Deathly Hallows og det er vist tiden at gøre status oven på de syv bøger. Selvom jeg traditionelt altid har været til salg for gode fantasybøger, så kom jeg relativt sent med i kulten, læste først med fra 2002. Ud fra antagelsen om at det drejede sig om børnebøger – hvilket de jo også er – gik jeg ud fra at det ikke var noget for mig. Det tog jeg så fejl i.

At kunne lide Harry Potter er lidt ligesom at kunne lide den svenske popkonge Orup. Sidtnævnte stjæler med arme og ben fra så forskellige kunstnere som Elvis, Pet Shop Boys, Prince og George Michael. Men Orups helt urimelige genialitet giver sig til udtryk i den syntese han opnår, når de enkelte brudstykker kombineres med den klassiske svenske schlager-tradition. Den er så fængende at det er umuligt ikke at elske hans musik. Det samme foregår i HP, hvor den nu-knap-så-fattige forfatter effektivt blander alt godt fra havet. Lidt fantasy hér, lidt Tolkien dér, lidt klassiske kostskole roman oveni, lidt krimi, lidt Star Wars og trylle-trylle-trylle, man har et fantasiunivers som fungerer uovertruffent. Nu er det så slut med den unge troldmand, og jeg synes han blev sendt godt afsted. Man kan argumentere for at 5’eren og 6’eren ikke har været særlig stærke. De var begge grundlæggende noget blege og blodfattige over lange strækninger (skoleåret på Hogwarts skulle jo overstås før slutsekvensen kunne komme!), for så at blive til særdeles actionpacked i sidste ende. Jeg røber næppe større hemmeligheder ved at afsløre at syveren stort set foregår ikke på skolen, hvilket man savner lidt undervejs. Til gengæld er strukturen den samme: Et langt forholdsvist vævende tilløb til den store afslutningssekvens. Sidstnævnte er til gengæld virkelig gennemført og jeg var ganske tilfreds da jeg lagde bogen fra mig.

Jeg synes at J.K Rowling formår at slutte Potter sagaen på den rette værdige måde og få bundet trådene sammen. Og set udover det lange perspektiv var hendes fantasisyntese stærk nok til at kunne klare to-tre halvsvage bøger undervejs. Ikke at universet var perfekt. En noget passionsløs økonom analyserer i en kommentar i The Guardian nogle af problemstillingerne i Potter universitet og kommer frem til at universet er inkonsistent. Hun mener at det er problematisk at man aldrig får forklaret hvordan eller hvorfor magi eksisterer, ligesom hun gør opmærksom på at de økonomiske modsætninger der er i universet. Jeg er ikke helt enig, men anerkender at der er ting der ikke hænger helt sammen. Slutteligt kan man jo blot citere den fremragende Free Exchange blog: Can economics suck the fun out of everything? Og ja, det kan det tilsyneladende.

Hyderabad, Staten Island, Tufnell Park

Så sidder jeg igen på arbejdet og udbygger mit kaffe-fremkaldte mavesår. Den står endnu engang på videreuddannelses spørgsmålet, så der læses flittigt løs i Trepartsudvalgets papirer. Var inde at se den nye Harry Potter i Imperial i går, og sidder med en lidt skuffet følelse. Måske var det fordi det var den sene forestilling (21.40) og jeg var træt, men i hvert fald fængede filmen aldrig sådan rigtigt. Der var ikke noget galt med den som sådan, den blev bare aldrig rigtigt vedkommende for mig.

Når jeg får fri ved 14 tiden drøner jeg hjem til Østerbro, hvor jeg skal klippes. Går nok ikke længere at jeg render rundt med de her krøller i nakken. Sidenhen skal jeg så have læst og spille hockey, så det bliver vist en aktiv dag. Tilmed kommer der også ‘Klovn’ i aften. Det bliver storartet, spektakulært, enestående!

….pyh, den kaffe er stærk i dag.