Grotesk inefficient ressourceallokering

Er ikke helt død. Men har været optaget af en del rejseri til Danmark. Afdelingsseminar og den slags tidskrævende aktiviteter. I fritiden var det alt andet lige nemmere, at bruge tiden sammen med Den Bedre Halvdel i stedet for at grifle blog. Og jeg blev i al min enfoldighed slået af, at da jeg lagde mit indlæg om Halmstads BK ind på hjemmesiden bold.dk, så har det her en uge senere blevet læst 3071 gange, har fået 62 ‘likes’ stemmer og 21 kommentarer.

Her på siden skal jeg være heldig, hvis den slags krabørstige indlæg bliver læst, endsige kommenteret på. Så hvorfor egentlig henligge min skribentvirksomhed her, når jeg istedet kan målrette mine mavesure ord til dertilrettede fora – og opnå øjeblikkelig magt, ære og nærmest cæsariske hyldester?

Ja, jeg spørger bare.

Hvorfor at Halmstads BK er Skandinaviens mest interessante fodboldklub netop nu

Nogle gange foretager folk dristige, radikale og visionære valg, blot for siden at opleve, at valgene får katastrofale konsekvenser. I øjeblikket er det desværre situationen for den hæderkronede svenske fodboldklub Halmstads BK (HBK).

Som udgangspunkt er der ikke noget specielt ved HBK. Baseret i en mindre provinsby, stærkt rodnet i regionen Halland. Spillende i liga, der internationalt set bliver svagere og svagere både økonomisk og sportsligt. En blød mellemvare i svensk fodbold, hvis skæbne det er at levere spillere til de mere velhavende klubber. Der er med andre ord ingen grund til rigtig at interessere sig for, hvad der foregår i denne obskure fodboldklub ved Nissans udløb.

Og så alligevel. For HBK anno 2011 er måske historien om, hvordan man som mindre, ikke-velstående skandinavisk fodboldklub fra provinsen måske /måske ikke kommer ud af middelmådighedens mørke.

Det der gør HBK særlig interessant er, at klubben, i modsætning til de fleste andre fodboldklubber, har en indbygget svaghed for radikal innovation. En meget uskandinavisk vilje til at satse fuldstændigt nyt. Oftest i form af et træner og paradigmeskifte, hvor en ny udenlandsk kost kommer ind og rusker op i den sydsvenske hyggestemning.

De radikale ændringer er som regel sket efter svære perioder. Efter nogle triste start-70’ere, gad HBK ikke være ligegyldige mere, og ansatte derfor den evige gentleman Roy Hodgson. Han blev i fem år, fik sine første skandinaviske oplevelser og førte HBK til to mesterskaber i 1976 og 1979. I 1988 førte den dengang ubeskrevne – men siden i svensk fodbold meget meriterede – Stuart Baxter HBK op i Allsvenskan med et nyt spilkoncept efter et mørkt år i den næstbedste række. Ikke-udenlandske Tom Prahl (der siden er gået i stå i Trelleborg, men som dengang var nytænkende) førte klubben til mesterskaber i 1997 og 2000 efter nogle stillestående år i 1990’erne.

Klubben rummer altså en vis higen efter storslåethed, og en vilje til at satse nyt i svære tider. Det har medført, at klubben med jævne mellemrum med exceptionelt dygtige trænere i spidsen har formået at nytænke sig selv og sin strategi – og præstere langt over evne.

De seneste ti år har været en forholdsvis anonym affære for HBK. Klubben har under den stabile, men ikke særlig udviklende træner Janne Andersson ikke rigtig rørt på sig. I perioden har man ganske vist udviklet en række dygtige spillere, eksempelvis den tidligere FCK’er Peter Larsson, den nuværende Brøndby-spiller Mikael Nilsson, FC Zürich stjernen Dušan Ðurić og den dygtige angriber Emir Kujović. Men alle er blevet solgt ganske tidligt i deres karriereforløb, og bortset fra en andenplads i ligaen i 2004, har der i almindelighed været stille på Örjans Vall.

Bevares, der har været dygtige spillere inde omkring klubben – mest oplagt Patrick Rosenberg – men det overordnede indtryk er alligevel stagnation. 2008, 2009 og 2010 sæsonen var særskilt magre. I 2009 fik man det næststørste nederlag i klubbens historie. 0-9, og tilmed til de sydsvenske rivaler fra Helsingborg. Og vi skulle helt hen til sidste spilledag sidste år, før at HBK med det yderste af neglene fik reddet livet i den bedste liga. Svære år, må man nok sige. Og med den internationalt set helt uhørte lighed mellem klubberne i Allsvenskan in mente, var der med den daværende kurs ikke lagt op til andet end tristesse og gråmeleret tilbagegang.

Men så tog de en dristig beslutning i HBK’s ledelse. Ud røg det lokale tågehorn af en træner, ind kom svensk fodbolds måske mest omtalte mand: Josep Clotet Ruiz, i almindelighed blot kendt som ’Pep’.

Pep var dengang assistenttræner i Malmö FF, og han havde gjort sig bemærket med markante og fremadskuende udsagn om taktik, strategi og træningsmetoder. Svensk fodbold kunne blive så meget bedre, sagde han, men svenske trænere var ikke dygtige nok til at udnytte det stærke grundmateriale. De tænkte alt for defensivt, alt for meget i lange bolde og alt for meget i livrem-og-seler. Og tilsyneladende havde han noget at have sine tanker i, for var Malmö ikke netop lige blevet svensk mester 2010 med noget af det smukkeste offensive fodbold set Hinsidans de sidste par årtier? Og var det ikke sket med et grotesk ungt mandskab, som med nysselig teknik havde fået de himmelblå hjerter i Malmö til at dunke af fryd? Jo, det var det.

Det var selvsagt alt, alt for fristende for HBK’s ledelse.

Her var der en mand med visioner, en mand der ville noget. En mand der ville vende op og ned på tingene, og som kunne få HBK ud af søvngænger tilværelsen. Og som sagt, så gjort. Op til 2011 sæsonen blev Pep præsenteret som ny cheftræner i HBK, uden anden trænererfaring en assistentjobbet i Malmö og et ikke specielt prangende ophold som træner for Espanyols B-hold.

Det første Pep gjorde var at tage en mindre syndflod af ungdomsspillere ind i A-truppen. De skulle erstatte en række af de bærende kræfter i klubben, herunder den lokale legende Per ’Texas’ Johansson. Dernæst brugte han sine spanske kontakter til at hente ikke færre end fem spanske spillere til klubben. Og så skulle der ellers indføres et spilkoncept, som tilsagde smuk, offensiv fodbold. Meget ambitiøst for en klub uden den store økonomiske formåen, og som kun lige med nød og næppe var overlevet i den bedste række. Det er den slags stof, som drømme er gjort af for en fodboldfan.

Nu en tredjedel inde i sæsonen er HBK på den absolutte sidsteplads i Allsvenskan. 5 point efter 10 kampe. Holdets spil hænger ikke sammen. Kun mine andre yndlinge, Djurgården, er ligeså elendige. Der er syv point op til holdene over nedrykningsstregen. 30. maj meddelte klubben så, at to af de fem spaniere forlader klubben øjeblikkeligt. Det var de endda de to, som klubben havde udråbt som bærende spillere i sæsonen. Den officielle forklaring er at spillerne ikke blev integreret eller kunne få familielivet til at fungere. Der spekuleres i svenske medier også i, at særligt målmand Nauzet Perez er ’ude af psykisk balance’, et rygte der blev igangsat efter at han brutalt slagtede Djurgårdens forsvarsspiller i de to holds opgør på Stockholms Stadion.

Tilbage står HBK med en papirtynd trup uden selvtillid, en uprøvet målmand, et spilkoncept i ruiner og tre tilbageværende spanske spillere, som endnu ikke har leveret varen på banen. Der er ingen penge at købe ind for, og Pep lyder mere og mere som en skæv gammel grammofon i sine medieudmeldinger. Tilsyneladende er det ikke så nemt at spille fejende flot fodbold, når ressourcerne er begrænsende og der ikke, som i Malmö, er erfaren gammel ræv som Roland Nilsson at gemme sig bag, når tingene går skidt.

Spørgsmålet er evident: Hvad nu, HBK?

Uanset hvor meget hybris der end er i Peps paradigme, hvordan kommer man som klub videre herfra? Hvordan overlever man i Allsvenskan? Hvordan med det der nye spilkoncept? Skal man have tålmodighed med Pep? Eller er der tale om en mand med storhedsvanvid, hvis fodboldidealer og arbejdsmåder bare ikke har sin gang i Halland? Det er alt andet lige nemmere at anlægge det lange perspektiv, når den nuværende situation ikke er kulsort. Så er man fra klubbens side villig til at føre sit innovationsprojekt til ende, eller fyrer man manden og tager en gammelkendt svensk træner ind – uden at det er garanti for andet end svensk fight og trist fodbold?

Hvis man skulle drage en analogi, kunne man passende titte på AaB. Efter mesterskabssæsonen stod man i Aalborg med en lignende udfordring. Smukke Erik Hamrén forlod klubben, det samme ville en stor del af spillertruppen med alt sandsynlighed gøre i de kommende 1-2 år. Så hvorhen herfra? Hvordan kunne man som klub genopfinde sig selv? AaB er desværre eksemplet på den værste af alle verdener. Spillerne forlod som ventet klubben, og på trænerposten valgte man en bedaget lejesvend i form af Bruce Rioch. En konfrontatorisk tåbe, der var fattig på evner, visioner og mandskabspleje. Det gik af helvede til. Så ud røg han, og ind kom så – hold nu fast – en ung og visionær træner, der havde mange besnærende tanker og løfter om spilkoncepter og offensiv fodbold.

Og hvordan gik det så?

Skidt. Elendigt. Rædsomt. For muligvis havde Magnus Pehrsson mange gode og rigtige tanker, men virkeligheden indhentede ham. Grundmaterialet i truppen var ikke godt nok, pengene var der ikke, de spillere han trods alt hentede ind var enten skadede eller elendige, og spillet hang ikke sammen. Det var åbenlyst for de fleste de sidste tre måneder af hans regime, at hans spillere ikke troede på ham og ikke gad kæmpe for ham. Efteråret 2010 blev han fyret, og hans post overtaget af en dansk træner, hvis fremmeste kompetence ikke er udvikling af nye spændende koncepter, men snarere at få spillerne til at kæmpe en hvis legemesdel ud af bukserne.

Spørgsmålet er om det giver mening at sammenligne AaB og HBK. Udviklingen under de nye, unge og vilde trænere er den samme for begge klubber. Begge opdager, at det er vanskeligt at få teori og virkeligheden til at spille sammen med hinanden. I AaB betød det, at det ønskede paradigmeskifte blev afbrudt. I dag står man tilbage med en fightende træner og en trup, der med et par forstærkninger ikke burde rykke ned næste år heller. Men der foreligger ikke noget bud på, hvordan i alverden klubben skal blive til andet og mere end en irrelevant affære for de særligt interesserede nordjyder. HBK har i Pep et bud på fremtiden, men spørgsmålet er om man tør satse. Forskellen på HBK og AaB er måske i virkeligheden, at hvor AaB drives af bøvede og bange nordjyder, så ligger det i generne hos HBK, at radikal innovation a la Pep muligvis koster på den korte bane, men at det på sigt kan give bonus.

Samlet set, så håber jeg – min skepsis overfor Pep til trods – at HBK giver ham chancen i hvert fald sæsonen ud. Måske koster det en nedrykning, men for en fattig provinsklub i Skandinavien, så kan hans idealer om at satse på ungdom og offensiv fodbold være det, der i sidste ende redder HBK som klub. Og er det virkelig så meget sjovere at ende som nummer 7 eller 8 i Sverige i hver sæson, når man – måske! – kan gribe efter stjernerne? Jeg ved godt, hvor jeg står henne i den sag.

Og her er ringen måske i virkeligheden sluttet? For historien om AaB byder også på en anden visdom. Den ene gang tidligere i historien, hvor man i AaB’s ledelse reelt viste bare en lille smule visionær tankegang var i 2003, hvor man efter år med svagtbrændende tranlamper som Søren Kusk og Peter Rudbæk valgte at ansatte Erik Hamrén. Det tog nogle år, men han havde en vision for klubben – og det resulterede i et mesterskab. AaB valgte dengang at stræbe højere end middelmådigheden.

Det bør HBK – og andre klubber i samme situation – også gøre.