Håkan på Ullevi

Den Bedre Halvdel forærede mig en tur med hende til en af Håkan Hellströms koncerter på Ullevi i august måned. Det ser jeg meget frem til; min seneste rigtige (svensk P3 Gull i januar 2011 tæller ikke i den sammenhæng) koncert med ham i 2010 blæste mig bagover af begejstring. Med mindre han er blevet aldeles afdanket, så er der potentiale for noget decideret episk.

Jeg har ikke fordybet mig intenst i hans 2-3 seneste albums, der har virket som lidt rigeligt trædende i vande. Som at det har været en vanskelig musikalsk transformation videre fra hans yngre års Sturm-und-Drang teenangstmusik. Altså præcis den musik, som – må jeg erkende – er det, som en tilbageskuende, permanostalgisk midalderende proto-boomer som mig helst vil høre live. 

Hans nye single,Jag vil bare va me dej’, er dog en sød og uforpligtende synthsommersang, som jeg sagtens kan varme mig lidt med og bruge til at komme i gang med bagkataloget. Min seneste koncert ligger helt tilbage i januar 2017 (det var med Radio Dept.). Jeg håber derfor også at turen til Göteborg kan blive starten på at jeg får lettet bagdelen, kommer ud af mit komatøse kulturforbrug – og får oplevet noget mere.

Nu kan du få mig så lätt

Maria säger:
“Om Stockholm brinner, åker vi dit!
för där rör dom på fötterna, svänger på höfterna
från modkatterna till punkarna
vi kunde ha den bästa tiden i våra liv,
men jag tror inte vi lever så länge till”

Det er nu et almindeligt anerkendt faktum at Håkan Hellström er jordens mest geniale musiker. Jeg har til dags dato endnu ikke været til en bedre koncert end den han spillede i Pumpehuset i marts 2003. Det er blot et spørgmål om tid før han bliver verdenshersker. ‘Og hvorfor?’, spørger I måske. Jo, ser I, udover at kunne skrive uforståelig catchy melodier, så løfter han tekstmæssigt også stolt arven fra koryfæer som Morrissey, Stone Roses og the Clash. Man kan diskutere hvor god en sanger han er, men det er som bekendt ligegyldigt “för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Det er en skam at han i øjeblikket holder pause, for jeg ville give meget for at se ham live snart igen. For i skrivende stund kan jeg ikke nævne mere musikalske mennesker end den gode Håkan.

Nu er han jo godt nok fra Göteborg. Det skal dog ikke holde mig fra at citere den aldeles dansable ‘Förhoppningar och Regnbågar’, for som Maria ganske rigtigt siger, så skal vi til Stockholm næste weekend. Det bliver stort. Jeg har ikke været der siden jeg besøgt min storesøster deroppe i efteråret 2000, hvor hun var i praktik på Karolinska. Og om Gud vil og bukserne holder, så er vejret storslået, Djurgårdsbron et yderst kysseværdigt sted og skærgårdsdoktoren huserer. Jep.

Øj, jeg glæder mig.

Declare a new state

Investerede forleden dag i et par cd’er til at forsøde min hverdag. Det drejer sig bl.a. om Badly Drawn Boy ‘Born in the UK’. Den blev ganske vist sablet ned hos de indestængt-bitre anmeldere hos Pitchfork (“Even the so-so ‘Have You Fed the Fish?’ seems like a masterpiece in comparison to the downtrodden piano banalities that slosh all over this latest nadir. To realize his LCD vision, the cloth-hatted troubadour taps into the easy-listening ivory drones of Billy Joel, Burt Bacharch, and Elton John at their appeasing worst. Furthermore, every speck of the songwriter’s Hobbit-like wackiness and humor is flushed out in favor of meaningless nuggets of Dr. Phil babble that would even have Zach Braff’s eyes rolling“. Ouch, baby, VERY ouch!), men jeg kan nu ikke nægte, at jeg synes det er et aldeles glimrende album. Et par af sangene kan høres på hans MySpace side. Og ligegyldigt hvad de siger, så er det altså et væsentligt bedre album end hans forrige – og mildt sagt rædsomme – ‘One plus One is One’ fra 2004.

Derudover fik jeg gjort min Håkan Hellström samling nogenlunde komplet (selvom min far nok vil hævde at det teknisk set var ham der købte ‘Det är så jag säger det’, men nu er den jo annekteret i min pladesamling, såeh…) ved at hapse ‘Ett kolikbarns Bekännelser’. Jeg må indrømme at jeg er lidt lunken. Bortset fra den motown-inspirerede (sic) Gårdakvarnar Och Skit så er de fleste af sangene lidt stillestående. Tror måske jeg bedst kan lide Håkan Bråkan (som jeg fra svensk side er blevet belært om at jeg bør kalde ham) når han er skamløst hedonistisk og energisk – men samtidig klædeligt melankolsk. Ligesom på Pumpehuset i 2003. Suk. Hvor blev min ungdom af?

PS. Jes Høgh er blevet ramt af en blodprop i hjernen. Det er i sandhed dårligt nyt. Som et af AaBs gamle koryfæer har han altid haft en særlig plads i mit lille sorte hjerte. Herfra ønskes han god bedring.

Your heartbeat and the first time you fell in love

Det er efterhånden på tide med en lille musikopdatering her fra jordhulen på Østerbro.

De fleste er vel efterhånden bekendte med MySpace og de muligheder hjemmesiden giver for at udforske ny musik. Den er sammen med hele blogbølgen, YouTube, Wikipedia, Facebook og Flickr og andre brugerstyrede sider, en del af den såkaldte ‘Web 2.0’ bølge. Det gode ved MySpace er, at nye og ukendte bands får mulighed for at eksponere deres musik via et gigantisk netværk af brugere. Og for brugere som undertegnede er fordelene store: Istedet for at være afhængig af traditionelle kilder som radio, tv og diverse musikmagasiner, så kan jeg nu via nettet opdage ny og spændende musik, som jeg for bare få år siden aldrig ville have en chance for at høre.

Det er lidt fascinerende med den slags ‘kulturel globalisering’. Afstande betyder intet, teoretisk set kan jeg lytte til musik ganske få timer efter et eller andet undergrundsband har været i studiet. For mit eget vedkommende betyder det, at min musiksmag er blevet væsentligt mere aparte end den var tidligere. Måske ikke selve det musikalske indhold, men alle de bands jeg lytter til via forskellige musikblogs, er stort set ukendte for alle andre end jeg selv og det blomstrende indiemusik community på nettet. Det er selvfølgelig vældig tilfredsstillende på et se-bare-hvor-elitær-og-unik-og-cutting-edge-jeg-er plan. Guillemots, der just har fået meget rosende anmeldelser og omtale i danske medier, var f.eks. store på nettet allerede for et års tid siden. Men samtidig også svært deprimerende. Jeg tager flere og flere gange mig selv i at være aldeles uvidende om hvem der aktuelt ligger på hitlisterne. Måske hører det med til at være at blive en sur og muggen mand over 25 år, men alligevel. Når man nu praler med at vide en masse om musik, så er det ikke helt konsistent. Alligevel vil jeg – med afsæt i MySpace – benytte lejligheden til at nævne nogle af de bands der hærger mine sarte øren for tiden.

Af uransagelige årsager er jeg vældig optaget af Sverige for tiden (a-hem!), så jeg bliver nødt til at lægge ud med Montt Mardié. Denne usædvanligt pompøse herre fra Stockholm skriver urimeligt fængende pop, især skal ‘Come on, Eileen!’ fremhæves. Men hov! Er det ikke en sang af Dexy’s Midnight Runners fra 1980’erne? Jo, og så alligevel ikke! Visse læsere vil sikkert erindre ‘Kom igen Lena!’ af yndlingen over alle yndlinge: Håkan Hellström. Nuvel, den sang var netop en hyldest til den oprindelige Dexy’s sang (vi kan jo kalde det det for en post-moderne svensk version), men Montt Mardié vender tingene på hovedet: Han oversætter ‘Kom igen Lena!’ til engelsk, og omdøber den atter til ‘Come on, Eileen’. Det er da så post-post-post-moderne at det gør helt ondt, hvilket naturligvis sikrer ham en plads i mit Elysium over musikalske guder.

En mere ukendt gruppe er The Shortwave Set – selv ikke ihærdige google-søgninger har gjort mig klogere på deres identitet. Men jeg ved at de minder Saint Etienne sådan cirka anno Fox Base Alpha tiden, så jeg er snublende nær ved at bestille deres album over Amazon. Prøv især ‘Casual Use’ og ‘Is it any wonder?’.

Tredje og sidste musikalske bidrag i godteposen er Tahiti 80. De er læskende franske og sammen med The Changes og Phoenix er de mine favorit synthpop kunstnere for tiden. Måske forsangeren har en lidt for lys stemme (men det kan en Pet Shop Boys fan jo nok næppe tude over!), men man må give gruppen, at de kan finde ud at bikse melodiøs popmusik sammen. ‘Big Day’ og ‘Chinatown’ er de åbenlyse hits af deres sange på MySpace siden.