Det er efterhånden på tide med en lille musikopdatering her fra jordhulen på Østerbro.
De fleste er vel efterhånden bekendte med MySpace og de muligheder hjemmesiden giver for at udforske ny musik. Den er sammen med hele blogbølgen, YouTube, Wikipedia, Facebook og Flickr og andre brugerstyrede sider, en del af den såkaldte ‘Web 2.0’ bølge. Det gode ved MySpace er, at nye og ukendte bands får mulighed for at eksponere deres musik via et gigantisk netværk af brugere. Og for brugere som undertegnede er fordelene store: Istedet for at være afhængig af traditionelle kilder som radio, tv og diverse musikmagasiner, så kan jeg nu via nettet opdage ny og spændende musik, som jeg for bare få år siden aldrig ville have en chance for at høre.
Det er lidt fascinerende med den slags ‘kulturel globalisering’. Afstande betyder intet, teoretisk set kan jeg lytte til musik ganske få timer efter et eller andet undergrundsband har været i studiet. For mit eget vedkommende betyder det, at min musiksmag er blevet væsentligt mere aparte end den var tidligere. Måske ikke selve det musikalske indhold, men alle de bands jeg lytter til via forskellige musikblogs, er stort set ukendte for alle andre end jeg selv og det blomstrende indiemusik community på nettet. Det er selvfølgelig vældig tilfredsstillende på et se-bare-hvor-elitær-og-unik-og-cutting-edge-jeg-er plan. Guillemots, der just har fået meget rosende anmeldelser og omtale i danske medier, var f.eks. store på nettet allerede for et års tid siden. Men samtidig også svært deprimerende. Jeg tager flere og flere gange mig selv i at være aldeles uvidende om hvem der aktuelt ligger på hitlisterne. Måske hører det med til at være at blive en sur og muggen mand over 25 år, men alligevel. Når man nu praler med at vide en masse om musik, så er det ikke helt konsistent. Alligevel vil jeg – med afsæt i MySpace – benytte lejligheden til at nævne nogle af de bands der hærger mine sarte øren for tiden.
Af uransagelige årsager er jeg vældig optaget af Sverige for tiden (a-hem!), så jeg bliver nødt til at lægge ud med Montt Mardié. Denne usædvanligt pompøse herre fra Stockholm skriver urimeligt fængende pop, især skal ‘Come on, Eileen!’ fremhæves. Men hov! Er det ikke en sang af Dexy’s Midnight Runners fra 1980’erne? Jo, og så alligevel ikke! Visse læsere vil sikkert erindre ‘Kom igen Lena!’ af yndlingen over alle yndlinge: Håkan Hellström. Nuvel, den sang var netop en hyldest til den oprindelige Dexy’s sang (vi kan jo kalde det det for en post-moderne svensk version), men Montt Mardié vender tingene på hovedet: Han oversætter ‘Kom igen Lena!’ til engelsk, og omdøber den atter til ‘Come on, Eileen’. Det er da så post-post-post-moderne at det gør helt ondt, hvilket naturligvis sikrer ham en plads i mit Elysium over musikalske guder.
En mere ukendt gruppe er The Shortwave Set – selv ikke ihærdige google-søgninger har gjort mig klogere på deres identitet. Men jeg ved at de minder Saint Etienne sådan cirka anno Fox Base Alpha tiden, så jeg er snublende nær ved at bestille deres album over Amazon. Prøv især ‘Casual Use’ og ‘Is it any wonder?’.
Tredje og sidste musikalske bidrag i godteposen er Tahiti 80. De er læskende franske og sammen med The Changes og Phoenix er de mine favorit synthpop kunstnere for tiden. Måske forsangeren har en lidt for lys stemme (men det kan en Pet Shop Boys fan jo nok næppe tude over!), men man må give gruppen, at de kan finde ud at bikse melodiøs popmusik sammen. ‘Big Day’ og ‘Chinatown’ er de åbenlyse hits af deres sange på MySpace siden.
