Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over vore dages krige og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.

Neo-Lovecraft

Jeg har aldrig læst H.P. Lovecraft og kender kun hans gotiske horror og Cthulhu-mytologi af omtale. Derfor er det lidt pudsigt, at mine sjoveste læseoplevelser i 2017 alle er, hvad man kan kalde neo-Lovecraft’ske horrorbøger. Lovecrafts temaer om det okkulte, esoterisk og forbudt viden samt kultdyrkelse af væsener fra andre dimensioner, går alle igen i bøgerne.

Aktuelt er jeg i gang med ‘After the End of the World’, der er anden del i Jonathan L. Howards urimeligt underholdende serie om protagonisterne Carter & Lovecraft. Det er kort sagt som at læse de bedste afsnit af tv-serien ‘Supernatural’ i bogform – og de to bøger har forvandlet mine daglige pendlinger til den rene fornøjelse. Vores to helte er aktuelt i et parallelunivers, hvor nazi-Tyskland aldrig tabte på grund af Himmlers okkulte eksperimenter. Men hvem er de mystiske overjordiske kræfter, der i virkeligheden styrer showet? Spændingen er ikke udløst endnu, og jeg er ellevild med at få det at vide. Glæder mig allerede til næste togtur.

Før da læste jeg ‘Queen of K’n-Yan’ af Ken Amasatsu, en japansk fortolkning af Lovecrafts univers. Historien stak helt af til slut – med alt hvad det indebærer af hallucinationer, afrevne lemmer og knivskarpe tentakler – men var indtil da meget interessant. Hovedpersonen Morishita Anri er klart en af de mest besynderlige og utroværdige fortællere, jeg er stødt på i nyere tid.

Peter Clines’ ‘14’ var også fortrinlig læsning. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst hans science fiction bog ‘The Fold’, som også (med det vidste jeg ikke dengang) flirtede kraftigt med Lovecraft-universet. ‘14’ er mere en klassisk mysterie/gyser, som dog til tider blev lidt for kæk i de popkulturelle referencer. Hvis du har lyst til at læse en gyser om en ejendom, der i virkeligheden er proppen der forhindrer et parallelunivers (beboet af mildest talt usympatiske, blodtørstige og pænt selvhøjtidelige tentakelvæsener) i at overtage vores verden, så gå trygt om bord i bogen.

Alt i alt ved jeg ikke om jeg er helt beredt på at gå i gang med mesteren selv. Jeg kan tydeligvis godt lide forfattere der er inspireret af Lovecraft, men har manden mistænkt for at være for underlig til min smag. Må se om jeg ændrer mening i 2018.