Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationerede på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.