Mine Spotify-anbefalinger er blevet aldeles forskruet af, at jeg i løbet af den typiske hjemmearbejdsdag stort set kun lytter til instrumentelle soundtracks fra JRPGs fra 1990’erne, obskur Vaporwave, depraveret Future Funk og sirupindsmurt City Pop. Mine Discover Weekly og Release Radar playlister er dermed kommet så desperat langt ud af en besynderlig tangent, at de ikke længere giver mening i en større epistemologisk og ontologisk forstand. Når det så er sagt, så kælver playlisterne dog af og til et mindre mesterværk ud. Det gælder lige nu Bobby Oroza – ‘I Got Love’, der er en forførende soulsag, der nok kan få safterne til at stige med årstiden.

Plastic Love

Jeg siger ikke at det drejer sig om objektivt gode sange, men siden jeg læste om Vaporwave, Future Funk og City Pop, har jeg ikke kunne få dem ud af mit hoved.

18 Carat Affair ‘Passion’ og ‘Desire’ lyder som forskruet storcentermusik, der kopulerer med en lummer soulklassiker. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men det er fængende.

Macross 82-99 – ‘Miss Macross’ er en glitrende opdateret udgave af den franske housemusik, jeg holdt så ubærligt meget af i begyndelsen af 2000-tallet. Jeg lytter til den konstant.

Men, men men … den egentlig stjerne kommer her: Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’. Jeg ville gerne kunne sige at jeg er ironisk distanceret. At jeg kun mene det i spøg. Men nej. Jeg elsker dette japanske popvidunder fra 1984. Det er en smooth, ja, nærmest Hall & Oates’k lyd. Det piner mig intenst at sangen ikke er på Spotify, da jeg ellers i givet fald egenhændigt ville sikre Takeuchi indtægter de næste mange år frem.