Årets fodboldtrøjer

2020–2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020.

Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet.

Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Æstetisk perfektion

Jeg nærer stadig varme følelser for Belgien, der vel efterhånden er blevet til mit femte hjemland (Danmark, Sverige, Schweiz og Tjekkiet er trods alt stadig foran). Derfor er det så pokkers irriterede, at deres ellers absurd talentfulde landshold ikke herskede enevældigt ved sommerens EM i fodbold. Derfor er det ligeledes fordømt ærgerligt, at Club Brugge ikke smed PSE ud af Champions League på røv og albuer. Nuvel, så må de nordfranske minearbejdertyper fra Lille klare den opgave for mig.

Blev dog straks i markant bedre humør, da jeg tidligere i dag rituelt læste Football Shirt Culture. Ja, så afsporet er jeg, jeg følger faktisk blogs dedikeret til fodboldtrøjer. Og minsæl om de ikke i dag præsenterede det belgiske landsholds nye trøje for 2012/2013-kampagnen. Tro mig, der er tale om perfektion. Hvis ikke spillerne på ’Rode Duivels’ er glade, er der noget fundamentalt galt med dem.

Bemærk eksempelvis, at trøjemærket er BURRDA. Har du nogensinde hørt om dem? Heller ikke jer. Men Wikipedia fortæller mig, at det er et sportsmærke fra…..Schweiz! Hvor vidunderligt er det ikke lige? Det eneste der kan slå et sponsorat fra et eksotisk, obskurt og esoterisk schweizisk tøjmærke, ville være hvis det var trøjen blev lavet af en af mine all-time favoritter fra Umbro, Diadora eller Errea.

Moving on, så ser vi hvordan designerne på sublim vis har formået at få penslet hele det belgiske flag ud over trøjen. Jeg er vild med det sort-gule bånd på den røde baggrund på hjemmebanetrøjen. Den er skæppeskøn! Og sikke en sød model, der har den på. Ikke så sød som Marouane Fallaini naturligvis (men på den anden side, hvem er egentlig det?), men hvor ser hun glad og frisk ud.

Trøjen når dog nærmest religiøst ekstatiske højder, når den placeres på billedet, som den gør. For se lige på den belgiske landstræner Marc Wilmots. Nyd ham. I fulde drag. Se hans svedige pande. Hans jeg-er-svulmet-noget-op-siden-min-fodboldkarriere pondus. Hans skamløst slutty nedknappede skjorte. Hans flirtende lok i panden. Hans hænder, der griber så naturligt om de unge pigers taljer. Hans smil, der kunne smelte selv den koldeste fimbulvinter. Hvordan kan jeg, nej, undskyld: Hvordan kan NOGEN ønske sig andet end at være kæreste med Marc Wilmots? Det vil for altid forblive mig en gåde.

Jeg har tænkt mig at bestille den himmelstræbende trøje på nettet snarest. Det er faktisk kun AC Bellinzonas bad boy af en ny trøje, som jeg ønsker mig mere. Dén må en af de behjertigede læsere gerne give mig i gave. Tak.