En skamstøtte over ‘Danmarks Dynamite’

I går præsenterede DBU den officielle danske sang til den kommende slutrunde. Jeg har ikke set en landskamp i årevis, da jeg ikke er interesseret i konglomeratet af Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg naturligvis MENINGER. Og Alphabeat – ‘Danmarks Dynamite’ er objektivt set rædsom og bør aflyses snarest. Ikke kun fordi den er bøvet, bovlam og kluntet, men mest af alt fordi den fejler i alt det, som en god fodboldslagsang skal kunne:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ❌  
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til ved næste slutrunde: ❌ 
  • Et intellitgentlyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon): ❌ 

‘Danish Dynamite’ lyder som en træt Rollo & King produktion, vi er få meter fra at der står et billede af dig på mit bord. Melodien er gumpetung, grimassen anstrengt. Konceptet i sangen giver ingen mening. Hvad er fortællingen? Hvad er det, jeg skal føle, Alphabeat? Titlen er selvsagt et kip med hatten til 80’ernes ‘Danish Dynamite’. På den måde er Alphabeats bras meget tidstypisk, da den mest af alt er en træt og ikke særlig begavet mimetisk klon af fortidens popkultur. Ingen originale selvstændige tanker her, tak.

Klassiske fodboldsange er nogen, der er tænkt over. De kræver en genial melodi og de kræver en indsigt i nationalkarakteren. Lad os tage de to bedste: Del Amitri – ‘Don’t Come Home Too Soon’ (Skotland, 1998) og Lightning Seeds – ‘Three Lions (Football’s Coming Home)’ (England, 1996).

Alene titlen på Del Amitri sangen siger det hele. Den rammer 100% plet hos en lille fodboldnation, der er vant til skuffelser og at andre ser ned på dem. En nation, der endelig har kvalificeret sig til en slutrunde, og nu med misantropi, trodsig optimisme og kærlighed sender det hold afsted, de godt ved er oppe mod overmagten:

So long, go on and do your best
Let all France have whiskey on its breath
The world may not be shaking yet but you might prove them wrong
Even long shots make it

So go then, out into history
And show them how easy it can be
And you might not believe it yet but pretty soon you’ll see
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Elegant, ikke? Vi får en skotsk reference og hele den nationale selvforståelse foldet ud.

I don’t care what people say
We can laugh it all away
If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane

And the world may not be shaking yet
But you might prove them wrong
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Ser I trodsigheden? Håbet? Drømmen? Om at ja, vi kan selvfølgelig sagtens smile af det hvis det går galt, jeg holder ikke mindre af dig af den grund … men tænk nu hvis vi bryder deres fordomme om os? Tænk nu hvis vi gjorde det? Det er en vidunderlig fodboldsang, da den netop er kompleks og Del Amitri faktisk har tænkt over, hvem det er de synger på vegne af.

‘Three Lions’ er blevet spillet alt for mange gange siden 1996. Men det er fordi den er genial og har fodboldslagsangenes mest syng-med-egnede omkvæd. Og så rammer den noget eksistentielt. Håb, drømme, desillusion, stolthed på trods. Den geniale frase “Thirty years of hurt/Never stopped me dreaming”. Hvilken fodboldfan (med et knust hjerte hæftet nødtørftigt sammen) kan ikke relatere til det? Tilmed er smerten ikke blevet mindre relevant af at der er kommet yderligere 25 år oven i de 30. Og det egentlige mestertræk: henvisningen til et mytologisk HJEM. Slutrunden i 1996 var i England og sporten kom dermed ‘hjem’. Det er godt set af Lightning Seeds, ikke mindst fordi det har så stærk en dragende karakter. Hvem vil ikke gerne HJEM? Til en mytologisk fiktion, fællesskabet, til det vi engang delte med hinanden (før alting gik galt, åh Gud, jeg elskede dig sådan dengang)? Igen: der er tænkt over tingene. Sangen skriver sig ind i et nationalt narrativ om fortidig stortid (det engelske imperiekompleks forsvinder nok aldrig), en forfaldsfortælling og nu, nu, NU er tiden inde til at finde HJEM til os selv, til storheden, til kærligheden, SAMMEN. Genialt. Ganske enkelt genialt.

Pointen er her, at Alphabeat ikke er i nærheden af at have hverken Del Amitri eller Lightning Seeds indsigt i, hvad der skaber en god fodboldslagsang. De er ikke engang tæt på at de næst- og tredjebedste. 

GES – ‘När vi gräver guld i USA’ fra 1994 er eksempelvis en gedigen popsang, der kan synges med på – og spillede begavet på slutrundens lokation og da 1,3 mio. svenskere emigrerede vestpå for at søge et nyt og bedre liv. Vi graver guld på alle mulige metaforiske planer. Ja, sangen er kitsch, nej, den skal ikke lyttes til hver dag, men der var begavede mennesker, der havde tænkt og følt noget, da de lavede sangen. Hvad tænkte I, Alphabeat, da I skrev teksten? Ikke noget dybsindigt i hvert fald.

Og giv mig nu for Guds skyld et omkvæd. Det må gerne være fjollet, Frank Arnesen må gerne skabe sig. Men både ‘Re-Sepp-ten’ og ‘En for alle’ kan synges højt (i både fuld og ædru tilstand) og er intuitivt gode melodier. ‘Re-Sepp-ten’ kørte endda et eventyr/H.C. Andersen tema, der nok var lidt forceret, men dog havde en funktion og var tænkt over. Rocazinos ‘En for alle, alle for en’ er den bedste danske fodboldsang, sandsynligvis fordi det er Danmarks bedste synthesizerepopband der stod bag. Omkvædet er uangribeligt og teksten kan forstås bogstaveligt og i overført betydning. Den er et mesterværk.

Og Alphabeat, hvorfor er jeres makværk en blanding af dansk og engelsk? Det er konceptuelt meningsløst. Det var åndssvagt allerede med Nephew, hvad er formålet med den slags start-00’er idioti? Det virker så frygtelig provinsielt, at man ikke har selverkendelsen og selvværdet til at stå på egne sproglige ben, men i stedet forlader sig på nonsens som “Vi er red og white, Danmarks dynamite/Vi står side by side, sammen du og jeg”. Men … hvorfor? Det er ikke begavet, det er ikke fængende, det er bondsk. Hvad havde I håbet på at fremmane? Min uhæmmede foragt? I så fald er I lykkedes.

‘Danmarks Dynamite’ er blot endnu et argument for, at vi her i husstanden bør prioritere at holde med Den Bedre Halvdels hjemland Sverige. Der bør rejses en skamstøtte over Alphabeat på en indfaldsvej i Silkeborgs periferi. Det er dér, de hører hjemme. 

Hjerneblødning i Vendsyssel

Jeg skal ikke sidde her og lege ledelsesekspert eller strategiguru. Men der er simpelthen visse sportsfranchises, der er så forrykt skruet sammen i hovederne, at de er kognitivt og intellektuelt ude af stand til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger. Det er dem, som ikke kan gøre det kloge, om man så forærede dem løsningen kvit og frit. Dem, som konsekvent formøbler enhver mulighed, så den ender med at blive en byrde. Man kan fremhæve notoriske sorte huller som New York Knicks eller Chicago Cubs (indtil 2016).

Men den klareste stjerne blandt disse forrygende tabere må dog være Vendsyssel FF, der i dag fyrede deres cheftræner Lasse Steensgaard.

Isoleret set er det en forståelig beslutning. Tingene har sejlet under Steensgaard, og holdet taber igen og igen. Han har fået lang snor efter VFF standarder, og det var efterhånden evident, at han ikke ville få rettet op på tingene. Spillermaterialet er ikke til nedrykning, og han får ikke nok ud af truppen. I en situation, hvor der er brug for kampgejst, så er manden, der blev fyret i AaB grundet sin glædesløse træninger, næppe den langsigtede løsning.

Men de vælger så at erstatte ham med … Michael Schjønberg?

En mand, der ikke har været cheftræner i en professionel klub siden 2011 (hvor det i parentes bemærket gik rædsomt med FC Vestsjælland)? Som senest hat været træner i Fyensserien? Som ingen meritter har på sit CV? Hvad er det for noget? Hvad kan han egentlig, altså udover at råbe højt? Hvordan når man som bestyrelse frem til, at han skal være den rette til at redde og udvikle klubben? Hvilke strategiske overvejelser kan der lægge bag sådan en hjerneblødning af en ansættelse? 

Hvis ikke det var fordi jeg nærer en vis sympati for al nordjysk fodbold (KOM SÅ JAMMERBUGT FC!), så ville jeg sidde og klukle over hvor fjollede VFF er. Men nu er sagen imidlertid den, at klubben ligger til nedrykning i 1. division, at de ingen retning har ledelsesmæssigt, der er episke udskiftninger i spillertruppen hvert evigt eneste transfervindue og de hyrer/fyrer træner konstant. Det er absurd, og præcis den slags dispositioner, som man skulle tro at VFF’s ret nye ejere ville undgå. Det ville aldrig være nemt at opbygge en konkurrencedygtig professionel fodboldklub i Udkantsdanmark, men det er som om at de aktivt arbejder på sabotere sig selv.

Igen: jeg er ikke ekspert, men hvis der er én ting alle succesfulde sportsfranchises – på trods af sportsgrene og landegrænser – har til fælles – så er det kontinuitet, et klart koncept og en strategisk retning. Der er en grund til New England Patriots, San Antonio Spurs og Ajax Amsterdam har succes henover årtier. De har en linje og identitet, som er holdbar og som de bygger ud fra. VFF? Ja, de har en tilsyneladende bindegal ledelse, en flok lejesvende i 6 måneder af gangen, et stort budget til at betale kompensation for trænerfyringer og et vindblæst stadion. 

Jeg håber og beder til at nogen snart laver en intervention i en klub. Om ikke andet, så når de fyrer Schjønberg for at have brækket benene på en ungdomsspiller til en træning.

Vendsyssel fortjener bedre end det her.

Gaarde lavede en Gaarde

Jeg havde egentlig skrevet et kilometerlangt indlæg om AaB’s midlertidige fastansættelse (sic) af Jacob Friis som cheftræner. Det udartede sig dog i en indebrændt retning, så vi er nok alle bedst tjent med, at det indlæg bliver liggende i drift-mappen.

Men lad mig blot kort rekapitulere: Jeg ønsker forsat, at AaB får ny inspiration med en træner udenfor Allan Gaardes iltfattige og lukkede kredsløb af et netværk. Den fornyelse synes jeg ikke forfremmelsen af en assistenttræner, der har været medansvarlig for de seneste tre års spillemæssige deroute, er udtryk for.

Og jeg finder det barokt, at når man så endelig vælger at give stillingen til en intern kandidat – der efter eget udsagn har været 38 år i klubben – så sker det på en korttidskontrakt, da man liiiige skal evaluere ham først. Det giver ikke mening. Friis har været elitetræner i klubben i 10 år. I kender ham. I ved hvad han står for. Hvad er det egentlig at I er i tvivl om, hvis ellers han er så fremragende en kandidat, som I påstår?

Men nuvel. Jeg håber det bedste og at Friis modbeviser min skepsis.Jeg mistænker dog mest af alt, at dette stunt handler om at give Gaarde mere tid til at hyre en permanent træner, der modsat hans to tidligere rekrutteringer, Søndergaard og Wieghorst, ikke er eklatante flops. Han har ikke råd til endnu en fyring, hvis han ikke skal skal miste jobbet.

Måske Friis er AaB’s messias. Men jeg tror det ikke – og det gør AaB vist heller ikke.

Farvel Wieghorst

Jeg var skeptisk dengang i januar 2017, hvor Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB. Ikke mindst var jeg mismodig ovenpå et langt og trist år med uhyre kedelig fodbold. Jeg var i tvivl om hvad Wieghorst kunne og hvilke midler, han ville få stillet til rådighed.

Men ak, havde jeg blot vidst hvor meget værre det identitets- og spillemæssigt kunne blive for AaB, så havde jeg næppe hulket så meget dengang.

For her to år senere står AaB tilbage med en træner, der har leveret det dårligste pointsnit og laveste antal scorede mål nogensinde. Det har været grufuldt. Se bare her, her og her.

Holdet spiller Danmarks kedeligste fodbold uden nogen synlig plan eller fremskridt, de individuelle spilleres udvikling er gået i stå og tilskuerne bliver væk fra stadion. På alle objektive parametre er AaB de sidste par år enten stagneret eller blevet ringere. Og det tilmed i en periode, hvor spiller- og lønbudgettet er steget markant.

På det store metaplan er der en rigtig dårlig stemning om AaB. Det er måske det værste ved det hele. Der er ingen entusiasme, ingen glæde, ingen fortællinger der inspirer. AaB er blevet en negativ historie.

Det går mig på, for jeg har altid nydt at kunne sige, at jeg holder med klubben. At AaB er mit hold, og at jeg holder med dem, uanset hvad. Jeg fremstod muligvis pudsig, provinsiel og smådum, men jeg skammede mig aldrig tidligere over AaB. Heller ikke under de mørke år (2010-2011), hvor nedrykningen kun med nød og næppe blev undgået. Selv i desperationens stund var der noget at elske i klubben. Måske var vi tabere, men vi var da i det mindste underholdende.

Sådan er det ikke mere. AaB er kedelige, kønsløse, irrelevante, og middelmådige. Mens andre klubber havde strategier og udviklede deres økonomier, så har AaB nu i tre år befundet sig i et ingenmandsland. Der er ikke noget at holde af, ikke noget at gå op i. I dag kigger folk mere på mig med medlidenhed og undren, når jeg bekendtgør mit fodboldmæssige tilhørsforhold. “Hvorfor holder du dog af noget så ligegyldigt?”, er den typiske reaktion. Det er vanskeligt for mig at kapere.

Nuvel, Wieghorst er smidt på porten, den umiddelbart skyldige er ude af ligningen. Men han var jo ikke alene. Der er også brug for at kigge opad.

Bevares, jeg siger ikke, at det hele er sportsdirektør Allan Gaardes fejl. Men bortset fra et heldigt salg af Bassogog til Kina, så har han stort set intet gjort rigtigt. Han har nu måtte fyre to af de trænere, han selv har ansat. Jeg var forundret over de manglende ambitioner ved vi-hyrer-kun-venner-af-huset ansættelsen af Lars Søndergaard tilbage i 20161. Og udover indkøbet af målmand Jacob Rinne, så har ingen af hans indkøb været en succes.

Det er kort sagt vanskeligt at se, hvorfor klubbens bestyrelse ikke udsætter Gaarde for en grundig kritisk evaluering.

Hvad så med fremtiden?

Lige nu tager assistenttræneren over de sidste tre kampe i efterårssæsonen. Derefter håber jeg at AaB viser ukarakteristisk mod og sætter en ny kurs med et anderledes trænervalg.

Jeg er med på at kontinuitet er vigtigt og at det er giftigt for en fodboldklubs kultur, hvis man hele tiden ansætter trænere med nye divergerende strategier. Se bare på AGF, der vel i en periode havde 5-6 trænere i træk med hver sin måde at gøre tingene på. Det ødelagde dem i mange år, og den situation skal AaB ikke havne i.

Efter tre års stilstand og hensygnen, så er der dog desperat brug for en ny træner, der nyfortolker AaB’s erklærede mål og spillestil. Jeg håber på en ambitiøs udlænding, der kan give den nordjyske mentalitet et ordentligt spark i røven. Det var præcis det, som Erik Hamrén gjorde så godt dengang han trådte til. Han kom med en masse nye impulser og løftede på 2-3 år klubben til nye kvalitetsstandarder. Det tog et par år, men man troede på ham. Et lignende forandringsprojekt kunne være en spændende (og ikke mindst: Inspirerende) ting, at være med i som AaB-elsker.

Men, men, men … hvis det går som det plejer, så rekrutterer de Glenn Riddersholm, eller til nøds Brian Priske. Der er jo ingen grund til at se for langt væk fra de gamle venner og bekendte. Og så står vi her igen om to års tid.

  1. En indavlet tendens, der kun er blevet værre efter at Gaardes gamle holdkammerat Thomas Bælum tidligere i år blev ansat som direktør i klubben []

Nu 1 sejr i de seneste 12 AaB-kampe. Hvordan denne uendelige, blodfattige og konsekvente middelmådighed kan undgå at få sportslige konsekvenser for Gaarde og Wieghorst, er en gåde for mig.

De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Forbandelsen er aflyst

Kan I huske den der svært irriterende sang, ‘Nanna’, som Gasolin lavede i 1972? Hvor teksten går:

“Nanna med den røde mund Og lange sorte negle. Hun drikker og hun er lidt dum Så hun er glad. Det så trist, det så trist siger de”

Nuvel, jeg hader den sang. Ganske stærkt, faktisk. Men ikke desto mindre vrængede Kim Larsen inde i mit hoved hele fredag aften.

For det er så trist, det er så trist at AaB – så få dage efter klubbens 130 års fødselsdag – skulle opleve en så gennemført trang og afskyelig dag som i går.

Først nyheden om at Kasper Kusk har solgt sin sjæl til djævelen. Dernæst et forsmædeligt nederlag til OB. Nej, jeg var ikke just opløftet på Nordjyllands vegne. Og Kim Larsens nasale vokal gjorde det ikke bedre.

I dag er humøret lidt bedre.

Har tegnet abonnement på ViaPlay, så efter et års tid uden adgang til fodbold på tv, har jeg her til aften nydt at se Crystal Palace vinde over Liverpool. Og hvis jeg vil, kan jeg i skrivende stund se mine romerske yndlinge Lazio på en svær opgave hos Sampdoria. Hvilke man jo skulle være en skidt fugl ikke at udnytte.

Men det er nu ikke så meget derfor, at humøret er bedre.

Det er snarere fordi min forbandelse er blevet ophævet. Indtil for ganske nylig var det sådan, at hvis jeg kastede min kærlighed over en sportsklub, så var det et stensikkert tegn på, at det efterfølgende ville gå rædderligt for den pågældende klub. Forbandelsen gjaldt alle former for sportsgrene. Der var statsgaranti for økonomisk og/eller sportslig rabundus, når først Skribenten havde været forbi.

Tag nu blot Denver Nuggets. Jeg er på besøg i 2012. Ser en Nuggets-kamp i Pepsi Center. Kort tid efter ryger de meget skuffende ud af slutspillet på røv og albuer, fyrer træneren, mister sportsdirektøren, får stjernespilleren langtidsskadet og har netop haft endnu en helt miserable sæson. Forbandelsen slog til.

Eller hvad med FC Köln? Jeg kommer på besøg, og klubben rykker straks ned i 2. Bundesliga. Forbandelsen slog til.

Og så har vi ikke engang drøftet Djurgården, der efter at jeg deklarerede min kærlighed har haft en snart 10 årig ørkenvandring af middelmådighed og økonomisk malaise. Forbandelsen slog til nok engang.

Værst af dem alle: AC Bellinzona. Engang det italienske Schweiz’ fremmeste klub. Jeg køber deres trøje under en af sommerferierne dernede. Året efter går klubben konkurs og er nu at finde i amatørfodbold rækkerne. Måske min forbandelses mest smertefulde offer, hvis jeg selv skal sige det.

Men nu er det slut.

Efter at jeg besøgte San Francisco på bryllupsrejsen, så en Golden State Warriors kamp samt købte et bjerg San Franscisco Giants merchandise … så er det gået strålende, storartet, ja, nærmest mageløst for dem begge.

Giants blev mestre i baseball. Og Warriors er NBA’s aktuelt stærkeste hold, og er med stormskrift på vej til finalen i dette års slutspil. Om alt går vel, så er min forbandelse blevet vendt til en fortryllelse.

Måske … måske jeg ikke længere skal skade nogen? Jeg vil virkelig håber det for AaB. Der er brug for alt min magi lige nu.

Genforening

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius’ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over – bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha (‘Bohemka‘) frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos ‘lillebroderen’ Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde – selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990’erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF’s kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os – og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.

En meget vigtig posting om…..ČR

Nogle har spurgt mig hvorfor jeg var glad for at være et halvt år i Tjekkiet. Nedenstående nyhed burde besvare dette spørgsmål:

Samtlige tjekkiske landsholdsspillere modtager efter 1-0-sejren over Norge 160 liter øl fra bryggeriet Gambrinus.

Oven på gårsdagens sejr over Norge har det tjekkiske bryggeri Gambrinus, der er en af landsholdets sponsorer, besluttet at donere 160 liter øl til hver af de tjekkiske landsholdsspillere. 160 liter øl er hvad en gennemsnitlig tjekke drikker i løbet af et år, og det synes bryggeriet altså ikke, at fodboldspillerne skal snydes for. Bryggeriet gjorde ifølge den tjekkiske avis Lidove Noviny det samme, da Tjekkiet kvalificerede sig til EM 2000 og 2004, så måske tager bryggeriet en sejr for givet. På onsdag i returkampen mod Norge. Tjekkiet har ikke deltaget ved VM siden 1990. Dengang under navnet Tjekkoslovakiet (Fra bold.dk)