Fortærede en liste med ‘The 50 Greatest Breakup Songs of All Time’, og Fleetwood Mac – ‘Dreams’ er naturligvis på. Jeg holder meget af den sang, også selv den er så stor (og så gammel), at den er i territoriet for evergreens og særudsendelser på Tv2 Charlie. Men gør alligevel dig selv en tjeneste og lyt til den ufærdige ’Take 2’-udgave. Den er rå, søgende og sårbar, og uden trommebeatet til at skjule, at Stevie Nicks synger om bruddet med sin kæreste gennem 8 år … der bogstaveligt talt sidder tre meter fra hende og spiller guitar på sangen. Det er på alle måder episk.

Not even Stevie Nicks

Jeg er blevet helt uforsvarligt forkølet, så det er en stille fredag aften under dynen for mit vedkommende. Pingvinen varter mig op i hoved og rumpe. Det misbruger jeg naturligvis i stor stil (“Hvad siger du? Skal jeg op på loftet med vasketøjet? Ah, men du ved nok, host-host, det vil være det rene hasardspil med det skrøbelige helbred at gøre den slags!”).

Midt imellem en lur (eller to), tv-serierne og spisen hjemmebagt kage, finder jeg også tid i det stramme program til at lytte til lidt ældre musik. Og sikke det bringer minderne tilbage.

I 2003 besluttede min gamle læsegruppe sig for at lave en fælles cd (ja, det var før iPod’en!) efter vores succesfulde eksamen på tredje semester. Min sange var bl.a. Håkan Hellström, Blackalicious og Pete Yorn, mens Andreas var ovre i den noget hårdere genre. Men den virkelige vinder på albummet var Jannes valg. Hendes yndling var Fleetwood Mac: ‘Dreams’. Og den slog benene væk under mig.

Ok, lad os lige få konteksten i orden. I min verden var (og er) Fleetwood Mac noget frygteligt 70’er new wave ævl. Noget med følsomt tøj og mænd med hestehaler. Nå, ja, og så selvfølgelig Bill Clintons valgkampsang. Gruppen havde med andre ord ikke den helt store credibilty i min verden.

Min skepsis overfor ‘Dreams‘ var da derfor ganske betragtelig. Ikke mindst fordi de rædderlige The Corrs havde begået en afskyelig coverudgave af den nogle år forinden. Men nogle gange (ikke for tit!) bør man lægge fordommene til side og erkende, når noget objektivt set er god musik. Det er ‘Dreams‘. Faktisk er den ikke bare god, den er overlegen. Stærkt melankolsk. Og frygtelig romantisk. Den unge Werther kan næsten ikke være med her. I den aktuelle video fra 1977 er sangerinden, Stevie Nicks, grufuldt kokaintynd. Hun ser heldigvis noget sundere og rundere ud i dag.

Senere opdagede jeg, at albummet som ‘Dreams’ stammer fra (Rumours) er det næstmest solgte i musikhistorien (Michael Jackson ‘Thriller’ er stadig den der har solgt bedst all-time). Det kom en anelse bag på mig. Og så alligevel ikke. Forleden så jeg nemlig afsnit 17 af Heroes sæson tre. I den dramatiske scene hvor vi ser (helten? skurken?) Sylar blive forladt af sin far, spilles ‘The Chain’ af, ja, Fleetwood Mac. Det passer perfekt. Knaldhård melankoli. Og sandelig om ikke også den sang stammer fra ‘Rumours’ albummet? Jo, naturligvis.

Noget fortæller mig, at der bør investeres i det inden længe.

PS. Andre steder på nettet grifles der også om god musik. Marie berettede for nylig om sin yndlingssang, ‘Heart Like A Wheel’, og den er mildest talt fuldt ud på højde med ‘Dreams’ i melankoli. Stærkt anbefalelsesværdig.