The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

…Cause she knows that it’s demanding to defeat these evil machines

Den amerikanske gruppe The Flaming Lips udgav i 2002 det fantastiske konceptalbum Yoshimi Battles the Pink Robots. Det er en syret omgang, hvor alle sangene kredser om en science-fiction verden, hvor den ninjatrænede(!!!) pige Yoshimi forsvarer Jorden mod invaderende lyserøde robotter fra det ydre rum.

Nu sker det desværre ikke så tit at jeg selv får lejlighed til at benytte mine knivskarpe moves i verdenssamfundets tjeneste. Men til tider tror jeg at jeg ved hvordan den stakkels Yoshimi har det. En af de stunder dukkede op i dag, hvor jeg krydsede klinge med det administrative personale på Institut for Statskundskab, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SU-Styrelsen. Sagen kort: Ved en eller anden fejl i kommunikationen mellem Institut og Fakultet fik man opbygget den vrangforestilling at jeg skulle noteres i systemet som udmeldt af universitetet pr. 31. marts 2007. Det på trods af at jeg ikke fik min karakter før den 11. april. Så da jeg modtog en harmdirrende skrivelse fra SU-Styrelsen igår om ,at de ærlig talt synes jeg skal betale SU tilbage for april måned, så blev jeg en kende muggen. Og besluttede mig for at støve den krigeriske attitude af.

Ganske vist var det ikke en kung-fu kamp med lyserøde robotter (snarere telefonsamtaler med diverse kontorfunktionærer), men det tog en pæn portion tid, tålmodighed og tænderskæren i dag for at få diverse vrisne damer overbevist om at jeg ikke er en notorisk løgner. Så nu afventer jeg spændt på at de store bureaukratiske hjul får kværnet sig igennem sagen.

One of these days I’m gonna sit down and talk to Paul

Hmmm, lune søndag formiddage i selskab med lidt opgaveskrivning, kaffe og Flaming Lips i baggrunden er stærkt undervurderede. Ville ønske jeg havde nogle spidsfindige og juicy kommentarer til et eller andet i medierne i dag, men det er jeg vist alt for dvask og veltilpas til.

Var ude at spise hos Cecilie i går aftes. Min far var stadig på besøg, så det blev en hyggelig aften. Sad og så TV2’s nye satsning ‘Commander in Chief’, en frygtelig omgang rip-off af ‘West Wing‘. En vis underholdningsværdi kan man ikke tage fra showet, men det bliver næppe det jeg kommer til at spendere mine lørdag aftener på i fremtiden. Nu vi taler om min søster, så har jeg fra højeste sted fået besked på, at jeg skal huske at rose de flødekartofler hun lavede til mig sidste søndag. De var yderst delikate. Og ja, jeg kom til at spise uforholdsvist mange af dem. Sådan kan det gå. Og så har du vist fået ros nok for i dag, Cecilie 😉

Is it always this dark?

Siden jeg er kronisk fanget i 80’erne synth-tunge kældre, så frekventerer jeg af og til et Pet Shop Boys Forum. Den slags diskussionsfora på nettet er jo notoriske steder for ulovlig fildeling, og ja, dette forum er ikke en undtagelse. For tiden kan man hente det endnu uudgivne Flaming Lips album ‘At war with the Mystics’. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Deres to forrige albums ‘Soft Bulletin’ og ‘Yoshimi battles the pink robots’ ligger begge på min personlige top 10 over fabelagtige albums, så når de udgiver nyt, så begynder jeg at ryste som et lille espeløb i ren spænding. Og for Guds skyld: De har en sang der hedder Pompeii Am Götterdämmerung. Hvad vil man så mere her i livet?!? Hvilket dilemma. Selvfølgelig køber jeg albummet når det kommer, men jeg kan få fornøjelsen af at høre det allerede nu….oh, what to do, what to do?

Et par timer senere: Jeg kom til at hente albummet alligevel. Visse af sangene er så gode at jeg ikke ved hvordan jeg skal formulere det med ord.