Beat City

Jeg har dyrket ‘Ferris Bueller’s Day Off’ en del den seneste uge, vanen tro fremprovokeret af podcasten ‘The Rewatchables’. Det har efterladt mig med to hovedkonklusioner.

Dels at det er en af de retrofilm, der bedst nydes i greatest hits scener på YouTube. Der er et hav af fremragende momenter og popkulturelle højdepunkter, men summen af dem bliver ikke opløftet til noget episk. Forsøgte at se noget af den med min post-nattevagtramte viv, og den fungerede ikke helt.

Dels at det er en forbrydelse at sangen ’Beat City’ af The Flowerpot Men ikke er at finde på nogen streamingtjenester. Det er vanvid, da den er absurd fængende. Når Ferris, Cameron og Sloane kører ind i Chicago med sangen i baggrunden, så er det perfekt.

Hvad gør man når de gode sange er forsvundet eller fraværende fra de digitale siloer? Det er og bliver frustrerende.

Brat packed

Er det ikke fortryllende? Mit forhold til den ædle akademiske disciplin økonomi blev fanget perfekt af den eviggrønne filmklassisker ‘Ferris Bueller’s Day Off’ fra 1986.

Gode Gud, hvis ellers filmens instruktør ♥ John Hughes ♥ stadig levede, så havde jeg ringet til ham og bedt ham om at forføre mig. Efterfølgende ville vi have levet lykkeligt sammen til vores dages ende, bare ham og mig i en primitiv (men atmosfærefyldt!) hytte i i ødemarken. Og ingen, genta’r: INGEN, skulle forstyrre os mens vi genindspillede ‘Breakfast Club’ sammen hver dag. Han kunne være John Bender og jeg kunne være hende den rødhårede (hvis navn jeg ikke husker, men som blev spillet af Molly Ringwald)

Er det virkelig så meget at forlange?