Glæder og sorger

Pro:

Det er nu officielt at både ‘Fringe’ og ‘Supernatural’ bliver fornyet med endnu en sæson hver. Min sci-fi rutine lørdag formiddag er dermed reddet et år endnu.

Jeg har været ganske fysisk aktiv de senere dage. Fredag cyklede jeg frem og tilbage til det nye arbejdssted. Det ligger i det man i gamle dage ville kalde for ‘frisk cykelafstand’ fra min aktuelle bopæl. Hidtil har jeg taget bussen derud, men da jeg synes 35 minutter i et snavset lokum af en bus blandt knallerttyper og klirrende faktaposer er meget længe, så prøvede jeg altså i går – som et dristigt forsøg – at cykle derud og hjem igen. Det tager en halv times tid hver vej og er bakket som ind i helvede. Havde desuden glemt hvor meget der blæser i det her lorteland. Jeg endte med at svede som en hest, men at cykle på arbejde er nok en fornuftig måde at smide de alt rigelige mængder spæk på siden.

I overenstemmelse med min nye asketiske livsform var der også plads til et besøg i Haraldslund Svømmehal i dag. Har ikke slået mine folder der siden svømmeundervisningen i folkeskolen engang i begyndelsen af 1990’erne, men blev behageligt overrasket. Det er en prægtig svømmehal og deres motionscenter er lyst og veludstyret. Placeringen i Vestbyen til trods var frekvensen af tribal-tattoos også befriende lav. Nu mangler jeg blot at komme ind i en god træningsrytme og i øvrigt lære en anden stil end hundesvømning.

Kontra:

Det er endnu ikke afgjort hvorvidt ‘Awake’, ‘Secret Circle’ eller ‘Once Upon a Time’ bliver fornyet. Den Bedre Halvdels tv-rutiner er med andre ord stadig ikke i sikker havn.

Lørdag blev sørgedagen hvor FC Köln rykkede ned i 2. Bundesliga. Det giver åbenlyst uafvaskelige ar på sjælen at blive vanrøgtet at Ståle Solbakken igennem en hel sæson. Jeg håber at han sover ualmindeligt skidt om natten. Kom snart hjem igen, FC Kölle.

Sidste fodboldindlæg i mands minde

Efter den episke (og indtil videre frugtesløse) Ståle-fyring, havde jeg egentlig lovet mig selv ikke at skrive om fodbold i et stykke tid. Men da jeg er et ligeså svigagtigt og utroværdigt bæst overfor mig selv som overfor andre, så er her endnu et i rækken. For sagen er den, at nu hvor diverse fodboldsæsoner kulminerer (og livssituationer ændres), så spenderer jeg tragisk nok en større del af min vågne tid på at reflektere over det, som en fast læser her på stedet konsekvent kalder for ‘inferiøre og ligegyldige fodboldklubber’. Her er mine tanker i smart, letlæst og overskuelig punktform. Ligesom man lærer det på kurser i præsentationsteknik.

FC Hjørring er den nye hipster-klub

  • 1. division er en laber liga.
  • FC Hjørring bliver min nye lokale klub.
  • Karim Zaza (den flotte fyr!) er målmand.
  • Der huserer en forsvarer ved navn ‘FC ‘ i klubben. Det borger for den helt rette portion vold, sex og barnemord.

Hvis alting går, som det ser ud til at ville gå, så rykker FC Köln ned i 2. Bundesliga, mens Greuther Fürth for første gang i historien skal spille i den bedste tyske række.

  • Og hvad så?” vil de fleste normaltbegavede mennesker nu med rette tænke. Jo, såmænd. Det betyder at der bliver underholdende og krasbørstige lokalopgør mellem Köln og Düsseldorf i 2. Bundesliga. Og blodtørstige lokalopgør er noget af det mest vidunderlige i fodbold.
  • Da Greuther Fürth har været en af mine skygge-yndlingsklubber i Tyskland lige siden mit tyske sommerskoleophold hin sommer 1999 i Herzogenaurach, så er oprykningen en moderat stor begivenhed i mit fallitbo af en eksistens.
  • Det betyder samtidig at Henry Kissinger nu ENDELIG får en mulighed for at se sit yndlingsfodbold spille på højeste niveau. Det har han da fortjent, den gamle imperialist.

AaB’s stærkt akavede angriber Nicklas Helenius scorer mål og er ønsket af hollandske klubber.

  • Jeg forstår ikke helt Helenius. Som koncept altså. Han er en lemmedasker at se på, luffer rundt som en forvirret okse, har mærkelige kejtede ben og er pokkers ustabil. Men samtidig scorer han til tider grotesk gode og vigtige mål for AaB. Ville jeg lade ham gå ud med min datter? Ville jeg lade ham køre min bil? Nej. Dertil er han for bøvet. Men jeg er nogenlunde afklaret med at han spiller i AaB’s angreb.
  • Nu kan jeg så forstå, at den hollandske fodboldklub Roda JC (fra byen med det smukt klingende navn ‘Kerkrade’. Hvis ikke det lyder som navnet på en ork-borg i Tolkien, så ved jeg ikke hvad) er interesseret i at rekvirere Helenius, antageligvis for et mindre millionbeløb.
  • Til det siger træner Kent Nielsen: “Nej, vent lige lidt, Nicklas-drengen, du kan altså godt lige spille i min middelmådige fodboldklub i den middelmådige liga et år mere”. Hvortil Helenius svarer noget noget i stil med “Ok, boss!”. I den forbindelse tænker jeg, at han lyder lidt som Rocksteady og Bebop i Teenage Mutant Ninja Turtles tegnefilmene. De sagde også hele tiden “Ok, boss!” på den mest åndssvage måde.
  • Men begge de to gentlemen lyver – og deres mummespil er sørgeligt at se på. Alle ved at AaB’s økonomi er lige til at åbne op og skide i. Der skal sgu nogle penge i klubkassen. Og det skal være snart inden at konkursfælden klapper. Nu hvor man har ladet Chris Rolfe trille granske gratis hjem til Chicago Fire (eftersigende for at lette lønbudgettet), så har AaB tre salgsobjekter: Niclas Helenius, Lucas Andersen og Lasse Nielsen. Og de skal alle tre afsted enten til sommer eller aller, aller senest i næste vinterpause.
  • Så spiller Helenius i AaB efter sommerferien? Vel gør han da ej. Han bliver angriber i en lige-under-middel hollandsk klub. For en sum af rundt regnet 2,5 mio. kr., som AaB siger ja til af ren desperation. Og han kommer siden tilbage til dansk fodbold (måske Horsens eller en lignende non-entitet af en kræmmerklub) som en gumpetung fiasko efter at have siddet på bænken i to sæsoner. True story, dawg.

 

Good riddance

Skam få den der hoverer over andres ulykke. Men jeg vil da alligevel lige gøre opmærksom på at FC Köln her til aften endelig, endelig, ENDELIG fyrede Ståle Solbakken. Det har jeg ventet tålmodigt på i måneder og atter måneder. Nu kan det kun fremad for Die Geißböcke.

Det eneste, som jeg er oprigtigt angst for i denne glædens stund, er det nagende spørgsmål om hvilken fodboldklub dette fallitbo af en træner nu skal køre i sænk.

Efter med al tydelighed at have demonstreret, at han kun magter at være træner i mindre fodboldligaer (og i en klub med overlegne økonomiske ressourcer), så er der næppe efterspørgsel efter hans begrænsede kompetencer i nogle af de større europæiske ligaer. Fadæsen i Bundesligaen har næppe øget hans markedsværdi.

Jeg forventer derfor at se ham i beskæftigelsesterapi enten her i Belgien (Club Brugge er et godt bud, tænker jeg, de må snart fyre deres eks-kokain sniffende træner Christoph Daum) eller måske Holland.

Men indtil det sker, så vil jeg fryde mig over hans ulykke. Det er så dejligt, når det går onde mennesker dårligt.

“Lacht doch mal, Leute!”

Nuvel, det lykkedes heller ikke at få fyret Ståle Solbakken i denne omgang. 1-1 resultatet mod Werder Bremen var ganske vist ikke hvad de drømte om i Köln. Tilsyneladende er klubledelsen, tilhængerne og byens boulevard-aviser desværre nået frem til den erkendelse, at klubbens problem ikke er træneren, men derimod hans samling af jævnt inkompetente spillere.

Den stakkels Ståle har sandt for dyden heller ikke omgivelserne med sig.

29 point efter 28 kampe. Klubben er placeret under nedrykningsstregen i Bundesligaen. Måske allerværst: En infantil og smådum spillertrup i intern borgerkrig. Fire spillere blev smidt smidt ud af truppen før kampen mod Bremen grundet illoyal adfærd. Søndag morgen vælger en af stamspillerne så at blive arresteret for spritkørsel. De arme kölnere må efterhånden svede koldsved over den manglende professionalisme i den lokale fodboldklub.

Noget af malaisen må falde tilbage på træneren. Var det begavet at fyre holdets ubetinget bedste spiller (og lokale afgud i Köln) Lukas Podolski som anfører før sæsonen? Var det smart at ville indføre et rigidt spillekoncept, uagtet at man ikke havde spillerne til det? Lever de mon i et parallelunivers i Köln, sådan som Thomas Strunz siger?

Ret skal dog være ret. Kölns spillere kæmpede som besatte i kampen mod Werder Bremen. De havde fortjent mere end 1-1 mod et usædvanligt passivt Werder-hold. Men som Den Bedre Halvdel observant bemærkede det, så er det helt evident, at Köln ikke har ret meget andet i angrebet end Lukas Podolski. Alle spil kører igennem ham. De øvrige offensive tilsyneladende hverken kan eller vil gøre noget selv. Når så forsvaret har det med at være rystende usikkert og med dramaqueen’en Martin Lanig evigt snublende på midtbanen, ja, så forstår man hvorfor at holde ligger hvor det ligger i tabellen.

Men det er nu synd for Köln. Byen har fortjent bedre. Der dukker 50.000 loyale mennesker op til kampen. Stemningen er god, folk er søde.

Næste kamp mod Mainz må siges at være uhyre vigtig for både Ståles job og Kölns status som Bundesligaklub. Hvis det går galt, så står Robin Dutt (den pæne mand!) klar i kulissen til at overtage trænertjansen. Og han har i Freiburg vist, at han kan overpræstere med et begrænset spillermateriale. Der må blive åndet varmt i Ståles nakke for tiden…

Dommens dag

Gæt hvem der på lørdag sidder på RheinEnergieStadion i Köln og overværer Ståle Solbakken få dødsstødet? Det bliver herligt. Nu må de snart se at få ham fyret, så jeg kan begynde at holde med dem sådan for alvor. Hvis ikke han var der, ville FC Köln være en overordentlig fortrinlig og sympatisk klub.

Genstridig skaldepande nægter at blive fyret

Nå, men han blev jo ikke fyret, vel. Ståle Solbakken, altså. Desværre. For med jeres udsendte Sofist på lægterne spillede FC Köln først 1-1 mod Kaiserslautern og vandt så ugen efter med 4-3 over HSV.

Sportsdirektøren gav ham en såkaldt ‘jobgaranti’, siden valgte de kölnske dagblade åbenbart at frede den hårdt pressede skaldepande. Ja, faktisk var de næsten ved at kamme over af begejstring, da Solbakkens engagement på sidelinjen/voldelige tendenser kostede ham en brækket hånd under HSV-kampen. Det var lige før at hans pacemaker ikke kunne følge med, bedyrde han. De selvsamme medier, der få uger forinden lystigt smed brænde på bålet til Solbakkens heksebrænding, kaldte ham nu forelsket for ‘Stahlbakken’ og kunne med varme glød i stemmen berette, at spillerne karakteriserede den nye træner som ‘Coole Sau’. Så her midt i landsholdspausen er det hele bare fryd og gammen.

Ærgerligt nok.

Selvom mit hævntogt mod Solbakken således tilsyneladende er gået på grund, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg i sidste ende nok skal få ret. For ligegyldigt hvor meget FC Kölns presseafdeling forsøger at italesætte harmoni i klubben, så ændrer det ikke på fakta. Nemlig, at:

  • Det Köln-mandskab jeg så løbe forvirret rundt på banen var på ingen måde samspillet, præsterede et grotesk højt antal fejlafleveringer og havde åbenlyst ikke adopteret Solbakkens højtbesungne ‘system’. Mod et bedre og modigere hold en K’lautern havde de fået læstelige prygl.
  • 3-4 sejren over HSV var baseret på rent held og et decideret HSV-sammenbrud, hvis ellers man skal tro Kicker.
  • Kölns trup virker uhyre smal. Uden Podolski i front er de næsten ligeså tamme som AaB’s offensiv.

Så jeg hviler trygt i forventningen om, at Solbakken nok skal få sparket. For når man går rundt i Köln fornemmer man at det er en god, gammeldags fodboldby. Opmærksomheden om byens klub er enorm. Det samme er forventningerne. Faktisk er de alt for høje i forhold til hvad kvaliteten af holdet berettiger til. Så uanset hvor mange sprællemands-hop Solbakken opfører under kampene, så vil han med statsgaranti ikke kunne levere den vare, som byen forventer af ham. Bare vent og se. Han afløser Drillo som landstræner for ligeledes fiaskoramte Norge lige om lidt. Det vil jeg godt vædde en halvvarm kölsch på.

I øvrigt var Köln-K’lautern kampen hård at se. For Köln er faktisk en ganske sympatisk klub. Hvis ikke de havde været så ufornuftige at ansætte mit yndlingshadeobjekt som træner, så kunne jeg faktisk godt finde på at holde med dem. Deres hjemstavnshyldende sang om FC Kööööööööööööölle var decideret nuttet. Manende slagsange er generelt noget de gør sig i, dernede i Preussen. Hvem kan for eksempel glemme HSV’s über-bondske ‘HSV Forever and Ever’? Ikke mig, i hvert fald, det er helt sikkert.

Men alt i alt. Få ham nu fyret, Köln. Gør det muligt for mig at holde af jer.

Jeg er ikke hävngerrig, men…

Der bygges solidt op til min FC Köln-Kaiserslautern kamp på lördag. Åh, ja, der gör:

To kampe, nul points og otte mål inkasseret. Dette er kendsgerningen for cheftræner Ståle Solbakken i FC Köln. I går tabte klubben med hele 5-1 til Schalke, og Solbakken indrømmer nu, at det er pres på ham, men at han har tiltro til sit eget arbejde.

– Indeni, er det et helvede for mig. Presset på mig er stort, men jeg har tiltro til mit arbejde. Jeg tænker ikke på min personlige situation, så længe jeg tror på mit koncept, udtaler Solbakken ifølge Kicker.

Tänk: Med blot en knivspids held kan jeg med egne ören få den udelte fornöjelse at höre “Solbakken RAUS!” bliver råbt af horderne efter kampen. Måske bliver han verfet ud under mit ophold i Köln? Måske ser jeg ham gå alene, forhadt og foragtet i gaderne bagefter? Måske verden endelig får at se hvilket opbläst og overvurderet gögler han i virkeligheden er?

Det bliver skönt. Jeg håber og beder til en overbevisende ‘Lautern-sejr på lördag.