Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games’, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

En ny chance

Når man er så gammel og forstokket som undertegnede, er det sjældent at man ændrer mening efter det første indtryk. Da jeg i sommeren 2012 købte første bind af Robin Hobbs ‘Farseer Trilogy’ i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm, fandt jeg den trang og egentlig ganske dårlig. Muligvis min antipati skyldtes de ar på sjælden det havde givet mig, at tvinge mig selv igennem ikke færre end TO bind af Robert Jordans sjæledrænende ‘Wheel of Time’ serie. Muligvis jeg var træt af det notoriske dårlige vejr under vores ferie. I hvert fald gik jeg i stå efter 100 sider, og da vi kom hjem, havnede bogen på hylden sammen med de øvrige halvlæste bøger.

Efter at have der og kukkeluret det meste af et år, fik jeg dog til sidst så dårlig samvittighed, at jeg gav bogen en chance mere. Der måtte vel være en eller anden lødig grund til, at snart sagt samtlige fantasyhjemmesider udråbte Hobbs trilogi til veritable mesterværker. Så i pausen mellem at jeg fik afsluttet Joe Abercrombies blodtørstige ‘First Law’ bøger og næste sending fra Amazon ankom, gav jeg mig i kast med Hobbs ‘Assasin’s Apprentice’ én gang til.

Og sikke en overraskelse. Den bog, der under Stockholms grå himmel havde virket som en langsom Bildungsroman i faux-middelalder rammer, viste sig nu at være en velskrevet og ganske spændende fantasybog om ZOMBIER! Eller næsten, i hvert fald. Zombieficerede stakler spiller i hvert fald en betydelig rolle i historien. Og selvom hovedpersonen Fitz er lidt for meget teenage-emo til min smag, så er jeg faktisk begyndt at være sådan oprigtigt interesseret i hans videre færd og skæbne. Er derfor allerede i gang med bind to, og det gjorde min kedsommelige bustur her til morgen til noget nærmest behageligt.

Jeg tror, at det er første gang siden min tidlige ungdom – hvor jeg læste stort set ALT, de havde i fantasyafdelingen på Hasseris Bibliotek (det var på den måde jeg kom igennem det meste af Dragonlance bøgerne og Ringenes Herre) – at jeg på den måde har givet en bog en ny chance, efter at have opgivet den i første omgang.

Måske noget vigtig læring til de videre læseeventyr.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Læsehestens bekendelser i maj

Læsningen går lidt op og ned for tiden, men er vanen tro mest fokuseret indenfor sci-fi og fantasy genrene. Eller, nuvel, det er ikke helt korrekt. For efter at have fortæret alenlange, energidrænende (og ikke nødvendigvis særskilt gode) fantasybøger af Brandon Sanderson og Robert Jordan, havde jeg en afstikker til de såkaldte moderne klassikere. Læste Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og gik i stå i den famøse ’Infinite Jest’. Det var en til tider fornøjelig og opbyggelig opdragelse indenfor socialt acceptabel litteratur.

Men nu er jeg så igen mest på sci-fi vognen. Kombineret med lidt murstensværker indenfor historie og religion.

Efter at været gået i selvsving over James S.A. Careys forholdsvist fremragende ’Leviathan Wakes’, gik jeg i gang med opfølgeren ’Caliban’s War’. Den var udmærket underholdning, men forgængerens sublime blanding af spaceopera og horror var der ikke tale om. Hvad var der galt? Læste for nylig en boganmeldelse, der grundlæggende delte sci-fi genren op således:

”There are two kinds of science fiction, let’s say, because we’re the kind of people who like to divide things into two kinds: the kind where things happen and the kind where nothing happens.

That’s not how SF is commonly grouped. Very generally, people like to talk about the “hard SF” crowd, who politely but rabidly describe the percentage of light-speed their spaceships’ drives are able to achieve and the hows and whys of atmosphere creation. (Oh, the shielding issues for the life-support habitat, you can’t imagine!) And there are the “soft SF” writers, who are more concerned with human beings than with orbit math and the physics of pulse-detonation engines. Of course, lots go happily between.

The one “soft” SF writer beloved by all is Ursula Le Guin, one of the best living writers, period, the end. What’s far more notable about her is that, although you would not notice it, often next to nothing occurs in her books and stories. It’s a terrific trip if you look through them with that in mind. If you return to The Left Hand of Darkness, two people go on a journey through a cold land; in The Dispossessed, a physicist leaves his stifling post-utopian planet for its neighbor. And still those books carry more impact than the most lurid gravity-slingshotting shoot-’em-up.

The real opposition in SF is in the writers of these powerful stories about people against those who write the action-packed space operas. Neato books and stories often aren’t imagination; they’re Sudoku, and the machinations of these writers can turn unfun fast. While space opera master Alastair Reynolds is a super-smart man with terrific big SF ideas, his books can turn into heinous slogs, where by Page 250 you easily forget—or stop caring!—who’s who and why’s why.”

Jeg har aldrig læst noget af Ursula Le Guin (og foretrækker bøger med en reel handling), men ’Caliban’s War’ laver en Alastair Reynolds. Actionscenerne er professionelt skruet sammen, rumskibene affyrer rigelige mængder photonmissiler og de intergalaktiske rænkespil er mangfoldige. Men personerne? Pfffffh. Jeg kunne leve med at de var papirtynde karikaturer i den første bog, men når fortællerlysten går i stå og jeg skal udholde 400 sider mere? Nej. Ikke det. For Guds skyld, ikke det. Spørgsmålet er nu om jeg skal tilgive Carey, når tredje bind udkommer her i juni. Jeg grubler stadig over det. Første bog var så fornøjelig …

I april gjorde Robert Charles Wilsons ’Spin’ mig kåd som en teenagepige til Justin Bieber koncert. Faktisk så kåd, at jeg rekvirerede de to opfølgere ’Axis’ og ’Vortex’ direkte efter. Ingen af dem er decideret dårlige bøger, men Wilson havde åbenlyst mere på hjertet i første bog. Vi springer frem og tilbage 10.000 år i tiden og mellem planeter. Det er meget episk og slutningen er af 2001’ske dimensioner. Det hele bliver dog mindre relevant og vedkommende end i ’Spin’, der udforskede nogle interessante psykologiske spørgsmål. I både ’Axis’ og ’Vortex’ kæmper Wilson med at finde en plausibel og interessant forklaring på hvem der opsatte den enorme barriere rundt om Jorden – samt ikke mindst hvorfor. Hans forklaring efter 1200 siders læsning i de tre bøger er i sidste ende et antiklimaks. Jeg var underholdt undervejs, men i sidste ende følte jeg mig brugt og ked af det. Lidt ligesom jeg havde været til Justin Bieber koncert, formoder jeg.

På natbordet ligger lige nu Kim Stanley Robinson ’Red Mars’ og Brandon Sanderson ’The Way of Kings’. Den første er en veritabel klassisker indenfor sci-fi genren, og jeg ser da også frem til at læse om de utopiske, post-kapitalistiske, terraformende og kooperative samfund på Mars. Sanderson stiftede jeg bekendtskab med sidste år. Hans ’Mistborn’ serie var aldeles glimrende, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til ’The Way of Kings’. Det er den første fantasybog i lang tid, så jeg er spændt på om jeg kan afvænne rumskibene til fordel for drager og andet godtfolk.

Indenfor faglitteraturen er jeg igang med Diarmaid MacCulloch ’A History of Christianity’. Ikke fordi jeg er blevet specielt religiøs, men jeg synes det er interessant at læse om religioner behandlet som sociale, historiske og kulturelle fænomener. Bogen er således ikke teologisk, men derimod et digert religionsvidenskabeligt værk. Den giver mig en udfordring. Der er mange historiske perioder jeg synes er interessante (den katolske kirke i Middelalderen, oplysningstiden og det 20. århundrede), men det er kognitivt umuligt for mig at læse de 1000 tætskrevne (og jeg mener virkelig tætskrevne) sider fra ende til anden.

Greg Wolf ’Rome: An Empire’s Story’ er med sine 400 side mere barmhjertig. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg er endnu ikke rigtig kommet i gang med den. Generelt oplever jeg en større interesse i mit sind for at læse om perioden. Tidligere holdt jeg mig til det østromerske univers i Byzans, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke forsøgte at blive vidende om det vestromerske også. Nu ligger bogen i hvert fald på natbordet og stirrer nidkært og forventningsfuldt på mig.

Hvad med jer? Læser I nogle fremragende bøger for tiden? Nogen man også bør læse?

Terraforming

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

Men tilbage til ‘Spin’, der tilbyder et helt igennem fascinerende koncept. Jeg er ikke en god anmelder, så jeg vil i stedet citere en altid læseværdig sci-fi side:

Without warning, the Earth is enclosed in a kind of space-time membrane by ineffable aliens that come to be called the Hypotheticals. The stars can no longer be seen, but sunlight — or a strange facsimile — does get through. Spacecraft can penetrate this sheath, only to discover that time is working a little differently on the other side. For every year that passes on Earth, over a hundred million years are flying by in the universe outside!

‘Spin’ explores a broad spectrum of themes, but the one that leaves the greatest impact is how people confront tragedy, and face death when death is no longer a distant abstraction but an imminent threat. Everyone falls, says one character in a line that also opens the book, and we all land somewhere. ‘Spin’ is about how we land. Occasionally people die in situations beyond their control, without having to endure the agonizing contemplating of it — a sudden coronary, a traffic accident.

But if we have the time to see our fate coming, and can exercise some degree of control, how will we do? Will we go gently into that good night, or rage, rage? Will we take the cowardly way out, as one character here does, disappearing into seclusion to await the world’s end with a handful of suicide pills? Will we retreat into manic religious faith, or fatalism? Or will we do what we can to make sure that whatever happens, our lives were not ultimately futile? Everyone in this book makes different choices. Some end up better than others. The final verdict is that life is always worth saving.

Fristet? Det bliver endnu bedre. For på et tidspunkt i bogen forsøger man at terraforme Mars, og alle der har spillet Civilization 1 og 2 ved, at terraforming er den eneste sikre måde at vinde spillet på. ‘Spin’ kan varmt anbefales. Ikke kun for fans af spekulative fiktion, men for alle der kan lide en velskreven bog, der stimulerer ens tanker og lysten til at stille de store spørgsmål.

Aktuel eskapisme

Et triumvirat hersker uindskrænket indenfor fantasygenren. Tre mænd (to er døde, en er selve definitionen af den gnavne gamle mand) dominerer hylderne i ’sci-fi & fantasy’ sektionerne i alverdens boghandlere og lufthavne.

J.R.R. Tolkien er hvad man i amerikanske krimiserier ville kalde for genrens OG. Det meste indenfor genren er enten skrevet efter ham eller op imod ham. Efter en behagelig pause fra hysteriet afstedkommet af ’Ringenes Herre’ filmene (2001-2003), skal vi med filmatiseringen af ’The Hobbit’ nu igen martres af hans hobitter, orker, New Zealandske landskaber og keltiske mytologi. Det bliver ulideligt, men kasseapparatet skal nok klimpre lystigt alligevel.

Den anden (og nulevende) fantasyhersker er George R.R. Martin. Han er anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, imperfekte helte og forfald. Hans opus magnum er ’A Song of Ice and Fire’ serien, der har opnået fænomenal popularitet. Dels i kraft af egne kvaliteter, dels i kraft af HBO’s fantastiske tv-serie (opkaldt efter den første bog ’A Game of Thrones’). Fantasygenrens klassiske motor (det godes kamp mod – og i sidste ende uundgåelige sejr over – det onde) kortsluttes i Martins bøger. Han bliver ofte beskyldt for at være voldsfetichist og afvigende, men bag den grumme tone gemmer sig et pacifistiske budskab. Volden har altid konsekvenser og er sjældent en løsning. Heller ikke når den udøves af ’de gode’. Seriens eneste ædle og rethandlende person, Eddard Stark, bliver således halshugget uceremonielt trekvart inde i første bind på foranledning af den aldeles uelskelige tronraner Joffrey. Generelt har Martin ingen kvaler med at slå sine hovedpersoner ihjel. Det er forfriskende og vældig post-moderne sådan at lege med læsernes følelser, men også farligt.

Faren opstår især fordi Martins skrivetempo er legendarisk langsomt. Der gik således fem år mellem bog tre, ’A Storm of Swords’ og bog fire ’A Feast for Crows’ – og siden igen seks år inden den femte bog, ’A Dance with Dragons’ udkom sidste sommer. I sig selv er det ikke problematisk at forfattere tager sig den tid, de har brug. Faktisk er det bedre, end at de udgiver et eller andet uigennemarbejdet sprøjt. Men Martin tog en problematisk beslutning efter den fuldstændig fremragende over-the-top episke afslutning i ’A Storm of Swords’. Fremfor at følge op på alle de vildtvoksne plottråde og hans cliffhanger slutning, valgte han kun at fokusere på halvdelen af personerne i den efterfølgende ’A Feast for Crows’. Det var en fejl. Nu skrev jeg godt nok før, at der ikke er helte i Martins bøger, men det passer ikke helt. Nogle af de fejlbehæftede personer er mere elskelige end andre. Og 90 pct. af alle læserne har enten Jon Snow, Arya Stark eller Tyrion Lannister som yndlingspersoner. Det kan ikke være anderledes. Så at skrive en bog på 900 sider, hvor man fuldstændig ignorerer de karakteres skæbne – vel at mærke efter at have lade ens læsere vente i fem år – var grove løjer. Ikke at det generede Martin betydeligt. Han tog som nævnt seks år mere om næste bog, så i alt måtte fans af Tyrion vente 11 år efter ’A Storm of Snow’ på at høre nyt om deres yndling. Det kræver selvtillid eller enganske ualmindelig tilstand af kold-i-røven at behandle sine læsere på den måde. Nu venter vi så alle på sjette bind, ’The Winds of Winter’ der udkommer engang i udefinerbar fremtid. Martin er nok ligeglad med læsernes utålmodighed. Han sælger blot flere og flere bøger i takt med at tv-seriens popularitet, og har næppe travlt med at blive færdig med sit guldæg.

En del læsere er nervøse for, at Martin skal få samme skæbne som den sidste af de tre fantasykonger. Robert Jordan døde i 2007 uden at have færdiggjort genrens måske allermest episke og ambitiøse værk, fjorten binds serien ’A Wheel of Time’. De sidste tre bind er blevet skrevet færdig af et andet hotshot indenfor genren, Brandon Sanderson, og det sidste, ’A Memory of Light’ udkommer her i januar 2013. Jordans fanskare er enorm, og bogen bør blive en stensikker nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Jordan er imidlertid også lidt af en vandedeler. Enten elsker man ham ubetinget, eller også kan man ikke holde ham ud. Selv hælder jeg nok mod den sidste lejr. Lidt karikeret kan man kalde Jordan for Tolkiens arving. Han har adopteret alle Tolkiens værdier (den ekstensive verdensbygning, den højstemte tone, den klare godt-ondt opdeling), og har tilmed mimeret hans skrivestil. Hvor Martin er en udpræget plotmand, så er den neo-Tolkienske Jordan ligesom læremesteren meget mere optaget af landskabsbeskrivelser, ædel tale og udpenslinger af hvordan en kvindes kjole ser ud. Det betyder, at Jordans bøger ofte er meget lange, uden at der nødvendigvis sker ret meget.

Det er på mange måder synd, at Jordan på den måde så ukritisk har adopteret det Tolkienske syn på hvordan fantasy bør skrives. For bag det uendelige spæklag af overflødige beskrivelser og ord, ord, ord, gemmer der sig et ret interessant plot, der i en mindre ekstensiv forfatters hænder kunne være blevet endog særdeles glimrende. Jordan er ikke videre original, men hans styrke består i at han er ferm til at videreudvikle de koncepter, han stjæler fra andre. Den første bog i serien, ’The Eye of the World’, tyvstjæler plot og rammer fra Tolkien og Star Wars. Frank Herberts sci-fi mesterværk ’Dune’ har åbenlyst også inspireret. Den kvindelige ridderorden Aes Sedai er en slet skjult kopi af Bene Gesserit kulten. Aiel folkefærdet bygger skamløst på ’Fremen’ ørkenfolket. Og tanken om den mandlige frelser er ligeledes kalkeret fra ’Dune’ universets tanker om ’Kwisatz Haderach’. Så er der de mindre detaljer, såsom at Seanchan folket er stærkt inspireret af ’Kelewan’ universet i Raymond E. Feists ’Magician’ fra 1982.

Helhedsindtrykket er, at Jordan er god til at syntetisere andres koncepter, men ikke til selv at lave noget banebrydende genialt. Det er en kulturel model, der godt kan fungere. Langt de fleste popgrupper og -musikere benytter sig af den. Og jeg ville godt kunne leve med det, hvis ikke Jordan var så stor en slave af Tolkien. Jeg har nu kæmpet mig igennem de to første bind af ’Wheel of Time’ serien. Det var en prøvelse. Vi taler små 1900 sider, hvoraf der er bevægelse i plottet på måske 300 af dem. Efter moden overvejelse, stopper jeg derfor nu. Min sjæl kan ikke holde til at læse flere sider om hvordan de underskønne gobeliner ser ud i salene i paladset i Caemlyn. Suk.

Spørgsmålet er nu kun, hvor jeg skal gå videre herfra. Pt. er der ikke så mange ’klassikere’ indenfor fantasygenren, som jeg mangler at få set på. Jeg overvejer at substituere tilbage til science-fiction, som jeg har forsømt igennem det sidste års tid. Flere boganmeldelser følger nok.