Se lige den her boss-lady. Og ja, beklager den lave billedkvalitet, men det er taget fra et nyhedsbrev, som vuggestuen sendte om deres nyligt afholdte temadag:

“Vi har de sidste par uger været i fuld gang med vores tema krop og bevægelse. Her er billeder fra dagens aktiviteter med de mindste på stuen. Vi sang, holdt balancen på ting, vendte på hovedet og snurrede rundt.”

Der var også et billede af hende i en snurretop, men … der har hun altså et ansigtsudtryk som en ond-i-sulet drage, der er er mere end klar til at brænde en hel middelalderlandsby af med sin ildånde – og det ville trods alt ikke rigtig være repræsentativt for hende. Men hun ER sej. Af og til forestiller jeg mig, at min datters theme-song er Neneh Cherry ‘Buffalo Stance’.

“Who’s looking good today?
Who’s looking good in every way?
No style rookie
You better watch don’t mess with me
No moneyman can win my love
It’s sweetness that I’m thinking of”

Hun tager ikke noget pis fra nogen. Hun er stærk og spiser som en hest. Når de andre børn tror at de skal tryne den yngste pige på stuen, så får de ren besked. Pædagogerne synes det er utrolig morsomt, når de større drenge, der vil tage noget legetøj fra hende, får et brøl og et skub fra hende. Hvem tror du egentlig du er, fister?

Hvor hendes storebror er skrøbelig, temperamentsfuld, følsom og genert (som sin far…), så er hun permanent glad, moser på og går opdagelser (som sin mor …). Hun ser ikke problemer, hun ser en mulighed for at opdage noget sjovt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det første hun vil, at vi sammen tænder for musikanlægget og danser til Johan Hedberg ‘Kickar Grus’. Så griner vi og hun tramper rundt på korte, stærke ben til musikken.

Det kan lyde sært når vi nu taler om en ikke engang halvanden år gammel pige, men … jeg er kæmpe fan. For hun er så anderledes end mig. Og hvis det nogensinde lykkes mig at få hende smittet med min melankoli og sortsyn, har jeg fejlet noget så grusomt her i livet.

Hun får brug for sin råstyrke, tror jeg.

Har altid været glad for at jeg selv er af hankøn, for livet virker så meget mere svært for kvinder. Hvis livet var et videospil, så spiller mænd på ‘Easy Mode’ mens kvinder spiller på ‘Hard Mode’. Jeg er ikke den store queerfeminist-teoretiker. Men min egen begrænsede empiri tilsiger, at kvinder skal arbejde meget hårdere end mænd for at få anerkendelse for et stykke arbejde – og piger bliver bedømt langt hårdere for deres udseende end en dreng gør. Det aspekt bliver desværre næppe mindre aktuelt for min datter, når hun vokser op.

Jeg tror også at det allerede i dag generelt er meget vanskeligere at være barn og ung, end det var for mig dengang jeg voksede op i 80’erne og 90’erne. Så hvordan mon det ikke bliver fremadrettet? Kravene til hvad man som individ skal kunne, gøre, opnå og være for at opnå anerkendelse er langt større, end det var dengang jeg voksede op som en blegfiset nørd i Aalborg. Bevares, jeg var heller aldrig cool eller en af de populære, men jeg blev omvendt  heller ikke drillet eller var social udstødt. Jeg kunne slippe afsted med at være mig selv og have nørdede interesser, uden at det skadede mig nævneværdigt. Det at være sig selv er jeg usikker på om mine børn kan praktisere, med mindre de virkelige siger fra overfor omverdenens bullshit.

Så jeg håber at min lille seje pige holder fast i sig selv, og at vi som forældre kan understøtte hende og hendes bror i at være dem, de gerne vil være.

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove¹. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog [↩]