Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer. 

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Station Eleven

Måske det er en anelse morbidt, men jeg overvejer i disse pandemitider at genlæse Emily St. John Mandels vidunderlige post-apokalyptiske roman ‘Station Eleven’.

Historien indledes med at 98% af jordens befolkning dør af en svineinfluenza lignende virus, men det er alligevel en underligt livsbekræftende og poetisk bog. Det kunne jeg godt have brug for i skrivende stund. 

Et alternativ kunne være Stephen King ‘The Stand’, der dog er en noget mere ondsindet størrelse end Mandel. Jeg satser i hvert fald på at Covid 19 ikke har så meget tilfælles med Captain Trips.